Demokratiske reformer - behov for nytænkning?
Som borger, der netop har gennemoplevet det vigtige og dramatiske kommunal- og regionsvalg, er det svært ikke at være blevet i tvivl. Der var jo en del turbulens om, hvordan de valgte mandater skulle placere sig i forhold til afgivne valgløfter, partitilhørsforhold, stemmetal, diverse konstitueringsaftaler samt traditionelle opgør om fortid og fremtid. Det efterlader borgeren usikker på, hvad og hvem man som stemmeberettiget egentlig fik stemt på? Den samme tvivl råder tilsyneladende også hos de valgte.
Når man genkalder sig valgudsmykningen, plakaterne i lygtepæle, standere og alle øvrige ophængningsegnede lokaliteter, så er det portrætfotos, der viser sig på nethinden. Alle slags ansigter, påklædningsvarianter, frisurer, grimasser, udtryk står kalejdoskopisk, men markant, tilbage som et fingeraftryk af demokratiet. Hvorfor tager vi ikke konsekvensen. Fremtidige valgkampe skal, f.eks. 3 måneder før valgdagen, føres uafhængigt af partiinddelinger. Uafhængigt af partilogo´er. Hver kvinde og hver mand må klare sig på offentlig fremtræden samt selvvalgte fotos (med minimal angivelse af navn, evt. køn) på plakaterne. En naturlig følge må/skal være at stemmesedlerne trykkes med tilsvarende fotos af de opstillende kandidater, gengivet i vilkårlig rækkefølge og uden angivelse af partitilhørsforhold.
Det kan da ikke give mening, vil mange sikkert hurtigt reagere. Men tænk nu alligevel over det. En kandidat, der er nødt til selv at redegøre for egne synspunkter, det er vel ikke uattraktivt. Udseendet ved en sådan fremtræden er formodentlig et bedre kendemærke end logo, navn eller parti-slogan. Sammenkobling af det talte ord og det viste ansigt burde give de fleste af os et bedre indtryk af, hvad vi stemmer på. Ordet hvad er bevidst valgt. Vi stemmer jo om, hvad der skal være styrende for driften af vores kommune og den region kommunen hører til. Hvilke satsningsområder, hvilke kompromiser, hvilke nedskæringer, hvilke principper forvaltningsområderne skal styres efter; det er alle disse emner vi stemmer om - men vi gør det indirekte, fordi vi skal sætte kryds ved personer og netop ikke ved emnerne. Derfor kunne det være interessant at få fokus på koblingen af emner og enkeltperson. Troværdighed, seriøsitet, personlig integritet, alm. fremtoning, sproglig klarhed o.s.v. o.s.v. kan komme i højsædet på en for efter valget personligt forpligtende måde.
Historikere vil kunne fremdrage mange eksempler på politikere, der fik et boost i stemmetallet som følge af en særlig markant fremtræden.
De valgtes største arbejdsopgave for den 4-årige periode, konstitueringsforhandlingerne, vil herefter kunne få helt nye vilkår og konsekvenser. Respekt, overholdelse af løfter, markering af integritet, afståelse af magt (nej, det er måske at gå for langt), nye alliancer i overensstemmelse med afgivne meninger/holdninger o.lign. vil kunne være nye borgernære elementer i dannelsen af styrelsen af samfundet. Personliggørelsen af den demokratiske valgproces, til erstatning af partiinddelingen (med kameleon-egenskaberne, afhængig af før/efter valget og kødlunserne ved de natlige forhandlingsborde), kunne vise sig at være i bedre overensstemmelse med vælgernes ønsker end tilfældet (måske) er i dag.
Endnu et samfundsspørgsmål fra
enfoldige
Når man genkalder sig valgudsmykningen, plakaterne i lygtepæle, standere og alle øvrige ophængningsegnede lokaliteter, så er det portrætfotos, der viser sig på nethinden. Alle slags ansigter, påklædningsvarianter, frisurer, grimasser, udtryk står kalejdoskopisk, men markant, tilbage som et fingeraftryk af demokratiet. Hvorfor tager vi ikke konsekvensen. Fremtidige valgkampe skal, f.eks. 3 måneder før valgdagen, føres uafhængigt af partiinddelinger. Uafhængigt af partilogo´er. Hver kvinde og hver mand må klare sig på offentlig fremtræden samt selvvalgte fotos (med minimal angivelse af navn, evt. køn) på plakaterne. En naturlig følge må/skal være at stemmesedlerne trykkes med tilsvarende fotos af de opstillende kandidater, gengivet i vilkårlig rækkefølge og uden angivelse af partitilhørsforhold.
Det kan da ikke give mening, vil mange sikkert hurtigt reagere. Men tænk nu alligevel over det. En kandidat, der er nødt til selv at redegøre for egne synspunkter, det er vel ikke uattraktivt. Udseendet ved en sådan fremtræden er formodentlig et bedre kendemærke end logo, navn eller parti-slogan. Sammenkobling af det talte ord og det viste ansigt burde give de fleste af os et bedre indtryk af, hvad vi stemmer på. Ordet hvad er bevidst valgt. Vi stemmer jo om, hvad der skal være styrende for driften af vores kommune og den region kommunen hører til. Hvilke satsningsområder, hvilke kompromiser, hvilke nedskæringer, hvilke principper forvaltningsområderne skal styres efter; det er alle disse emner vi stemmer om - men vi gør det indirekte, fordi vi skal sætte kryds ved personer og netop ikke ved emnerne. Derfor kunne det være interessant at få fokus på koblingen af emner og enkeltperson. Troværdighed, seriøsitet, personlig integritet, alm. fremtoning, sproglig klarhed o.s.v. o.s.v. kan komme i højsædet på en for efter valget personligt forpligtende måde.
Historikere vil kunne fremdrage mange eksempler på politikere, der fik et boost i stemmetallet som følge af en særlig markant fremtræden.
De valgtes største arbejdsopgave for den 4-årige periode, konstitueringsforhandlingerne, vil herefter kunne få helt nye vilkår og konsekvenser. Respekt, overholdelse af løfter, markering af integritet, afståelse af magt (nej, det er måske at gå for langt), nye alliancer i overensstemmelse med afgivne meninger/holdninger o.lign. vil kunne være nye borgernære elementer i dannelsen af styrelsen af samfundet. Personliggørelsen af den demokratiske valgproces, til erstatning af partiinddelingen (med kameleon-egenskaberne, afhængig af før/efter valget og kødlunserne ved de natlige forhandlingsborde), kunne vise sig at være i bedre overensstemmelse med vælgernes ønsker end tilfældet (måske) er i dag.
Endnu et samfundsspørgsmål fra
enfoldige