Den Barske Vinter! (Min Bog)
Her Kommer første kapitel, 2. kapitel bliver postet imorgen aften, eller senere i nat. Tror hellere jeg må liste i seng snart. Skål, Nyd historien og Godnat ;-)
1. Kapitel
Den Barske Vinter
VINTEREN kom tidligt til Nordland. Sneen væltede ned fra den blygrå himmel, og ulvenes hyl gjaldede fra Det Sorte Fjeld. Ude på den frosne fjord anedes det flakkende skær fra et ensomt bål - det eneste lys i en verden af mørke. To mennesker var på rejse gennem mørket. Lige nu varmede de sig ved den brølende ild. Thorfinn stirrede intenst ind i flammerne, mens han hviskede et enkelt ord igen og igen.
"Hævn. Hævn. Hævn."
"Hvad siger du, far?" spurgte Helgi. Drengen lå indsvøbt i det bjørneskind, som havde fulgt ham overalt siden hans fødsel for otte vintre siden. Den fødsel, som havde kostet ham en mor og Thorfinn en kone...
"Hævn."
Helgi lukkede øjnene og skuttede sig i bjørneskindet. Kort efter hørte han en velkendt lyd. Det var lyden af Thorfinn, som sleb det hellige sværd Morkar. Helgi faldt i søvn med et smil på sine blåfrosne læber. Han drømte om blod.
Den næste dag var lige så kold som de forrige. Thorfinn og Helgi vågnede langsomt fra deres søvn. Thorfinn strakte sin muskuløse krop, mens Helgi prøvede at ignorere sulten, der gnavede i ham som en vampyr.
Stilheden blev flænget af et langt, sørgmodigt ulvehyl. Thorfinn greb fat om Morkar, og Helgi gemte sig i bjørneskindet. Ulvens hyl blev besvaret. Gennem det tætte snevejr anede Thorfinn konturerne af store, sorte dyr. De nærmede sig langsomt men sikkert. Thorfinns knoer blev hvide, da hans barkede næve strammede grebet om Morkars skæfte.
"Lig stille, min søn," hviskede han. "Tænk på Odin og lig helt stille."
Helgi gjorde som beordret. Gennem det tykke bjørneskind hørte han ulvenes hyl komme nærmere og nærmere. Han fokuserede al sin energi på tanken om den mægtige Odin i Valhalla.
"Aaaaaargh!" skreg Thorfinn, mens han kastede sig frem mod den nærmeste ulv. Morkars skarpe klinge kløvede dyrets hals, og tykt ulveblod fossede dampende ud på isen. Thorfinns ansigt strålede af lyksaligt vanvid. Fjenderne angreb fra alle sider, og kamppladsen var et prægtigt inferno af stål og tænder. Det ene ulvehoved efter det andet ramte isen med en dump lyd, mens Thorfinn skreg af lykke. Inde i bjørneskindet rystede Helgi af skræk. Men bag rædslen gemte sig en større og smukkere sandhed: Helgi vidste, at tiden snart ville komme, hvor også han ville blive en mægtig kriger.
Virkeligheden begyndte at svinde fra Thorfinns åsyn. Han så stadig den enorme horde af morderiske ulve sprinte frådende gennem det tætte snefald. Men samtidig så han en anden virkelighed. Han så en majestætisk hal, hvor store krigere lemlæstede hinanden med økser og sværd. Blod blev blandet med mjød, og overalt herskede Odins evige magt.
Thorfinn så Valhalla...
Et dybt ulvebid bragte ham tilbage til den frosne fjord. Han stod på en høj af døde ulve, men stadig strømmede fjenderne til. Morkar drak dybt af deres blod. Men også ulvene fik stillet deres blodtørst; Thorfinns krop var gennemhullet af dybe bid, men gennem hans årer rullede bevidstheden om udødelig hæder.
Kampen stod på i tre dage og tre nætter. Thorfinn og den sidste ulv faldt samtidig. Ulvens kæber var låst om Thorfinns strube, og Morkars klinge spiddede ulvens krop. Thorfinns sjæl gled ud af det sønderrevne legeme. Mens sjælen gled op mod Valhalla, skænkede den Helgi en sidste tanke.
Stilheden sænkede sig over fjorden. Inde i bjørneskindet opfattede Helgi, at kampen omsider var overstået. Med en blanding af frygt og lettelse forsøgte han febrilsk at kæmpe sig ud i den friske luft. Han lå imidlertid begravet under hundreder af døde ulve, og det tog ham hele dagen at undslippe sit makabre fængsel.
Da Helgi endelig nåede ud i friheden, hang månen lavt over horisonten som en tung og giftig frugt. For første gang i ugevis var himlen skyfri, og et bundløst mørke rugede mellem de funklende stjerner. Helgi kravlede op på bjerget af døde ulve. Frossent blod knirkede under hans støvler. Han nåede toppen... hvor han så sin fars lig.
Resterne af Thorfinns legeme var en skamferet og blodig klump. Alligevel strålede liget af den evige magt, som er vikingernes. Helgi fældede en enkelt tåre, mens hans hjerte svulmede af stolthed. Han faldt på knæ og lagde sit hoved på Thorfinns brystkasse. Krigerens hjerte var holdt op med at slå, men mindet om hans mod ville aldrig dø.
Efter en stund tog Helgi sværdet Morkar fra sin fars frosne hånd. Han løftede klingen mod den dybe nat og fyldte sine lunger med vinterens barske vinde.
"VALHALLA!!!" skreg han mod stjernerne. Stemmen, som gjaldede over fjorden, tilhørte ikke længere et barn men en mand.
Den tilhørte en viking.
1. Kapitel
Den Barske Vinter
VINTEREN kom tidligt til Nordland. Sneen væltede ned fra den blygrå himmel, og ulvenes hyl gjaldede fra Det Sorte Fjeld. Ude på den frosne fjord anedes det flakkende skær fra et ensomt bål - det eneste lys i en verden af mørke. To mennesker var på rejse gennem mørket. Lige nu varmede de sig ved den brølende ild. Thorfinn stirrede intenst ind i flammerne, mens han hviskede et enkelt ord igen og igen.
"Hævn. Hævn. Hævn."
"Hvad siger du, far?" spurgte Helgi. Drengen lå indsvøbt i det bjørneskind, som havde fulgt ham overalt siden hans fødsel for otte vintre siden. Den fødsel, som havde kostet ham en mor og Thorfinn en kone...
"Hævn."
Helgi lukkede øjnene og skuttede sig i bjørneskindet. Kort efter hørte han en velkendt lyd. Det var lyden af Thorfinn, som sleb det hellige sværd Morkar. Helgi faldt i søvn med et smil på sine blåfrosne læber. Han drømte om blod.
Den næste dag var lige så kold som de forrige. Thorfinn og Helgi vågnede langsomt fra deres søvn. Thorfinn strakte sin muskuløse krop, mens Helgi prøvede at ignorere sulten, der gnavede i ham som en vampyr.
Stilheden blev flænget af et langt, sørgmodigt ulvehyl. Thorfinn greb fat om Morkar, og Helgi gemte sig i bjørneskindet. Ulvens hyl blev besvaret. Gennem det tætte snevejr anede Thorfinn konturerne af store, sorte dyr. De nærmede sig langsomt men sikkert. Thorfinns knoer blev hvide, da hans barkede næve strammede grebet om Morkars skæfte.
"Lig stille, min søn," hviskede han. "Tænk på Odin og lig helt stille."
Helgi gjorde som beordret. Gennem det tykke bjørneskind hørte han ulvenes hyl komme nærmere og nærmere. Han fokuserede al sin energi på tanken om den mægtige Odin i Valhalla.
"Aaaaaargh!" skreg Thorfinn, mens han kastede sig frem mod den nærmeste ulv. Morkars skarpe klinge kløvede dyrets hals, og tykt ulveblod fossede dampende ud på isen. Thorfinns ansigt strålede af lyksaligt vanvid. Fjenderne angreb fra alle sider, og kamppladsen var et prægtigt inferno af stål og tænder. Det ene ulvehoved efter det andet ramte isen med en dump lyd, mens Thorfinn skreg af lykke. Inde i bjørneskindet rystede Helgi af skræk. Men bag rædslen gemte sig en større og smukkere sandhed: Helgi vidste, at tiden snart ville komme, hvor også han ville blive en mægtig kriger.
Virkeligheden begyndte at svinde fra Thorfinns åsyn. Han så stadig den enorme horde af morderiske ulve sprinte frådende gennem det tætte snefald. Men samtidig så han en anden virkelighed. Han så en majestætisk hal, hvor store krigere lemlæstede hinanden med økser og sværd. Blod blev blandet med mjød, og overalt herskede Odins evige magt.
Thorfinn så Valhalla...
Et dybt ulvebid bragte ham tilbage til den frosne fjord. Han stod på en høj af døde ulve, men stadig strømmede fjenderne til. Morkar drak dybt af deres blod. Men også ulvene fik stillet deres blodtørst; Thorfinns krop var gennemhullet af dybe bid, men gennem hans årer rullede bevidstheden om udødelig hæder.
Kampen stod på i tre dage og tre nætter. Thorfinn og den sidste ulv faldt samtidig. Ulvens kæber var låst om Thorfinns strube, og Morkars klinge spiddede ulvens krop. Thorfinns sjæl gled ud af det sønderrevne legeme. Mens sjælen gled op mod Valhalla, skænkede den Helgi en sidste tanke.
Stilheden sænkede sig over fjorden. Inde i bjørneskindet opfattede Helgi, at kampen omsider var overstået. Med en blanding af frygt og lettelse forsøgte han febrilsk at kæmpe sig ud i den friske luft. Han lå imidlertid begravet under hundreder af døde ulve, og det tog ham hele dagen at undslippe sit makabre fængsel.
Da Helgi endelig nåede ud i friheden, hang månen lavt over horisonten som en tung og giftig frugt. For første gang i ugevis var himlen skyfri, og et bundløst mørke rugede mellem de funklende stjerner. Helgi kravlede op på bjerget af døde ulve. Frossent blod knirkede under hans støvler. Han nåede toppen... hvor han så sin fars lig.
Resterne af Thorfinns legeme var en skamferet og blodig klump. Alligevel strålede liget af den evige magt, som er vikingernes. Helgi fældede en enkelt tåre, mens hans hjerte svulmede af stolthed. Han faldt på knæ og lagde sit hoved på Thorfinns brystkasse. Krigerens hjerte var holdt op med at slå, men mindet om hans mod ville aldrig dø.
Efter en stund tog Helgi sværdet Morkar fra sin fars frosne hånd. Han løftede klingen mod den dybe nat og fyldte sine lunger med vinterens barske vinde.
"VALHALLA!!!" skreg han mod stjernerne. Stemmen, som gjaldede over fjorden, tilhørte ikke længere et barn men en mand.
Den tilhørte en viking.