Den der forråder mig er kommet nær.
Om aftenen før Jesu død havde han spist påskemåltidet sammen med sine disciple.
Da Jesus er færdig med at bede, synger han lovsange til Jehova sammen med sine 11 trofaste apostle. Derefter forlader de værelset ovenpå og går ud i den mørke, kølige nat. De går ned over Kedrondalen tilbage mod Betania. På vejen gør de holdt ved et yndlingssted — Getsemane Have. Den ligger på eller i umiddelbar nærhed af Oliebjerget. Her mellem oliventræerne har Jesus ofte været sammen med sine apostle.
Jesus lader otte apostle blive tilbage, måske i nærheden af haveindgangen, og siger til dem: „Sæt jer her mens jeg går derhen og beder.“ Derefter tager han de tre andre apostle — Peter, Jakob og Johannes — med længere ind i haven. Jesus bliver bedrøvet og ængstes. „Min sjæl er dybt bedrøvet, ja til døden,“ siger han. „Bliv her og hold jer vågne sammen med mig.“
Jesus går lidt videre og lader sig falde ned på jorden, og med ansigtet mod jorden begynder han at bede inderligt: „Min Fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi. Dog, ikke som jeg vil, men som du vil.“ Hvad mener han med det? Hvorfor er han „dybt bedrøvet, ja til døden“? Prøver han at løbe fra sin beslutning om at dø for at tilvejebringe en løsesum?
Overhovedet ikke! Jesus beder ikke om at slippe for at dø. Nej, den blotte tanke om at han skulle undgå offerdøden, som Peter engang foreslog det, er afskyelig for ham. Hans kvaler må derfor skyldes frygt for at den måde han skal dø på — som en foragtelig forbryder — vil vanære hans Faders navn. Det der virkelig bekymrer ham er at han om nogle få timer skal hænges op på en pæl som en person af værste slags — en gudsbespotter!
Efter at have bedt i nogen tid går Jesus tilbage og finder de tre apostle sovende. Henvendt til Peter siger han: „Magtede I ikke så meget som at holde jer vågne én time sammen med mig? Hold jer til stadighed vågne og bed fortsat, så I ikke kommer ind i fristelse.“ Jesus er imidlertid godt klar over at de har været udsat for et stort pres og at det er sent, så han fortsætter: „Ånden er naturligvis ivrig, men kødet er svagt.“
Jesus går nu for anden gang væk og beder Gud om at fjerne „dette bæger“, det vil sige den lod Jehova har tildelt ham. Da han kommer tilbage sover de tre igen. De burde have været optaget af at bede for ikke at komme ind i fristelse. Jesus taler til dem, men de ved ikke hvad de skal svare ham.
For tredje og sidste gang går Jesus omtrent et stenkast væk, lægger sig på knæ og beder med stærke råb og tårer: „Fader, hvis du vil, så tag dette bæger bort fra mig.“ Jesus føler en intens, nagende smerte på grund af den skam hans forestående død som en forbryder vil bringe over hans Faders navn. At blive anklaget som en gudsbespotter — en der forbander Gud — er næsten ikke til at bære for Jesus!
Ikke desto mindre fortsætter Jesus med at bede: „Ikke hvad jeg vil, men hvad du vil.“ Jesus underkaster sig lydigt Guds vilje. I det samme viser en engel fra himmelen sig for ham og styrker ham med nogle opmuntrende ord. Engelen fortæller sandsynligvis Jesus at han har sin Faders godkendelse.
Men sikken byrde Jesus bærer på sine skuldre! Hans eget og hele menneskehedens evige liv står på spil. Det følelsesmæssige pres er kolossalt. Jesus fortsætter derfor med at bede endnu mere inderligt, og hans sved bliver som bloddråber der falder på jorden. „Skønt dette er et meget sjældent fænomen,“ skriver bladet The Journal of the American Medical Association, „kan blodig sved forekomme i forbindelse med en tilstand af ekstrem følelsesmæssig belastning.“
For tredje gang vender Jesus tilbage til apostlene og finder dem atter sovende. De er udmattede af bedrøvelse. „På en tid som denne sover I og hviler jer!“ udbryder han. „Det er nok! Timen er kommet! Se, Menneskesønnen forrådes i synderes hænder. Stå op, lad os gå. Se! Den der forråder mig er kommet nær.“
Endnu mens han taler kommer Judas Iskariot sammen med en stor skare med fakler, lamper og våben.
Mattæus 26:30, 36-47; 16:21-23; Markus 14:26, 32-43; Lukas 22:39-47; Johannes 18:1-3; Hebræerne 5:7.
Da Jesus er færdig med at bede, synger han lovsange til Jehova sammen med sine 11 trofaste apostle. Derefter forlader de værelset ovenpå og går ud i den mørke, kølige nat. De går ned over Kedrondalen tilbage mod Betania. På vejen gør de holdt ved et yndlingssted — Getsemane Have. Den ligger på eller i umiddelbar nærhed af Oliebjerget. Her mellem oliventræerne har Jesus ofte været sammen med sine apostle.
Jesus lader otte apostle blive tilbage, måske i nærheden af haveindgangen, og siger til dem: „Sæt jer her mens jeg går derhen og beder.“ Derefter tager han de tre andre apostle — Peter, Jakob og Johannes — med længere ind i haven. Jesus bliver bedrøvet og ængstes. „Min sjæl er dybt bedrøvet, ja til døden,“ siger han. „Bliv her og hold jer vågne sammen med mig.“
Jesus går lidt videre og lader sig falde ned på jorden, og med ansigtet mod jorden begynder han at bede inderligt: „Min Fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi. Dog, ikke som jeg vil, men som du vil.“ Hvad mener han med det? Hvorfor er han „dybt bedrøvet, ja til døden“? Prøver han at løbe fra sin beslutning om at dø for at tilvejebringe en løsesum?
Overhovedet ikke! Jesus beder ikke om at slippe for at dø. Nej, den blotte tanke om at han skulle undgå offerdøden, som Peter engang foreslog det, er afskyelig for ham. Hans kvaler må derfor skyldes frygt for at den måde han skal dø på — som en foragtelig forbryder — vil vanære hans Faders navn. Det der virkelig bekymrer ham er at han om nogle få timer skal hænges op på en pæl som en person af værste slags — en gudsbespotter!
Efter at have bedt i nogen tid går Jesus tilbage og finder de tre apostle sovende. Henvendt til Peter siger han: „Magtede I ikke så meget som at holde jer vågne én time sammen med mig? Hold jer til stadighed vågne og bed fortsat, så I ikke kommer ind i fristelse.“ Jesus er imidlertid godt klar over at de har været udsat for et stort pres og at det er sent, så han fortsætter: „Ånden er naturligvis ivrig, men kødet er svagt.“
Jesus går nu for anden gang væk og beder Gud om at fjerne „dette bæger“, det vil sige den lod Jehova har tildelt ham. Da han kommer tilbage sover de tre igen. De burde have været optaget af at bede for ikke at komme ind i fristelse. Jesus taler til dem, men de ved ikke hvad de skal svare ham.
For tredje og sidste gang går Jesus omtrent et stenkast væk, lægger sig på knæ og beder med stærke råb og tårer: „Fader, hvis du vil, så tag dette bæger bort fra mig.“ Jesus føler en intens, nagende smerte på grund af den skam hans forestående død som en forbryder vil bringe over hans Faders navn. At blive anklaget som en gudsbespotter — en der forbander Gud — er næsten ikke til at bære for Jesus!
Ikke desto mindre fortsætter Jesus med at bede: „Ikke hvad jeg vil, men hvad du vil.“ Jesus underkaster sig lydigt Guds vilje. I det samme viser en engel fra himmelen sig for ham og styrker ham med nogle opmuntrende ord. Engelen fortæller sandsynligvis Jesus at han har sin Faders godkendelse.
Men sikken byrde Jesus bærer på sine skuldre! Hans eget og hele menneskehedens evige liv står på spil. Det følelsesmæssige pres er kolossalt. Jesus fortsætter derfor med at bede endnu mere inderligt, og hans sved bliver som bloddråber der falder på jorden. „Skønt dette er et meget sjældent fænomen,“ skriver bladet The Journal of the American Medical Association, „kan blodig sved forekomme i forbindelse med en tilstand af ekstrem følelsesmæssig belastning.“
For tredje gang vender Jesus tilbage til apostlene og finder dem atter sovende. De er udmattede af bedrøvelse. „På en tid som denne sover I og hviler jer!“ udbryder han. „Det er nok! Timen er kommet! Se, Menneskesønnen forrådes i synderes hænder. Stå op, lad os gå. Se! Den der forråder mig er kommet nær.“
Endnu mens han taler kommer Judas Iskariot sammen med en stor skare med fakler, lamper og våben.
Mattæus 26:30, 36-47; 16:21-23; Markus 14:26, 32-43; Lukas 22:39-47; Johannes 18:1-3; Hebræerne 5:7.