0tilføjet af

Den sidste debat blev til heftigt mundhuggeri

Argumenter og beskyldninger fløj på tværs af studiet, da de ni partiledere mødtes til valgkampens sidste konfrontation, inden danskerne skal sætte deres kryds i morgen.
TV2 stod for debatten, der i den grad fik politikerne op i de røde og blå felter, da emnerne faldt på økonomi og udlændingepolitik.
Beskytter kun en lille gruppe
Især 24 års-reglen fik partiledernes uenigheder frem i lyset.
Mens Anders Samuelsen nægtede at "være et socialkontor for hele verden" og derfor vil insistere på, at alle nydanskere skal forsørge sig selv de første fem år i landet, pointerede Dansk Folkeparti, Venstre og De Konservative, at 24 års-reglen først og fremmest er til for at beskytte unge piger og drenge imod tvangsægteskaber.
Et tåbeligt argument, mente Margrethe Vestager og Johanne Schmidt-Nielsen, der endnu engang holdt fast i, at de vil arbejde for at afskaffe reglen helt.
Den beskytter kun en lille gruppe og afskærer til gengæld en række mennesker fra at udleve deres kærlighed i deres hjemland, lød argumentationen.
S bakker op om 24 års-reglen
Meldingen fra Helle Thorning-Schmidt var den modsatte.
- Vi kommer ikke til at lægge stemmer til at fjerne 24 års reglen eller tilknytningkravet, sagde partilederen, mens Villy Søvndal lovede det samme, dog uden samme begejstring.
- Vi går ind i en regering, hvor 24 års-reglen bliver bevaret. Men jeg er mere optaget af at sikre, at de mennesker, der rådner op i asylcentre, kommer ud efter et halvt år. Det vigtige er at sikre, at integrationen lykkes, så alle får en plads uanset, hvor de kommer fra.
God og dårlig integration
Efterfølgende gik diskussionen heftigt, for blokkene var mildt sagt uenige om, hvorvidt integrationen er blevet værre eller bedre under de seneste ti år med VK ved magten.
- Det går rigtig skidt med integrationen. Du har jo et ansvar, Pia - for du har været toneangivende i ti år, sagde Helle Thorning Schmidt med fingeren rettet mod Dansk Folkepartis leder.
Lars Løkke måtte hovedrystende bryde ind.
- Det her land er et ret godt land. Det er ikke perfekt. Men det går ret godt på integrationen, det bliver jeg nødt til at sige.
Vil sænke selskabskatten
Heller ikke skattepolitikken var ligefrem med til at give konsensus i aftenens kamp på ord.
- Jeg synes, det er så pinligt, at de borgerlige partier har indgået en aftale med de store olieselskaber, som betyder, at de får milliarder af kroner, som kunne være gået til vores velfærd, tordnede Johanne Schmidt-Nielsen, mens en hovedrystende Anders Samuelsen replicerede, at Enhedslisten sikkert er ude på at nationalisere Mærsk og Novo Nordisk.
Lars Barfoed understregede, at blå blok samlet går ind for skattelettelser.
- Vi kan sagtens blive enige om at sige, at vi skal have sænket skattetrykket, sagde han og understregede, at De Konservative også gerne ser, at selskabsskatten bliver sænket.
Dødehavsrullerne
Aftenens gimmick stod Liberal Alliance for. I en diskussionen om skattetrykket i trak Anders Samuelsen et sammenrullet stykke papir op af lommen - "Dødehavsrullerne", kaldte han det.
- Nu har vi haft tre ugers valgkamp. Det her er, hvad der er kommet af ideer til nye offentlige udgifter fra begge sider de sidste tre uger, sagde han, mens han lod den tætskrevne liste folde sig ud i fuld længde.
- 200 forslag til nye offentlige investeringer! Ingen snakker om, hvor de penge skal komme fra. Vi bliver nødt til at lytte til erhvervslivet, når de siger, at vi skal lette omkostningerne for dem, så vi kan fastholde arbejdspladser, fortsatte han.
Vil være omhyggelige med pengene
En pointe, den røde blok langt fra er enige i.
- Jeg tror, at vores velfærdssamfund er vores stærkeste våben, understregede Villy Søvndal.
- Vi kan sagtens sikre et konkurrencedygtigt samfund. Vi skal være omhyggelige med pengene og sørge for, at de er der, og det, kan jeg garantere jer for, at vi er.
Rød blok fører i skrivende stund DR's meningsmålinger med 92 mod blå bloks 83 mandater.
SuperDebat.dk er det tidligere debatforum på SOL.dk, som nu er skilt ud separat.