og yderst ynkeligt at se en fordholsvis intelligent mand som KM i den grad falde på rumpen over det.
KM, du læser pressen totalt ukritisk så længe den passer dig. Hvis Information eller Arbjederen siger det stik modsatte ville du ikke tro du på det vel?
Du er godt nok underholdende, men din kvalmetærskel er nært forestående med alle dine slet skjule angreb imod de ledige.
Ja, kedelig-mand. Du er jo en flittig gæst på området arbejdsløshed.
Der skal jo som bekendt to parter til at skabe arbejdsløshed: Uvillige arbejdsgivere, der ikke vil påtage sig samfundsansvaret, at oplære og uddanne nye medarbejdere.
Og så efterspørgslen efter eksakte kompetencer.
Det nytter således ikke at efterspørge hjertespecialister, hvis der går 1000 fejemænd ledige. Så du og Hjort har et forklaringsproblem her.
Jeg har en nevø, der går på teknisk skole. Det gør han med en masse andre. Fælles er, at ingen af dem endnu har fået en praktikplads.
Og samtidig råber og skriger arbejdsgiverne på udlært og ERFAREN arbejdskraft. Kan du se komikken, Kedelig-mand?
Det gør min oprigtigt ondt, at der er ledige hænder, der gerne vil, og med dit daglige bidrag forsøger at ride med på fordømmelses-bølgen.
Men omvendt fryder det mig så meget desto mere, at arbejdsgiverne mangler arbejdskraft. De vil jo ikke uddanne nogle, vel?
tilføjet af Pnille
Hvis der er...
så mange job, kan jeg ikke forstå hvorfor arbejdsgiverne ikke står i kø for at tilbyde jobs❓på AF jobnet ?
Jeg tror DA presser på for at få udenlandsk billig arbejdskraft!
tilføjet af tomas_o
og hvis..
der virkelig var mangel på arbejdskraf tville lønningerne vel stige, udbud og efterspørgsel, men det sker ikke. Arbejdsgiverne vil ikke bakke løgnen op med penge. ;-)
tilføjet af Pnille.
Virtuelle job....
Klip fra Jyllandsposten. Leder.
DET ER NOK rigelig flot, når beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen fremturer med bemærkninger om, at kommunerne nu har haft talrige år til at opkvalificere kontanthjælpsmodtagere, og at han derfor ikke ved, om han skal le eller græde, når de alligevel ikke kommer i arbejde.
Han vil have kommunerne til at gøre op med forsørgermentaliteten, hvor flygtninge og indvandrere bliver omklamret af sociale systemer, klientgjort og berøvet ethvert initiativ og enhver tro på, at det nytter at gøre en indsats.
Ministerens udsagn lægger op til en ganske logisk følgeslutning, men for god ordens skyld hører det med til historien, at skiftende regeringer over en lang årrække - borgerlige som socialdemokratiske - har fejlet, hvad integrations- og arbejdsmarkedspolitik angår, og dermed må de også tillægges en del af det overordnede ansvar for, at kommunerne ikke altid har haft de bedste vilkår for succes.
Det hører derudover med til historien, at arbejdsformidlingssystemet heller ikke har fungeret efter hensigten gennem adskillige årtier - endsige fungeret overhovedet.
Endelig er det ikke lykkedes for ministeren at rette op på forholdene med den arbejdsmarkedsreform, som blev vedtaget i 2002, så i virkeligheden er han ikke i en situation, hvor han kan tillade sig at sige andre så meget på i den anledning. Han har tværtimod al mulig grund til at være helt oppe på tæerne for at bidrage aktivt til en konstruktiv udvikling, når socialforvaltninger og arbejdsformidlinger snart skal arbejde side om side som følge af kommunalreformen.
De seneste ugers debat i forlængelse af Socialdemokratiets farvel til integrationsforliget har selvfølgelig skabt dyb eftertanke, når man i forvejen ved, at der er endog meget stor forskel på, hvorledes de enkelte kommuner bruger kontanthjælpskronerne, og at kun hver femte samtale, som AF og kommunerne har ført, har vist sig at have fokus på at finde et job til den ledige og kontanthjælpsmodtageren.
Socialrådgivernes formand, Henning Breinholt, er derfor for langt ude, når han kalder kritikken forfejlet og henviser til, at der ikke findes job til de særligt udsatte grupper.
Det gælder givetvis både for AF-systemet og for en hel del kommuner, at den løbende kontakt til det lokale erhvervsliv i høj grad har manglet, og uden et fornuftigt tæt samspil, som nærmer sig et tillidsforhold, bliver det selvfølgelig derefter med konkrete resultater.
Når mange års bevillinger til opgradering af ledige på arbejdsmarkedet uanset herkomst også har slået fejl, hænger det sammen med, at alle involverede parter har set igennem fingre med, at jobskabelsen næsten har udviklet sig til meningsløs kursusterapi. I det eksisterende bevillingsslugende formidlingsbureaukrati har forsøgermentaliteten selvsagt haft udmærkede kår.
Det bør naturligvis være helt og aldeles slut med kommunalreformen, men at det sker, er der al mulig grund til at tvivle på, da regeringen ikke har haft mod til at skære igennem over for arbejdsmarkedets parter og gennemtvinge en optimalt virkende løsning med kun én formidling for ledige og kontanthjælpsmodtagere.
Afgørende for resultatet er imidlertid også, at arbejdsgiverne spiller fuldt og helt med, men desværre ligger det foreløbig rigtig tungt med at få denne vigtige partner til at tage et socialt ansvar ved f.eks. at åbne nogle deltidsjob, som kunne bidrage til at få de udsatte grupper i gang.
Eftersom kommunerne hverken kan eller skal ansætte alle, forbliver højkonjunkturen derfor forsat ministerens bedste kort, skønt man kunne ønske sig det betydeligt anderledes. Man kan jo ikke tvinge indvandrere og andre til at tage job, som ikke eksisterer.