Det er faktisk ret nederen.
Jeg går med den følelse af at ingen kan lide mig, jeg mener virkelig lide mig, de viser det i hver faldet ikke.
Har 8 grunde til hvorfor jeg føller sådan:
1. Mine forældre skændes meget og jeg har fortalt dem at det ødelægger mit liv lidt,
de støtter mig næsten ikke i noget som helst.
De skændes tit når jeg skulle lave lektier i folkeskolen, og havde store problemer op til afgangs prøven.
2. Jeg gik på den samme skole i 10 år, (med 0. klasse), og der havde jeg en ok god ven indtil, 4. klasse, der gik hun ud af klasse, og jeg blev hold udenfor og det blev jeg helt til starten af 9. klasse.
Men havde det fint nok med at jeg ikke var sammen med dem, for vi havde slet ikke samme interesser, man kunne ikke stole på dem, og man vidste aldrig om de mente det de sagde.
Så begyndter der en ny pige, som, jeg stadig ser engang i meller, men det er kun når hun ikke kan finde andre at være sammen med, men hun siger at hun godt kan lide at være sammen med mig, men så forstår jeg bare ikke hvorfor vi ikke er sammen noget mere.
3. Mine veninder, har nogle stykker, men det er kun 2 af dem jeg har mulighed for at se,
den ene har jeg lige fortalt om.
Den anden, min så kaldte "bedste veninde", skriver ikke så tit til mig mere, men hun har også fået kæreste, og ny skole, og sikker også nye venner,
men hun skrev ikke endgang på min fødselsdag, senere visser det sig at hendes mobil var gået i stykker, men ved staddig ikke om hun havde glem min fødselsdag, for hun har ikke sagt undskyld, for at hun ikke skrev.
4. Er lige begyndt på en ny skole, hvor jeg er den eneste af pigerne, der ikke kender mindst en af de andre fra klassen.
Er så begyndt at gå sammen med 4 andre piger, som har gået i klasse sammen.
Så i går stod vi og snakkede med nogle andre fra klassen, og da jeg har det bedst med at lytte, står jeg for det meste og høre på hvad de andre har at sige, men når de så snakker om noget, som jeg har en mening om eller ved noget om, og jeg så siger noget, så er det som om mine ord bliver ignoreret, også selvom jeg siger det flere gange.
5. Føler også at jeg har fået meget lidt støtte omkring min drømmejob og uddannelse, ved hvad jeg vil, men ved ikke hvad der skal til, f. eks. karaktere, har spurgt min lære og min uddannelsesvejleder til råds, men har ikke fået så meget ud af det.
6. Har utroligt sværd ved at få ny venner, da jeg kun havde 1 da jeg gik ud af folkeskolen, nu går jeg så på den nye, hvor jeg er ved at få en slags venner,
men det problem jer har er at, jeg fra da jeg var mindre, havde mange veninder, men fra andre klasse, og de have så en bedste veninde, og når vi så var sammen, så holde de jo selvfølgelig sammen, og det har ført til at jeg har svært ved at få veninder, f. eks. i en klasse, fordi de allerede har en veninde i klassen, er simpelthen bange for at blive hold udenfor eller sat i bås.
7. Når jeg er sammen med en jeg ikke kender særligt godt, så har jeg meget sværd ved at sætte en samtalle i gang, men tænker jo også, at den anden person kunne starte en samtalle.
8. Jeg føller virkelig bare at folk overser aller mine godder og kun ser mig som genert og in advent, Hvilket jeg faktisk ikke er når først man lære mig at kende.
her er så lige 5 grunde til hvorfor jeg ikke forstår hvorfor jeg bliver overset.
1. Jeg er af den sjældne type, der kan sider meget længe og lytte til hvad andre har på hjertet.
De veninder jeg har har store problemer i hjemmet med forældre der drikker,
og især den ene har problemer med forældre der drikker og ikke har noget arbejde,
og når hun slår op med en kæreste.
Så kan jeg sider i over 1 time og høre på hvad det nu er i vejen.
Selvom hun også nogle gange snakker om noget godt, og hun pladre løs, om alt muligt der ikke interessere mig og jeg egentlig er meget lige glad med, så kan jeg side og høre efter i meget lang tid, og jeg svare og hjælper hvis der er noget hun siger som jeg er enig i eller ved noget om, så det er vel et bevis på at jeg høre godt efter hvad mine veninder siger.
Og jeg er god til at huske hvad de siger.
Siger tit til dem, at jeg godt kan huske hvad de fortalte sidst jeg så dem, og om de har fået det bedre med den ting de talte om, f. eks. forældre de har været sure på eller noget.
Så jeg er jo en god veninde, hvis man vil have en der gider at høre på en i timevis, om hvor skidt og hvor godt det man oplever er.
2. Gør alt/gjorde alt, for at vise hvor glade jeg var for mine veninder, købte dyre gaver til dem, når de havde fødselsdag eller til jul, skrev lange søde sms´er, inviterede dem med i bio og alt muligt, men det blev aldrig rigtig gengæld.
3. Jeg har mange interesser (ikke kun hunde), og elsker at få nye interesser.
Jeg lyver aldrig overfor en veninde og holder altid på deres hemmelighedder.
Jeg kunne aldrig finde på at brænde dem af eller svigte dem.
Jeg elsker at gøre andre glade, for meget dårlig samvittighed hvis jeg gør andre ked af det.
4. Dem der ser mig som jeg er. f. eks. i skolen tror at jeg er kedelig og aldrig gider at snakke, men selvom jer er en god lytter, så kan jeg også godt lide at snakke om ting.
Så helt ærligt hvad skal jeg gøre.
i plejer at være gode til at hjælpe🙂
Har 8 grunde til hvorfor jeg føller sådan:
1. Mine forældre skændes meget og jeg har fortalt dem at det ødelægger mit liv lidt,
de støtter mig næsten ikke i noget som helst.
De skændes tit når jeg skulle lave lektier i folkeskolen, og havde store problemer op til afgangs prøven.
2. Jeg gik på den samme skole i 10 år, (med 0. klasse), og der havde jeg en ok god ven indtil, 4. klasse, der gik hun ud af klasse, og jeg blev hold udenfor og det blev jeg helt til starten af 9. klasse.
Men havde det fint nok med at jeg ikke var sammen med dem, for vi havde slet ikke samme interesser, man kunne ikke stole på dem, og man vidste aldrig om de mente det de sagde.
Så begyndter der en ny pige, som, jeg stadig ser engang i meller, men det er kun når hun ikke kan finde andre at være sammen med, men hun siger at hun godt kan lide at være sammen med mig, men så forstår jeg bare ikke hvorfor vi ikke er sammen noget mere.
3. Mine veninder, har nogle stykker, men det er kun 2 af dem jeg har mulighed for at se,
den ene har jeg lige fortalt om.
Den anden, min så kaldte "bedste veninde", skriver ikke så tit til mig mere, men hun har også fået kæreste, og ny skole, og sikker også nye venner,
men hun skrev ikke endgang på min fødselsdag, senere visser det sig at hendes mobil var gået i stykker, men ved staddig ikke om hun havde glem min fødselsdag, for hun har ikke sagt undskyld, for at hun ikke skrev.
4. Er lige begyndt på en ny skole, hvor jeg er den eneste af pigerne, der ikke kender mindst en af de andre fra klassen.
Er så begyndt at gå sammen med 4 andre piger, som har gået i klasse sammen.
Så i går stod vi og snakkede med nogle andre fra klassen, og da jeg har det bedst med at lytte, står jeg for det meste og høre på hvad de andre har at sige, men når de så snakker om noget, som jeg har en mening om eller ved noget om, og jeg så siger noget, så er det som om mine ord bliver ignoreret, også selvom jeg siger det flere gange.
5. Føler også at jeg har fået meget lidt støtte omkring min drømmejob og uddannelse, ved hvad jeg vil, men ved ikke hvad der skal til, f. eks. karaktere, har spurgt min lære og min uddannelsesvejleder til råds, men har ikke fået så meget ud af det.
6. Har utroligt sværd ved at få ny venner, da jeg kun havde 1 da jeg gik ud af folkeskolen, nu går jeg så på den nye, hvor jeg er ved at få en slags venner,
men det problem jer har er at, jeg fra da jeg var mindre, havde mange veninder, men fra andre klasse, og de have så en bedste veninde, og når vi så var sammen, så holde de jo selvfølgelig sammen, og det har ført til at jeg har svært ved at få veninder, f. eks. i en klasse, fordi de allerede har en veninde i klassen, er simpelthen bange for at blive hold udenfor eller sat i bås.
7. Når jeg er sammen med en jeg ikke kender særligt godt, så har jeg meget sværd ved at sætte en samtalle i gang, men tænker jo også, at den anden person kunne starte en samtalle.
8. Jeg føller virkelig bare at folk overser aller mine godder og kun ser mig som genert og in advent, Hvilket jeg faktisk ikke er når først man lære mig at kende.
her er så lige 5 grunde til hvorfor jeg ikke forstår hvorfor jeg bliver overset.
1. Jeg er af den sjældne type, der kan sider meget længe og lytte til hvad andre har på hjertet.
De veninder jeg har har store problemer i hjemmet med forældre der drikker,
og især den ene har problemer med forældre der drikker og ikke har noget arbejde,
og når hun slår op med en kæreste.
Så kan jeg sider i over 1 time og høre på hvad det nu er i vejen.
Selvom hun også nogle gange snakker om noget godt, og hun pladre løs, om alt muligt der ikke interessere mig og jeg egentlig er meget lige glad med, så kan jeg side og høre efter i meget lang tid, og jeg svare og hjælper hvis der er noget hun siger som jeg er enig i eller ved noget om, så det er vel et bevis på at jeg høre godt efter hvad mine veninder siger.
Og jeg er god til at huske hvad de siger.
Siger tit til dem, at jeg godt kan huske hvad de fortalte sidst jeg så dem, og om de har fået det bedre med den ting de talte om, f. eks. forældre de har været sure på eller noget.
Så jeg er jo en god veninde, hvis man vil have en der gider at høre på en i timevis, om hvor skidt og hvor godt det man oplever er.
2. Gør alt/gjorde alt, for at vise hvor glade jeg var for mine veninder, købte dyre gaver til dem, når de havde fødselsdag eller til jul, skrev lange søde sms´er, inviterede dem med i bio og alt muligt, men det blev aldrig rigtig gengæld.
3. Jeg har mange interesser (ikke kun hunde), og elsker at få nye interesser.
Jeg lyver aldrig overfor en veninde og holder altid på deres hemmelighedder.
Jeg kunne aldrig finde på at brænde dem af eller svigte dem.
Jeg elsker at gøre andre glade, for meget dårlig samvittighed hvis jeg gør andre ked af det.
4. Dem der ser mig som jeg er. f. eks. i skolen tror at jeg er kedelig og aldrig gider at snakke, men selvom jer er en god lytter, så kan jeg også godt lide at snakke om ting.
Så helt ærligt hvad skal jeg gøre.
i plejer at være gode til at hjælpe🙂