Det her er
vel bare lige en vejrmeldning fra mit liv.
Jeg er en rigtig selskabspapegøje, men af en eller anden grund så er jeg altså helt alene nu.
Min familie har aldrig støttet mig og da jeg for noget tid siden gik igennem en lang krise så var de der IKKE. Det var ekstremt hårdt at mærke, hvor alene man kan være i verden. MIne veninder - jeg havde en del veninder, men det var som om at ligeså snart jeg fortalte dem hvad for nogle behov jeg havde så kunne de ikke håndtere det.
Jeg havde åbenbart levet i en kedelig rolle over for dem og blevet en person som ikke krævede noget, og bare gav, men fik ikke noget tilbage...
Så nu er de ude af mit liv og jeg er helt alene...
I fredags var jeg sammen med mig selv og lørdag lige så og søndag.
Også var det jeg tænkte hvorfor lade sit liv styre af om man har nogen is it liv eller ej. Så i tordags var jeg biffen alene og i weekenden ud og se nogle udstillinger....Ja så skete der pludselig nogle ting i MIT EGET selvskab.
Da jeg sad i biffen følte jeg mig som en pensionist har nok en fordom om at det mest er dem der er ensom, men jeg er 29 og ensom....
Sådan er mit liv bare nu, men jeg er ked af det skal være sådan....
Det er skægt jeg savner nærhed så meget,men frygter den samtidig også....
Sådan er det jo når man begynder at elske et andet menneske så hører der også sorg og savn til dette.......ellers kan man jo ikke elske noget menneske !!!!???!!! Bare mine tanker...
Jeg må forsøge at ændre på mine livsomstændigheder
Jeg er en rigtig selskabspapegøje, men af en eller anden grund så er jeg altså helt alene nu.
Min familie har aldrig støttet mig og da jeg for noget tid siden gik igennem en lang krise så var de der IKKE. Det var ekstremt hårdt at mærke, hvor alene man kan være i verden. MIne veninder - jeg havde en del veninder, men det var som om at ligeså snart jeg fortalte dem hvad for nogle behov jeg havde så kunne de ikke håndtere det.
Jeg havde åbenbart levet i en kedelig rolle over for dem og blevet en person som ikke krævede noget, og bare gav, men fik ikke noget tilbage...
Så nu er de ude af mit liv og jeg er helt alene...
I fredags var jeg sammen med mig selv og lørdag lige så og søndag.
Også var det jeg tænkte hvorfor lade sit liv styre af om man har nogen is it liv eller ej. Så i tordags var jeg biffen alene og i weekenden ud og se nogle udstillinger....Ja så skete der pludselig nogle ting i MIT EGET selvskab.
Da jeg sad i biffen følte jeg mig som en pensionist har nok en fordom om at det mest er dem der er ensom, men jeg er 29 og ensom....
Sådan er mit liv bare nu, men jeg er ked af det skal være sådan....
Det er skægt jeg savner nærhed så meget,men frygter den samtidig også....
Sådan er det jo når man begynder at elske et andet menneske så hører der også sorg og savn til dette.......ellers kan man jo ikke elske noget menneske !!!!???!!! Bare mine tanker...
Jeg må forsøge at ændre på mine livsomstændigheder