Det sociale system er Kafkask
Bettina Post og Mette Frederiksen forklarer i Politiken i et tankeeksperiment, hvordan en borger med behov for hjælp, efterlades eller rettere forlades af det sociale system. Da jeg på egen krop kan genkende virkeligheden afspejlet i eksperimentet, kunne jeg ikke dy mig for at bruge denne kommentarmulighed.Så må vi se, hvor stor spredning der er i forståelsen af, hvad det sociale systems opgave er eller måske var.
Nu er det imidlertid sådan, at der også må nogle forslag frem om, hvad der kan gøres ved problemet, såfremt man (nogen) kan få politikere (og deres faglige bagmænd) gjort oprigtigt interesseret i bedre løsninger. BP og MF beskriver med indlysende klarhed det organisatoriske problem, ikke kun og blot inden for det sociale system, men inden for et forbavsende stort antal "systemer", såvel offentlige som private. Opgavesplitningen, af traditionelle populærkonsulenter kaldet specialiseringen, er et direkte effektproblem, en tids- og ressourcerøver samt et fortrinligt middel til ansvarsforflygtigelse. Endvidere medfører opgavesplitningen, at det manglende overblik trækker sagsbehandlingsprocessen ud i det uendelige. Borgeren, der nu ikke længere er borger men et journalnr., er jo principielt til rådighed døgnet rundt og kan derfor kaldes til mønstring og selvanmeldelse under trusler om allehånde represalier ved udeblivelse eller fejlagtige oplysningsmeddelelser. De involverede sagsbehandlere kan derfor føre egne møde/aftale-protokoller uden at føle nogen forpligtelse/mulighed for koordinering, egne team-rutiner og egne tidsfrister, egne udskrivningsregler for, hvornår de mange standard KMD-formularer skal tages i anvendelse. Alle med tilhørende uddrag af, forhåbentlig for sagen, relevant lovgivning og de dertil hørende sanktionsmuligheder ved "journalnummerets" forsømmelse. Altså, det sociale system består af en længere række adskildte specialistfunktioner, nogle arbejdende i en seriel afhængighedskæde, andre arbejdende sideordnet (appendiks´seret) som ekstraordinært specialiserede teams i den atomiserede serielle sagsbehandlingskæde.
Nuvel, er der særlige fagligt forankrede grunde til denne tingenes de facto tilstand? Ja det er der selvfølgelig. Alt efter temperament og egen berørthed af konsekvenserne kan man, i forskellige grader af ondskabsfuldhed, pege på et antal plausible grunde. Af pladshensyn vil jeg her nøjes med nogle få stikord. Behovet for specifik kompetance hos den enkelte medarbejder. Behovet for lederens formelle ansvarsplacering. Regelmængden begrænser den enkeltes faglige spænvidde. Budgetkontrol. Forudsigelighed. "Retfærdighed" = alle skal have det samme efter de samme regler. Modstand mod sagsbehandlerimprovisitation. "Forenklet" statistik over indsatsområderne (til glæde for regnearksdrengene). Og en del flere grunde, hvis offentlige luftning ikke vil gavne min private sag.
Og nu, hvad er så et af alternativerne til denne traurighed. Det er såmænd overgang til en parallel forvaltnings/organisations-form. Med et decentraliseret ansvar og en personaleudviklende kompetancespredning (kunne være et kommende fagligt overenskomstkrav i mangel på udsigt til nogen lønfremgang af betydning), kan mængden af teams reduceres ganske betydeligt. Ekspertbistand skal være til rådighed (og ikke noget man sagsbehandlingsmæssigt skal afvente tilstedeværelsen af), således også en fremmedordbog (når man har remonstreret en klage fra et nummer), en telefonbog og andre daglige værktøjer hørende naturligt til sagsbehandlingen. Drop milimeterretfærdigheden og lad den enkelte ansvarlige medarbejder løse journalnummerets problemer/behov på bedste vis. Journalnummeret vil nu vise sig som en levende person uden nogen naturgiven lyst til at blive skyllet ud med kommunens spildevand. Eget bidrag til processen vil følge af, at sagsbehandler og borger sidder sammen og i fællesskab løser det, der viser sig skal løses. Det parallelle princip foreskriver, at hele problemet løses på et sted, at der kun undtagelsesvis er behov for en "ydre" aktør, og at borgerens egetbidrag baserer sig på accept af den/de fundne løsninger. Sagsbehandleren får således, med penge i baglommen, mulighed for at løse problemer, frem for at videreekspedere regeldefinerede detailjer uden sammenhæng med helheden. Sammenligninger på tværs (som regnearksdrengene elsker) bliver lidt vanskeligere (men måske også lidt uvigtige), f.eks. har vi jo ikke en ordentlig målestok for "lykke" eller bruger/borger-tilfredshed i ordenes egentlige betydning. Dette sidste skyldes, at regnearksdrengene ikke kan finde prædefinerede formler (med tilhørende kulørt grafik i deres dyrt indkøbte og licensbefængte statistikværktøjer), til en uangribelig redegørelse for glæden ved et velfungerende samfundssystem.
Undskyld, at min saglighed nu og da overvindes af min polemiseren. Parallel organisation er i runde tal 40% mere effektiv end seriel organisation. Det kan påvises, både i lille skala og i stor driftsmålestok. Der er således al mulig grund til at kigge nærmere på muligheden. De 40% kan i første omgang anvendes til at rydde op i bunkerne. Nogle af procenterne skal i starten anvendes til den ovennævnte kompetancespredning (jeg er kontanthjælpsmodtager, så jeg kan bruges til den opgave udgiftsneutralt af min egen kommune), nogle andre procenter skal bruges til forankring af nødvendige specialistkompetancer (de ægte nødvendige) og så videre. Den parallelle organisation stiller også krav til it-systemerne, til ledelseskompetancerne og til den politiske indlevelsesevne. Ikke mindst de traditionelle konsulenter kan desuden underlægges forandringens vinde, de kan f.eks. gøres til numre, så kan de efter nogle år sikkert bedre forstå, de problemstillinger de driver konsultation i! Her ligger der altså direkte besparelsespotentialer. Jeg må hellere slutte nu, for når disse tanker forelægges konsulenterne, så skal de nok forklare, hvorfor disse betragtninger, hvor ideelle de end måtte lyde, ikke kan virke i den virkelige verden! . Til slut et lille eksempel: I forbindelse med en klage til min kommune, over fjernelsen af den kommunale betaling af de børnepenge, jeg ikke selv kan udrede af kontanthjælpen, og at folketinget har besluttet at børnepengene skal trækkes direkte fra kontanthjælpen, har jeg forespurgt kommunen om det ikke var mere humant at bevilge mig en enkeltbillet til KommuneKemi, Nyborg - kemisk genbrug!? Heller ikke det spørgsmål har jeg fået svar på. I det serielle system sidder der sikkert et X-Team og gransker klager, remonstrerer og sender videre!
Nu er det imidlertid sådan, at der også må nogle forslag frem om, hvad der kan gøres ved problemet, såfremt man (nogen) kan få politikere (og deres faglige bagmænd) gjort oprigtigt interesseret i bedre løsninger. BP og MF beskriver med indlysende klarhed det organisatoriske problem, ikke kun og blot inden for det sociale system, men inden for et forbavsende stort antal "systemer", såvel offentlige som private. Opgavesplitningen, af traditionelle populærkonsulenter kaldet specialiseringen, er et direkte effektproblem, en tids- og ressourcerøver samt et fortrinligt middel til ansvarsforflygtigelse. Endvidere medfører opgavesplitningen, at det manglende overblik trækker sagsbehandlingsprocessen ud i det uendelige. Borgeren, der nu ikke længere er borger men et journalnr., er jo principielt til rådighed døgnet rundt og kan derfor kaldes til mønstring og selvanmeldelse under trusler om allehånde represalier ved udeblivelse eller fejlagtige oplysningsmeddelelser. De involverede sagsbehandlere kan derfor føre egne møde/aftale-protokoller uden at føle nogen forpligtelse/mulighed for koordinering, egne team-rutiner og egne tidsfrister, egne udskrivningsregler for, hvornår de mange standard KMD-formularer skal tages i anvendelse. Alle med tilhørende uddrag af, forhåbentlig for sagen, relevant lovgivning og de dertil hørende sanktionsmuligheder ved "journalnummerets" forsømmelse. Altså, det sociale system består af en længere række adskildte specialistfunktioner, nogle arbejdende i en seriel afhængighedskæde, andre arbejdende sideordnet (appendiks´seret) som ekstraordinært specialiserede teams i den atomiserede serielle sagsbehandlingskæde.
Nuvel, er der særlige fagligt forankrede grunde til denne tingenes de facto tilstand? Ja det er der selvfølgelig. Alt efter temperament og egen berørthed af konsekvenserne kan man, i forskellige grader af ondskabsfuldhed, pege på et antal plausible grunde. Af pladshensyn vil jeg her nøjes med nogle få stikord. Behovet for specifik kompetance hos den enkelte medarbejder. Behovet for lederens formelle ansvarsplacering. Regelmængden begrænser den enkeltes faglige spænvidde. Budgetkontrol. Forudsigelighed. "Retfærdighed" = alle skal have det samme efter de samme regler. Modstand mod sagsbehandlerimprovisitation. "Forenklet" statistik over indsatsområderne (til glæde for regnearksdrengene). Og en del flere grunde, hvis offentlige luftning ikke vil gavne min private sag.
Og nu, hvad er så et af alternativerne til denne traurighed. Det er såmænd overgang til en parallel forvaltnings/organisations-form. Med et decentraliseret ansvar og en personaleudviklende kompetancespredning (kunne være et kommende fagligt overenskomstkrav i mangel på udsigt til nogen lønfremgang af betydning), kan mængden af teams reduceres ganske betydeligt. Ekspertbistand skal være til rådighed (og ikke noget man sagsbehandlingsmæssigt skal afvente tilstedeværelsen af), således også en fremmedordbog (når man har remonstreret en klage fra et nummer), en telefonbog og andre daglige værktøjer hørende naturligt til sagsbehandlingen. Drop milimeterretfærdigheden og lad den enkelte ansvarlige medarbejder løse journalnummerets problemer/behov på bedste vis. Journalnummeret vil nu vise sig som en levende person uden nogen naturgiven lyst til at blive skyllet ud med kommunens spildevand. Eget bidrag til processen vil følge af, at sagsbehandler og borger sidder sammen og i fællesskab løser det, der viser sig skal løses. Det parallelle princip foreskriver, at hele problemet løses på et sted, at der kun undtagelsesvis er behov for en "ydre" aktør, og at borgerens egetbidrag baserer sig på accept af den/de fundne løsninger. Sagsbehandleren får således, med penge i baglommen, mulighed for at løse problemer, frem for at videreekspedere regeldefinerede detailjer uden sammenhæng med helheden. Sammenligninger på tværs (som regnearksdrengene elsker) bliver lidt vanskeligere (men måske også lidt uvigtige), f.eks. har vi jo ikke en ordentlig målestok for "lykke" eller bruger/borger-tilfredshed i ordenes egentlige betydning. Dette sidste skyldes, at regnearksdrengene ikke kan finde prædefinerede formler (med tilhørende kulørt grafik i deres dyrt indkøbte og licensbefængte statistikværktøjer), til en uangribelig redegørelse for glæden ved et velfungerende samfundssystem.
Undskyld, at min saglighed nu og da overvindes af min polemiseren. Parallel organisation er i runde tal 40% mere effektiv end seriel organisation. Det kan påvises, både i lille skala og i stor driftsmålestok. Der er således al mulig grund til at kigge nærmere på muligheden. De 40% kan i første omgang anvendes til at rydde op i bunkerne. Nogle af procenterne skal i starten anvendes til den ovennævnte kompetancespredning (jeg er kontanthjælpsmodtager, så jeg kan bruges til den opgave udgiftsneutralt af min egen kommune), nogle andre procenter skal bruges til forankring af nødvendige specialistkompetancer (de ægte nødvendige) og så videre. Den parallelle organisation stiller også krav til it-systemerne, til ledelseskompetancerne og til den politiske indlevelsesevne. Ikke mindst de traditionelle konsulenter kan desuden underlægges forandringens vinde, de kan f.eks. gøres til numre, så kan de efter nogle år sikkert bedre forstå, de problemstillinger de driver konsultation i! Her ligger der altså direkte besparelsespotentialer. Jeg må hellere slutte nu, for når disse tanker forelægges konsulenterne, så skal de nok forklare, hvorfor disse betragtninger, hvor ideelle de end måtte lyde, ikke kan virke i den virkelige verden! . Til slut et lille eksempel: I forbindelse med en klage til min kommune, over fjernelsen af den kommunale betaling af de børnepenge, jeg ikke selv kan udrede af kontanthjælpen, og at folketinget har besluttet at børnepengene skal trækkes direkte fra kontanthjælpen, har jeg forespurgt kommunen om det ikke var mere humant at bevilge mig en enkeltbillet til KommuneKemi, Nyborg - kemisk genbrug!? Heller ikke det spørgsmål har jeg fået svar på. I det serielle system sidder der sikkert et X-Team og gransker klager, remonstrerer og sender videre!