Det sociale system er Kafkask

Bettina Post og Mette Frederiksen forklarer i Politiken i et tankeeksperiment, hvordan en borger med behov for hjælp, efterlades eller rettere forlades af det sociale system. Da jeg på egen krop kan genkende virkeligheden afspejlet i eksperimentet, kunne jeg ikke dy mig for at bruge denne kommentarmulighed.Så må vi se, hvor stor spredning der er i forståelsen af, hvad det sociale systems opgave er eller måske var.
Nu er det imidlertid sådan, at der også må nogle forslag frem om, hvad der kan gøres ved problemet, såfremt man (nogen) kan få politikere (og deres faglige bagmænd) gjort oprigtigt interesseret i bedre løsninger. BP og MF beskriver med indlysende klarhed det organisatoriske problem, ikke kun og blot inden for det sociale system, men inden for et forbavsende stort antal "systemer", såvel offentlige som private. Opgavesplitningen, af traditionelle populærkonsulenter kaldet specialiseringen, er et direkte effektproblem, en tids- og ressourcerøver samt et fortrinligt middel til ansvarsforflygtigelse. Endvidere medfører opgavesplitningen, at det manglende overblik trækker sagsbehandlingsprocessen ud i det uendelige. Borgeren, der nu ikke længere er borger men et journalnr., er jo principielt til rådighed døgnet rundt og kan derfor kaldes til mønstring og selvanmeldelse under trusler om allehånde represalier ved udeblivelse eller fejlagtige oplysningsmeddelelser. De involverede sagsbehandlere kan derfor føre egne møde/aftale-protokoller uden at føle nogen forpligtelse/mulighed for koordinering, egne team-rutiner og egne tidsfrister, egne udskrivningsregler for, hvornår de mange standard KMD-formularer skal tages i anvendelse. Alle med tilhørende uddrag af, forhåbentlig for sagen, relevant lovgivning og de dertil hørende sanktionsmuligheder ved "journalnummerets" forsømmelse. Altså, det sociale system består af en længere række adskildte specialistfunktioner, nogle arbejdende i en seriel afhængighedskæde, andre arbejdende sideordnet (appendiks´seret) som ekstraordinært specialiserede teams i den atomiserede serielle sagsbehandlingskæde.
Nuvel, er der særlige fagligt forankrede grunde til denne tingenes de facto tilstand? Ja det er der selvfølgelig. Alt efter temperament og egen berørthed af konsekvenserne kan man, i forskellige grader af ondskabsfuldhed, pege på et antal plausible grunde. Af pladshensyn vil jeg her nøjes med nogle få stikord. Behovet for specifik kompetance hos den enkelte medarbejder. Behovet for lederens formelle ansvarsplacering. Regelmængden begrænser den enkeltes faglige spænvidde. Budgetkontrol. Forudsigelighed. "Retfærdighed" = alle skal have det samme efter de samme regler. Modstand mod sagsbehandlerimprovisitation. "Forenklet" statistik over indsatsområderne (til glæde for regnearksdrengene). Og en del flere grunde, hvis offentlige luftning ikke vil gavne min private sag.
Og nu, hvad er så et af alternativerne til denne traurighed. Det er såmænd overgang til en parallel forvaltnings/organisations-form. Med et decentraliseret ansvar og en personaleudviklende kompetancespredning (kunne være et kommende fagligt overenskomstkrav i mangel på udsigt til nogen lønfremgang af betydning), kan mængden af teams reduceres ganske betydeligt. Ekspertbistand skal være til rådighed (og ikke noget man sagsbehandlingsmæssigt skal afvente tilstedeværelsen af), således også en fremmedordbog (når man har remonstreret en klage fra et nummer), en telefonbog og andre daglige værktøjer hørende naturligt til sagsbehandlingen. Drop milimeterretfærdigheden og lad den enkelte ansvarlige medarbejder løse journalnummerets problemer/behov på bedste vis. Journalnummeret vil nu vise sig som en levende person uden nogen naturgiven lyst til at blive skyllet ud med kommunens spildevand. Eget bidrag til processen vil følge af, at sagsbehandler og borger sidder sammen og i fællesskab løser det, der viser sig skal løses. Det parallelle princip foreskriver, at hele problemet løses på et sted, at der kun undtagelsesvis er behov for en "ydre" aktør, og at borgerens egetbidrag baserer sig på accept af den/de fundne løsninger. Sagsbehandleren får således, med penge i baglommen, mulighed for at løse problemer, frem for at videreekspedere regeldefinerede detailjer uden sammenhæng med helheden. Sammenligninger på tværs (som regnearksdrengene elsker) bliver lidt vanskeligere (men måske også lidt uvigtige), f.eks. har vi jo ikke en ordentlig målestok for "lykke" eller bruger/borger-tilfredshed i ordenes egentlige betydning. Dette sidste skyldes, at regnearksdrengene ikke kan finde prædefinerede formler (med tilhørende kulørt grafik i deres dyrt indkøbte og licensbefængte statistikværktøjer), til en uangribelig redegørelse for glæden ved et velfungerende samfundssystem.
Undskyld, at min saglighed nu og da overvindes af min polemiseren. Parallel organisation er i runde tal 40% mere effektiv end seriel organisation. Det kan påvises, både i lille skala og i stor driftsmålestok. Der er således al mulig grund til at kigge nærmere på muligheden. De 40% kan i første omgang anvendes til at rydde op i bunkerne. Nogle af procenterne skal i starten anvendes til den ovennævnte kompetancespredning (jeg er kontanthjælpsmodtager, så jeg kan bruges til den opgave udgiftsneutralt af min egen kommune), nogle andre procenter skal bruges til forankring af nødvendige specialistkompetancer (de ægte nødvendige) og så videre. Den parallelle organisation stiller også krav til it-systemerne, til ledelseskompetancerne og til den politiske indlevelsesevne. Ikke mindst de traditionelle konsulenter kan desuden underlægges forandringens vinde, de kan f.eks. gøres til numre, så kan de efter nogle år sikkert bedre forstå, de problemstillinger de driver konsultation i! Her ligger der altså direkte besparelsespotentialer. Jeg må hellere slutte nu, for når disse tanker forelægges konsulenterne, så skal de nok forklare, hvorfor disse betragtninger, hvor ideelle de end måtte lyde, ikke kan virke i den virkelige verden! . Til slut et lille eksempel: I forbindelse med en klage til min kommune, over fjernelsen af den kommunale betaling af de børnepenge, jeg ikke selv kan udrede af kontanthjælpen, og at folketinget har besluttet at børnepengene skal trækkes direkte fra kontanthjælpen, har jeg forespurgt kommunen om det ikke var mere humant at bevilge mig en enkeltbillet til KommuneKemi, Nyborg - kemisk genbrug!? Heller ikke det spørgsmål har jeg fået svar på. I det serielle system sidder der sikkert et X-Team og gransker klager, remonstrerer og sender videre!

gider du ikke lægge det ind igen - nu med linieafstand.?

... inddeling i afsnit? De er der faktisk, de er måske blot ikke så korte som standarden her på siderne. Hvis du mener at emnet Er interessant, så prøv at kopiere det ud i en tekstbehandler, eller - læs det stille og langsomt, så vil du "læse" afsnittene helt uden problemer. Ellers send mig en mail, så skal du få en formatteret kopi.
Venlig hilsen, den "enfoldige"

og systemet kan opleves som det du skriver Kafkask, men mest synes jeg at det er socioøkonomisk diskriminerende og det tilgodeser måske generelt de personer som sagsbehandlerne vurderer som (her satirisk beskrevet : potentielle og eller stærke ariske typer)
og sagsbehandlingen har været sådan i tyve år så det er ikke uden grund at DFerne fik vind i sejlene !
og de rige, smukke og dem med succes får jo klaret problemerne andre og meget bedre steder, end hos kommunen.
og systemet er måske blevet sådan fordi man uden omtanke ukritisk har ladet militæregnethedsprøver vurdere borgerne i social systemet❓(og militæregnethedsprøver er ikke de korrekte psykologiske indikationsmetoder til at løse og belyse civiles samfundsmæssige sociale problemer.

... men derimod to modige kvinder i et indlæg på POL-internet forrige søndag, nemlig Betina Post og Mette Frederiksen. Om DF har andel i "skylden" eller har høstet tilgang af denne udvikling, kan jeg ikke sige noget fornuftigt om. Jeg har i almindelighed svært ved meningsorganiserede ansamlinger, uanset hvilke partier der er tale om. Jeg tror som du, at personlige præferencer spiller en stor rolle i den enkelte individuelle sag, men læs lige nedenstående beretning fra P1´s nyheder:
En kvinde i provinsen har lidt af en uhelbredelig sygdom gennem hele sit liv, og måtte for godt og vel over et år siden give op og blive sygemeldt og gå på sygedagpenge. Da udløbet af 52-ugersperioden for modtagelse af sygedagpenge kunne ses i horisonten, blev hun af kommunen indkaldt til fornyet prøvning, udredning og vurdering. Hun stillede op rettidigt og beredvilligt og fulgte alle formalia. Da sygedagpengeperioden så udløb standsede kommunen udbetalingen af sygedagpengene. Kvinden og hendes fagforening 3F klagede, men kommunen fastholdt sin afgørelse, idet kommunen indrømmede at den nødvendige bevilling netop ikke forelå, fordi kommunen ikke havde færdigbehandlet sagen rettidigt. Forsinkelsen blev angivet til ca. halvanden måned. Kvinden og 3F ankede til det lokale ankenævn og fik medhold. Kommunen bragte sagen videre til det centrale ankenævn og fik medhold! Uanset at kommunen ene havde ansvaret for den ufærdige sagsbehandling, kunne kommunen ikke lovligt administrativt udbetale sygedagpenge, fordi sagen ikke var færdigbehandlet. Jurister! Retsstat! Så jeg er altså også af den opfattelse, at selve systemets konstruktion er direkte og farlig hindring for systemets formål. Og det er vel et politisk ansvar.
Nå, gudskelov er finanslovsforhandlingerne i trygge hænder. Et problem der har naget mig længe og bragt mange søvnløse nætter med sig er blevet løst. 10 - 15 mill. kr. (det bliver nok 25 mill., men hva´) er blevet skaffet til at løse det sikkerhedstruende problem med pas-fuskende luskebukse, der ulovligt, uretmæssigt og helt uønsket (som de altid har gjort og altid vil gøre) forsøger sig på værste kriminelle vis at rejse ind i landet. Nye scannere skal nok få løst det problem. Dejligt med ansvarsbevidste politikere, handlekraftige og selvopofrende, møder i weekend´er såvel som om aftenerne. Altid parate - også til hurtigt at informere folket, via de lige så flittige medier, om de nye landvindinger for samfundet, som deres indsats har udvirket. Ikke et sæde er tørt. Et spændende perspektiv i øvrigt. Sikke mange af landets vigtige problemer, der kan klares i en håndevending, når kyndige folk sætter sig sammen og bruger lidt fritid. Politikere. Retsstat!
Gad vide om de også når omkring folkeskolen? Nitratudfældningen fra landbruget? Mediestøtten? Bandekrigen? Forsvarskommandoen?
Og deres politikerkolleger ude i kommunerne tager også deres ansvar alvorligt. De er nu alle sammen optaget af valgkamp, og her i byen også af at kommunen skal fyre 100 medarbejdere - heraf 27 på rådhuset (4 har allerede selv sagt op fra Job-Centret, incl. chefen). Derfor ser man nu "Vækst- og velfærdsapostlene", iført pjecer, smil og pænt tøj blokerer indkøbscentrets gangarealer, så børn, hunde, rollatorførere og gamle mænd med koks i kasketten ikke kan komme hverken frem eller tilbage. En af de håbefulde folkets tjenere kommenterede mit afslag på at få en brochure om regionsvalget med et: " . . . nej, det er nok for intellektuelt!" Sød fyr, pænt slips, - jeg havde nu ikke stemt på ham alligevel! Så jeg nøjedes med at ryste lidt forvirret med hovedet, se uforstående ud og humpede ekstraordinært demonstrativt hjem i hulen igen. Der er f..... godt man ikke også er indvandrer.
Det er gammel visdom, at ethvert system, der ikke kan holde sig sit mål for øje, eller fokuseret som det hedder på ny-dansk, det er dømt til destruktiv forandring, selvbevarelse og til at lade sig instrumentalisere til andre formål, end netop det oprindelige formål.
Med hensyn til de der "militære egnethedsprøver", så tror jeg såmænd ikke, at de gør hverken fra eller til. Værktøjer kan være mere eller mindre velegnede javist, men det er den der har og bruger værktøjet, der skal udvise en respektabel moralsk habitus.
Med venlig hilsen
den enfoldige

de skulle da bare sætte skatten op med 5-10% så vil der vel være penge nok til folkeskoler og miljørealisme