Dygtige elever svigtes groft!
Se lige denne rædselshistorie:
http://www.bt.dk/nyheder/artikel:aid=362974/
Jeg synes det er forfærdeligt at pædagoger stort set altid kun koncenterer sig om laveste fællesnævner. Det er ih-så-synd for lille læringsvanskelige Lisa at hun ikke rigtig er dygtig til noget, mens dygtige lille Ole jo bare kan finde ud af at passe sig selv, synes holdningen at være!
Jeg selv kan godt græmme mig over det, når jeg ser tilbage på min egen skolegang. Jeg har også fået at vide, at jeg var god til tal i en ekstrem tidlig alder (jeg har bla. fået at vide af mine forældre at jeg talte siderne i en 350 siders havebog som 2-årig!!). HELDIGVIS gik jeg så IKKE i vuggestue (hvor man ikke lærer nogetsomhelst), men til gengæld 3 år (fra jeg var 3-6 år) i en børnehave hvor børn VIRKELIG fik trænet deres kreative evner på et højt niveau: en gammel, men rigtig god børnehavelærer lærte os dengang mange højkulturelle ting, som f.eks. at spille nogle klassiske stykker musik på instrumenter, ja i det hele taget at lytte og føle til klassisk musik, udføre mange forskellige teaterstykker med udgangspunkt i bla. Holberg, Beaumarchais, Heiberg, Homer, mfl., samtidig med vi lærte tegne- og malekunst og mange andre kreative ting, der virkelig stimulerede den del af intelligensen!
Jeg må indrømme at den lidt ædre, iøvrigt meget hjertelige dame (og her taler vi altså jættestor følelsesmæssig intelligens!), der drev børnehaven godtnok var lidt af et unikum, men hvor VILLE jeg da bare gerne om bare NOGLE pædagoger TURDE sige til sig selv, at børn kan meget, meget mere end deres forældre og pædagogerne selv tror!!
I folkeskolen blev det ikke bedre for mig, jeg kunne også allerede alfabetet og det mest elementære regning da jeg startede i 1. klasse og kom til at dødkede mig de 2 første uger på en kommuneskole, noget som jeg heldigvis fik fortalt mine forældre, der så straks satte mig på en privatskole istedet, hvor det gik *lidt* bedre...men alligevel var det sket, jeg kom til at kede mig bravt for jeg følte jo intet nyt jeg lærte og hele tiden i privatskolen lige fra 1. klasse til jeg gik ud af 9. klasse blev én stor SOVEPUDE for mig, jeg havde ikke på nogensomhelst måde mødt modstand.
Den naturlige udfordring som andre af mine jævnaldrende havde haft, havde jeg slet ikke mødt og jeg havde praktisk talt kedet mig ihjel i løbet af de 9 år! På INTET tidspunkt igennem de 9 år blev der gjort noget specielt for mig og min situation, så jeg i det mindste mødte NOGLE udfordringer. Dette hævnede sig gevaldigt for mig i gymnasiet hvor jeg indtil da havde løbet på "frihjul" og næsten ikke havde haft behov for at læse lektier da lærerne indtil da var faldet på halen hver gang jeg åbnede munden eller aflevere en mindre opgave.
Jeg fik lige pludselig svært ved at følge med i nogle fag og det blev et KÆMPE nederlag for mig, noget der gik ind og påvirkede min selvtillid ekstremt meget så jeg lukkede mig ude fra alle sociale sammenhænge, da jeg pludselig så mig selv som en kæmpe fiasko, hvor jeg indtil da havde været verdensmester i alt!
Det er ikke fordi jeg sidder og græder snot her og nu (i disse egocentriske tider tåler ingen jo alligevel at læse om selvmedlidenhed!), jeg gennemførte efter gymnasiet en kandidatgrad som den yngste fra min årgang, endda med topkarakterer. Alligevel tænker jeg ofte den tanke, at jeg ville have været et mere "helt" menneske, hvis jeg havde mødt faglige udfordringer blandt ligeværdige elever i min skoleopvækst, hvorved jeg sandsynligvis ikke havde isoleret mig på samme måde; for jeg vil afsløre at de personlige omkostinger for mig ved - som dygtig elev - at være blevet forsømt, har været rigtig store, desværre.
Dette er baggrunden for at jeg reagerer så kraftigt på artiklen og jeg følte at jeg måtte have det ud, før eller siden....
Jeg håber virkelig for fremtiden at der tages mere alvorlig hånd omkring specielt dygtige elever allerede i en tidlig alder. Det er vigtigt at elever der ikke klarer sig godt i skolen skal hjælpes, men det er MINDST lige så vigtigt at udpræget dygtige elever ikke tabes på gulvet!!!
http://www.bt.dk/nyheder/artikel:aid=362974/
Jeg synes det er forfærdeligt at pædagoger stort set altid kun koncenterer sig om laveste fællesnævner. Det er ih-så-synd for lille læringsvanskelige Lisa at hun ikke rigtig er dygtig til noget, mens dygtige lille Ole jo bare kan finde ud af at passe sig selv, synes holdningen at være!
Jeg selv kan godt græmme mig over det, når jeg ser tilbage på min egen skolegang. Jeg har også fået at vide, at jeg var god til tal i en ekstrem tidlig alder (jeg har bla. fået at vide af mine forældre at jeg talte siderne i en 350 siders havebog som 2-årig!!). HELDIGVIS gik jeg så IKKE i vuggestue (hvor man ikke lærer nogetsomhelst), men til gengæld 3 år (fra jeg var 3-6 år) i en børnehave hvor børn VIRKELIG fik trænet deres kreative evner på et højt niveau: en gammel, men rigtig god børnehavelærer lærte os dengang mange højkulturelle ting, som f.eks. at spille nogle klassiske stykker musik på instrumenter, ja i det hele taget at lytte og føle til klassisk musik, udføre mange forskellige teaterstykker med udgangspunkt i bla. Holberg, Beaumarchais, Heiberg, Homer, mfl., samtidig med vi lærte tegne- og malekunst og mange andre kreative ting, der virkelig stimulerede den del af intelligensen!
Jeg må indrømme at den lidt ædre, iøvrigt meget hjertelige dame (og her taler vi altså jættestor følelsesmæssig intelligens!), der drev børnehaven godtnok var lidt af et unikum, men hvor VILLE jeg da bare gerne om bare NOGLE pædagoger TURDE sige til sig selv, at børn kan meget, meget mere end deres forældre og pædagogerne selv tror!!
I folkeskolen blev det ikke bedre for mig, jeg kunne også allerede alfabetet og det mest elementære regning da jeg startede i 1. klasse og kom til at dødkede mig de 2 første uger på en kommuneskole, noget som jeg heldigvis fik fortalt mine forældre, der så straks satte mig på en privatskole istedet, hvor det gik *lidt* bedre...men alligevel var det sket, jeg kom til at kede mig bravt for jeg følte jo intet nyt jeg lærte og hele tiden i privatskolen lige fra 1. klasse til jeg gik ud af 9. klasse blev én stor SOVEPUDE for mig, jeg havde ikke på nogensomhelst måde mødt modstand.
Den naturlige udfordring som andre af mine jævnaldrende havde haft, havde jeg slet ikke mødt og jeg havde praktisk talt kedet mig ihjel i løbet af de 9 år! På INTET tidspunkt igennem de 9 år blev der gjort noget specielt for mig og min situation, så jeg i det mindste mødte NOGLE udfordringer. Dette hævnede sig gevaldigt for mig i gymnasiet hvor jeg indtil da havde løbet på "frihjul" og næsten ikke havde haft behov for at læse lektier da lærerne indtil da var faldet på halen hver gang jeg åbnede munden eller aflevere en mindre opgave.
Jeg fik lige pludselig svært ved at følge med i nogle fag og det blev et KÆMPE nederlag for mig, noget der gik ind og påvirkede min selvtillid ekstremt meget så jeg lukkede mig ude fra alle sociale sammenhænge, da jeg pludselig så mig selv som en kæmpe fiasko, hvor jeg indtil da havde været verdensmester i alt!
Det er ikke fordi jeg sidder og græder snot her og nu (i disse egocentriske tider tåler ingen jo alligevel at læse om selvmedlidenhed!), jeg gennemførte efter gymnasiet en kandidatgrad som den yngste fra min årgang, endda med topkarakterer. Alligevel tænker jeg ofte den tanke, at jeg ville have været et mere "helt" menneske, hvis jeg havde mødt faglige udfordringer blandt ligeværdige elever i min skoleopvækst, hvorved jeg sandsynligvis ikke havde isoleret mig på samme måde; for jeg vil afsløre at de personlige omkostinger for mig ved - som dygtig elev - at være blevet forsømt, har været rigtig store, desværre.
Dette er baggrunden for at jeg reagerer så kraftigt på artiklen og jeg følte at jeg måtte have det ud, før eller siden....
Jeg håber virkelig for fremtiden at der tages mere alvorlig hånd omkring specielt dygtige elever allerede i en tidlig alder. Det er vigtigt at elever der ikke klarer sig godt i skolen skal hjælpes, men det er MINDST lige så vigtigt at udpræget dygtige elever ikke tabes på gulvet!!!