En jaloux furie
Jeg tog for 5 år siden en et årig seminarieuddannelse og fik i den forbindelse nye kammerater og bekendskaber. Den ene er tilmed blevet en rigtig god ven som jeg ser regelmæssigt.
I seminarietiden arbejde han og jeg ofte sammen med en tredie kammerat og vi tre udgjorde et knald godt team.
Desværre mistede vi kontakten til ham, da han ikke svarede på de mails vi sendte. I denne uge stødte min ven så tilfældigt på ham og fik hans (nye) e-mailadresse, som han sendte til mig.
Jeg skrev efterfølgende en mail til ham, hvor jeg skrev lidt om hvad jeg havde lavet siden seminarietiden, spurgte til ham og hans kone, som han blev gift med da vi læste, og skrev at min ven havde foreslået at vi alle tre gik ud og spiste en dag for at opfriske gamle minder.
Så vidt så godt.
Dagen efter blev jeg ringet op af et rasende kvindemenneske, som jeg i første omgang ikke fattede hvem var eller hvad hun ville.
Hold da op en skylle jeg fik!
Hvad jeg havde for med hendes mand, hvorfor jeg havde spurgt til ham og hende, jeg kunne ikke tillade mig at invitere ham ud og spise, nu havde hun sagt til sin mand at han måtte vælge mellem mig og hende osv. osv.
Jeg forsøgte så godt jeg kunne at bremse hendes talestrøm for at forklare at hun var helt galt på den, men uden held.
Jeg havde i mailen nævnt at min mand døde i sommers, så da hun påstod at jeg var ude på at hugge hendes mand nu hvor min egen var død, sagde jeg at vi ikke havde mere og tale om og lagde røret på. Kun for at blive ringet op endnu engang 5 minutter senere. Denne gang råbte jeg vist ret højt og sagde virkelig min meneing om hendes opførsel, og at hun vist skyldte både sin mand og mig en undskyldning.
Tror den fes ind, for hun ringede endnu engang senere på aftenen for at undskylde. Og alligevel ville hun ha´ at hvis vi tre gamle kammerater skulle ud og spise skulle hun med, eller det kunne foregå hjemme hos dem.
Hvordan kan man reagere på den måde på en helt uskyldig mail?
Hvor er den rationelle tankegang? Jeg mener, jeg havde jo skrevet i mailen til min gamle kammerat, at jeg skrev til ham selvom vi ikke havde set hinanden i 4 år.
Og ville jeg ha´ mailet hvis vi virkelig havde noget kørende?
Jeg fatter det simpelthen ikke. Der må da være noget galt i det ægteskab, når man kan reagere på den måde.
Er jeg helt galt på den? Jeg er ret chokeret over at blive overfuset og mistænkeliggjort på den måde.
Hvad er jeres erfaring med sådan en jalousi?
Hilsen Gitte
I seminarietiden arbejde han og jeg ofte sammen med en tredie kammerat og vi tre udgjorde et knald godt team.
Desværre mistede vi kontakten til ham, da han ikke svarede på de mails vi sendte. I denne uge stødte min ven så tilfældigt på ham og fik hans (nye) e-mailadresse, som han sendte til mig.
Jeg skrev efterfølgende en mail til ham, hvor jeg skrev lidt om hvad jeg havde lavet siden seminarietiden, spurgte til ham og hans kone, som han blev gift med da vi læste, og skrev at min ven havde foreslået at vi alle tre gik ud og spiste en dag for at opfriske gamle minder.
Så vidt så godt.
Dagen efter blev jeg ringet op af et rasende kvindemenneske, som jeg i første omgang ikke fattede hvem var eller hvad hun ville.
Hold da op en skylle jeg fik!
Hvad jeg havde for med hendes mand, hvorfor jeg havde spurgt til ham og hende, jeg kunne ikke tillade mig at invitere ham ud og spise, nu havde hun sagt til sin mand at han måtte vælge mellem mig og hende osv. osv.
Jeg forsøgte så godt jeg kunne at bremse hendes talestrøm for at forklare at hun var helt galt på den, men uden held.
Jeg havde i mailen nævnt at min mand døde i sommers, så da hun påstod at jeg var ude på at hugge hendes mand nu hvor min egen var død, sagde jeg at vi ikke havde mere og tale om og lagde røret på. Kun for at blive ringet op endnu engang 5 minutter senere. Denne gang råbte jeg vist ret højt og sagde virkelig min meneing om hendes opførsel, og at hun vist skyldte både sin mand og mig en undskyldning.
Tror den fes ind, for hun ringede endnu engang senere på aftenen for at undskylde. Og alligevel ville hun ha´ at hvis vi tre gamle kammerater skulle ud og spise skulle hun med, eller det kunne foregå hjemme hos dem.
Hvordan kan man reagere på den måde på en helt uskyldig mail?
Hvor er den rationelle tankegang? Jeg mener, jeg havde jo skrevet i mailen til min gamle kammerat, at jeg skrev til ham selvom vi ikke havde set hinanden i 4 år.
Og ville jeg ha´ mailet hvis vi virkelig havde noget kørende?
Jeg fatter det simpelthen ikke. Der må da være noget galt i det ægteskab, når man kan reagere på den måde.
Er jeg helt galt på den? Jeg er ret chokeret over at blive overfuset og mistænkeliggjort på den måde.
Hvad er jeres erfaring med sådan en jalousi?
Hilsen Gitte