Ensom og udstødt

Jeg har været syg i 13 måneder. Igennem disse 13 måneder er min vennekreds smuldret ind til ingenting. Jeg er stresset, udbrændt og har derudover en depression. Mange har slet ikke overskud til at rumme og trækker sig i kontakten. Selv familien er begyndt at trække sig. Det er meget svært for mig at skulle til at have en ny omgangskreds, men det er når sygdom rammer man finder ud af hvem der er venner. Meget smerteligt oven i sygdom. Jeg har brugt mange kræfter på at kontakte folk, men når de ignorerer er det svært. Suuuuuuk jeg ved egentlig ikke hvad jeg vil med dette indlæg bortset fra at bede alle tænke sig om!

hey....
læst dit indlæg, og jeg forstår dig fuldt ud.... jeg var med i en trafikulykke og knust min fod og brækket en masse knogler i hele kroppen, men overlevet heldigvis.... men min vennerkreds og familie, var der de først 14dage og nu snakker jeg næsten ikk med nogle, som om folk forståelse ikk er der for at man ikke lige kan eller har lysten, som man normalt har også selvom man går hjemme....
ved godt det er meget personligt, men ville da gerne høre hvorfor det er for en sygdom og hvor gammel du er???
knuz M

......selv have skrevet det du skriver. Har det lige sådan, og det gør ondt. Men på en eller anden måde overlever vi. Savner nu bare også de tog kontakt til mig og ikke altid mig der gjorde. Men det ændrer sig nok ikke, og orker ikke at søge en ny omgangskreds. Det er alt for besværligt i tiderne stund.

Jeg er 45 år og sygdommen er stress, udbrændthed der har medført en depression. Udløsende årsag var et psykisk belastet arbejdsplads.

Jeg mødte for to et halv år siden en super fantastisk fyr jeg virkelig forelskede mig hovedkuls i.
Han fortalte mig hurtigt, at han havde en depression, og det har han så stort set haft lige siden, vi har ikke set hinanden i lange perioder, fordi både han og så til sidst jeg sagde stop, da følelserne var hårde.
Han ønskede ikke at vi sås i de svære perioder, jeg skrev et par enkelte kort, skulle jeg have kimet ham ned??
I de perioder vi har set hinanden har vi haft et seksuelt forhold, men denne gang holder jeg det på venneplanet. Hvad er det vi som venner skal gøre!! Der er selvfølgelig mere end følelser indblandet i min situation, men han blive jo ikke mindre god som ven af den grund, men det er svært ikke at må være der som ven i de svære perioder, for så pludselig at blive kontaktet, hvor mit eget liv i den mellemlæggende tid har taget store drejninger, og fået nyt livsindhold, hvor der ikke på samme måde er plads til ham som ven...
Hvad er en god ven??

du har ret: det er i en sådan situation, man finder sine rigtige venner. jeg har selv været langvarigt syg, men havde heldigvis "rigtige" venner, men jeg kan love dig, at der også blev soteret i dem.
jeg ved nogle vil sige det er latterligt, men jeg vil anbefale dig en psykolog mht din depresion (jeg var selv ved en-god hjælp) og følgende med at du får flere kræfter og kommer ovenpå igen, vil du også have kræfter til at finde en ny vennekræds.
håber på det bedste

Har selv ledt,leder endnu!
Har selv et enormt behov for forståelse..
Er selv deprimeret har været det siden 1999,men utroligt nok holder jeg livet ud...endnu
Jeg ved at jeg nok skal finde en måde hvorpå jeg kan føle glæde,og få energien tilbage!
5 år er lang tid,men jeg tror jeg er ved at komme mig efter de mange års mobning forud-min reaktion blev følelseskold,og fortrænger stadig
fortiden...
Der er ved at gå orden i tingene,og indeni kan jeg mærke,føler mig fornyet,hærdet-er ikke så følelsesmæssigt modtagelig som får,kan sortere fra-bevare roen indeni,og få sagt mine tanker,og udtrykke mig mere kropsligt...
Både fordi det er sommer,men også fordi jeg har mødt en der forstår sig på en situation som min..(omtaler det ikke længere,har båret på alt lortet selv!vil ikke sidde og genopleve det,vil ikke svare på ting jeg ikke behøves besvare,eller sige ikke har lyst til at besvare)

Jeg er igang med at nå 3 mål(hemmeligholdt for mine omgivelser indtil de er nået(nemmest)
efter sommerferien,er jeg klar til at møde dæmonerne fra min fortid,uden at kny-jeg har fundet min vilje,og tro igen...og føler mig tryg,og nu skal jeg blot virkeliggøre drømmene jeg har levet på,og bevise at jeg ikke mere er svag,eller lader mig styre af følelser,men af fornuft.

ps*efter sommerferien vil jeg gå i gruppe for tidligere syge,og starte på kognitiv(adfærds) terapi.
:-)
(Dyrene lever nuerne ubekymret)
:-P
MVh en der først nu vender tilbage mod livet

skrev for hurtigt...var for vist lidt ivrig*S*
Pas godt på dig selv

Jeg har selv haft depression on og off i de sidste 10 år, jeg er kommet ind i en god periode og er endelig ved at komme ud i livet igen, det går frustrerende langsomt, men det bliver da bedre.
Jeg kender godt det med vennerne, de forsvinder! Jeg kan ikke rigtig give dig et godt råd om hvad du skal gøre, men det hjælper nogle gange at vide at man ikke er alene. Jeg har kun én veninde tilbage, men nu ved jeg da, at hun aldrig forsvinder! Og det er i hvert fald rart.
Det eneste råd jeg kan give dig er, koncentrer dig om at blive rask først, og så er der nok ikke så meget andet at gøre end at finde nogle nye venner. Jeg ved kun alt for godt at det ikke er nemt. Og når du så møder nogle nye mennesker så vær ærlig og fortæl om din sygdom, det vil skræmme nogle mennesker bort, men så er de ærlig talt ikke vær at samle på, og hvis nu uheldet er ude og du skulle blive syg igen, så bliver du ikke ubehageligt overrasket! Og de ved også lidt om tingene i forvejen.
Håber du kan bruge det til noget.

For det første. Husk altid på at depression i sig selv ikke er en sygdom, men en lidelse. Der er forskel. Man kan godt være syg uden at lide, men man kan i hvert fald også godt lide uden at være syg. Og det er det du gør. Det gør jeg også selv. Jeg vil helt sikkert foreslå dig, først og fremmest at gå til lægen og få en konsultation, der måske kan føre til en psykolog henvisning. Jeg har selv haft en depression i over 5 år, og har egentlig ikke selv vidst det, før jeg røg til psykolog og opdagede det.
Der er 2 ting som kan være farligt under en depression.
1) at hade sig selv, uanset årsag
og
2) at hade sine medmennesker fordi de trækker sig.
At hade sig selv gør det kun endnu værre - jeg gør det selv og er stadig igang med en proces der går ud på at skyld ikke har noget med noget som helst at gøre - hverken sin egen eller andres.
Og at dine medmennesker trækker sig, kommer ud af at de højst sandsynligt godt kan mærke at de simpelthen ikke kan hjælpe dig. Og dermed ville det være spild af deres energi at bruge den på ingenting. Og energi er et nøgleord i denne sammenhæng - Når man er deprimeret er man tappet for energi, og kan dermed hverken give eller modtage noget som helst, da éns psykiske kræfter simpelthen ikke er der.
Mit råd er at du finder noget her i livet som du virkelig brænder for. Noget som kan gøre dig glad. Og så fordyb dig i det. Så kan jeg næsten garantere at dit sociale liv vil vende tilbage i større eller mindre grad. Og så søg prof. hjælp. Det er der ingen skam i - det burde alle gøre - depression eller ej. Alle mennesker har et eller andet som de har svært ved at få ud, og det ville til hver en tid helt klart være det sundeste hvis alle fik snakket helt ud om ALT. Men ofte åbner folk sig mest overfor folk de ikke kender, men lader til at være virkeligt gode lyttere. Og begge ting opfylder en psykolog.
Håber det har været til hjælp

/MindRape

vær ven med mig :-)
jeg står gerne til at lytte og råde dig :-)
vil du have min mail
jeg har været i samme sitation som dig bare på en anden måde som jeg ikke ønsker at udybe her på debatten
jeg ved det lyder sygt at der står være ven med mig men jeg er normal (til en vis grad)

Hvad med at rejse vaek og starte forfra.
Find ud af hvad du er god til og gaa 100 % efter det.
Ved at rejse vaek og starte paa en frisk moder du nye mennesker som ingen anelse har om din fortid og sygdom.
Du faa indblik i en ny kultur og derved et nyt perspektiv paa tingene.
Jeg er sikker paa det vil give dig inspiration samt energi til at komme videre.
VH
J

Kære du.
Jeg føler med dig. Jeg har været præcis, hvor du er. Og jeg er såmænd først på vej til at være på ret køl igen. Jeg har været omkring lægen, fået "lykkepiller", som jeg dog valgte at droppe efter et par måneder. Jeg valgte at tage kampen op uden medicin, for jeg hader afhængighed. Men jeg er dog sikker på, at mange kan have hjælp af dette. Det har været hårdt, jeg har tudet ufatteligt meget (men først, når børnene var puttet), jeg har gået og gemt mig, når jeg var ude at handle, jeg har ikke magtet at holde forbindelsen ved lige til venner, jeg har kun orket at tage mig af de mest basale ting i hjemmet etc..... MEN jeg er så heldig at have (ene)ansvaret for 2 pragtfulde unger på nu 10 og 13 år. Da jeg samtidig VED, jeg er psykisk stærk, ville jeg ikke finde mig i at være "sat ud af spillet". Jeg har valgt at blive omskolet, har fundet den rigtige hylde rent arbejdsmæssigt og nu, hvor jeg er udlært om 1 uge, føler jeg, livet begynder at smile til mig igen. Det koster nok en tvangsaktion, men det er trods alt en død ting. Og jeg er ikke død mere! Jeg kunne ønske, jeg kunne tale med dig helt privat, for jeg tror, vi har noget at give hinanden.
Fat mod, der er også et "liv efter døden", selv om det er svært at forstå, når man står midt i depressionen.

Jeg har lige skrevet "Også jeg kender det" og da jeg er ny i dette debatforum, fik jeg ikke mit alias med. Det skulle det gerne være nu.
Da jeg var i det dybeste af alle huller, overvejede jeg også at flytte til den anden ende af landet og starte på en frisk. Men jeg besindede mig heldigvis, af hensyn til mine børn, for jeg tror nissen flytter med. Jeg er blevet i mit område og jeg er på vej op. Og det er sgu dejligt og livsbekræftende.

Hey . Jeg forstår dig godt . Jeg har selv været ude får en depression og har mistet mange venner . nogle rigtige gode venner . og jeg er ik rigtig kommet over det endnu . Det sværeste ved det hele var at har mistet tilliden til mange folk . Men mit eneste råd er at du skal nok komme igennem det . selvom det ser håbløst ud . Det jeg gjorde var at jeg startede hos en psykiater og kom på nogle lykkepiller . Det gjorde jo at jeg fik mere overskud til at snakke om tingene . Måske skulle du os prøve det ?

Hej Moenbo...
For to år siden røg jeg selv ind i en depression. Jeg har dog været så heldig at min vennekreds var der for mig....det var min mand ikke, så i dag er han min ex....
I dag har jeg det fint, bare jeg husker på at passe på mig selv, og siger fra i tide.
Mens jeg var syg, havde jeg stor hjælp i at chatte og skrive dagbog, med de brugere der er inde på www.depnet.dk. Prøv det link, og se om det er noget for dig. Jeg har faktisk fået to rigtig gode nye venner derigennem, og de forstår én meget bedre, da de selv har været de samme ting igennem. Du kan også prøve www.netdoktor.dk. Der kan du også komme i kontakt med folk, der er i samme situation som du selv.
Pøj pøj og mange tanker....

jeg læser jeres indlæg og genkender ensomheden, tænker at jeg måske er depressiv - igen - som for år tilbage. Kan depressionen skjule sig bag en "normal" hverdag, hvor energien blot er tung og trist.
Det er første gang jeg skriver på chat, så jeg er spændt på hvordan det virker

Depression kan være gemt bag "normal"liv. Derfor er det vigtig at passe godt på sig selv og give sig tid til afstresse... Og når man i behandling med medicin, så skal man minst tage medicin i 6 måneder og må aldrig!!!! stoppe at tage medicin, selvom man har fået det bedre

Hejsa
Jeg har været meget syg, i 6 mdr. nu, hvor jeg blev sendt til den ene specialist, efter den anden...uden resultat. Før nu - en bekendt spurgte mig, om jeg havde prøvet, at være til kiropraktor?
Startede sidste Torsdag, og har gået der 5 gange siden...Viser sig at jeg har store problemer med nakke & ryg, men symptomerne viste sig bare anderledes, nemlig i form af ubærlig rykken for brystet samt svimmelhed, ubehag & kvalme.
Nu håber jeg, at jeg er ved at blive rask...men er i mellemtiden blevet temmelig angst, hver gang jeg har haft anfald.
Tror at jeg skal snakke/meditere eller tage hømopatiske midler, for at komme den til livs...
(Folk der ikke har prøvet, at være syg, i længere tid, og været afskåret fra arbejde osv. - ved ikke hvordan det føles!)
Mvh

Hej..
Jeg læste om din situation, det må være en barsk fornemmelse for dig. Men du bliver nødt til at tage fat i de pågældende personer, og få en direkte snak med dem om hvad det gør ved dig at du føler du er ved at miste dine venner. Måske har de bare svært ved at tackle din situation, det kan være svært at se mennesker man holder af ha det dårligt, især når man ikke kan hjælpe på nogen måde. Men fortæl dem hvad du forventer, og stil ikke de store krav, fortæl at du måske har mere brug for en der lytter end en der kommer med en masse gode råd, og formaninger om at det skal nok blive bedre og det skal nok gå..Stil krav til dine medmennesker, og tro mig du vil blive respekteret fordi du tør tage tyren ved hornene..mange hilsen fra Lala

Jeg er en ung mand på 17 år, for 3 år siden blev jeg indlagt på børnepsyk. med en depression, var indlagt i 3 måneder. da de mente jeg var på toppen igen blev jeg udskrevet, og i det at jeg blev udskrevet røg al min forbindelse med psykiatrien på sygehuset. Jeg blev sendt ud i en ny skole og skulle igen leve et normalt liv. men efter at jeg havde været under så trykke rammer i 3 måneder kom der et stort tomrum for mig som ikke blev fyldt ud. Jeg havde meget svært ved at få nye venner på den nye skole, så det hele blev bare værer end det i forvejen var... Så efter 2 måneder kom jeg tilbage på min gamle skole, da blev jeg heller ikke taget så godt imod. De andre i klassen troede at jeg var skør i hovedet, og det var meget svært at forklare dem, hvad det ville sige at have en depression. Så de begyndte efterhånden også at overse mig og lade som om jeg ikke var der. Jeg var meget ensom. Så jeg fik en ny psykolog og en kontakt person 15 timer i ugen, der virkelig hjalp meget, ikke fordi at jeg fik nye venner, men følte mig ikke ensom når jeg havde ham. Efter et års tid kom jeg på efterskole, hvilket siges at skulle være det mest fantastiske år i hele ens liv, men ikke for mig. Det første halve år var et helvede, havde svært ved at knytte bånd med andre og finde mig selv i mængden. men som månederne gik lærte jeg at leve med at jeg kun havde nogle få rigtige venner. Det var et hårdt år. Efter skoleopholdet besluttede jeg mig for at jeg ville ud og arbejde et år, så fik arbejde på en rideskole hvor jeg også boede. Blev mere og mere isoleret da jeg var den eneste der boede på stedet, og de folk der kom på rideskolen kom jo for at ride og snakke med hinanden om deres heste, hvilket også var fint nok. men fik ikke rigtig nogle venner. Jeg blev mere og mere deprimeret og stoppede derfor på rideskolen. Efter to måneder på en produktions skole er jeg nu kommet i praktik i et køkken, hvilket jeg er utrolig glad for. Det er et køkken i et ældrecenter, så der er altid mange mennesker. Men den dag i dag har jeg stadigvæk kun et par venner og har stadigvæk svært ved at komme i kontakt med nye mennesker... hvad skal jeg dog gøre?

Hej Du, som er ensom.
Hvis DU venter på at en' som skal komme og give dig dit livs glæde og forståelse for dig SAMT kærlighed til dig, SÅ TAGER DU FEJL. Hvad kan du forvente af andre hvis DU IKKE GIVER DIG SELV DEN VERDI DU HAR. START MED AT VÆRDIG SÆTTE DIG SELV. OG VENT ALDIRG PÅ AT ANDRE SKAL GØRE DET.I Forhold til andre. SÅ begyndt med at gøre DEM EN GOD TJENESTE HVAD GØR DU FOR DEM- UDEN AT FORVENTE NOGET TILBAGE????. tro mig det vil være en vej til LYKKE.
KÆRLIG HILSEN SOMMERFUGLEN

Jeg ved præcis hvordan du har det. For 9 måneder siden blev jeg ramt af depression. Jeg var 15 på det tidspunkt, og i starten holdt vennerne ved. Men efter nogle måneder begyndte venner og familie at beklage sig over at de aldrig så mig. Sygdommen havde også gjort at jeg aldrig kunne holde aftaler, så til sidst mistede jeg min bedste veninde gennem 10 år. Det var et hårdt slag at få på et tidspunkt hvor jeg rent faktisk havde brug for hende. Men jeg gik hen og blev en byrde for de mennesker som var tæt på mig, og jeg har ikke været i stand til at gå i skole siden november. For nylig begyndte jeg dog at gøre fremskridt, men jeg har stadig langt igen. Jeg ved ikke rigtig hvad råd jeg skal gi' dig, men måske du skulle prøve at få snakket med dine venner og din familie om din situation. Ellers må du simpelthen bare hænge ved og prøve at komme igennem det. Jeg ved godt det ikke er nemt, og tro mig, jeg har mange gange tænkt at jeg ikke kunne klare mere, men der er ikke så meget andet at gøre. For nogen hjælper det at snakke med en psykolog eller en psykiater. Jeg prøvede det, men det fik jeg det faktisk kun dårligere af. Det der startede mine fremskridt var faktisk det at jeg tog til afskedsfesten med min klasse på sidste skoledag, så jeg er sikker på at der en dag vil komme en chance for dig også. Al mulig held og lykke, og jeg håber du kommer over det og får det godt igen.

Jeg er kronisk syg og 2 x by-pass opereret, men har oveni det valgt at flytte til en helt ny landsdel - og meldt mig ind i vi-kvinder. Det koster 299,- om året og så er der pludselig veninder overr hele landet man er on-line sammen med uanset alder og status iøvrigt.+ div. spændende arrangementer.
PRØV DET - det virker
Knuz til alle

For snart 6 år siden gjorde forskellige omstændigheder at jeg bragede ned med en dyb dyb depression. Forud var gået et år hvor minkrop/hjerne adskillige gange have givet mig et vink med en vognstang, som jeg ikke havde lyttet til, og enden blev at jeg itil sidst blev så syg at jeg i et halvt år lå og stirrede ud i luften, og dårlig magtede at gå på toilettet. Derefter fulgte prykologbehandling gennem et år, og antidepressiv medicin som jeg først er trappet ud af fornylig.
Og jeg oplevede præcis som du at venner forsvandt.
Nu skriver du ikke rigtig noget om hvorvidt du "får gjort noget" ved din depression..det håber jeg at du gør.. medicin eller psykolog eller begge, for det er ikke bare noget man selv kan klare. Jeg lærte også af psykologen "selvsuggession". Dvs hver mogen skulle jeg stå foran spejlet, se mig selv i øjnene, og sige "jeg er god nok". Det lyder åndsvagt, og det føles i starten dybt dybt årndsvagt, og de første 2 uger kunne jeg ikke sige noget, kun se mig selv i øjenene, men efterhånden kom ordene - og til min egen overraskelse, så virker det faktisk - man begynder at tro på det, men det tager tid. En anden ting som jeg også lærte, var at "sige fra og til", melde klart ud til folk, jeg magter ikke det her, eller jeg vil gerne have", det var selvsagt heller ikke noget der kom fra dag til dag. Også at gøre noget for sig selv, uden at tage hensyns til venner, familie, normer, regler eller hvad man er opdraget til, kan vaære en lille bitte ting, såsom at lade huset rode og sætte sig med et ugeblad, og nyde det..Men igen, det kræver at man også på anden led får gjort noget ved sin depression, først/samtidig.
Mht til venner, jeg vil slå det lidt sammen for der har fra andre været spørgsmål om hvordan man som ven skal opføre sig. 1: det er for det første voldsomt svært som ven at se på at et mennesker man holder af ændrer sig, og man har måske ikke engang fået årsagen til det. Det skaber usikkerhed, så som "den syge" må man selv melde ud (det var jeg ikke selv skide god til i starten). 2: Der er i danmark en berøringsangst/usikkerhed forbundet med psykiske lidelser. Vi er bange og usikre på hvad det er, hvordan vi, hvordan vi skal reagere og ikke mindst så er vi bedst til at magte behagelige og for os selv genkendelige følelser. Jeg ved i dag, at det jeg kunne have brugt den gang, var ikke at folk kom rendende hele tiden, men at de havde "givet lyd". Jo der var en del der sagde "du siger bare til hvis der er noget", men det magter man IKKE som depressiv (man er samtidig også flov over sin sygdom). Så ring - det behøver ikke være en lang samtale, bare et lille "jeg ville bare hilse på, og sige jeg stadig er her," og jo tal om sygdommen hvis den syge ønsker det, men som ven skal du lytte mere end du taler, udtryk forståelse for at den syge har en dårlig dag, og fram for alt det værste er sætningen "det skal nok gå".. gå ind i samtalen på den syges præmisser, og NEJ der kommer sikkert ikke meget positivt fra den syge, MEN det er som depressiv MEGET svært at finde noget positivt i livet, så det KAN og SKAL man ikke forvente, men igen man har vel fra tidligere fået noget positivt fra den syge, så det kan men leve på i den periode hvor han/hun er syg. Sørg for at invitere den syge med til de samme selskabelige lejligheder man hele tiden har gjort, og gør den syge opmærksom på at det er OK og forståeligt hvis de melder fra straks/melder fra i sidste sekund/ eller går før alle andre, for som depressiv skifter humør og "hvor meget man magter" næsten fra det ene sekund til det andet.
Og ja, det er desværre i sygdom at man finder sine "rigtige" venner, min venskabskreds skrumpede ind til stort set ingenting, og det var utrolig hårdt (er det til dels stadig), men på den anden side, så er jeg idag 100 % sikker på at få venner jeg har, altid er der for mig, uanset min sindstemning, og jeg har lært at sætte pris på få men vigtige venner. Man kan ALTID få en bekendskabskreds, især mens man selv er et positivt og givende menneske, men det er først nu, 6 år efter at jeg har været syg, at jeg så småt er begyndt at udvide min omgangskreds, og jeg må da indrømme, jeg "måler" folk.. ikke at jeg afviser nogen, men jeg kigger efter, hvad det er hos mig de "bruger", for de giver mig et hint om, hvor jeg har dem og hvor tæt de må komme på mig.
Jeg ved ikke om du kan bruge alt det her til noget. Men jeg vil gentage, hvis ikke du får gjort noget ved din depression - så gå til lægen, det er vigtigt at få et skub i den rigtige retning. Nu skinner solen - det er medicin får en depressiv - ud og vend ansigtet op..få sollys ind - også på gråvejrsdage.. op med ansigtet..lys gennem øjnene er mirakkelmedicin (næsten)
Knus og mange tanker fremad.

Vi er åbentbart en del der har været nede af den mørke sti og har fundet mange situationer, som har opdelt vore erfaringer med andre mennesker i venner og bekendte. Derfor er det godt at kunne læse en masse herinde udtrykke sig klart og tydeligt om hvad deres erfaringer er, og hvordan de har kunnet komme videre med sit liv. Disse erfaringer er alfa omega for en person, som befinder sig midt i følelsen af uoverskuelighed, depression og handlelammethed. Dette skyldes at personen derved kan reflektere via disse impulser og lære at bruge dem i sin egen hverdag.
Når man er midt i det kan det være svært at finde sit fokuspunkt, da det ofte vil blive overskygget af de negative tanker om de ting man ikke kan overskue. Som f.eks. venskab, økonomi og fremtiden, der altid vil føre betænkeligheder med sig, men som man måske tidligere ikke følte som problemer. Nu kræver de pludseligt en masse energi og opmærksomhed og hvad gør man så? Man bekymrer sig og sætter al sin energi ind på at løse de problemer som det skaber og glemmer de ting som egentligt skader en. Nemlig de negative tanker(der er meget andet i en depression, men meget manifesteres i negative tanker). Et eller andet sted tror jeg at man skal prøve at flytte det fokus, indtil man har overskud til at forsøge at værdsætte det gode man har. Igen, hvad enten det er venner, økonomi, evner eller familie. Derved har jeg i hvert fald fået mere ud af livet, men derfor kan jeg ikke love at andre får det.
hmm dette bør vist ses som en del af alt andet i denne tråd, med et håb om at andre pårørende eller andre med lignende problemer kan få en forståelse for hvad der sker i personens liv.
Knapt så personligt indlæg, men tror at det er op til den enkelte at drage det ud af det, som der er brug for. En MEGET vigtig egenskab at mestre i denne verden af information. Så værdsæt også den :)

hjælp i kristendommen. Jeg begyndte at tro på Jesus, læste Bibelen osv.
Det har hjulpet mig meget! Kristendommen handler meget om kærlighed og det er en stor hjælp. Var det i hvertfald for mig.

Jeg kender det godt, jeg har osse haft mange problemer med at finde nye venner og holde på de gamle under min depression..

Hold op med at ha saa ondt af digselv. Tag dig sammen, du har kun et liv. Du kan vaelge at have ondt af digselv resten af dit liv, eller leve livet. Hvad er mest morsomt?
Jeg er klar over at depression er alvorligt, men i 1900 hvidkaal, var du paa herrens mark, arbejd eller bliv sendt paa fattiggaaarden. Vi er blevet alt for bloedsoedne.

så mange mennesker der kaldte sig mine venner, på grund af min depression, min angst, og de andre problemer.
Jeg forstår ikke hvordan nogen man har givet sit venskab til på godt og ondt kan vende en ryggen når det for en gang skyld er mig der har brug for en skulder at græde ud ved.
Jeg er er træt af det hele, ensomheden, angsten, frygten, deprissionen ja det hele er jeg så træt af, at jeg nu ikke orker længere. Jeg har kæmpet så længe, men ingen støtter mig og jeg har ikke styrken til at rejse mig helt alene. Såååh nu sidder jeg bare hjemme, i mørket fanget af ensomheden, deprissionen, og angstens skrape kløer og venter på min tid den kommer!

har prøvet det før!
Jeg opdagede det ikke i starten, men dog alligevel hurtigt (2 måneder) hvor jeg fandt ud af at her var noget galt, og kunne mærke at hvis det fortsatte kunne jeg slet ikke lave gas mere/jokes osv med vennerne.
Det endte med at jeg rev mig selv i kraven og tvang mig mere end nogensinde til at gøre noget ved det, hvilket har givet ovveraskende pote, og jeg kan mærke hvordan jeg har mine venner omkring mig. Ikke for at støtte omkring det (da de ikke ved det) men bare at være der for mig normalt.
Jeg får stadig tilbageslag, men intet skal nogensinde standse mig mere, og bliver aggressiv bare ved tanken om den følelse jeg gik rundt med og det jeg har prøvet. (knytter næve)
Piller fidelihut fidelihøj, det er dig selv der skal hjælpe dig, og det kræver EN MASSE. Huset er din værste fjende, og din computer også (se så at bevæg dig, ja det er lige meget hvorhen)

er for svært. Jeg har forsøgt mange gange, men jeg kan ikke. Har ikke kræfterne til det, og når der slet ikke er noget venner, gør det ikke spor nemmere. Desværre!

hej jeg har haft en depression siden jeg var 26 ,har en underlig familie der er bare ingen støtte at hente og venner svigter,synes det er for dårligt af dem man,kan ikke gøre for man får en depression,har tit selvmordstanker og det hader jeg bare,så har nogle det samme som mig vil jeg gerne chatte med jer.
mail.
vipers@ofir.dk

Ja, end du tror.
Jeg har også en dep.
Den har snart varet 1 år.
Jeg føler det som om den aldrig går væk og at jeg aldrig vil finde glæden igen.
Jeg har 2 børn, med masser af problemer, men alligevel er de sgu´ dejlige og det bedste jeg har i mit liv.
Tja... men jeg vil bare ha mere.....Jeg vil også selv føle mig glad og noget værd, ikke bare en robot som gør det hun skal...
Jeg tror ikke folk er klar over at man ikke bare kan være posetiv, smile ect. hvor ondt det gør.
Kære... Vi må simplethen kæmpe vidre og måske kan vi endag leve med at det er sådan for os....
knus, Pia

Det var som at læse om mig selv.
Jeg hader alle, har misted interresen for alt (ja, undtagen mine børn,) græder hverdag, stoler ikke på nogle, hader at skulle møde folk... vil bare væk og være alene....
meget alene...
Tror ikke på piller. Prøvede også lukkepiller for 9 år siden da jeg fik en dep. efter fødslen af min søn..
Kan ikke sige at de hjalp.
Jeg går på arbejdet hver dag og har nogle fantaskiske kollegaer, men hvor længe kan de holde mig ud!!!!!!!!!!!!!
Stort kram....

Det er sket et par gange at jeg har tænkt på toge, eller om vinteren det kolde vand i søen....
Så sider jeg bare ved søen og græder, jeg gør det ikke fordi det ville gøre meget ondt på mine børn og det kan jeg ikke gøre mod dem.
Men jeg syntes heller ikke det er retfærdigt at de skal leve med en mor, som er så ked af det.
Jeg bgyndte at skære i migselv, er holdt op...
Det er frugtelig at jeg kan mærke at jeg tænker helt forkerte tanker, tanker som normale ikke tænker...
Øv....

Ensom og udstødt.
Jeg har selv været igennem perioder med depressivitet sidst for 21/2 år siden i forbindelse med min fars død og et dårligt job. Det skulle vise sig at blive en dåseåbner for, at jeg langsomt men sikkert begyndte at gøre de ting som jeg INDERST inde gerne vil - også selv om det går noget mod strømmen. Jeg blev tilbudt "lykkepiller" af min læge, men de typer jeg afprøvede gjorde underlige ting ved mig, valgte at stoppe og søgte ud i naturen og begyndte at arbejde lidt med shamanisme. Ikke at jeg nu lever i en jordhule.
Jeg har erfaret, at det er VIGTIGT at gøre det man gerne vil og ikke lade sig styre. Pt har jeg ikke mange venner - det er åbenbart tid for nyorientering - men dem der er tilbage fra "gamle dage" de er mine rigtige venner og ikke bare rygklappere.
Er du sygemeldt? og hvilken hjælp har du fået af fagforening, psykologhjælp mv?
Hejs flaget og tro på at det går den rigtige vej - og husk små skridt tæller også og glem ikke, at det nogle gange er to skridt frem og et tilbage.
Go' vind!

Jeg har altid elsked livet meget højt, men for en års tid siden blev jeg syg for første gang. Jeg begynde at straffe mig selv ved at: slå, bide, sulte mog selv og mange andre ting.. For jeg var så ked af det og jeg haded mig selv og mit liv.. Men ingen opdagede det for jeg var god til at skjule det og lyve om det og i skolen er jeg altie den glade og smilende pige.. Min veninne var den første der opdagede det og hun fik mig til at fortælle min mor om det først da fik jeg at vide at der ver mange i familien der har sygdommen.. jeg har stadig alvorlige ned tuse og det vil jeg altid have men det hjælper mig lidt at kænke på noget godt..

Hej med dig. Jeg kan udemærket følge din tanke gang om at vennerne forsvinder ind. Jeg er en af de venner som ikke forsvinder. Jeg har selv en veninde som er ramt af depressioner, og kunne ikke drømme om at svigte hende selvom jeg ikke lige får svar på den sms eller det telefonopkald jeg foretager. Jeg kontakter til hende jævnligtenten via sms eller telefon. Og hvis hun så ikke lige svare skriver jeg jeg jeg at jeg håber at hun har det godt og at jeg tænker på hende. Også håber jeg at hun er glad for at jeg tænker på hende. Hun har sagt at hun er glad for det. Så når hu har overskud og vi er sammen elller taler i telefon om hvordan hun har det lytter jeg til hende og lader hende tale ud*S* Håber at du har sådanne nogle venner. Knus fra jerseys

Kære Moenbo.
Det er en kamp, jeg valgte fra begyndelsen da jeg fik min anden depression, at melde klart ud til familie, arbejde og venner ...
Det gav mig en frihed ... familien vidste der kunne være dage hvor jeg ikke magtede så meget, arbejdet viste forståelse og jeg synes at jeg kunne overkomme mere ... og vennerne, de vidste hvorfor der gik tid i mellem jeg ringede eller kom forbi ... de er jo også travle, så gensidig forståelse er vigtig ... når min for eksempel siger, hvorfor ringer du aldrig eller kommer forbi, havde jeg så dårlig samvittighed i meget lang tid, indtil det slog mig ... det går begge veje ... hun kunne da bare ringe til mig, eller smutte forbi til en tår kaffe ...
Åbenhed og oplysning er vigtigt ... jeg taler gerne med andre om det at have en depression ... at skulle leve med sygdommen. Jeg skammer mig ikke, og jeg vil ikke lade den dominere mit liv ...
Sørg for at finde glæde i de små ting, en dejlig blomst i naturen, en regnbue på himlen, regnen på ruden. Husk at tage små skridt, det går op og ned, og husk at være god ved dig selv, så smitter din livslyst og din positive indstilling, vil gøre at folk holder af at være sammen med dig ...
Sender dig et smil ...
Knus fra
Hjertet

hej
du skal nok klare det hele. Bare vis allesammen at du kan gøre det.

Der findes mange steder hvor man kan søge hjælp. Transmogriffen (ung til ung-rådgivning og være sted), hvor man altid kan komme og hygge, snakke og spise sammen. Ventilen (aktivitets og værested), der tager ud til spændende aktiviteter som f.eks. bowling, biffen og sportsaktiviteter. Jeg kan varmt anbefale dig disse steder, da de hjælper og støtter en igennem sygdom og depression. (www.ventilen.dk & www.transmogriffen.dk)
Venlige tanker SOfie

Jeg er en ung kvinde på 21 som var til lægen i mandags, og fik der konstateret en "mild depression", derfor er det med stor interesse jeg har læst næsten alle indlæg i denne debat.
Grunden til mine depression er mine forældres skilsmisse, som skete i august. og derefter at være konstant nervøs fordi min far i starten truede med selvmord (min mor skred med en anden). Nu har min far det godt, og jeg har "fået lov" til at reagere på det hele.
Til sidst kammede det hele over for 3-4 uger siden med at jeg græd konstant i en hel weekend, jeg mente jeg kunne klare det hele selv - men det kan man ikke!!! og desværre var venner og families hjælp heller ikke nok.
Nu er mit spørgsmål om det er så farligt at have en depression? En skrev at man aldrig måtte stoppe med medicinen??? Hvad går det nu ud på?
Jeg ved alt om at det er svært at være glad udenpå, når man mest af alt har lyst til at gemme sig langt væk og bare græde. Personligt er det det sværeste ved at have en depression.
Et godt råd er at være 100% ærlig om hvordan man har det når folk spørger - det er jeg, og mange har større forståelse når de kan sætte et ord på det de kan se. For alle kan se der er noget galt.
Hilsen Anja

Jeg kæmper selv med depressioner, så jeg ved hvordan du har det. Jeg er godt nok ked af at høre, at alle dine venner er smuttet. Ja selv din familie. Men har du fortalt dem hvad en depression virkelig er? Mange tror jo, at det når man bare lige er lidt ned, lidt ked. Men det er det jo slet ikke. Du kunne evt skrive et brev til dem, forklare hvad der går igennem dit hoved. At det er en sygdom. En sygdom man kan få hjælp til. Har du det?

Tak for hjælpen.
Du skriver du ikke ved hvorfor du har skrevet ind, jeg har det lidt på sammen måde nu. Men tak for hjælpen dine ord, fik for mig sat nogle ting i perspektiv. Jeg er 26 har selv været syg i 3 år (spiseforstyrelse). Mange er for mig også smuldret væk, men samtidig står jeg nu tilbage med nogle som jeg ved er MINE RIGTIGE venner. Nu har du jo haft en depresion, så ham man vel lidt tilbøjelighed til at se lidt sort på tilværelsen. Håber du kan få vendt det til noget godt og værdsætte og værne om de venner der stadig står ved din side, for som du selv siger det er dine rigtige venner:o) Mange hilsner en Anonym

Hejsa ensom
jeg er selv lige kommet ud af en deprission og kan kun give dig ret i at man kun tænker på sig selv.
men det du kan se ud fra det som er sket for dig er at det ikke er vennerne de bliver og stå sammen med dig det har jeg fundet ud af med dem jeg har dem kan jeg stole på og ved hvor jeg har dem...
det du også kan gøre at søge prof hjælp det hjalp mig og så kan du begynde at skabe dig en helt ny venne kreds f.ex her inde
held og lykke med din deprission og det at skabe ny vennekreds
knus mulletøsen

Ingen perverse tanker her. Men skriv da en mail til mig, hvis du har lyst. Jeg har selv været i den situation, og er nu på vej frem igen... Langsomt. Mansemusen@sol.dk

Hej
Jeg havde en depretion i 4-5 år.
Den var svært at komme igennem, men jeg fandt vej, jeg blev idær meget opmærksom på hvad der forværede tingene, og hvorfor jeg var i denne tilstand.
Jeg fik det gode råd at begynde at tage Dr. Bachs blomster dråber til at lette situationen med.
De hjalp mig fantastisk, da depretionen var lettet lidt var jeg mere modtagelig for at se på mine problemer/udfordringer.
Jeg fortsatte med dråber, og fik også en masse healing, til at lette trykket på det jeg havde lagt ned i min "rygsæk".
Det hjalp mig fantastisk.
Du kan finde en forhandler på nettet, eller købe en start startflaske i Matas, som hedder Rescue, den er kun til at starte op med og giver midlertidig mere ro på dit system.
Hvis du mangler en at "snakke" med, er du velkommen til at skrive til mig på: haven24@sol.dk.
God bedring Gandalf

Hej "Potentielle ven".
Jeg er en kvinde sidst i 50erne. Jeg har de sidste 9 år haft flere depressioner af 5 ugers varighed.Depressionerne startede efter arbejdsstress og udbrændthed. Kroppen husker, hvis man en gang eller flere gange har været deprimeret. Det vil derfor være godt at lære kognetiv terapi, da det kan være med til at vende negative tankemønstre til positive. Når jeg ikke er deprimeret, er jeg en livsglad kvinde med et godt forhold til venner og familie..... men når jeg er i depression ønsker jeg kun at være alene. Jeg trækker mig totalt ind i mig selv og har ikke energi til at tale i telefon eller se mennesker. Jeg har fortalt mine venner, at jeg ikke har energi eller koncentration til at snakke, men jeg vil kontakte dem så snart, jeg er ovenpå.De er der altid for mig, når jeg vender tilbage fra det mørke sorte hul.
Det du kan gøre, er at være der så snart din ven ser lyset igen. I mellemtiden kan du sende små smukke kort, med opmuntrende hilsner såsom husk, du vil altid komme igennem depressionen... der er lys for enden af tunnellen. Når det ser mørkest og sortest ud, er det lige før lyset bryder igennem.
Et andet råd er, læs om depression på dep.net eller netdoktor.dk, der er fremragende artikler og viden.
Svigt ikke din ven, depression er den mest smertelige sygdom et menneske kan ha. Hvis du viser forståelse og prøver at sætte dig ind i sygdommen, vil det berige dig selv som menneske.
Kærlig hilsen
En kvinde, der netop har fået livsgnisten tilbage og vil arbejde på ikke at gå ned igen.

Hvem har gjort dig til professor, inde for det område der har med depression og gøre, om jeg lige må spørge ??? Du taler vist som din forstand den rækker. Jeg sidder i samme klemme som ovnnævte, men er dog ved at blive rask igen.. Det er lige før jeg vil sige du skulle prøve det men, det ville jeg dog ikke håbe for nogen, for det er langt fra sjovt.. Så en anden gang hvor du skriver ind, gør os andre den tjeneste og TÆNK dig om !!

hej jeg er ked af at læse det du skriver,men vil gerne være din ven,hvis ok med dig og jeg svigter altså ikke er selv tit syg og mine venner smutter også,det kan man altså ikke tillade sig så er de intet værd,husk det og ja min familie har vist nok i sig selv,men vil du lære mig at kende er min mail.
vipers@ofir.dk

hej har du brug for en du kan snakke med vil jeg gerne lytte vi har vist noget af det samme problem med vennerne smutter ja så er de intet værd.
vipers@ofir.dk