Ensom, savner min bedste ven
Hej. Det er en lidt længere historie.. Men mit spørgsmål er: hvad skal jeg gøre?
Indtil for lidt over et år siden var jeg ret ofte sammen med en rigtig god - faktisk min bedste ven. Men så mødte han en pige, som han ret hurtigt klikkede med. Hun gik ikke på nogen boglig uddannelse, så hun havde masser af tid - ligesom ham, da han var arbejdsløs. Derfor gled han hurtigt over til hende og før jeg vidste af det omtalte han hende som sin bedste veninde. Jeg ville normalt ikke tage så hårdt på det, men da jeg ikke havde mange andre end ham og min kæreste (efter jeg er flyttet til Aarhus, hvor jeg har haft super svært ved at finde nye venner) blev jeg ked af det og ja.. jaloux! De var sammen stortset hver dag og kunne lide de samme ting (min ven og jeg var MEGET forskellige).
Men han var jo heller ikke ligefrem nogen engel. Han kunne være ret led. Ikke bare mod mig men mod alle. Han troede han ejede verden og mistede derfor også sin kæreste. Og da de gik fra hinanden gik det op for mig at jeg var blevet bedre venner med hans kæreste end med ham. Så var det jeg lavede fejlen her i efteråret efter en hel sommer hvor vi næsten ikke havde været sammen (for det første gad jeg ham ikke rigtig mere, for det andet var jeg jaloux over at det ikke var mig han spurgte først mere, men hende hans nye veninde). Hans ekskæreste skrev til mig på Facebook, at han ville slette mig, for at lukke min ven helt ude af sit liv. Da jeg i forvejen var frustreret og jaloux skyndte jeg mig at skrive - i et eller andet mærkeligt håb om et tæt venskab med hans ekskæreste, som altså bor i Odense - at jeg slet ikke gad ham min ven mere, så hans ekskæreste ikke behøvede at slette mig. Og så spurgte hans ekskæreste ind til en masse og jeg åbnede mig lidt for meget og pyntede endda på hvor meget jeg ikke kunne lide ham min ven.
Men ja, jeg er stadig venner med ekskæresten. Eller dvs. facebook-venner. Min ven kunne så åbenbart koden til hans facebook og skulle lige ind og tjekke hvem han skrev med. Han læste det hele.
Han skrev til mig at jeg ikke behøvede være hans dukke mere (jeg havde i lang tid følt at han blev sur hvis jeg ikke gjorde som han sagde). Jeg var total i chok og reagerede ved ikke at reagere. Jeg skrev ingenting og tænkte faktisk i et par uger, at det var for det bedste at vi ikke var venner. Min kæreste er heller ikke så glad for ham og rådede mig også til at droppe ham grundet den måde han har været over for mig de seneste år. Men ja et par uger senere fortrød jeg så jeg gav mig til at sende en masse undskyld-beskeder mens jeg var fuld. Det var ikke rare svar jeg fik. Han var pisse sur over at jeg ikke havde reageret.
Samme aften mødte vi hinanden i byen. Først var han cool og lod som ingenting (vi var afsted med nogle af hans venner). Men så pludselig flippede han fuldstændig ud på mig over at jeg havde skrevet de ting og at undskyldningen først kom nu. Og jeg erkender da at det var dybt forkert de ting jeg gjorde. Jeg begyndte så at græde hvilket han latterliggjorde mig for. Jeg må indrømme da jeg hørte ham sige "nå begynder du nu at tude hva?" genovervejede jeg lige om jeg ønskede at have ham tilbage. Men jeg ved jo også at han var frustreret over at have mistet sin kæreste og sin veninde samtidig.
Det er flere måneder siden nu. Vi er ikke Facebookvenner og vi snakker stadig ikke sammen. Jeg er begyndt at savne ham. Jeg ved ikke om det er fordi det er ved at gå op for mig, at han var min eneste rigtige ven. Jeg kunne fortælle ham rigtig meget. Dog ikke alt. Og ja han behandlede mig ret skidt. Men han har ændret sig. Efter hans eks slog op er han blevet helt god igen.
Men nu føler jeg mig ensom. Jeg savner ham og jeg savner generelt at have venner. Det er nytårsaften om et par dage og jeg ved ikke hvor jeg skal tage hen. Min kæreste har lige spurgt sin bror om vi må komme med der, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at jeg slet ikke var inviteret med derud hvis det bare var mig. Og det samme gælder et andet sted vi er inviteret hen (min eksvens venner - samme folk som var med i byen den aften). De kan lide min kæreste og har derfor inviteret os. Eller dvs. for et par måneder siden havde de inviteret os, men der sagde vi nej.
og nu står jeg i det dilemma om jeg skal tage derud? For han kommer derud. Min eksven. Og jeg er 80 % sikker på at han vil skabe drama og være led over for mig og ødelægge min nytårsaften. Men nogle af de få venner jeg har vil være der.
Og jeg ved hvis jeg tager ud til min kærestes bror vil jeg føle mig udenfor hele aftenen, da jeg ingen kender der.
Hvad skal jeg gøre? Er det overhovedet realistisk at få min ven tilbage nu?
... og tak fordi du gad læse min lille roman :)
Indtil for lidt over et år siden var jeg ret ofte sammen med en rigtig god - faktisk min bedste ven. Men så mødte han en pige, som han ret hurtigt klikkede med. Hun gik ikke på nogen boglig uddannelse, så hun havde masser af tid - ligesom ham, da han var arbejdsløs. Derfor gled han hurtigt over til hende og før jeg vidste af det omtalte han hende som sin bedste veninde. Jeg ville normalt ikke tage så hårdt på det, men da jeg ikke havde mange andre end ham og min kæreste (efter jeg er flyttet til Aarhus, hvor jeg har haft super svært ved at finde nye venner) blev jeg ked af det og ja.. jaloux! De var sammen stortset hver dag og kunne lide de samme ting (min ven og jeg var MEGET forskellige).
Men han var jo heller ikke ligefrem nogen engel. Han kunne være ret led. Ikke bare mod mig men mod alle. Han troede han ejede verden og mistede derfor også sin kæreste. Og da de gik fra hinanden gik det op for mig at jeg var blevet bedre venner med hans kæreste end med ham. Så var det jeg lavede fejlen her i efteråret efter en hel sommer hvor vi næsten ikke havde været sammen (for det første gad jeg ham ikke rigtig mere, for det andet var jeg jaloux over at det ikke var mig han spurgte først mere, men hende hans nye veninde). Hans ekskæreste skrev til mig på Facebook, at han ville slette mig, for at lukke min ven helt ude af sit liv. Da jeg i forvejen var frustreret og jaloux skyndte jeg mig at skrive - i et eller andet mærkeligt håb om et tæt venskab med hans ekskæreste, som altså bor i Odense - at jeg slet ikke gad ham min ven mere, så hans ekskæreste ikke behøvede at slette mig. Og så spurgte hans ekskæreste ind til en masse og jeg åbnede mig lidt for meget og pyntede endda på hvor meget jeg ikke kunne lide ham min ven.
Men ja, jeg er stadig venner med ekskæresten. Eller dvs. facebook-venner. Min ven kunne så åbenbart koden til hans facebook og skulle lige ind og tjekke hvem han skrev med. Han læste det hele.
Han skrev til mig at jeg ikke behøvede være hans dukke mere (jeg havde i lang tid følt at han blev sur hvis jeg ikke gjorde som han sagde). Jeg var total i chok og reagerede ved ikke at reagere. Jeg skrev ingenting og tænkte faktisk i et par uger, at det var for det bedste at vi ikke var venner. Min kæreste er heller ikke så glad for ham og rådede mig også til at droppe ham grundet den måde han har været over for mig de seneste år. Men ja et par uger senere fortrød jeg så jeg gav mig til at sende en masse undskyld-beskeder mens jeg var fuld. Det var ikke rare svar jeg fik. Han var pisse sur over at jeg ikke havde reageret.
Samme aften mødte vi hinanden i byen. Først var han cool og lod som ingenting (vi var afsted med nogle af hans venner). Men så pludselig flippede han fuldstændig ud på mig over at jeg havde skrevet de ting og at undskyldningen først kom nu. Og jeg erkender da at det var dybt forkert de ting jeg gjorde. Jeg begyndte så at græde hvilket han latterliggjorde mig for. Jeg må indrømme da jeg hørte ham sige "nå begynder du nu at tude hva?" genovervejede jeg lige om jeg ønskede at have ham tilbage. Men jeg ved jo også at han var frustreret over at have mistet sin kæreste og sin veninde samtidig.
Det er flere måneder siden nu. Vi er ikke Facebookvenner og vi snakker stadig ikke sammen. Jeg er begyndt at savne ham. Jeg ved ikke om det er fordi det er ved at gå op for mig, at han var min eneste rigtige ven. Jeg kunne fortælle ham rigtig meget. Dog ikke alt. Og ja han behandlede mig ret skidt. Men han har ændret sig. Efter hans eks slog op er han blevet helt god igen.
Men nu føler jeg mig ensom. Jeg savner ham og jeg savner generelt at have venner. Det er nytårsaften om et par dage og jeg ved ikke hvor jeg skal tage hen. Min kæreste har lige spurgt sin bror om vi må komme med der, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at jeg slet ikke var inviteret med derud hvis det bare var mig. Og det samme gælder et andet sted vi er inviteret hen (min eksvens venner - samme folk som var med i byen den aften). De kan lide min kæreste og har derfor inviteret os. Eller dvs. for et par måneder siden havde de inviteret os, men der sagde vi nej.
og nu står jeg i det dilemma om jeg skal tage derud? For han kommer derud. Min eksven. Og jeg er 80 % sikker på at han vil skabe drama og være led over for mig og ødelægge min nytårsaften. Men nogle af de få venner jeg har vil være der.
Og jeg ved hvis jeg tager ud til min kærestes bror vil jeg føle mig udenfor hele aftenen, da jeg ingen kender der.
Hvad skal jeg gøre? Er det overhovedet realistisk at få min ven tilbage nu?
... og tak fordi du gad læse min lille roman :)