Er bange...

Jeg går og har et lille problem. Jeg ved ikke om det er en psykisk sygdom. Men når der går folk bag mig bliver jeg ekstremt utilpas, så når jeg går inde i byen, tør jeg næsten ikke kigge bagud, og forsætte i hurtigt tempo. På skolen er det også slemt, jeg har det bedst bagerst i klassen, men så har jeg svært ved at læse hvad læren skriver :-S
Når folk går bag mig, føler jeg et sus i hele kroppen, somom noget er på vej til at gribe om mig... Dette er en meget ubehalig følese... Er der nogle der kan et metode og vende sig til personer bag sig.
Hilsen en nervøs 17-årige dreng...

Det lyder som om, du skal tale med din læge eller din skolepsykolog. Hvis du kan, snak endelig med din mor og far om din angst!
Nej,du er ikke sindssyg. Hvis du var paranoid, så ville du tro, at alle var efter dig uanset hvad. Men det kunne godt være, at du er ved at udvikle en neurose. Neurotiske lidelser kendetegnes af en diffus angst-er du ængstlig hele tiden? Siden angst er uuholdelig, så kan man få tvangstanker. I dit tilfælde-hvis du altså er ved at udvikle en svag neurose- er du angst for nogen bag dig.
Der sker ingenting og har aldrig sket noget, når folk er bag dig, vel? Husk det. Bliv ved med at gå ud. Jeg vil ikke råde dig til at kigge bag dig hele tiden, men går din normale gang. Du vil mærke total panik og angst,men hold det ud. Du vil opdage, at der ingen ting sker (medmindre du er forbandede uheldig!).
Angst bliver svagere, hvis man kigger frygten i øjnene.
Endnu en gang: snak med din læge eller skolepsykolog.

Jeg er ked af at hører at du lider af angst, for jeg ved selv hvordan det er. Men jeg vil give freud ret i at du skal gå til lægen og fortælle vedkommende hvordan du har. Jeg selv ignorerede min angst og den udviklede sig til en depresion og det håber jeg ikke du skal opleve. Så tal med nogen om det, hvis det er svært med din læge, så find en du stoler på, en lære, pædagog, bedste ven. bare en eller anden, så du ikke går alene med det. hvis du har lyst kan du også maile til mig på: mariakp@sol.dk.
Men jeg håber virkelig du får det bedre når du får fortalt hvordan du har det.
Knus Maria

hmmm...
jeg er en 19 årig pige der har det på samme måde som dig. jeg har gået til psykolog med nogle ting.
jeg siger dig, der er mange flere end man tror, der ku ha godt af at gå til en psykolog i ny og næ...
ja... en løsning ved jeg ikke om jeg kan give dig, men jeg kan sige dig, at ja!-det er en psykisk ting, men jeg ved ikke om det er en sygdom. med mindre du har det sådan med flere ting... så kan det jo være paranoia...
jeg har også lige det der problem, når man går inde i byen. men jeg har det også sådan, at jeg hader, at skulle gå ind på en åben plads med mange mennesker, gå forbi caféer, gå alene i butikker osv...
jeg ved det hjælper at gå til psykolog. ellers har jeg ikke lige en løsning...
jeg kan bare fortælle, at jeg har medlidenhed med dig.
jeg håber du finder den kanone løsning.
-hvis du gør, så skriv den til mig! ;-)
yakky@sol.dk

Husk at du ikke er alene, neuroser, og det synes jeg du lyder til at have, er meget almindelige blandt unge, specilet angstneuroser, har selv haft angstneurose, og gået til psyk med det, det er ikke nemt, men på et tidspunkt bliver det til at overkomme, nogen har svære ved det end andre, men hvis du ikke har haft andre problemer fx med din famile el. lign, så burde det være til at komme over!
Men ikke hvis du ikke snakker med nogen om det, tro mig! Det er ikke sådan noget der normalt går over af sig selv og kan, som skrevet i andet indlæg, udvikle sig!
Håber du får gjort noget ved det!

Hey du.
Det er slet ikke så slemt som du går rundt og tror. Jeg har i lang tid også hadet at folk går bag ved mig. Hver gang et menneske står bag mig får jeg kuldegysninger og hele min opmærksomhed går til den person der nu engang står bag ved mig.
Hvis en person står bag ved dig og du ikke kan lide det så bed dog personen om at flytte sig. Det gør jeg.
Hvis jeg for eksempel er i byen og nogle går bag ved mig kan jeg ikke gøre andet end at vende mig om og se hvem det er.
Hvis det er en "ubehagelig" person så stopper jeg og venter til at personen er gået forbi mig for når personen går foran så ved jeg at der intet er at være bange for. Prøv at gøre det.
Men hvis du ikke har mod til at se hvem det er der går bag ved dig, så bare stop. Lad som om du skal binde dit snørebånd eller noget. Bare stop.
Vent til personen er gået forbi og gå så videre.
Håber det kunne hjælpe dig.
Hilsen en også nervøs 16-årig pige.....
Hvis du har mere at snakke om kan du skrive til: Anya69@ofir.dk

Hej
Jeg tror ikke det er en psykisk sygdom. Det lyder mere som om der er noget derhar gjort dig bange engang og derfor reagerer du med gerneat ville vide hvor folk er og ikke bryder dig om det når de er bag dig og du dermed ikke har tjeck på hvad der sker. Det er meget typisk for folk der har oplevet noget traumatisk.
held og lykke! kh C

Hey du...
Ved hvordan du har det..
I forrige forår 2003 blev jeg overfaldet da jeg var på ferie med min veninde og hendes mor...
Vi skulle ned og ryge, og valgte selvfølgelig pakerinspladsen bag hotellet - vidste udemærket godt at det var en dårlig ide, og sagde også at vi burde sætte os op ved poolen, men det blev altså på p-pladsen...
Pludselig kom der en jævaldrene dreng gående med en noget yngre dreng, og det undrede os hvor de skulle hen da det var en parkeringplads med kun en udgang, men vi gik hen og satte os.
Min veninde fik tændt en cigaret og vi snakkede om at de stod noget tæt på os.. Men vi forholdt os roligt da de kun var to og den ene så meget yngre ud end os (måske 10-11 år)..
Pludselig kom der endnu en person, og de var nu 3 han kom gående mod os og de to andre stod på hver side af der hvor vi sad, vi blev enige om at det blev for ubehageligt og begyndte at gå min veninde gik noget stærkere end mig, og bad hende og at forholde sig i ro og gå langsommere, men i det jeg sagde det tog den ene af drengene fat i mig bagfra og jeg blev meget forskrækket og vendte mig for at skælde ud, da pegede han ned, og der så jeg til min forskrækkelse at han stod med åbne bukser og hele udstyrret fremme...
jeg blev bange og begyndte at små løbe, han løb efter mig greb fat rundt om halsen på mig og prssede sig op af min ryg, mens han forsøgte at rive tøjet af mig...
Jeg skreg og fik slået ham hårdt i maven...
Vi løb ind på hottellet, og der skete ikke mere ved det...
Men da jeg kom hjem fandt jeg ud af at sagen ikke var slut, så jeg en person med sammen udseende som en græker (mørkt hår, brune øjne og lign.) blev jeg ængstelig, svedig i hænderne og fik hjertebanken.. var sikker på alle ville overfalde mig og blev bange når jeg ikke kunne se hvem der gik bag mig...
En dag var det ved at gå helt galt da min kammerats lillesøster sprang op på ryggen af mig, og jeg nær havde slået hende i gulvet..
Blev enig med mig selv om at prøve at styre det... Kan stadig blive bange, og kigger mig stadig over skulderen, men føler du det som et problem vil folk forstå dig hvis du beder dem pænt om at flytte sig, og tage hensyn til det, gør jeg når det bliver for ubehageligt, og det er det eneste råd jeg kan give for det hjælper på mig...
Et andet lille råd efter jeg kom hjem fra cypern startede jeg til kampsport, og det har også hjulpet mig rigtig meget da jeg blev mere selvsikker, og vidste jeg kunne forsvare mig hvis noget lign. skete igen..
Håber du kan bruge det til noget!!
Mange ønsker om et godt liv i fremtiden... CECILIE