Er chancerne snart opbrugt?

Min kæreste gennem 3 år, har det sidste halve år svinget rigtig meget med humøret. Det skal lige siges at jeg flyttede hjem til ham for et halvt år siden.
Han har generelt rigtig svært ved at snakke om sine følelser, og kommer ikke til mig hvis der er noget der går ham på. De sidste fem måneder har jeg forsøgt at snakke alvorligt med ham omkring vores forhold, da jeg ikke synes jeg blev behandlet ordentligt. Han svar til dette er enten, "jeg er for træt til at snakke lige nu" eller "det ved jeg ikke" til de ting jeg kommer frem med i samtalen, så altså en envejskommunikation. Det er først når jeg næsten står med mine ting i hånden, parat til at gå, at han nogenlunde kan fortælle mig hvad der sker inden i ham og hvordan han føler.
Måden han behandler mig på, er ved at "glemme mig" eller bare være ligeglad med mig. Den ene dag kan han komme og give mig et hej kys og være glad nok og den anden dag vil han dårligt kigge på mig eller tale til mig. Det gør mig forvirret og når jeg vågner op tænker jeg "er han glad i dag eller skal jeg bare lade ham være". Han er ikke fysisk voldelig, men nu har jeg det sidste halve år levet ulykkelig og med tanker om at slå op og hvornår jeg selv ville kunne være mig det bekendt.
Og det gør selvfølgelig ikke tingene bedre at jeg nu tror på at dårlig opmærksomhed og bedre end ingen opmærksomhed.
Jeg ved godt, at disse tegn selvfølgelig har noget at gøre med, at det nu er hverdag og romantikken ophøre stille og roligt. Men skal jeg bare acceptere, at han ikke lige kan være i godt humør idag og bare ignorerer det?

en humørsvinger lyder det til.
Hverdag eller ej, så kan man ikke leve med at føle sig ignoreret og ikke taget alvorligt.
Det er vel altid svært at slå op - og være det bekendt skal du vist ikke gå så højt op i. Hvis der så sort skærm, som du beskriver, så se at komme af sted - livet er forkort til den slags forhold.
Good luck, my friend

- Det at flytte samme alligevel var for stor en mundfuld for ham..?? - Det er ikke helt udelukket... - og nu hvor du prøver at få ham i tale om det, så finder han utallige unvige manøvrer frem....;o)
- En "psykisk terror" af den art, vil jeg nærmest kalde det, kan også være meget ødelæggende på sigt og hamrende ubehagelig for den det går ud over... - Så én gang for alle må du bede ham om en " Time Out.."
- En stund hvor i to får snakket godt og grundigt igennem om... - Det at flytte sammen var for stor en mundfuld..?? - Det tyder lidt i den retning, at han ikke helt var klar over... - At ved at flytte sammmen, der følger også lidt mere "fælles-skab.."
- Men omvendt... - Skal du jo også lade ham have sine " Drenge venner.." og interesser lidt intakt endnu... - En fejl mange nyere og unge forhold dumper på.... ;o)
- Der skal også være plads til, at man kan udfolde sine "særheder" som man nu én gang har tillagt som menneske, men dog til en vis grænse... - I virker ikke til, at være så gamle..?? - Men dog er det meget tidligt i forløbet/samlivet.. - At i er kommet til det jeg normalt kalder 7 års krisen.... ;o)
- Det er en hårfin grænse... - Nogle er kanon gode til det at flytte sammen efter et par år og nogle tilmed tidligere... - og nogle kan bare ikke, jeg tror det hænger meget sammen med... - Hvor meget man "holder af" og hvor vigtigt man vejer forholdet - og sidst men ikke mindst modenheden... - Men det er jo lidt svært at spå om, da du ikke har nævnt jeres alder...

- Håber du får ham i tale [f]
/Mummi

Meget kort, der er helt sikkert noget galt med din kæreste, om det er en begyndende depression eller om han bare ikke kan finde ud af sine føleser mere kan jeg ikke give dig svar på. Men det lyder somom du virkelig har prøvet at være der for ham, og det burde han takke dig for.
Et ordsprog siger at man skal være glad for sig selv, før man kan være glad for andre, og det er rigtigt. Hvis du ikke længere kan smile af dit liv og have en dejlig føelse inden i dig, skal du videre. Din selvtillid og glæde vil gå dale fra nu af så længe han er sådan, og det er der ingen der fortjener. du har gjort dit. nu må han vise sit og stikke hovedet ud af busken hvis han vil jer to.
Ps. Romantik og glæde stopper ikke stille og roligt med tiden, det er noget man bestemmer skal stoppe fordi man ikke er nok opmærksom på sin partner og omvendt. Husk det. for livet skal mest handle om glæder, kærlighed og venskab. Så har du et godt forhold (men det kræver 2)

- Jeg synes lige at du skulle have det her med... - Der så fint betegner det, som det jo gerne sku være, at være to...;o)

"Legen"
Da Gud ville opfinde noget som ikke
var spil eller sport eller mad og drikke
og dog var en verden af legende hvile,
hvori vore sind kunne smelte og smile,
da delte han mensket i kvinden og manden
og skabte den leg de kan ha med hinanden.
Piet Hein [l]
[f]
Pøj pøj med det og ham - du virker jo ulykkelig og dermed tegn på, at du jo holder af ham...- Men der kommer et punkt, hvor man må indse, at man måske har "fejl-vurderet" og må videre... - selv vel og mærke...

/Mummi

Hun skriver jo også selv, det var sammenfaldene med de dårlige humør og hendes indflytning.
Hvis man er vant til at være sig selv. Passe sit eget tempo, Have sine egne systemer, og en hverdag, der glider upåklageligt,så føler man nemt at man bliver overrendt og får kvælningsfornemmelser. Da man ikke har en hule at gemme sig i, lader man som om, man er alene, selvom en anden er tilstede.
Faren er altid dobbelt, hvis den ene flytter ind hos den anden. Skal man leve sammen skal det være i nyanskaffelset bolig. Folks forsigtighed i den retning afspejler i reglen hvor meget de faktisk tror/satser på forholdet.