Er det ikke bare ud mister?

Kære Solveig

Jeg håber, at du måske lige kan hjælpe mig her med en beslutning.
Jeg har set en meget sød fyr i godt et halvt år. Istarten lagde han op til, at han meget gerne ville have en kæreste.
Jeg tænkte derfor for en måneds tid siden, at det ligesom var på sin plads at få en situationsrapport fra ham om, hvor han synes vi stod.
Det havde han nu ikke tænkt så meget over. Han sagde, at han ikke lige var klar til at binde sig, men om vi ikke bare kunne blive ved som det var nu og se, hvor det gik hen?
Måske jeg ville have gjort det, hvis jeg var yngre, men nu er jeg nået dertil, hvor jeg, lidt firkantet sagt, ikke gider "bif, bol og cafe´" i een uendelighed. Jeg vil ski gerne, at jeg kan have en kæreste og dele ham med venner og familie. Ikke at vi skal sidde lårene af hinanden, men jeg gider ikke det der med, at man bare mødes ved sengetid, hygger lidt og så sover. Jeg vil have mere indhold.
Derudover er han ekstremt nærrig. Det vil sige, at hvis ikke jeg hoster op med mad, morgenmad og middage, så får vi intet. Jeg elsker at give, men jeg vil ikke være den eneste, som giver. Det kan simpelthen ikke være rigtigt. Det irriterer mig faktisk ret meget og jeg kan mærke, at jeg gider simpelthen ikke arbejde med at ændre det, for jeg tror ikke at jeg kan.
Derfor mener jeg, at det er ud af klappen?
Hvad mener du? Er jeg for hård og selvisk, eller er det ok at komme til den konklusion, at vi bare ikke vil det samme og må gå hver sin vej?
Og hvordan siger jeg det pænest?
Måske du lige har nogle fif...
Ser frem til at høre fra dig.

Kærlige hilsner
Anonym3

Hej Anonym3
Det første jeg tænker, når jeg læser dit indlæg er, at selvom du føler, at I har talt om tingene, så tror jeg alligevel ikke, at I har forstået hinanden rigtigt. Og med det mener jeg, at I har talt om ordet kæreste, men hvad betyder det egentlig at være kærester?
For dig kan jeg se det betyder noget med samvær, og det er rigtigt i dit liv. Han har muligvis en anden tolkning af ordet: Kæreste. For ham er det måske mere noget i retning af frihed…
Der er rigtigt mange par der får problemer, fordi de tror at ord tolkes ens. Det er bare som oftest ikke tilfældet. Når en kvinde siger: Jeg brug for, at du viser mig, at du elsker mig, så siger manden ”Okay, det skal jeg nok”, men ingen af parterne har talt om, hvordan det så skal udføres i praksis.
Hvis du siger sådan til din kæreste, så vil han måske give dig masser af frihed til at opleve livet på egen hånd, og i virkeligheden så sidder du med et udækket behov der hedder opmærksomhed, samvær med ham. Og så beskylder kvinden manden for at løbe fra sine aftaler. Men det er slet ikke sandheden. Sandheden er, at han giver kærlighed som han selv ønsker at modtage den. Kan du se hvor lidt der skal til, før vi går fejl af hinanden!
Det er så vigtigt at vi er klare i vores formuleringer. Sig ærligt, kærligt og præcist hvad det er du gerne vil have mere af.
Brug ordene: Jeg vil gerne have mere af….. Jeg vil gerne mindre af….
Hvad hans nærighed dækker over er svært at sige, men hvis det ellers føles rart at være i hans nærhed, så synes jeg du skal give samtalen en chance. Måske ved han slet ikke hvor uelsket du føler dig(hvis det er det der er problemet her) omkring hans manglende deltagelse og betaling af jeres fælles kost.
Det er dit ansvar at få meldt klart og tydeligt ud hvad det er du gerne vil have mere af. Alt for mange gange, så tror vi kvinder, at rigtig kærlighed er, når manden kan gætte sig til hvad vi ønsker. Men det er ikke kærlighed:-) Det er bare gætterier, hvor han højst sandsynligt gætter forkert alligevel:-)
Nu kan du jo prøve at mærke efter om det kan skyldes lidt kludder i kommunikationen. Om ikke andet, så vil en samtale i hvert fald føre til en afklaring om, hvorvidt I så står for langt fra hinanden til at kunne leve godt sammen eller I bare lige står der hvor I skal tilpasse jer hinanden:-)
Mange hilsner
Solveig