Er det synd at få en ekstra hund i lejelighed.

Vi er et ungt par som har en han labrador på 1½år.
vi bor i en lejlighed på 73kvm med meget lille have, men har dog kun 50 meter til stor skov og flere søer.
vi har overvejet at få en labrador tæve for at give vores nuværende hund en legekammerat og en til at være sammen med når vi ikke er hjemme.
vores nuværende hund har ingen problemer med at være alene hjemme nu, men kan det måske skabe problemer når de skal være to i en forholdsvis lille lejlighed?? -Og er det synd at have 2 dyr i en lejlighed?
Skriv endelig en kommentar hvis du har en mening!!

Så hvis det ikke er synd for jer, er det næppe synd for hundene.

Det ser jo ud til at den hund i har nu trives fint og en lille ny hvalp vil lærer af den "gamle" og få en god adfærd samt at den får en legekammerat. I bor jo i perfekte omgivelser hvis i ellers gider at gå nogle gode ture med hunden/hundene.
Som regel lægger en hund sig og hviler når ejeren ikke er hjemme, men er på vagt. Når ejeren kommer hjem er fido klar til leg også selvom ejer ikke er. Derfor om 2 hunde ligger og hviler til i kommer hjem eller kun en kan vel være ligemeget, men selvfølgelig den gamle vil få travlt med opdragelsen når i ikke er hjemme. Kunne forestille mig at en ny hvalp bare vil drøne rundt og den "gamle" bliver beskæftiget imens af den nye bølle ;-)

jeg har altid været en stor modstander af at holde dyr i en lejlighed, men på grund af sygdom måtte jeg i 2001 rejse fra NUUK i Grønland med min hund, jeg havde fået psoreasis og stafylikokker overalt på kroppen, og sygehuset gjorde intet for at hjælpe mig, ikke så meget som en blodprøve blev der taget.
de sidste 2 år kunne jeg slet ikke arbejde, fordi mine sår væskede, og jeg kunne heller ikke få sygepenge eller understøttelse, danskere på Grønland der bliver arbejdsløse, syge, betragtes som værende turister.
jeg mistede naturligvis alt, både mit hus som jeg havde opbygget fra en ruin til et dejligt sted med havudsigt.
jeg fik sprængt 36 m. klippe væk, og lavet kloak, og lagt vand ind.
jeg burde være rejst forlængst, men jeg kunne ikke forlade min hund, han var alt for mig, hver aften når tiden nærmede sig 22.30 skulle han lige leges med, og kildes på maven, og så gik han ellers ind under min seng for at sove.
vi kunne "tale sammen, uden en eneste komando.
han var aldrig blevet opdraget, og første gang jeg så ham stod han i en indhegning uden for dyrlægens hus, hvor han ventede på at blive aflivet.
nogle frivillige havde lige startet en forening for dyrenes beskyttelse, og aftalen med dem var, at alle løsgående hunde skulle aflives af en dyrlæge, tidligere var det politiet der jagtede hunde som de skød, med en skattefri fortjeneste på 350 kr.
inden dyrlægen kom til byen, først en kvindelig dansk dyrlæge, siden en mandlig dyrlæge fra Iran, var det en overlæge Calle Karlesen fra SANA, sygehuset, som behandlede de syge dyr i en gammel tysker barrak som i sin tid kom til Grønland efter besættelsen, og som havde fungeret som klinik for tuberkulose patienter.
overlægen var en fantastisk læge, han kunne både helbrede mennesker og dyr, og medicinen kom muligvis fra SANA, men han var meget skånsom mod dyrene, og man kunne altid henvende sig hos ham, hvis et dyr blev sygt.
som nævnt så jeg hunden uden for dyrlægens konsulation, næste hus efter mit, og hunden var meget afmagret og underkuet, mange lokale havde stor fornøjelse med at sparke hunde som stod bundet uden for butikkerne, medens folk købte ind, og de lokale som selv ejede en hund brugte den mest som et offer de kunne sparke og sulte, hvorfor mange hunde løb løs på gaderne.
jeg ringede til en der hed Grace, og spurgte om jeg måtte tage hunden, hun lød meget overrasket, tage hunden hvor, hos dyrlægen, den står i indhegningen bundet fast.
huh, aftalen var, at politiet skulle aflevere alle hunde og katte ved tyskerbarakken, men det havde de åbenbart misforstået, men jeg fik tilladelse til at tage hunden, og naturligvis var han sulten.
nu fik han de indsprøjtninger han skulle have, og bla. en ormekur, og naturligvis et hundetegn.
jeg kunne naturligvis ikke have ham med på arbejde, så om vinteren sov han for det meste i bilen, eller i en kasse i forgangen, han bestemte selv hvad han ville når det blev morgen, og jeg kunne altid køre hjem og se til ham.
om sommeren kunne han ikke være i bilen, da det var alt for varmt, selvom der kun var 10 graders varme, for solen bagte og luftfugtigheden er kun på 60%, så 10 grader føltes som en høj temperatur.
afrejsen nærmede sig, og jeg havde allerede købt en kasse han kunne flyves i, og dyrlægen havde givet mig noget medicin så han kunne slappe af, og bare sove hele vejen.
inden vi rejste fik han 2 piller, men jeg kunne tydeligt høre hvordan han gøede i flyets lastrum, så efter 1 times flyvning til Sønder Strømfjord kom han med ind på hotellet og fik mad og 3 piller mere.
vi fløj kort tid efter, personalet i lufthavnen var meget venlige, og de kom både med vand og lækkerier, og bagagefolkene bragte kassen ind, og fik min hund ind i kassen, hvorefter de bar kassen ud til flyet.
der var kun 4 timers flyvning til Kastrup, og jeg hørte ikke min hund, så jeg formoder at han sov.
inden afrejsen fra Grønland skulle han have en indsprøjtning med et eller andet, og jeg skulle ringe til dyrlægekontrollen i Kastup, hvilket jeg naturligvis også gjorde, så jeg forventede at en dyrlæge ville tage imod os, men der kom ingen.
vi skulle videre til Tirstrup, så jeg var godt nervøs jeg vidste ikke, at de havde kørt min bagage og hunden videre til indenrigsterminalen, så jeg ledte længe efter min hund, og personalet vidste intet om en dyrlæge.
da jeg kommer ud af flyet i Tirstrup kan jeg se at de kører min hund og bagage ind, og naturligvis blev jeg glad, og jeg lukkede min hund ud, så han kunne få noget vand, han var helt frisk efter kort tid.
der var ingen bus, og vi skulle videre til Randers, og taxa'erne nægtede at køre med en hund.
pludselig kom der en forsinket taxa, jeg spurgte om han ville køre, han var ikke meget for det, for han kørte også med astma børn, men han kunne også godt forstå at vi var lidt i et delemma, så vi satte noget af bagagen på forsædet, og så sad jeg sammen med hunden på bunden bag sæderne, bilen var fyldt helt op, mest på grund af transportkassen.
jeg kom til min egen læge omgående, og til en fantastisk dygtig hudlæge i Hobro, hun sørgede for daglige blodprøver, og min læge sendte mig til en privat praktiserende læge, som fjernede mine åreknuder.
mine ben var dobbelt tykkelse på grund af betændelsen, og jeg havde intet skind på hænder og fødder, så jeg måtte beskytte min hud med gummihandsker, en meget dårlig løsning, men fugtigheden gjorde, at jeg kunne holde smerterne ud.
efter kun 1 måned havde hudlægen klaret mit problem, jeg fik noget meget stærkt kræft medicin, og hurtigt havde jeg ny skind på hænderne, tilfældighederne ville, at den professor som havde behandlet mig på Sana, havde undervist hudlægen på Marselis---- hospital, men han havde aldrig taget en blodprøve, selvom materien og blodet væltede ud af handskerne når jeg var i konsulation, han kunne kun undersøge mig i skyllerummet, da jeg ellers ville smitte hele hospitalet med stafylikokker.
jeg fik kun "røde bade, og det hjalp intet, det udtørrede huden, men der var stadig infektion, så jeg brugte i tonsvis af kortison salve, hvilket naturligvis ikke hjalp.
hospital og medicin er gratis i Grønland, der findes ingen apoteker, så på udstederne er det meget dårligere service, da det er en slags jordmoder der udleverer medicin.
efter vi kom hjem købte jeg en have, så vi havde et sted hvor min hund kunne være i fred, og vi gik hver dag mindst 15 km. 3 gange om dagen, han bestemte ruten, så jeg fulgte bare med.
ved haven var der en lille bæk, og han havde fået en ide om, at han ville smale sten i bækken, og så skulle jeg smide dem ud igen.
desværre fik han diaree af algerne i vandet, og dyrlægen kunne intet gøre, jeg kom for sent, jeg vidste ikke at han var syg, men pludselig en dag kom han ikke op af bækken, så jeg måtte bære ham op i bilen, og køre til dyrlægen, men desværre for sent.

din hund vil have glæde af en kammerat - og der skal gås lige mange ture om du har en eller to hunde.
Hunde har ikke brug for så meget plads som man tror - medmindre det drejer sig om meget store racer og lejligheden er på 30 kvadratmeter. Hunde har brug for at man tager sig af dem, beskæftiger dem, går ture med dem og i det hele taget er nærværende, når man er hjemme.
Så, "go for it".
Dog er der en ting I burde overveje - skal det være en af samme køn eller modsat? Hvis det skal være modsat køn, skal I tænke på at en af hundene skal steriliseres. Det er nemmest og billigst med en hanhund.
I kan også købe en af samme køn - det plejer ikke at være noget problem, forudsat at hundene er mentalt stabile og raske.
Hvis Jeres hanhund er købt hos en seriøs opdrætter, vil de kunne råde og vejlede Jer til hvilken anden hund I bør købe.
Også, en god ting er, at have Jeres nuværende hund med, når I skal købe den anden; hundene plejer at være gode til at "snuse" sig frem til en god legekammerat.
Held og lykke

"Uh - jeg ville ønske jeg var to små hundehvalpe, så jeg kunne lege med hinanden."
/ Storm P

For mig lyder det vildt at have to hunde på så lidt plads.
Desuden ser jeg det som en fejl at i har anskaffet jer en hund når i ikke er hjemme om dagen.
Jeg ved at det er en gammel kliché, men husdyr er altså ikke noget man anskaffer sig som et impulskøb. Slet ikke en hund som er et utroligt krævende dyr.
Jeg synes at i skal se kendsgerningerne i øjnene og erkende at med jeres livsstil er jeres hjem ikke et godt hjem for en hund. Adobter den væk til nogle der kan give den gode betingelser og anskaf jer et mindre krævende dyr istedet.
Alternativt må en jer sige sit job op og blive hjemmegående.

kunne de også anskaffe sig to høns, to geder, to får, to okser, to grise og to heste.
Det skulle nok blive hyggeligt.

for, at fordi man har to hunde, at de kan lide hinanden, at de bliver gode legevenner.

Vrøvl og atter vrøvl - det er det pæneste der kan siges om dit indlæg.
Fordi man går på arbejde, kan man sagtens have hund - forudsat som skrevet før at denne bliver motioneret og beskæftiget.
En hund sover mange flere timer om dagen end mennesket arbejder - så hvis hunden får den kost, motion og beskæftigelse den skal have, er det ikke noget problem.
M.h.t. din bemærkning om plads - hunde holder sig til flokføreren; dvs. der, hvor flokkens anfører er, der er de også.
Jeg har tre Dobermann og uanset hvor jeg er, er de indenfor ½ meters radius fra mig. Det gør alle hunde, hvis mennesket har formået at gøre sig gældende som flokfører, så din påstand om for lidt plads holder ikke.
Iøvrigt synes jeg at det er en meget nedsættende og bedrevidende måde du skriver på, især taget i betragtning at det du skriver er ganske enkelt halve historier og usandheder.

ganske udmærket.

ikke at bo i en stald sammen med en masse støjende, pruttende, bøvsende, ramt lugtende dyr som griser med deres mad og pisser og skider på gulvet.

i min sunde fornuft.
Det lyder for mig lidt som om du kryber uden om den kendsgerning at det ikke er optimalt at have hund hvis man er væk det meste af dagen. (håber du er meget hjemme og har en stor have og et stort hjem, ellers er det vanvittigt det du har gang i)
Man ser alt for mange unge mennesker der får en pludselig indskydelse om at nu vil de have hund og det skal bare være nu og her. Med blår i øjnene fiser man ud og anskaffer sig en (eller flere) ofte store og meget opdragelseskrævende hunde.
Ikke sjældent ender det med at de totalt mister kontrollen over deres store hunde. Enten splitter de hjemmet ad eller de bliver agressive og modbydelige.
Da jeg var under uddannelse boede jeg i en periode i en ungdomsbolig i et rækkehusbyggeri. Ungdomsboligerne lå to og to med en fælles have.
På et tidspunkt havde jeg en nabo som anskaffede sig en golden retriever og hendes kæreste som boede der det meste af tiden havde en rottweiler.
Altsammen i en bolig på 29,5 kvadratmeter.
Der gik heller ikke ret mange måneder før de ikke havde hundene mere. Det var fuldstændigt sindsygt og det var sådan set hundene der var taberne.
Det gav selvfølgelig også anledning til noget gnidren. Jeg gjorde det på et meget tidligt tidspunkt klart for dem at jeg ikke kunne tolerere at der lå hundelorte over hele græsplænen og jeg ville også kunne sætte mig ud i haven uden at komme i nærkontakt med deres hunde ligesom jeg var gal over at de havde ødelagt en plante jeg havde sat ude foran min halvdel.
Vi delte haven op med et hegn. En i forvejen meget lille have.

udenom noget.
Din viden om hunde stammer åbenbart fra dine unge dage - og det er hermed alt. Den argumentation kan jeg ikke bruge til noget.
Alene dit udsagn om at folk "med blår i øjnene" anskaffer sig meget opdragelseskrævende hunde - blot til udvidelse af din horizont - en labrador er det nemmest at opdrage, men den form for viden går øjensynligt hen over dit hundehadende hoved.
Det unge menneske der skrev det første indlæg her lader til at have overvejet en del og nu søger pågældende råd. Er der noget i denne adfærd der tyder på at han ikke har overvejet situationen? Er der i det hele taget noget som helst der tyder på at han og kæresten flyver ud i en situation uden at have tænkt sig om? NEJ - det er der nemlig ikke.
Derfor ville det være umådelig klædeligt, hvis du holdt dine aversioner mod hunde for dig selv - for det er slet ikke det, denne debat handler om.
Hvorvidt min adfærd omkring mine hunde er vanvittig er du slet ikke kompetent til at bedømme - men det er der heldigvis andre, veluddannede og kompetente mennesker der er.
Og ja, jeg går på arbejde - som flertallet af befolkningen.

Og kostaldluft er et virkeligt godt alternativ til folk med indeklima-problemer.
Hvis man går et par timer i en kostald med en forkølelse, forsvinder den næsten.
Jo, en kostald er kræs sammenlignet med en frisørsalon eller en parfume-forretning.