Er du kommet afsted med den rigtige?

Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, hvor mange derude, der føler, de ikke har giftet sig og fået børn med den rigtige kvinde eller mand? Og hvad er det, der gør, at de til stadighed holder fast i ægtefællen? Er det børnene? Er det økonomien? Er det frygten for at tage konsekvenserne?
Og hvornår opdager man, at man har fundet sig til rette med den forkerte? Vidste man det fra starten, eller er det bare blevet sådan med årene?
Hilsen mig (som hele tiden evaulerer, om det nu også er den rigtige, jeg er ved at etablere mig med - ikke fordi der er noget galt mellem os - blot fordi jeg savner en eller anden garanti, jeg aldrig kan få!)😖

Du siger faktisk det allervigtigste i din sidste sætning. Livet og/eller kærligheden udsteder ingen garantier. Man må gå ud fra at mener man sig moden nok til at vælge en partner, så bør man også selv kunne stå inde for det valg. Eller tror du at vi fra fødsel til død bør have nogen der kan tage det ansvar for os? Nej vel?
Jeg forstår godt at man kan få tvivl omkring valget af partner. Om det er den rette du har valgt. Men pas på! De tanker kan vække tvivl i dig, som kan ødelægge et partnerskab som ellers kunne virke fremragende. Selvopfyldende profetier findes også indenfor kærligheden.
Tænk engang på de piger der tvinges ind i et ægteskab? Jo, dem er der bestemt masser af. Nogle af dem ved med sikkerhed at de aldrig vil komme til at elsken en fyr de er blevet tvunget til at gifte sig med? Så virker det måske lidt vel meget, at du der har det frie valg til at gifte dig med præcist den du vil, kan have tvivl ved om det måske kan være den forkerte? Er det ikke et spørgsmål fra en lidt forkælet, umoden person som stiller spørgsmål ved noget som hun/han selv har ansvaret for?
Jeg siger ikke at du er den person. Men at dine spørgsmål kan lægge op til de tanker? Ikke personligt ment, med andre ord.
Mvh Lagermann, som ønsker at du må træffe de rigtige valg. For alles skyld, ikke mindst for evt. børns skyld🙂

Det ved du aldrig.
Jeg selv var "vildt" forelsket i lang tid, og vi etablerede og med bil, hus, gæld, barn, og overvejede kraftigt en hund, og meget mere.
Men efter vel 7-8 år gik det ned af bakke. Kan ikke forklare præcist hvorfor, men forholdet døde lissom bare stille og roligt.
Vi var ikke længere et kærestepar, men 2 personer som boede sammen med et barn, og ikke havde økonomien til at flytte væk, det gik der et par år mere med før det skete - desværre.
Vores økonomi havde aldrig været noget at råbe hurra for, men huslejen var dog kun 4200 og minus 700 tror jeg fra boligsikring.
Med 2 separate boliger er huslejen for os 2 nu steget til ca 8000 + 2 elregninger, 2 vandregninger, 2-tvpakker, 2 internet-abonnement, osv osv osv.
Det nærmeste du kommer en garanti er at gifte dig med ham.

Jeg tror, at spørgsmålet er "hvad er den rigtige" i stedet for "Hvem er den rigtige".
Man kan have mere eller mindre realistiske forventninger til hvad kærligheden bør være. Det er der ikke nogen opskrift på. Det er jo helt som den enkelte opfatter det. Så hvad der er rigtigt for den ene, er ikke nødvendigvis det rigtige for den anden.
Så for nogle er det rigtige, at blive sammen for børnenes skyld, og for andre er det ikke.
Selvfølgelig er det fint nok, at stikke fingeren i jorden en gang imellem. Dog ville jeg da blive stresset, hvis jeg hele tiden følte, at jeg blev evalueret. Aldrig nogensinde ro til at slappe helt af, og bare være mig. Men det er jo bare mig - andre synes måske, at det bare er det bedste på den måde, at bliv holdt til ilden.
Jeg tror da, at rigtig mange tænker tanken - elsker jeg ham/hende stadig - på et eller andet tidspunkt. Tvivlen kommer i ethvert forhold. Forhold ændre sig og det gør kærligheden også.
Spørgsmålet er jo så bare, hvad man vil gøre ved det, hvis man finder ud af, at kærligheden har ændret sig på en måde, som man ikke håbede.
Vil man forlade det hele og opsøge den andre steder?
Vil man kigge nærmere på denne "anderledes" kærlighed, og lære at elske den?
Vil man accepterer, at den romantiske kærlighed er væk, men at livet med partneren stadig er godt?
Heller ikke her er der nogle universelle svar.
Fælles for alle er dog, at der netop IKKE er nogen garanti. Og det må man hellere lære at leve med 😉

Jeg synes, det er nogle rigtig gode overvejelser, I kommer med (også nogle jeg selv har haft inde at vende). 😮

sådan skulle vielsesritualet lyde, langt de fleste danskere lever ikke livslangt med samme ægtefælle, ikke mere og er det nu også godt for "kærligheden"
Ville det ikke være bedre om man lever sammen til forholdet ikke mere fungerer og så skilles stille og roligt som venner, med en tak for de gode år man havde sammen ?
Selv blev jeg skilt efter 22 år med samme kvinde, vi holder stadig af hinanden som mennesker og jeg mindes nu de mange dejlige år som vi havde sammen, de kedelige tider er gået i glemmebogen.
Jeg har i 22 år levet sammen med den kvinde, på godt og ondt og den tid kan aldrig komme skidt tilbage, jeg elsker hende stadig som det dejlige menneske hun er, men ikke så jeg ønsker hende tilbage, nok fordi vi skiltes som venner, intet had, ingen ondskab, blot erkendelse af, at det gik ikke mere, færdig slut, videre med livet for begge parter.