Er integration overhovedet altid mulig?
Vores nuværende stats minister har et ønske at vi skal være bedst til integration i år 2020, men er integration overhovedet altid mulig?
Vi er alle indvandrere, om end nogle af os har været her i flere århundreder, men indtil for omkring 30 år siden var hensigten at integrere og senere assimilere ind i det Danske samfund.
Nogen indvandring har vi dog haft fra Østen med en noget begrænset integration, men de kom med en kultur hvor det var en æressag at kunne tilpasse sig og gøre det uden at være det danske samfund til økonomisk byrde.
Vi har også i nyere tid haft flygtninge der kom med en fremmed kultur, et fremmed sprog og en fremmed religion. Disse mennesker satte sig det mål at integrere og de gjorde det ved at stille krav til deres børn, som de krævede at lære vores sprog, have danske venner og acceptere danskerne og deres levevis og i øvrigt helst være blandt de bedste i skolen. Man kan kun sige at det lykkedes 100%.
Der har altid været problemer med indvandring, men i forhold til i dag var disse mikroskopiske. Men som sagt fik vi som nævnt der for 30 snart 40 år siden en bølge af indvandrere som også kom med en fremmed kultur, et fremmet sprog og en fremmed religion, men uden store ambitioner om at tilpasse sig det Danske samfund.
Til start kom de som såkaldte gæste arbejdere, som kunne have blevet til en ulands succes hvor man tog hjem med en stor pose penge til glæde for udviklingen i deres eget land.
Men sådan gik det ikke, de fik varig opholds tilladelse og en meget tolerant fortolkning af begrebet familie sammenføring.
Erhvervslivet fik deres arbejdskraft og samfundet forsørger pligten. Det må antages at være Danmarks dyreste arbejdskraft nogen sinde.
Man kan ikke tvinge mennesker til at integrere, og kommer man uden sprog og uddannelse er mulighederne små, og det har de altid været. Man bliver ej heller populær i sit nye land hvis man ikke følger landets skikke, men gør alt for at undgå at tage bad før man går i svømme hallen med henvisning til sin religion. Eller taler højrøstet i det offentlige rum på sit eget sprog, og sådan kan vi blive ved, det er ikke helt uden grund at disse mennesker har det svært med os Danskere. Ønsket om integration er ikke stort, internt bliver vi alle omtalt som Danskerne, også selv om man er født her i landet. Man lever da også i satellit samfund med meget begrænset social kontakt med os andre, men med tæt kontakt til moderlandet.
Forældrene synes ikke at forstå at de giver deres børn et livslangt handikap, hvis ikke deres børn får lært sproget 100%, ikke mindst forstår de ikke at drenge ofte har vanskeligere end pigerne ved at lære to sprog, med det resultat at mange af de unge mænd ikke kan klare sig i vort samfund. Og unge mænd uanset etnisk baggrund acceptere ikke at være nummer chok i et samfund, i dette tilfælde med en uhyggelig overrepræsentation i dommervagten til følge.
Integration er mulig hvis man selv vil, men ikke alle vil, og samfundet får nok vanskeligt ved at leve op til statsministerens fremtids drøm, men det bliver næppe hans problem med en tidshorisont på 10 år.
Vi er alle indvandrere, om end nogle af os har været her i flere århundreder, men indtil for omkring 30 år siden var hensigten at integrere og senere assimilere ind i det Danske samfund.
Nogen indvandring har vi dog haft fra Østen med en noget begrænset integration, men de kom med en kultur hvor det var en æressag at kunne tilpasse sig og gøre det uden at være det danske samfund til økonomisk byrde.
Vi har også i nyere tid haft flygtninge der kom med en fremmed kultur, et fremmed sprog og en fremmed religion. Disse mennesker satte sig det mål at integrere og de gjorde det ved at stille krav til deres børn, som de krævede at lære vores sprog, have danske venner og acceptere danskerne og deres levevis og i øvrigt helst være blandt de bedste i skolen. Man kan kun sige at det lykkedes 100%.
Der har altid været problemer med indvandring, men i forhold til i dag var disse mikroskopiske. Men som sagt fik vi som nævnt der for 30 snart 40 år siden en bølge af indvandrere som også kom med en fremmed kultur, et fremmet sprog og en fremmed religion, men uden store ambitioner om at tilpasse sig det Danske samfund.
Til start kom de som såkaldte gæste arbejdere, som kunne have blevet til en ulands succes hvor man tog hjem med en stor pose penge til glæde for udviklingen i deres eget land.
Men sådan gik det ikke, de fik varig opholds tilladelse og en meget tolerant fortolkning af begrebet familie sammenføring.
Erhvervslivet fik deres arbejdskraft og samfundet forsørger pligten. Det må antages at være Danmarks dyreste arbejdskraft nogen sinde.
Man kan ikke tvinge mennesker til at integrere, og kommer man uden sprog og uddannelse er mulighederne små, og det har de altid været. Man bliver ej heller populær i sit nye land hvis man ikke følger landets skikke, men gør alt for at undgå at tage bad før man går i svømme hallen med henvisning til sin religion. Eller taler højrøstet i det offentlige rum på sit eget sprog, og sådan kan vi blive ved, det er ikke helt uden grund at disse mennesker har det svært med os Danskere. Ønsket om integration er ikke stort, internt bliver vi alle omtalt som Danskerne, også selv om man er født her i landet. Man lever da også i satellit samfund med meget begrænset social kontakt med os andre, men med tæt kontakt til moderlandet.
Forældrene synes ikke at forstå at de giver deres børn et livslangt handikap, hvis ikke deres børn får lært sproget 100%, ikke mindst forstår de ikke at drenge ofte har vanskeligere end pigerne ved at lære to sprog, med det resultat at mange af de unge mænd ikke kan klare sig i vort samfund. Og unge mænd uanset etnisk baggrund acceptere ikke at være nummer chok i et samfund, i dette tilfælde med en uhyggelig overrepræsentation i dommervagten til følge.
Integration er mulig hvis man selv vil, men ikke alle vil, og samfundet får nok vanskeligt ved at leve op til statsministerens fremtids drøm, men det bliver næppe hans problem med en tidshorisont på 10 år.