Er så træt af Danmark!! og bare livet generelt...

Hej folkens.
Lige et dybt suk, og årsagen hertil: Er en 29-årig mand, der i perioden 2006-2009 mistede hele min familie: Min mormor i 2006, onkel i 2008... og i oktober 2009 min højtelskede mor.
Min familie er naturligvis større, i teorien, men årtiers fnidder-fnadder og bagvaskelse, gør reelt at jeg står alene... og det er skræmmende!! Jeg var tidligere mobbeofret i skolen, og har haft diverse misbrugsproblemer tæt på i familien, så har aldrig følt at jeg har kunnet slappe helt af og nyde livet, da virkeligheden nok før eller siden skulle indhente mig...
Nu har jeg alverdens tid i verden, øremærket til mig selv, og således ikke en maniodepressiv mor at bekymre mig om. Min kandidatuddannelse er klar til juni... og ja, hvad er problemet ud over at jeg sådan lige mistede hele min familie, i løbet af ingen tid?!
Problemet: 1.) At jeg trods problemerne, savner min familie ekstremt meget!! 2.) Jeg har ingen rigtige venner, at dele mit nye liv med. Har jo altid været "ham den underlige, og lidt for fornuftige og stille & rolige"... så føler mest at de få venner jeg har, bruger mig som dørmåtte (jeg skal høre på alle problemerne, og så har DE det bedre bagefter), eller at de bruger mig som bevis på at de trods alt ikke er lige så mærkelig som jeg åbenbart er (og jeg tænker så bare mit!🙂). Har tit tænkt, at det må være skønt at blive accepteret (og elsket) for den man er... jeg har aldrig oplevet det!!
Jeg er ikke i tvivl om at jeg nok skal "klare den" karrieremæssigt, og økonomisk, i fremtiden. Det er mere det menneskelige plan, der bekymrer mig. Har I andre oplevet den tomhedsfølelse, og evt. lært at leve med den, og vende den til noget positivt?! Og please, gider ikke "gode" råd såsom: Få dig en hobby, eller en kæreste!! Pt. har jeg mest lyst til at give Danmark baghjulet, når jeg er færdiguddannet til juni... og aldrig se mig tilbage. Måske dét var løsningen😉 Eller at blive et hardcore karrieremenneske... nogen der har succes med dén løsning??🙂
Nå nu fik jeg da luft, tak for opmærksomheden derude. Og evt. kommentarer hilses velkommen (undtagen de gamle travere..."få dig en hobby", "gå til psykolog" etc.)
God weekend!

Jeg blev ret overrasket af at læse dit indlæg, du er nemlig i samme situation om mig, ufattelig...du har omtrent samme historie som mig, og jeg mistede for nogle måneder siden min egen mormor - som var det sidste "sikkerhedsnet" jeg havde i familien før de andre kommer frådende...så tro mig - jeg ved hvad du mener!
Måske det bedste råd jeg kan give dig - er det jeg forsøger at følge selv. Vi er i en ond situation, og nu er vi HELT alene i verden, al beskyttelse er væk...pist væk...og man må blive lidt ekstra paranoid for at overleve. Ja - jeg har selv oplevet meget, og har set meget ondskab i mennesker, men det er ikke ondskab for selve ondskabens skyld - det er fordi mennesker har deres egne problemer, og følgelig handler der ud ifra, derfor er det vigtig at du ikke ser dig som et "offer". Den dag du er et "offer" - er det hele forbi, så her skal du styrke dig - max power! Vær paranoid - men lev godt, se dig om - men vær tryg! Det hele handler om fornuft. Lad være med at blive bitter, det er nemt at blive bitter i en sådan situation hvor man føler man har mistet absolut alt - og at stat, penge, fremmede er efter en for hver mindste lille ting, derfor er det vigtig at koncentrere sig om de ting man finder interessant.
Det der med at få sig en hobby o.l. kan virke fornærmende, helt sikkert - men det er ikke så ringe endda, jeg har selv en hel del avancerede hobbier der holder liv i skrotten, træner mig op mentalt, og jeg er kendt som meget dygtig og kompetent blandt folk verden over, det holder mit hovede over vand, og livet får en smule mening når man f.eks kan være til hjælp for andre såvel som sig selv.
Du har nemlig også ret og krav på et liv - det kan de ikke tage fra dig.
Hang in there buddy!

Der er helt sikkert også nogle venner til dig,
nogen der har nogenlunde samme holdning til
tingene og livsindstilling.
Det er kun et spørgsmål om hvor du finder dem..
da det kan være lidt svært for det er måske ikke
dem der optræder mest i det offentlige rum.( værtshuse m.v.)
men mere har interesser som dyrkes i forskellige
foreninger.

Det gode er, at du er opmærksom på hvad der sker i og omkring dig.
Jeg har selv haft et barskt liv, og besidder en halvskæv personlighed, som de fleste ikke forstår.
Men det er jo okay ikk.?.
Ensomhed, tab, svigt osv. er vi mange der har erfaret. Og jeg må indrømme at jeg selv tit og ofte har haft tanken om at droppe danmark, og starte forfra et nyt sted.
Jeg droppede dog Kbh, til fordel for Ålborg. Havde ikke råd til udlandet.
Men mine problemer fulgte efter mig.
Nu sidder jeg som 29 årig i århus, med få gode venner, en kat, og en samlever.
Det er først nu, jeg er begyndt at leve og føle mig vigtig i universet.
Jeg så en fed dokumentarfilm ved navn", The secret". Og så har jeg lyttet en del til Wayne dyer. Det vil jeg klart anbefale.

- men kunne du ikke tænke over det ikke er så vigtigt hvordan man har det, men hvordan man tar´det?

@Dagdriveren: Inderst inde ved jeg jo godt, at der findes andre, som f.eks. dig, der har prøvet det samme. Dét kan jeg dog have en tendens til at glemme, og så kommer selvmedlidenheden snigende... "last man standing"-tanken:O) Men: Jeg synes, du kommer med nogle gode tanker om din egen situation, som jeg kan bruge. Især den med IKKE at føle sig som et offer er vigtig, og også dét med at undgå bitterheden. Min egen opfattelse af min nuværende situation, skifter jo i takt med hvor meget det førnævnte fylder... det har jeg faktisk bemærket i de sidste par måneder. Jeg må nok bare indstille mig på, at jeg både er min egen værste fjende, men samtidig også min egen bedste ven. Og at bitterhedsfølelsen ikke er gavnlig...

@bobby45: Nemlig, menneskerne findes altid derude... dem man er på bølgelængde med. Det er "bare" lige med at finde dem..
@Alaska: Med tiden har jeg også lært selv at sætte pris på ikke at "være som alle andre"... det ville også være kedeligt i længden. Det er nok bare forståelsen/accepten jeg nok altid har søgt, men sjældent har fået. Egentlig mærkeligt at jeg så gerne vil accepteres af andre/omverdenen - men igen, det grundlæggende ønske har vi jo nok alle🙂

Tak for jeres svar, I ønskes lykke til med jeres fremtidige projekter, drømme osv.🙂

Jeg har jo gennem tiderne læst dine svar herinde, og synes altid at dine svar er lidt ondskabsfulde, tankeløse.. ja, det kan kaldes mange ting. Sjældent bringer du noget konstruktivt på banen... højst en "lige højre udmelding" á la "tør øjnene(...) osv.".
Er du mon lige så kontant mod dig selv, eller skal du blot hævde dig herinde??

Dulkis, har du selv et liv??
Har læst meget,og syntes du er alle steder ret tit..
Hvad giver dig ret til at komme med så ufølsomt råd?
Er du bare en bitter person som lader din ensomhed og ondskabsfuldheder
gå ud over personer som ikke har det godt og beder om råd og vejledning..

- jeg har det liv jeg gerne vil have. Det har jeg arbejdet på at få. Der er ikke noget der gives.
- Hvad er det præcist, du mener er ufølsomt? At jeg ikke kan rumme dem, der burde i terapi?

- jeg er aldrig ondskabsfuld, men ofte kontant.
- Livet har lært mig at tudekiks er et modelune. Du er født alene og du skal alene herfra - om det så er hylende og skrigende, men det ændre ikke på at jeg har empati - i jydeform.

kan man ikke flygte fra sig selv.
Du kan flygte fra alt andet, men dig selv har du med overalt.
At få luftforandring er altid dejligt, og ved at flytte fra Danmark vil du også glemme dine problemer i en periode.
Alt det nye vil optage dig, og du har ikke "tid" til at tænke på problemerne.
Men selv i udlandet findes hverdagen, og med den vender dine uløste problemer tilbage.
Udlandet giver dig ikke familien tilbage.
Måske findes de rigtige venner i udlandet.... Det er da muligt, men jeg tror det ikke.
Du har haft 29 år til at finde "rigtige" venner i Danmark, så jeg tror ikke rigtig at du bare sådan lige finder dem efter 6 måneder i et andet land.
Nu er der jo visse råd du ikke vil have, så dem skal du slippe for. Jeg er nu heller ikke sikker på, at du vil få flere venner ved at flette pettirør hver onsdag aften.
Men du har noget arbejde med dig selv.
Og om du vil gøre det alene eller med andre, er jo op til dig.
Men flygte fra det kan du ikke.

Konstruktive tanker etc. modtages dog fortsat gerne🙂

eller hva'?
Min datter kan heller ikke tale (rent) endnu, hvilket også gør hende til en skrigeballon.
Altså på jydemåden 😉

Livet er som en barneskjorte "kort og beskidt"!..... men vi vil jo alle have så meget af det som muligt, og derfor er det vigtigt at vende det negative til noget positivt. 🙂

Kan godt følge dig. Flyttede fra Odense til Kbh. for 5 år siden, og jo, problemerne fulgte med. Men at rejse til udlandet et stykke tid og arbejde, virker ret tiltalende for øjeblikket... det må jeg indrømme🙂

- udtryksformer er forskellige. Er hun blandt jyder, vil hun nok blive forstået på tonelejet...😃😉

- skal du altid flytte "til" aldrig "fra". Det er dødsdømt på forhånd.
- Bare en af livets observationer - i al jydebeskedenhed. 🙂

En teknik jeg ofte benytter i div. foras, er et mentalt filter.
Nu læser jeg at du tit bliver lidt ked af det hvis der er enkelte elementer i forummet der også vil give sit besyv med - selv om deres indlæg ikke virker positive eller tiltalene.
Det er du lidt selvforskyldt i når du ofrer tid på at besvare dem du mener spilder din tid og gør dig ked af det. Var det mig, ville jeg aldrig spilde tid på dem.
Husk - også indlæg der virker negative engang i blandt, kan være konstruktive hvis man tænker over dem, du kender dem jo ikke - og de kender ikke dig, de har nok ikke besvaret dig for at smide sit "had" imod dig, folk har bare forskellige måder at "løse problemer" på.
Brug dit mentale filter - og filtrer ud det du kan bruge, og tag den derfra.

- Prøv at stå lidt på forfoden og ikke på hælene. 🙂

Jamen du har da ret! Er bare træt af "jeg-giver-verbale-tæsk"- / "så kan du lære det"-typerne, der tror at det er vejen frem. Men måske de løser deres egne problemer på den måde?
Men når jeg spørger om folks mening herinde, så må jeg jo tage sådanne råd/kommentarer med også! [:|]🙂

Hvad der ligner verbale tæsk, er blot mangel på ord nogle gange.
F.eks, tror jeg mere de har sympati og medfølelse, men bliver irriteret over at du er i den situation som du er i, og ikke mindst at de gerne ville hjælpe dig, og så mangler man bare ord.
Jeg har mødt mange mennesker, også dem jeg selv har opfattet som meget negative og "jydske-her-og-nu" løsninger, men sandheden var tit at det var mig der så tingene FOR negativt, og det irriterer dem, og ikke mindst at de ikke rigtig VED hvad de skal sige til dig, men ønsker at du kommer "ud af det".
Engang sagde min chef til mig, hvorfor i hulen siger du at du ikke kan? Du har kunnet hver gang du har sagt at du ikke kan. Og han havde helt ret, men jeg tog det negativt, og glemte helt at han forsøgte at sige til mig "du er ENORMT resource stærk, hvorfor i helv.... siger du at du ikke kan, når du NETOP kan?"...
...man lærer.

Eller måske melder folk ud på dén måde, fordi de oplever en side hos andre, som de ubevidst/bevidst ikke bryder sig om... og bliver irriterede. Og så er det netop at det bliver "hjælp på den jyske måde", eller hvad man skal kalde det.
Personligt har jeg bare aldrig givet meget for for kontante udmeldinger, synes faktisk det er uhøfligt. Men igen, kan jeg ikke forvente at alle er lige så verbal som jeg... og vender og drejer tingene - igen og igen. For nogle er løsningen vitterlig noget a la "få en hobby", "Ta' en kiks og kom videre", "Tænk positivt", "Du er din egen lykkes smed". Og så nix weiter.
Men at komme ovenpå efter det der er sket, er i sidste ende mit eget ansvar, det er jeg klar over. Dog kan det trætte at jeg oveni dette, ikke føler at jeg i min omgangskreds har nogle ressourcer at trække på. Men igen, jeg ved jo at jeg klarer den... det har jeg aldrig tvivlet på🙂 Såå, men diskussionen herinde afspejler vel den virkelige verden... man ved aldrig hvilken reaktion folk kommer med... dog kan reaktionerne (heldigvis) være konstruktive, og folk kan ligefrem være flinke😉

Med mange af de holdninger du representeret er det ikke et liv jeg misunder dig,
men jeg kan rumme, mennesker der ikke tænker og lever som jeg...
Og jeg kan rumme de mennesker der åbenbart lever deres liv igennem SOL,
og jeg kan også rumme mennesker der har en anden mening og andre holdninger.
Jeg mener selv jeg er en rummelig person, som kan give ordentlige råd til andre der søger dem, i stedet for dumme og smarte svar..
Og så mener jeg ikke at kunne dømme, hvem der skal i terepi.
Jeg mener enten bør man svare ordentligt eller holde kæft...
Dårlige og dumme råd, fortæller mere om dem der giver dem, end dem der modtager dem.
Håber ikke ikke du tænker før du taler, så står det slemt til...
Nogle gange kan det være en fordel at tænke først...😉

Mistet begge mine forældre på 6 mdr. og har stået alene med det hele..
Tudekiks og hobbyer har jeg heller ikke haft brug for..
Ting ta'r tid og man kommer over det, men det kan være "hårdt arbejde"
Du lyder så fornuftig, så jeg er helt sikker på at du kommer videre på en god måde...
Og jeg er glad for at du sorterer dumme og ubrugelige svar fra.
Jeg ønsker dig al mulig held og lykke [f][l][f]

Det er jo superhårdt, når man mister nogen der har betydet så meget for en. Det kommer sikkert til at tage... lang tid inden jeg rigtigt accepterer det. Jeg kan jo håbe at jeg en gang i fremtiden, dels er kommet en smule videre.. på den gode måde. Men også er blevet lidt mere tykhudet, for i de her dage skal der ikke meget til før jeg bliver ked af det... og sådan er det. Ked-af-det-heden, er dog nogle gange også yderst berettiget... takker for din støtte herinde mod visse af de harske elementer;)
Jeg håber også at du med tiden lærer at leve med dit tab/savn, på en for dig "god måde". Du ønskes ligeledes held & lykke fremover🙂

Kære trætte,
Jeg vil gerne starte med at kondolere, selvom du sikkert hader de ord. Din familie og dig har været hårdt ramt.
Jeg synes, at du er sej, at du har været i stand til at gennemgøre din kandidat, selvom du har haft det at kæmpe med. Har du ikke været ramt af koncentrationsbesvær, manglende hukommelse, søvnproblemer mv.? Jeg har hørt, at når man mister en, som står en meget nært, så går der gennemsnitligt et år, før at man kan få ens hverdag til at fungere normalt igen, og du er vel knap kommet dig over det ene chok, før du oplever det næste.
Når man oplever noget tragisk, så vil man ofte så meget, men når det kommer til stykket, så magter man intet. Jeg kender dig selvfølgelig ikke, men du skriver allerede nu om "fremtiden". Nu skriver du, at du ikke ønsker kommentarer som psykolog, hobbyer - og hvad hjælper det, at folk kommer med gode råd, hvis de ikke forstår en? Min personlige oplevelse har lært mig, at jeg er nødsaget til at tage en dag af gangen, og det er tiden, som læger ens sår.
Jeg har egentlig ikke givet dig noget konstruktiv desværre, men jeg havde nok en ide om, at det ville være rart for dig at erfare, at du ikke er ene om dine problemer.
Tanker

Kære Pige25
Jeg takker for kondolencen!
Min mors sygdomsforløb strakte sig jo over 2 års tid, og i den periode var jeg helt lost. Sur, tvær - og kunne ikke sove, har aldrig oplevet noget lignende. Efter min mormors død, hvor min mor så kort efter fik sin diagnose, gik hele familien i opløsning. Min mor fik en kæreste med massive alkoholproblemer, og så "gik der fest i den". Jeg måtte ikke komme hjem, fordi hun skammede sig over situationen (hvilket jo er forståeligt)... jeg kom så hjem uanmeldt alligevel, men det endte altid med "bål og brand". Hun ændrede sig meget i de sidste år, var så vred på hele verdenen, og på alle de ting som var sket i familien før min tid. Men dem hun bebrejdede var der jo ikke mere...
Flyttede jo til Kbh. i 2005 med det formål for øje at uddanne mig, selvom jeg havde mine betænkeligheder. Jeg elskede min familie (gør det stadig), og havde mere eller mindre fortrængt alle skeletterne i skabet... men de var der, og de kom sørme også ud i dagens lys. Jeg nåede således aldrig at komme hjem med uddannelsesbeviset, inden de allesammen var borte... og jeg har endnu ikke fattet det. Det er alt for surrealistisk... tænker hver dag "Det er f***** løgn, det her)... men det er det jo ikke😮
Men nu sidder jeg her i hovedstaden, og min familie er "history". Selvom jeg i år fylder 30, har jeg mest af alt lyst til at "gå i barndom" og gi' op. Men igen, der er kun mig selv til at klare skærerne... og har aldrig givet op, så det...😮
Utroligt nok har jeg klaret min eksaminer, klaret studiejobbet, klaret at mødes med de der "venner" af og til, ja klarede min mors bisættelse og at tømme hendes lejlighed selv... og tankerne kører rundt konstant. "hvad skal det hele ikke ende med?", "Hvordan i alverden skal du håndtere overhovedet at være til... resten af livet?!", "Du skulle aldrig være rejst fra Odense, var den skide uddannelse SÅ vigtig?!"... og så den tragikomiske: "Bliver du en eneboer, som de finder død 20 år efter dødsfaldet er sket... fordi ingen har bemærket det" osv. osv. Ja, sidstnævnte viser at min fantasi ikke fejler noget, men altså, tankerne kører som sagt rundt..
Og hvad kan jeg gøre...hmm, Jeg tror ikke selv på at livet ændrer sig til det bedre "sådan vupti", eller at jeg bliver så frygtelig lykkelig af endelig at forlade studielivet til juni. Men måske kravene er for store (det er de jo nok), og jeg har lovet mig selv at tage det stille og roligt de næste par år;) Fast job, og fast bolig er på ønskelisten... og så må jeg se hvordan det ellers udvikler sig. Men mine år i 20'erne har udviklet sig i en retning jeg aldrig havde forestillet mig muligt (gid jeg havde været foruden)... 30'erne kan da kun blive bedre.
Så pige25, tror skam stadig på fremtiden... men lige nu skyldes det lutter stædighed🙂 Takker afslutningsvis for dit opslag, og ønsker dig lykke til med dine egne projekter😉

Kære trætte
Jeg vil ærligt indrømme, at jeg ikke har oplevet et sygdomsforløb, så jeg kan kun have foretstillet mig, hvordan det har været. Jeg tror også, at din mor må have båret en hvis byrde. Hun havde lige mistet din egen mor, og nu skulle selv igennem noget smertefuldt, og hvordan takler man det? Det er jo ikke ligefrem noget, som man uden videre lærer. Jeg har også fået at vide, at når nogen går bort, så er man sur og bebrejder dem. Det har godt nok ikke været mit tilfælde, men jeg kan godt følge dem, som gør det. Hvordan kan de tillade at forlade en? Og hvorfor lige dem?
Et eller andet sted, så morer jeg mig lidt over dig. Tag det ikke bogstaveligt - du skriver, at du har lyst til at "gå i barndom" og "gi' op", men du skriver også, at du aldrig har givet op. Lad mig gætte - du prøver hele tiden på at sige til dig selv, at nu er du nødt til at tage dig sammen, for der er jo ikke andre, der gør det.
Som sagt så synes jeg, at det er sejt, at du har klaret dine eksamener, for det er specielt ikke nemt. De andre ting er vel mere blot rutine? Og bisættelse - ja den sker jo i starten af forløbet, hvor man alligevel intet forstår, ja man er vel nærmest stadig i chok over det skete? Jeg synes, at spekulationerne er de væreste, og de kører hele tiden rundt inde i hovedet. Jeg var på et tidspunkt bange for natten - ikke på den måde bange, men når jeg gik i seng, så lå jeg bare der, og jeg kunne ikke falde i søvn. Det der frustrerede mig mest, var mit hjerte. Det forbandede hjerte, som bare bankede derud af. Følelsen - den var ulidelig. I starten der står man "bare" over den følelse, at man skal erkende det skete, hvilket i sig selv er svært, men på sigt så er det andre problemer, som man står med - mennesker, studie, arbejde mv. Men det, som jeg har syntes, var sværest efterfølgende, det er at andre ikke kan forstå dig. Det er jo x antal måneder siden, at det skete. Tag dig nu sammen, så du kan komme videre mv. Folk de siger de mest besynderlige ting til en. I andres verden, så er det jo lang tid, at det skete, men i din der drejer det sig om meget mindre. Dagene flyder sammen, og man forstår lige pludselig, hvorfor der siges, at "tiden er relativ".

Jeg går ikke ud fra, at du mistolker mig, når du har lavet en smiley. Grunden, til at jeg morer mig over dig, er, at jeg kan se mig selv i nogle af de ting, som du gør og siger.
Din beskrivelse af "cafe-ture" er faktisk rigtig god. De fleste mennesker lever heldigvis i ulykkeligt uvidenhed. Sammenlignet med det, som du har oplevet, så er deres problemer uendelige små. Og mht. spørgsmål som "hvordan har du det" ol., så vælger jeg ofte direkte at ignorere disse spørgsmål, da jeg ikke kan fortælle det, som folk ønsker at høre.
Offentligt foretrækker jeg at være anonym, men hvis du har lyst, så må du gerne få min mail, som er pigen1984@sol.dk

Nej nej, kommentaren til dét med at more sig, var kun for sjov.
Meget flinkt af dig mht. e-mailen, jeg ved ikke om jeg får skrevet tilbage, men din mailadresse er da hermed noteret:) Forresten var det et godt råd, det med bare at ignorere den der "har du det godt"-hilsen! Og ja, for nogle som os der har sorgen tæt inde på livet, kan folks problemer forekomme uendeligt ligegyldige, selvom de nu nok ville protestere over den fortolkning. Men det er problematisk både at skulle håndtere sin egen sorg, og så verdenen udenfor samtidigt. Eva Jørgensen (hende fra Tv) var jo i medierne forleden, og fortalte om sit eget tab. Bl.a. sagde hun for sjov, at en kvik-kasse i supermarkederne til folk i sorg/krise, ville være en god idé... for hvem har overskud til køkultur og andre hverdags trivialiteter når ens verden er faldet sammen..?!
Så ja, jeg ville lige give en tilbagemelding. Har ikke så meget mere at tilføje, i dag... men godt at få givet udtryk for min situation pt., og høre folks kommentarer/meninger om sagen... det har faktisk hjulpet lidt!
Go' dag til alle..

gammel kone.
Bær over med hende.

DF'ismen dræber alt der er grønt og dejlig

At give Danmark baghjulet, at isolere dig som karrieremenneske osv. Det er at flygte fra sig selv.
Selvom du gør det, vil du stadig ikke have løst det der går dig på inden i.
Du skal finde svarene og vejen inde i dig selv. Jeg ved godt det lyder som noget pladder, men jeg har prøvet det på egen krop.
Jeg er blevet færdig på statskundskab, så jeg har en god uddannelse og kunne godt gå amok i noget karriere. Jeg mistede som du, store dele af min familie på kort tid og jeg følte at mine venner ikke turde tale med mig om det. Det skræmmer altid mange mennesker, at tale om døden.
Der var i det hele taget mange ting i vejen til sidst og mine ressourcer blev ret små. På et tidspunkt belsuttede jeg mig for at, jeg gerne ville have noget ro inden i mig selv, så jeg opsøgte en ordentligt uddannet psykoterapeut og det har hjulpet. Jeg har måske været ret heldig med min, for hun er ret meget nede på jorden og er virkelig dygtig til at stille de rigtig spørgsmål.
Jeg kan anbefale det🙂

ud og se verden få luft a stig a sted ................go tur

Kære 29-årige mand.
Det er jo en dejlig alder du er i, hvor alle livets muligheder står åbne for dig.
Naturligvis er du mærket af de ting, der er sket i dit liv. Det er gået ud over dine energier, da du har fået en belastende energi med dig på din vej. Det kan netop ske i situationer, som dem du beskriver. Den belastende energi hæmmer dig i at føle dig fri og glad, men uanset, hvor du rejser hen, vil den følge med dig.
Dog kan du slippe fri af den, ved at vælge at være dig selv 100%, som den glade sjæl, som du er inderst inde. Det kræver en indsats af dig, men hold fokus, på det der glæder dit indre jeg, og du vil langsomt mærke din sjæls energi spire, vokse, gro og folde sig ud.
Meld dig f.eks. ind i et sangkor, der vil du opleve fællesskab og glæde. Har du ikke før kunnet lide at synge?
Der kunne skrives meget mere og andet, og dette er blot en mulighed, som du kan gøre brug af eller lade ligge, men sommetider skal man nok være opmærksom på, at tage imod og gøre brug af, hvad der bliver "serveret" for en. Men ofte er hjernen så kritisk, at den sorterer fra, hvad der egentlig gør godt i hjertet/sjælen. Så måske skulle du en gang imellem"slå hjernen fra", lytte til din sjæls stemme, og følge den.
Ha´ et godt forår, og en dejlig sommer.[s]

Kære du.
Hvor har jeg dog ondt af dig! 🙁 Nogle gange er livet bare uretfærdigt! Jeg tror det er vigtigt for dig at forstå at selvom du har mistet dine kære, at du så kommer videre. Tænk på hvad dem du har mistet ville tænke hvis de sad og så ned på dig? De ville helt sikkert tænke at du ikke må gå helt ned i kulkælderen, og de ønskede sikkert at det bedste ville ske for dig, også når de ville forlade denne jord. Når nogen, som holder af dig, en dag kommer til at miste dig, ønsker du jo også at de bare skal komme videre med deres liv og få et godt liv! [s] HOld på de gode minder og tænk på dem med et smil [l]
Held og lykke.