Et svært emne

Hvordan skal jeg starte?
Jeg har brug for at snakke med nogen som kender til efterreaktioner på seksuelt overgreb. Jeg var ude for som 9 årig at min stedfar begyndte at ta på mig, sådan lidt "tilfældigt" på min røv og også i skridtet, men altid hurtigt overstået igen og nogle gange foran min storebror eller veninde. Så selv om der var andre og jeg nogle gange fik råbt stop klamme skid.... så var jeg skrækslagen for ham og var ekstremt utryg ved ham, var bange for om han ku finde på at voldtage mig en dag. Men det gjorde han ikke. Jeg levede bare med et kæmpe had til ham, stor angst. Jeg prøvede ihærdigt at gøre mig usynlig når han kom, kunne ikke holde ud at han skulle kigge på mig med lyst i øjnene, kunne ikke holde ud at han skulle få et smil fra mig eller et venligt ord eller noget som helst fra mig. Så selv om vi boede i samme hus talte vi ikke sammen eller kiggede hinanden i øjnene i årene fremover! Storslemt!
Men... det jeg så vil prøve at ta lidt hul på her er som sagt lidt svært... og pinligt.
Jeg har siden dengang forbundet seksualitet med smerte, overgreb, tvang... jeg har lavet enorm meget terapi og har faktisk en ret sund seksualitet idag... jeg er istand til at elske og mærke lyst og have tillid , men ... det der lille men.
Øh... det er som om... noget i mig er forbundet til ... hvordan skal jeg formulere det... jeg ser billeder af voldtægter tit, både med mig selv som offer, hvor jeg blir skrækslagen ved synet, mest hvis jeg skal alene ud på mørke veje om aftenen, men en anden del af mig er i fantasien den der overgriber... det er en meget fjern og kold følelse.
Jeg har læst om at nogle incest ofre "overlever" slemme overgreb ved at forsvinde ud af kroppen og væk fra smerten, og iagttager det hele et sted langt væk fra, og nogle "hopper" så ind bag krænkerens øjne, fordi der er man "i sikkerhed", der har man "kontrol".
Der er billeder i mit hovede af at jeg er den skyldige, den der piner andre...
Da jeg var barn overførte jeg det overgreb min stedfar udsatte mig for, mod min lillebror, hvilket virkelig har været... frygteligt...og næsten ikke til at bære. Så ironisk, at jeg som barn har handlet på samme måde som min stedfar som jeg VIRKElig har hadet og foragtet for at gøre det samme.
Jeg forestiller mig at der er en masse der vil skrive til mig at jeg er klam og burde indlægges, men jeg håber der er nogen der... er interesseret i at fortælle om ... kender du også det at "det onde" sidder i dig? Hvad stiller man op? Hvordan undgår man at hade sig selv? Det er som om der sidder en støjsender i mine tanker og det vælter ind med overgrebs billeder jeg ikke ved hvor kommer fra, og jeg overvældes af den "ondskab" og føler mig så fjern fra det. Ligesom pornobilleder på tv eller lignende kan ramme een som en hård modbydelig lussing man ikke bare kan vaske væk igen, og det kan pine een så grusomt...
Men nu skal det være slut. Nu begynder jeg at ta hul på det åbent.

Jeg kan ikke rigtig blive klog på graden af det overgreb du som barn var udsat for. Var der tale om berøringer, samleje eller andet?
I så fald var det det samme du gjorde mod din lille bror?
Er du mand eller kvinde?
Forbinder du lyst med de billeder du omtaler eller hjemsøges du af dem?

Jeg kan kun anbefale dig en ting, og det er at få det bearbejdet med en professionel, - nemlig en terapeut som er ekspert på netop dette område, snak men en psykolog.
Gå til din læge og snak men ham / hende...de skal give dig en henvisning, da netop overbrev giver retten til FRI psykologhjælp.
Du skal ikke tænke så meget over i "hvilken grad" du er krænket, ethvert overbrev er en krænkelse og du skal ha´ hjælp.
Jeg ønsker dig held og lykke.
Mange hilsner
Marianne

Det er et noget skræmmende billede du der tegner, og jeg kan forstå, at det har berørt dig dybt.
Du mangler dog en væsentlig detalje i din beskrivelse, nemlig din nuværende alder.
Uden at kende din nuværende alder kan det jo være lidt vanskeligt at rådgive dig.
her drejer det sig nemlig om, hvorvidt det er noget der aktivt pågår, om du er ung og bor hjemme eller om det "blot" er erindringer som plager dig...

Undskyld, jeg er 28 år, K.
Jeg flyttede hjemmefra i slutningen af teenageårene, så det er minder jeg kæmper med.
Jeg er selv meget forvirret om visse ting, hvad er foregået, men hvis jeg nu holder fast i hvad jeg helt kan huske, så drejede overgrebet fra min stedfar sig om berøring, der kun varede nogle sekunder, men som var seksuelt betonet, enkelte gange med en finger der kører gennem skridtet, (mens jeg har bukser på). Han har sagt kommentarer imens som "mmm, en lille pariser".
Mig og min bror "legede" samleje, hvor jeg nogle gange blev ved at mase ham selv om det gjorde ondt på ham og han begyndte at græde, fordi jeg ville ha orgasme ovenpå ham. Undskyld hvis det gir nogle klamme billeder, men du spør jo. Jeg husker det som at det stoppede da jeg var 12 og han var ca.7.
Ang. om det er lyst eller det andet. Det er mest det andet, men på en underlig måde også en lyst der mest er lissom smerte. Det er et sted indeni mig, hvor jeg aldrig går hen. Men nogle gange vælter billederne op, og min krop reagerer. Men det er tanker.

Tak for dit svar. Og tak for dit råd med at snakke med min læge, det havde jeg faktisk ikke tænkt på.
Men jeg ved der findes flere incest støtte grupper, som jeg tænkt på flere gange at ringe til. Jeg tror jeg har holdt igen fordi jeg ikke er "rigtig" incestramt. Jeg er ikke blevet voldtaget. Men jeg har fået overskredet nogle grænser som har fået nogle seksuelle tanker til at gå amok indeni. Jeg har bildt mig ind at jeg kunne gemme det væk indeni.
Det er rart at få respons på. Tak.
Det værste der faktisk skete var at min mor ikke ville snakke om det og hele famillien endte med at kalde det for fantasi. Så det endte med at vi ikke snakkede sammen i 3 år.
Overgrebet havde slet ikke blevet så voldsomt inde i mig, hvis min mor eller andre i min familie havde forsøgt at tale om det og prøve at løse det. Men jeg har fået en masse hjælp andre steder og hos fagfolk, jeg har bare brug for mere.

Se også hvad jeg har skrevet i de andre svar. Jeg er 28, så jeg bor ikke hjemme. Der er tale om erindringer, noget som stadig løber løbsk indeni.

Det er fejt at ikke ville høre på dig, - men det høres desværre ofte, da det er en "skændsel" for hele familien, at din mor har lukket øjne og ører har været for at skåne sig selv, selvom det ikke er nogen trøst for dig, så kan det dog give en forståelse.
Uanset om du er blevet "sexuelt misbrugt" eller ej, så er følelsen den samme, en krænkelse af enhver art er overgreb, og at de er fra en nærtstående, gør det hele meget sværere.
Men enhver faglig person vil kunne forstå dig, og ingen vil bagtalisere det som du fremlægger.
Det glæder min gamle hjerte at du tager hul på problemet, og får dig et godt voksenliv..husk det er aldrig for sent.
Jeg ønsker dig alt det gode der findes.
Marianne

have noget hjælp af en psykolog, det lyde meget slemt det du blev udsat for. Men må jeg lige spørge, det var din stedfar som gjore tilnærmelser til dig. Hvor var din mor henne i alt dette her, og har du talt med hende om det. Den gang det stod på, eller nævnt det for hende i dit voksne liv.

Det er måske upassende at jeg blander mig, - men læs alle hendes svar, og du vil få besked på dit spørgsmål.
Hun er ret flink til at basvare, men det kan jo tænkes det bliver for meget hvis hun sak svare på det samme flere gange.
Undskyld hvis jeg har krænket dig..men det er nu i forsvar for debattøren selv..
Sorry vh.Marianne

Det er først da jeg flyttede hjemmefra og blev enormt deprimeret at jeg fik taget snakken helt med min mor. Jeg græd og græd og fortalte hvor bange jeg havde været for min stedfar altid, hvordan han nogle gange havde taget på mig, hvordan jeg havde grebet ham i at se pornofilm, og at jeg altid havde været bange for at sige noget til hende fordi jeg var bange for at det ville ødelægge hendes liv. Hun var meget forstående, og fortalte at hun godt var klar over det. Hun nævnte endda nogle episoder jeg selv totalt havde fortrængt, hvor hun havde hørt mig råbe til min stedfar at han ikke skulle rage på mig og min mor var kommet farende, og havde nærmest kastet sig imellem mig og min stedfar som næsten var ved at kommme op og slås, og jeg havde rasende smækket døren til mit værelse og min stedfar havde truet med at slå mig.
Først var jeg målløs over at hun kunne fortælle sådan en vild historie (jeg kan stadig idag ikke huske det har fundet sted) og samtidig var jeg utrolig lettet... for nu skulle jeg ikke længere bære den byrde at jeg måske kunne ødelægge min mors liv ved at det gik op for hende hvor dum en mand hun var gift med!
-så gik der et par uger og pludselig begyndte jeg at tænke "hov". Hvis hun godt vidste det, hvorfor fanden havde hun så aldrig grebet ind og stoppet det helt. Sørget for at der blev konfronteret og taget fat og snakket ud. Hun havde jo bare ladet det ligge og ignoreret den ulidelige stemning vi måtte bo i i så mange år.
Da jeg begyndte at konfrontere min mor med vrede og spørgsmål meldte hun fra. Hun ændrede stil, og begyndte at tale om at det hele var det rene opspind og at jeg altid havde haft en livlig fantasi, og nu måtte jeg ta mig sammen, og min stedfar havde da aldrig gjort forskel på nogen af os børn, han havde da rørt alle på samme almindelige måde, både mig og min lillebror og min mor. (Ville det sige han havde gramset på os alle tre??? - det var selvfølgelig ikke det hun mente)
Flere ting skete over de følgende år. Jeg kom i terapi forskellige steder mens jeg var på uddannelse, min stedfar blev meget alvorligt syg, hvilket gjorde at nu var der ingen vej til at få snakket ud mere. Min mor afviste mig pure, og begyndte nu at sige at hun synes jeg skulle købe blomster at ta ud med på sygehuset hvor min stedfar lå for døden. Og hvis jeg ikke ændrede tone, så var der ikke plads i deres stuer.
Sådan startede 3 år uden nogen kontakt. Min stedfar er ikke død, men er stadig meget alvorligt syg. Jeg ku ikke magte det dengang, jeg kunne ikke lade som om mere, så jeg meldte fra.
Først for et par år siden tog jeg kontakt til min mor igen, og har langsomt tilgivet dem begge. Interessant nok blev min mor og stedfar skilt kort tid efter jeg tog kontakt igen.
Selv om jeg nu har taget mange snakke med min mor som hun meget modvilligt har deltaget i, så har vi ikke genfundet hinanden. Jeg har fortalt min mor at jeg elsker hende og at jeg altid dybest set har ønsket vi kunne løse vores problemer.. min mor svarer ikke.
Efter mange år er det nu gået helt klart op for mig, at min mor ikke er interesseret i mig rigtigt. Hun har endda selv sagt det, og det passer desværre. Hun kan ikke holde ud at høre noget om hvordan jeg har det, hvad jeg tænker, hvem jeg er, eller holde ud at jeg spørger hende om noget personligt. Hvis vi skal noget sammen, så skal vi måske tale overfladisk om hendes katte, hendes have eller hendes arbejde.
Det har jeg accepteret idag. Det betyder at jeg har accepteret at min mor aldrig vil ændre sig. Jeg er holdt op med at skrige af længsel efter min mor, for jeg ved nu at hun ikke kommer, og jeg har vendt næsen en anden vej, jeg ved hun ikke har nogen interesse i at være der for mig, så jeg er heldig at jeg har fundet det andre steder.

så ondt på dine vejne, at det frygtelige du har været igennem. Jeg ønsker inderligt for dig,du kan kommer vider i dit liv. På tros af de ting som er sket.Mange gange held og lykke.

du har ikke krænket mig, det er da helt i orden at komme med kommentar. det oplæg med modren smuttede hvis lige fra mig. sorry

Kære ven.
Det gør mig ondt.
Der er ingen tvivl om at du har været udsat for en grov krænkelse. Jeg kan kun forestille mig hvor stor en betydning det har haft i dit liv.
Jeg har selv været udsat for overgreb da jeg var lille, og jeg kan nikke genkendene til mange af de følelser og tanker du har.
Det du har brug for, tænker jeg, er at tale med nogen der er vant til at håndtere dette emne(krænkelser, incest osv.).
Jeg ved ikke hvor du bor, men der ligger et center i KBH, der hedder Thora Centeret, eller noget i den retning. Det er et sted for ofre for overgreb, og jeg har personligt gode erfaringer derfra.
De tilbyder en gratis samtale, hvor I sammen kan finde frem til hvilken hjælp, netop du har brug for.
Hvis ikke du har mulighed for at opsøge dem, vil jeg foreslå at du alligvel ringer til dem. De kan sandsynligvis så henvise til et sted der liggere tættere på din bopæl.
Kære ven, du må ikke miste håbet. Der er et liv efter overgreb! Vejen er lang og hård, og vil betyde at du måske får det værre i en periode, før du får det bedre. Men der er håb!
Jeg ved det.
Hvis ikke det lykkes med det sted jeg har skrevet om, så får du min mail addresse: aks@sol.dk
Du er meget velkommen til at skrive. Jeg vil meget gerne høre hvordan det går med dig. Også selvom du måske ikke selv synes at du har noget der er værd at fortælle om.
Mange knus fra en ven

fordi I har responderet som I har. Jeg har fået åbnet for nogle muligheder nu. Jeg har fået mod på at kontakte Thoracenteret og jeg ved man kan søge om noget særlig psykolog behandling når man er i en situation som min.
Det hjalp at fortælle det højt, selv om jeg er anonym.
Venlig hilsen ...