Faderen ankender pludselig sit ansvar.

Jeg er gravid og er i 23 uge. Jeg blev gravid ved et uheld ikke ret længe efter jeg lærte faderen til mit kommende barn at kende. Valgte at få barnet trods hans ultimatum (ham eller barnet), da lægerne sagde at sandsynligheden for, at jeg kunne få flere børn var under de 50 procent. Faderne stak halen mellem benene, og udtalte at han intet ville have at gøre med hverken mig eller barnet overhovedet, hvilket han jo også havde gi'et utryk for at han ikke ville. Så indtil nu har jeg stået alene med min graviditet. For ikke andet end et par dage siden havde han fået fortalt, at jeg venter en søn. Så nu har han besluttet sig for, at han gerne vil se sin søn. Og gerne vil have at vi skal blive en familie (altså starte forfra). Men jeg ved ikke om jeg kan tilgive ham for, at for det første at såre mig og for det andet "svigte" sit barn. Hvad skal jeg gøre. Ta ham tilbage eller bare la ham få samkvem med sin søn???

Lige da jeg læste dit indlæg,tænkte jeg nej hvorfor tilgive ham,men du skriver ikke din alder og er i meget unge,kan jeg måske godt sætte mig i hans sted,tanken om den lille vil jo påvirke jer i mange år frem i tide.De tanker har han måske nu fået bearbejdet,han har måske lige pludselig fundet ud af, hvad han egentlig er i gang med at miste.
Så jo jeg tror jeg ville give ham en chance,hvis du vel at mærke holder af ham,for ellers er det dødsdømt på forhånd.Men har du følelser for ham,så tror jeg han burde have en chance til.
Tiden vil læge dine sår,hvis du ser lyst på fremtiden.
Held og lykke med den lille nye verdensborger..

Hej Kommende mor
Og hjerteligt tillykke med graviteten. Jeg syntes at du skal sige ja tak til tilbudet, om at blive en familie, det er da dejligt!!
At faren til barnet havde lidt skrupler med, at blive far dengang pyt da med det. For nu har han tænkt over det, og er måske blevet helt rørt over, at han skal havde en søn. Men følg dit hjerte, elsker du ham der skal være far til dit kommende barn??
Vil du gerne, at I skal være en familie. Jeg kan godt forstå, at du ville beholde barnet, uanset om du havde kontakt til faren til barnet når det kun var under 50 procent chance for, at få flere børn
Held og lykke i fremtiden

Og arme dig. Men helt ærligt at få klasket en graviditet i hovedet er ikke lige det de fleste fyre går og drømmer om. hvis det ikke er plantagt) Han var ikke parat der men har nu brugt tiden på at tænke og er kommet frem til at han godt vil prøve at være en far. Se hvad der sker det næste stykke tid- Du skulle jo gerne være gravid i en del uger endnu. du virker ikke som om du er tabt bag en vogn, og dermed er jeg sikker på at du hurtigt lurer den af. Er han her 100% eller er det her fis.
Ps stærkt du ikke valgte at få barnet fjernet.
Jeg er selv enlig mor og blev det som 22 år. Min søn og jeg har det bare rigitg godt sammen. Også selv om han nu er 11 år.

Der er kun en der kan vide om der vil være en fremtid for jer to, og det er dig. Men for dit barns skyld skal han have lov at se sit barn vokse op og være en del af dets liv. Det var hårdt at han gav dig et ultimatum, og det er værd at tænke over, men han blev måske forskrækket over at skulle have et barn. Du blev jo gravid ved et uheld. Måske havde han bare brug for tid til at tænke sig om. Hvis du tror han kan blive en god far, så lad ham blive i barnets liv. Om I skal være en familie kommer an på om du elsker ham, og om du tror han virkelig elsker dig. Der er ingen grund til at blive sammen for barnets skyld.

Han har vel ligesom dig fået et chok og gået lidt i panik - og sagt og gjort ting som han nok ikke mente. Det er da kun godt at han nu godt vil kendes ved (måske har han fået en lille opsang) men giv ham den chance. Du har måske også lige brug for at lære ham bedre at kende - måske kunne dette godt blive noget...
Held og lykke !

Hvis du ikke føler det store for ham, så lad være..
Men jeg mener ikke du kan bebrejde ham i at han har fået et KÆMPE chok over du ligepludelig UDEN at tage hensyn til hvad han tænker, beslutter du vil beholde barnet koste hvad det vil.
Han har måske rendt rundt i vildrede og ikke vidst sine levende råd omkring hvad han skulle gøre, eller hvordan han skulle forholde sig til DIN beslutning.
For det første (som er diskuteret MANGE gange herinde) Så mener jeg sgu ikke det er okay, at du har besluttet ALENE om du ville have barnet eller ej..Man er fandme 2 om den beslutning...
Men det er en meget langt diskussion, som jeg ikke orker igen.
Men under alle omstændigheder, så kan det vel ikke diskuteres om han skal have samkvem eller ej vel ?? For så synes jeg du er urimelig over for både barnet og faderen.
Når det så er sagt, så er det selvfølgelig ikke iorden han bare skrider.. Så ærlig talt så kan jeg godt forstå du er i tvivl :)

glem ham!!! Han har ingen ansvarsfølelse eller moral. Han vil svigte dig igen,og rende med halen mellem benene,og er umoden og ikke spor voksen.
Hilsen Preben

At han kan skrubbe et vist sted hen, hvor han kan få pudset sin ynkværdig glorie. han kan komme tilbage når han bliver voksen og ansvarsbevidst. Du er stærk i dig selv.

1
om du skal tage faderen tilbage, skal du overveje godt og grundigt, mener jeg. Det er ulige lettere at lave et liv for dig og barnet UDEN at have store samlivsproblemer, diskussioner, utryghed osv. OVENI.
Du skal også finde ud af, evt. sammen med en god terapeut, om du har de følelser der skal til et kærligt forhold med den mand - HVIS han også er en god far (moden, ansvarlig osv) OG du elsker ham - så kan I godt arbejde jer igennem det svigt han har lavet.
Ellers tror jeg ikke på det.
2.
Om han skal have samvær med barnet, er der som udgangspunkt kun een der bestemmer: nemlig ham.
Hvis han vil have det, får han det. Du kan ikke nægte ham det.
Der skal UALMINDELIGT og vanvittigt stærke årsager til at han ikke kan få samvær (f.eks. at han psykisk er meget syg, eller extremt voldelig (og du kan bevise det), eller han er dybt alkoholiseret). Ellers giver statsforvaltningen ham samvær.
Så der er du stort set uden indflydelse.
Det bedste du kan gøre, er altså at sørge for at få en god og konstruktiv relation til BARNETS far (dvs. ikke som din ex-kæreste!) for at dit barn kan vokse op trygt og godt, hvad enten det bliver med mor og far sammen i en kærlig og tryg relation - eller det bliver ved at bo hos mor og have godt og trygt samvær med sin far OG at mor og far kan samarbejde GODT (dvs. uden at de bringer deres egne voksne problemstillinger med hinanden frem foran barnet v. bla. afhentninger osv.!)
kh - en der har været gennem mange af de ture der følger i statsforvaltninger osv.
.............. tænk dig godt om !! .......... og hent evt. støtte hos mødrehjælpen:
www.mhj1983.dk - de har både gode psykologer at få rådgivning hos og socialrådgiver/advokater at få gode råd hos.

Han er da utrolig primitiv den mand.Hvad skal du med ham.??????
Du er bedst tjent med at være alene med barnet.Han er en fuser,og bliver aldrig andet.

Det var jo dig, der besluttede dig for, at ville beholde barnet, trods faderen, som ikke ønskede barnet. Jeg ved godt, at i begge to har været lige gode om det, men at du så går hen og vælger at beholde barnet er ok, men så kan du ikke regne med, at han vil støtte dig. At få et barn er en stor ting i livet.Fint nok hvis han alligevel støtter dig, det har sikkert også været en stor mundfuld for faderen at sluge, at skulle være far, når han ikke ønskede dette. Men det lyder som om, at du helst vil have faderen på sidelinien hele tiden, men dette kan du ikke forlange af ham, og jeg synes ikke man skal stte barnet i verden for at håbe på, at faderen vil være der, detter er et forkert grundlag, at opbygge verden på, for det lille barn. Men jeg håber dog, at du virkelig ønsker barnet og prøv på at koncentrere dig om graviditeten og barnet, når det først kommer til verden..
Hilsen fra en kvinde, der selv har stået i samme situation og det var først bagefer, at jeg kunne se problematikken i det. Mit barn har i dag samkvem med sin far og det går heldigvis udemærket, trodt meget besvær. Så held og lykke til dig og din lille forhåbentlig kommende familie.

Jeg kan levende sætte mig ind i dit sted, for jeg har prøvet lign. for snart 6 år siden. Jeg syntes også, at faderen løb fra sit ansvar, for vi havde jo været 2 om det, så det var et fællesansvar og det mener jeg stadig, at det er.... Jeg kan både se det fra din side, at du føler dig såret over at faderen har svigtet dig, men du skal også se det fra faderens side, han ønskede jo ikke at få et barn, så han er sikkert blevet frustreret over nyheden. Nu har han sikkert tænkt tingene igennem og ønsker tilyneladende dig og barnet alligevel.....så hvis du stadig har følelser for faderen, som jeg læser mellem linjerne, at du har trods noget vrede, så giv ham en chance og tilgiv ham, for han stak halen mellem benene, ligesåvel som han skal tilgive dig, for at du valgte at beholde barnet, mod hans vilje.
Held og lykke med fremtiden og lov mig, at problematikken med faderen ikke ødelægger din graviditet..

at vi er unge. Jeg er 24 og faderen er 30.

For alle de foreløbige synspunkter, meninger og råd. Det er nogle gange svært at se klart, når alle ens følelser bliver sat på en prøve. Hvis jeg tager ham tilbage kommer problemstillingen med min familie og venner, og hvis jeg ikke gør det kommer tvivlen om det nu er det rigtige (for ja, holder stadig af ham, trods alt). Men de indlæg der har været indtil videre har åbnet min øjne lidt fra hans side.

Nej kan godt se i ikke er grønne,men har du følelser for ham..?? Jeg tror stadig på at han skal have en chance,hvis du da føler for ham.

Det har jeg stadig, men de er lidt sløret på grund af alt det der er sket.

er din familie og venner, uha tænker jeg, skal de have lov til at fylde, det bestemmer du selv..... lad mig gætte på, at du har indvolveret din familie og venner i denne sag og måske ikke snakket så pænt om faderen, så nu frygter du, at fortælle dem, at du giver faderen en chance og du er nu bange for, at de reagerer negativt overfor dig.....? Man kan kke fortænke din familie og venner, at de vil spørge ind til, hvorfor du har ombestemt dig, men så sig det som det er og er der nogen som ikke respekterer dit valg, så er det umodne venner, så gør kort proces og lad være med at undskylde dig og føle dig forkert.
Jeg synes du bør stå ved dit valg, som jeg også synes er det rigtige pt. og så håber jeg det bedste for dig.... God weekend.