Familiens hverdag brydes

Jeg synes at noget af det mest ubehagelig når folk dør, er de tomrum det skaber. Den brydning I familiens dagligdag.
Min onkel og min fars moster er lige døde med en uges mellemrum. Begge var gamle og meget syge. Min fars moster døde af kræft. Og min onkel døde af følgerne af det ben han brækkede for 3 år siden.
Men kan jeg tillade mig at græde? Det er jo ikke mig der har mistet en ægtefælde. Måske har jeg lyst til at græde for de efterladte.
Jeg ved kun at dette tomrum føles snævert.

kære tomrum!

selvfølgelig har man ret til,at græde.det er rent faktisk temmeligt sundt for sjælen.men det kan ihvertfald være svært for nogen,at græde når en som, man ikke rigtig kender falder væk...jo`det kan være svært..
men du må da have nogle føelser idig!??
for mig er det utroligt svært ,at visse dem hvis man mener ,at der ikke er noget ,at visse dem for!!
prøv,at finde ud af hvad personen er for dig.så plejer det ,at komme helt af sig selv.ellers kan det nok ikke rigtigt lade sig gøre vel!.

held og lykke med det!!..
jomfr.

det er rigtig svært at miste,ikke kun tomrummet men også alt det man ikke har fået sagt,et godt råd ,få sagt til den du holder af hvor meget du holder af vedkommende mens du kan det bagefter når det er for sent sidder man tilbage med en masse følelser det gør ondt i sjælen.

Du kan altid tillade dig at græde, og du SKAL græde, hvis du synes, du har behov herfor. Når du har grædt det, du føler, er godt for dig, kunne du sådan som noget ekstra også bede Fadervor, og det gør såmænd ikke så meget, om du ikke kan huske den i sin fulde ordlyd. Du folder bare dine hænder og mumler så meget af den, som du kan - og du vil opdage, at noget, der er meget større end dig, tager over.

Hej tomrum, kender nogenlunde til hvad du har været igennem. Mistede min Mormor og Morfar med et mellemrum af 1 år. Begge døde af kræft i alderen af 54 år og 55 år. Ikke nok med det da jeg var 18 år fik min mor sclerose, som er en meget slem sygdom. Hun mistede begge sine forældre, og jeg som havde en stedfamilie havde kun hende tilbage. Kunne ikke græde under begravelsen, og gjorde det ikke i mange år. Jeg mener at jeg ikke kunnne græde fordi at smerten, og konsekvensen af døden er stor. Jeg græd føst da jeg mødte mit livs kærlighed. Det åbnede mig en dag hvor jeg læste det brev fra min bedste mor op for hende og jeg gik kold. Græd i flere timer for hvad der var sket, og det hjalp en smule. Men føler stadigvæk til jul og andre begivenheder dette tomrum. Holder på tanken, selv om min mor har denne sygedom, at et hvert menneske som holder af en, ønsker du skal huske på dem og ikke være ked af det, selv om dette er svært. Kæmper selv hver eneste dag for at holde den mening og har fået det bedre.
Citat : at elske er livet, at miste er sorgen.