Flytte sammen eller ej?
Hej
Jeg er i den situation at jeg overvejer at flytte sammen med kæresten... hun er på mange måder en sød pige og vi har det ofte godt sammen.
Men... Sexlivet volder problemer.
hun har ikke det samme behov som mig (bryder sig slet ikke om ordet behov), og det gør mig usikker.
Mit behov er måske noget der ligner 4-5 gange om ugen, og hendes er måske max en gang... når hun har det godt og ikke lider af problemer med underlivet (hun har haft forskellige problemer med udflåd, kløe, svie i skiftende perioder).
Pt har vi ikke haft sex i ca 1½ måned, og før det gik det også lidt langsomt med det... hvor jeg har det sådan at hvis vi ikke har set hinanden i 1 uge (hun bor i en anden by), så har jeg mest lyst til at kaste mig over hende når vi ses!
Det føles meget ulige, og for mig er sex en vigtig del af forholdet, og noget der binder os sammen... det er vigtigt at snakke om, prøve nyt, og være vild med det.
Jeg er utroligt usikker... for lige i begyndelsen (ca det første ½ år) gik det ret godt med det, men i stedet for at blive mere og mere fortroligt og dejligt, er det blevet mere og mere ulige.
Hvad skal jeg gøre? jeg troede at det at jeg har sagt at jeg ville flytte ind hos hende ville "åbne op" for hende, men nu har vi lige haft en længere samtale, og hun sagde nærmest at hun synes at jeg skulle acceptere forskelle og være opmærksm på at kvinder ofte havde lidt mindre behov end mænd - og at hun følte sig presset.
Jeg synes det er lidt surt... det der betyder rigtig meget for mig og mine følelser er pludselig blevet det helt store problem i forholdet.... og jeg synes jo bare det skulle være super dejligt! Det er næsten svært for mig at sætte sig ind i hendes tanker.... for mine tanker er fyldt af fantasier om alt det dejlige vi kunne gøre... og så bliver jeg istedet mut når det hele går anderledes.
Skal jeg satse på at det bliver bedre... at det er engagementet og trygheden ved at flytte og vise hende den tillid der skal hjælpe på det? Eller skal jeg komme til den erkendelse at det bare ikke dur... at jeg må acceptere at min lyst altid vil være underlagt hvad hun har lyst til/brug for.
Forholdet bliver også lidt ulige da jeg føler at jeg beder om noget (næsten trygler) om noget der et eller andet sted burde være en fælles glæde?
Jeg ved det ikke... og er meget forvirret... for hun betyder jo meget for mig - vi kn hygge os osv... men det her påvirker også mit humør på andre områder. SAmtidigt føler jeg mig som en dum skid til tider... fordi jeg lader det fylde så meget.
Hvad skal jeg forvente? bliver det bedre eller hvad?
Mvh M
Jeg er i den situation at jeg overvejer at flytte sammen med kæresten... hun er på mange måder en sød pige og vi har det ofte godt sammen.
Men... Sexlivet volder problemer.
hun har ikke det samme behov som mig (bryder sig slet ikke om ordet behov), og det gør mig usikker.
Mit behov er måske noget der ligner 4-5 gange om ugen, og hendes er måske max en gang... når hun har det godt og ikke lider af problemer med underlivet (hun har haft forskellige problemer med udflåd, kløe, svie i skiftende perioder).
Pt har vi ikke haft sex i ca 1½ måned, og før det gik det også lidt langsomt med det... hvor jeg har det sådan at hvis vi ikke har set hinanden i 1 uge (hun bor i en anden by), så har jeg mest lyst til at kaste mig over hende når vi ses!
Det føles meget ulige, og for mig er sex en vigtig del af forholdet, og noget der binder os sammen... det er vigtigt at snakke om, prøve nyt, og være vild med det.
Jeg er utroligt usikker... for lige i begyndelsen (ca det første ½ år) gik det ret godt med det, men i stedet for at blive mere og mere fortroligt og dejligt, er det blevet mere og mere ulige.
Hvad skal jeg gøre? jeg troede at det at jeg har sagt at jeg ville flytte ind hos hende ville "åbne op" for hende, men nu har vi lige haft en længere samtale, og hun sagde nærmest at hun synes at jeg skulle acceptere forskelle og være opmærksm på at kvinder ofte havde lidt mindre behov end mænd - og at hun følte sig presset.
Jeg synes det er lidt surt... det der betyder rigtig meget for mig og mine følelser er pludselig blevet det helt store problem i forholdet.... og jeg synes jo bare det skulle være super dejligt! Det er næsten svært for mig at sætte sig ind i hendes tanker.... for mine tanker er fyldt af fantasier om alt det dejlige vi kunne gøre... og så bliver jeg istedet mut når det hele går anderledes.
Skal jeg satse på at det bliver bedre... at det er engagementet og trygheden ved at flytte og vise hende den tillid der skal hjælpe på det? Eller skal jeg komme til den erkendelse at det bare ikke dur... at jeg må acceptere at min lyst altid vil være underlagt hvad hun har lyst til/brug for.
Forholdet bliver også lidt ulige da jeg føler at jeg beder om noget (næsten trygler) om noget der et eller andet sted burde være en fælles glæde?
Jeg ved det ikke... og er meget forvirret... for hun betyder jo meget for mig - vi kn hygge os osv... men det her påvirker også mit humør på andre områder. SAmtidigt føler jeg mig som en dum skid til tider... fordi jeg lader det fylde så meget.
Hvad skal jeg forvente? bliver det bedre eller hvad?
Mvh M