forholdet til min familie - ifølge min mand

Kære Solveig
Tak for være til rådighed på debatten.
Det er blevet min tur til at få et råd. For et års tid siden mødte jeg en dejlig mand. Han har børn fra tidligere ægteskab og er indstillet på, at han ikke skal have flere. Jeg har ingen og er glad for at det er sådan. Børn er søde, men egne har ingen interesse.
Min mand er utilfreds med at jeg ikke ser mine andre familiemedlemmer. Her tænker jeg på onkler, tanter, fætre og kusiner. Og min bror. Det er især det sidste som nager ham.
For mit eget vedkommende synes jeg ikke, at jeg har meget til fælles med dem. Jeg ser min far og mor af og til og taler også lidt i telefon med dem. Men min bror og resten af de beslægtede ser jeg kun ved sammenkomster hos mine forældre.
Jeg takker altid pænt nej til invitationer fra andre i familien, fordi jeg føler mig som en anakronisme i deres selskab. Så jeg har det bedre med at blive væk.
Men hvordan kan det være, at min mand vedbliver at plage mig om at se mere af min familie? Hvorfor respekterer han ikke mine prioriteringer og valg når det gælder min familie, når han er god og åben på andre områder?
Håber du kan hjælpe lidt på vej,
Hanne48

Kære Hanne[f]
Mange tak for anerkendelsen.
Mit bud er, at der kan være flere forskellige årsager til, at du har den oplevelse med din mand. For det første kan det handle om din mands overbevisninger. Måske har familie altid betydet meget for ham, så han har svært ved at kunne følge dig i dit behov for at trække en grænse i samværet med din familie.
Det kan også skyldes, at han laver en projektion på dig. Måske beundrer dit mod til at udelukke situationer, som du ikke føler tjener dig. Det kan modsat også tricke ham, at du gør noget, som han ville ønske han havde modet til. Eller det kan skyldes, at han på andre områder af sit liv agerer som dig – altså siger fra – og i virkeligheden ikke helt kan forlige sig med den side af sig selv – tager afstand fra den og derfor ser den i dig.
Endelig kan det handle om, at han er et spejl af din indre verden, forstået sådan, at du måske ikke er helt så afklaret med din familiesituation, som det umiddelbart fremstår. Derved kan du ubevidst selv være den der skaber hans undren. Måske gemmer du invitationer, måske lyder du lige lovlig henkastet, når han spørger til en familiefest, måske forsvarer du dig kraftigt, når emnet bringes på banen – altså en overreaktion. Hvis du ikke er helt afklaret med familie-situationen, så vil det ofte vise sig gennem den måde andre møder os på, idet vi ikke virker autentiske i vores udmeldinger og handlinger.
Det er umiddelbart mit bedste bud på din udfordring.
De kærligste hilsner[f]
Solveig Ellingsen

Kære Solveig
Tak for dit svar.
Jeg reagerer i hvertfald med stor liggyldighed på hans opfordring. Måske er det i sig selv en provokation eller anledning til at slå tvivl om mine holdninger. Jeg skulle måske engagere mig lidt mere i spørgsmålet - selvom jeg synes det er uddebatteret.
Nu må vi se hvad der sker op til påske, når emnet måske melder sig igen.
[s]