Forkert at gøre?

Min kæreste slog op med mig for noget tid siden. Dette skete kun en uge efter jeg sagde til hende jeg elskede hende. Hun fortalte mig på et tidspunkt at hendes x havde sagt til hende at han elskede hende men at hun aldrig rigtig havde gengældt det. Hun har mistet personer der har stået hende meget kært, så jeg tænker om grunden til at hun skubber mig ( og hendes x på det tidspunkt) væk fordi jeg kom for tæt på hende og at hun er bange for at være den der står tilbage med al sorgen?

Nu kender jeg ikke jeres forhold, eller ved hvor længe I har været sammen. Men noget kunne godt tyde på, at du kan have ret i dit spørgsmål.
Mange som har prøvet at miste, og stå tilbage med den følelse det giver at blive ladt tilbage, vælger ganske enkelt at smutte mens de stadig "kan". Kommer tingene, og et andre mennesker for tæt på, vælger man at flygte.
Har man oplevet at miste for mange gange, kan alene tanken om at man måske kan miste igen, være nok til at bare smutter. Og det også selvom at alle ods tyder på det modsatte.
Ann

har du ret, det tror jeg der er stor mulighed for.
Min kæreste savnede mig hele tiden, græd når vi ikke var sammen, græd når hun var bange for at miste mig, men jeg sagde jeg elskede hende og vi havde det godt sammen.
Pludselig var vi væk fra hinanden og kunne ikke ses ofte. Hun var ked af det i starten, men det blev sværere at holde kontakten og hun skubbede mig væk.
Det eneste problem der var, var at hun beholdte mig lige til det tidspunkt jeg fortalte hende at jeg ikke ville af med hende og at jeg elskede hnde, først der var hun parat til at sige farvel.

jeg havde engang en kæreste er sagde at han elskede mig og en uge efter gjorde han det forbi.
moralen: folk siger et, men mener noget andet.
handlinger er stærkere end ord. jeg tror hun slog op med dig fordi hun ikke elsker dig...

Så ondt det gør, så tror jeg du har ret i din påstand.
Har selv svært ved at forelske mig. Er blevet brændt en gang for meget og det ligger vist dybt begravet et sted. Hun har det måske på samme måde med hendes Eks....jeg burde næsten opsøge en psykolog...

Hej Den Undrende
Jeg er kvinde der snart runder de 40.
Jeg kender udemærket det du taler om.
Mistede selv flere kære i teenagealderen,- min første store kærlighed, min far og min mormor.
Disse mennesker var jeg tæt knyttet til, ikke bare fordi vi var kæreste og familie, men fordi vi udover dette var åndsbeslægtede...
Tja siden har jeg "hutlet" mig lidt igennem tilværelsen.
Ikke for det jeg lever godt med gode venner, og har fået to børn der har en mor der ikke har "berøringsangst".
Men alt udover, for mennesker der brugte tid på at komme ind og lære mig at kende, har givet "optagelsesprøver", og ofte skubbet væk.
Ikke bevidst, og det er først nu hvor jeg er blevet ældre at jeg tænker over det.
Jeg er den type der smutter ved den mindste uoverenstemmelse. På job vælger jeg at sige op frem for at gå i dialog eller konflikt.
Jeg er venlig overfor alle, men ofte bange for at stifte nærmere bekendtskab.Jeg har boet mange steder i Danmark.
Det er som om at når hverdagen er tryg er jeg den der render..
For hvad hvis jeg involverer mig??
Det er meget svært at forklare..:)
Mit råd til dig, er at give hende 1000 blomster og være trofast som menneske.
Så vil du få en ægte ven..
Hilsen Isa