Fri for mobberi

I projektet "Fri for Mobberi" der tilbyder Red Barnet forældre, fagfolk og børn i børnehaver og indskolingen konkrete redskaber til bekæmpelse af mobning.
Har du som mange andre forældre, ved siden af den glæde, det skal være at sende
dit barn i skole også bekymringer omkring, hvorvidt dit barn vil komme til at stå
ansigt til ansigt mobning?

Hvordan vil du tage ansvar? Har du som forældre, lærer eller pædagog, et kvalificeret
bud på, hvordan det kommes til livs?

http://jp.dk/indland/article1040566.ece

mobning kan i dagens dk deles op i to.... for de svage og de stærke...
- de stærke er dem der mobber og de der bliver mobbet som klare sig igennem det og dermed opbygger en selvtillid omkring dette og bliver "vindere" i systemet....
- de svage er også dem der mobber men i alle højeste grad de der bliver mobbet da de fleste i denne kategori ikke får opbygget en selvtillid før sent i livet og måske aldrig...
selv høre jeg til i sidste gruppe og opbyggede først selvtillid på efterskole
jeg kan godt forstå En forældres spørgsmål der lyder på hvordan og hvorledes man kommer dette emne til livs....
mit råd lyder på erfaring fra min skolegang...jeg blev selv mobbet fra 2. dag i børnehaveklassen og frem til 6-7 klasse tror jeg....da havde mine forældre gjort alt hvad der stod i deres magt, lærerne, rektor, møder osv men da alt gik igennem skolen skete der ALDRIG noget ALDRIG.....
en dag sagde min mor til min næste gang hun mobber dig så slå til (jeg var stærkere end de fleste piger på min alder)... der gik så nogle gange hvor de mobbede mig men engang hvor det blev for meget for mig stak jeg hende sådan en lusing og hun blev paf - der var aldrig nogen der havde turde at gøre noget ved hende..... hun begyndte at græde og i det samme kom mine klasselærer og smilede til mig og sagde "godt gjort XXX" og til hende sagde de intet lod hende bare stå der midt i det hele....
det hjalp.....
for ikke at opfordre til at børn skal gå og slå på hinanden så gå til forældrene til den elev der mobber, forældre til forældre og ta evt klasselæren med i købet. og ta hjem til det barns forældre der mobber og lad det mobbende barn være med og evt også det mobbede barn...
ta en alvors snak med forlædrene og også barnet og lad dem forstå alvoren i sagen.
mobning føre ALDRIG til noget godt

Hvordan man kommer mobning til livs? Det er et godt spørgsmål, specielt når man læser JPs artikel hvoraf jeg har taget citatet:
"Vi ved, at det ikke er nok, at skolerne formulerer en mobbepolitik, hvis den ligger og samler støv på skolens kontor."
Det er netop hvad det blev til med mobbepolitikken på mine børns skole. For flere år siden lavede de en stor kampagne, med slogan, T-shirt osv. Mobbefriskolen kaldte de sig selv, men det var kun på papiret.
Der er ingen tvivl om, at ansvaret for mobning er først og fremmest forældrenes, men skolen og de øvrige omgivelser skal være på vagt for tegn på mobning, og tage affære.
Min søn var ikke altid med i flokken blandt klassens drenge, bla. fordi han ikke var fodboldfreak. De første 4-5 år i skolen klarede han sig alligevel, fordi de havde en klasselærer der var verdens bedste. Hun tog affære hvis der bare var optakt til noget. Der blev indkaldt til særlige forældremøder, hvor enten drenge- eller pigegruppen var involveret. Der blev sat navn på mobberen, ofrene og handling, så der ikke var tvivl om hvad der skete. Ikke noget med: "der er nogen der føler sig drillet, af nogle andre...", så tænker alle forældrene straks: "det kan ikke være min lille Søren der er tale om".
Al dette gjorde, at klassen fungerede fint, og at de kunne koncentrere sig om at lære noget. MEN, så fik den gode lærer en ny stilling og skiftede (desværre) skole. Det efterfølgende år, blev et helvede for alle dem, der ikke var med i inderkredsen. Vi var ikke alene i at påpege, at klassen havde et problem, men det blev ikke taget alvorligt, hverken af de nye lærerer eller af inspektøren. Efter et år, med mobning, chikane, provokationer, fik vi nok, og drengen og lillesøsteren blev flyttet til en anden skole.
Lillesøsteren flyttede da tilliden til skolen var ødelagt.
Børnene er kommet på en privat skole, og måske har forældrene her en anden indstilling fra starten.
I den ny klasse er de en blandet flok, med forskellige interesser. Der er både fodboldfreaks, modefreaks, bogorme og computernørder, men de kan allesammen tale sammen uden at nedværdige hinanden eller holde nogen ude.
Den ny skole har først og fremmest kunnet præstere at lære børnene, at man skal respekterer den enkelt individ! En privat skole har den fordel, at den kan afvise børnene, og smide dem ud, hvis ikke de følger skolens regler. Jeg har hørt om børn der er blevet bedt om at finde en anden skole, men forinden var der forsøgt dialog med forældrene om barnets opførsel, dog uden resultat.
Derfor er en nedskrevet mobbepolitik ikke nok, der skal handles.
Der skal læres respekt for andre mennesker, først og fremmest hjemmefra og dernæst skal skolen bakke op og tag mobning i opløbet.

I kan lave tiltag og ævle og kævle fra nu af til evigheden uden at det ændre noget somhelst. Det handler kort og godt om at give børn nogen sunde ÅNDELIGE værdier andet end tom materialisme og penge, og naturligvis sund kost som har kæmpe indflydelse på psyken OK!, så simpelt er det rent faktisk, så det er bare med at se at komme igang med at tvinge politikerne til at tage det ansvar de altid kæfter op om når de skal retfærdiggøre deres grådighed. Til det med stærke og svage mobbere, den holder ikke, alle der mobber børn såvel som voksne har psykiske problemer af en eller anden art, som regel lavt selvværd der i 9 ud af 10 tildfælde bunder i egoistiske forældre der har mere travlt med at rage til sig, og som så tror de kan købe deres børn med modetøj, mobiltelefoner, slik, sodavand you name it.

hold da op sikke et dejligt humør vi er i idag..... go jul

Jeg har en datter på 12 som faktisk er mobbet siden 1 klasse. Der er en i klassen som kører løbet og vi har holdt møde med læren en mill gange.Og lige meget hjælper det. Jeg har haft ringet til en mor som hvis barn også drillede min og det endeste svar jeg fik var at hun var på hendes datter side. Min datter er en stille pige som pga af sin sygdom ikke kan røre sig som andre og jeg ved hun er meget sårbar.
Hvor langt skal jeg mon gå.
Har haft en psykolog på hende som sagde hvorfor hun skulle have det hen mente at det var mere de andre piger der burde have sådant en koblet på sig.

Jeg er selvfølgelig nervøs for at mit barn skal opleve mobning både i børnehave, skolen og senere i livet. Som barn og ung havde jeg det virkelig, virkelig slemt pga. både psykisk og fysisk mobning, og jeg ønsker ikke for nogen at de skal opleve det.
Men, mobning er i bund og grund et forældreanliggende, for det handler virkelig om opdragelse og prægning i hjemmet, mere end det handler om skolen. Selvfølgelig skal lærere og andre personer i børnenes nærhed ikke sidde mobning overhørig, men den allerførste indsats skal komme hjemmefra.
Det er forældrenes opgave at lære deres børn at være tolerante og have respekt for andre og deres følelser. Det er supervigtigt at lære sine børn, at bare fordi nogen er anderledes eller "nemme" at plage, så betyder det ikke at man SKAL gøre det. Det er ogs vigtigt at lære dem at respektere andre mennesker fordi de ér mennesker med følelser, som kan skades utrolig meget af mobning.
Derudover er det vigtigt at man som forælder ikke går i forsvarsposition hvis man konfronteres med, at ens barn mobber andre. Så må man altså tage det til sig og forsøge at præge sit barn i en bedre retning.
Men det er helt klart også vigtigt at lærere og andre fagfolk tager mobning død-alvorligt. Jeg oplevede selv hvordan det blev negligeret som "noget børn gør", af både lærere og skoleinspektør. For mit vedkommende endte det med en regulær depression og en spiseforstyrrelse. Nogen ender med at få post-traumatiske stress-symptomer og andre meget svære problemer senere i livet pga. mobning, og det kan hverken forældre eller skoler være bekendt.
MAn SKAL gribe ind hvis et barn "sladrer" eller tydeligvis mistrives, også selvom det kan være ubehageligt at konfrontere børn og forældre, og evt. sætte ind med sanktioner mod dem.

Slevom man kan opleve det som at give op og være svag, så vil jeg anbefale at flytte din datter til en anden skole, og hellere igår end i morgen!
Min mor havde selv overvejelser om at flytte mig fra mobbehelvedet da jeg var barn, men gjorde det ikke fordi jeg var bange for at det blev værre. Idag ville jeg ønske at han bare havde truffet den beslutning og gjort alvor af det, selvom jeg protesterede.
At være mobbeoffer i den grad det ser ud til at din datter er, svarer faktisk til tortur. Hun tilbringer utroligt mange utrygge timer i selskab med sine mobbere, og det kan hendes psyke ikke stå model til i længden. Få hende væk, red hende fra det.

Hvor er jeg træt af lalleglade small-brains, der hele tiden har travlt med om nogen er sure, er I aldrig selv sure? Og hvorfor må man ikke være sur? En helt naturlig menneskelig følelse, men det er jo så nemt at slynge ud når man sidder fed og veletableret og har sit på det tørre hvad penge og materialisme angår, så FUCK YOU

Ja mobberi er en stort problem i mange skoler - og det kan kun løses hvis alle tager en del af det arbejde der ligger i at komme det til livs.
Jeg har kun positive oplevelser fra skoler og lærer som i mine øjne gør hvad de kan, men der hvor jeg mener den halter er faktisk hos os forældre. Grænsen for hvad børn må, og gør i dag er så forskellige ,at det er svært at "samle" forståelsen for hvordan man begår sig overfor hinanden. Forældre vil det bedste for "deres" barn og er mange gange "lidt" ligeglade med om det går ud over "de andre" - bare det ikke er ens eget. Det er den skin hellige sandhed. Så..... jo man er bekymret.
Den forstående.

Hvor der også skal lukkes skoler så det forslår? Så må man jo gå ud fra at der er børn der skal stuves sammen på andre skoler og hvad siger det om den fremtidige skole veldfærd, indeklima kvotient osv? Tiden at være skolebarn ser da ikke ud som den nemmeste, at gå i møde i vores veldfærdssamfund.

- synd der skulle gå så lang tid - og ja det er forfærdelig politisk ukorrekt, men nogle gange er det den eneste farebare vej.

- der virker realistisk. Velkommen til suresen.

Hver tiende hold forældre efterhånden vælger de private skoler til deres unger?

- en hel masse rigtige ting her, men især hæftede jeg mig ved din holdning til at det skulle komme fra hjemme. Det er vi enige om. Men jeg tror også det skal komme fra hjemmet at ikke barn ikke skal påtage sig offerrollen, men slå fra sig - i overført betydning - ! første gang. Tendensen til ikke at gøre det og blive offer ligger også i hjemmet.
- så kan vi jo begynde at spekulere på, hvordan vi laver potientielle mobbeofre i familien.
- I begge lejre kan denne omtanke bruges med held.
*********************************
Selvfølgeligheder om børn:
Af hvemsomhelst

Et barn, som kritiseres, lærer at fordømme.
Et barn der får klø, lærer at slås.
Et barn, som hånes, bliver genert.
Et barn, som udsættes for ironi, får dårlig samvittighed.
- men et barn, som opmuntres, lærer selvtillid.
Et barn, som mødes med tolerance, lærer tålmodighed.
Et barn, som får ros, lærer at påskønne.
Et barn, som oplever fair play, lærer retfærdighed.
Et barn, som oplever venskab, lærer venlighed.
Et barn, som oplever tryghed, bliver tillidsfuldt.
Et barn, som er elsket og får knus, lærer at føle kærlighed i verden

de mere svage. De stærke har ikke behov for at mobbe.

du skal omgående kontakte skolens ledelse, og evt. bestyrelsen. Forældrene til mobberen skal indkaldes til d´samtale med inspektøren, og vil inspektøren ikke dette, kontakter du skoleafdelingen på kommunen

Den har ledt efter alle vegne i meget lang tid. Jeg vil gerne lave den til en plakat for mig og min kæreste er nemlig slet ikke enig om, hvordan han skal behandle sin datter.
Tusinde tak skal du have.

Vi har allerede haft vores debat.🙂Men her drejer det sig om noget om noget helt andet. Og her er jeg fuldstændig enig med dig. Jeg har fulgt nogen af dine indlæg, og den ros vil jeg give dig, at du tør tage bladet fra munden, du har dine meninger og kan være skarp. Men okay, du siger det du føler/tænker, hvilket ikke er så ringe endda.
Selvom indlevelelsesevne også er en god ting. Men nok om det. Dette emne mobning er i den grad også en af de ting jeg føler meget for, selvom jeg endnu ikke har taget hul på det.
Jeg er et mobbeoffer, af 1 grad. Jeg gik på Bloustrød skole de første 8 år af min skoletid. Og blev i samtlige 8 år mobbet. (Vil lige tilføje, at det er jeg ude over). Men det var bestemt også med til at jeg har haft et meget turbulent liv.
Jeg mødte hver dag i skolen og blev af en eller anden grund kaldt heks. Min veninde blev smidt i en bunke brændeælder blot for at lege med mig. + at jeg blev behandlet som havde jeg pest. Hvad var min forbrydelse????????????????????????? Aner jeg ikke.
Mit uheld var så bare at jeg gik i en klasse, der var anset som den værste problemklasse på hele skolen. Da jeg så langt om længe i 8 klasse blev forflyttet til Lillerød skole, var man nød til at splitte klassen ad. Dvs. at en af mine værste mobbere, blev flyttet med over i min nye klasse.
Ja det lyder som løgn, men hør her.
Jeg blev spurgt af inspektøren om det var okay. Jeg fik at vide, at det mindste der var, ville han blive forflyttet igen. Derfor sagde jeg jamen okay så.
Men den klasse jeg kom ind i, var sportsfanatikere. Pigerne var til håndbold og drengene til fodbold. Jeg er ikke en sportspige, så ham "problembarnet", fik en stor status i alles øjne, da han var hammer dygtig til fodbold.
Jeg vidste at der var sladder i krogene, men kunne intet bevise. Han havde jo fået samme besked. Så han var forsigtig.
I 9 klasse blev vi splittet. Så der forsvandt han ud af mit liv. Men han havde jo sået noget splid.
Men en dag skulle vi have vikar. Peter hed han. I dansk. Han spurgte så, hvem er duks? Annemette sagde derpå: Det er undertegnet, hun vrængede det ud. Men se der havde jeg endelig fået nok, så jeg svarede: Nej det er Annemette, for hun er den eneste der slikker lærerne i r.... . I frikvateret komme ALLE hen og klappede mig på ryggen og sagde endelig en der kunne sætte hende Annemette på plads.
Ja men det har jo så bevirket at jeg ikke har tålt mobberi side hen, på nogen måde, under nogen omstændigheder.
Så jeg har lært mine børn, at find jer ikke i mobberi men prøv også lige om i mobber nogen, for så skal vi have en laaaang snak. Og aldrig har de mobbet nogen. Men især vores yngste er blevet mobbet.
Han kom hjem forrige efterår, meget ked af det. Han gik på vores ene kommuneskole i ca. 5 år. De 3 af årerne var han mere eller mindre forfulgt af hans klasselærer, der af en eller anden grund, bare ikke kunne lide ham. Hvilket bevirkede maveproblemer, der i den grad gjorde livet surt for ham.
Vi forstod det ikke, at det var hendes skyld, indtil han fik en ny lærer. Hun forstod virkelig at hjælpe ham, og gav ham lysten til at gå i skole igen. Desværre blev hun taget med narko. Og ja så ved i nok hvem hun er, og hvilken skole det handler om. Men fordi jeg faktisk er så taknemmelig for det hun gjorde for vores søn,syntes jeg det er værd at nævne.
Men ja hun blev jo selvfølgelig helt forståeligt skiftet ud. Den nye klasselærer blev åbenbart farvet af andres syn på vores søn. Det endte ihvertfald med at da vores søn, en af de sidste skoledage kom hjem, meget ked af det, tog jeg direkte op på skolen, for gud ved hvilken gang. Men denne gang, var jeg bare overbevist om, at nu var det slut.
Jeg brasede ind på inspektørens kontor, godt gal i skralden, for at sige det mildt. Og sagde at nu var jeg mindre end 1 sekund fra at udskrive vores søn fra skolen.
Der gik 3 kvarter, så var 3 lærere indkaldt til møde sammen med min mand, vores søn, inspektøren og jeg.
Jeg husker ikke de sagde ret mange ord. Jeg var gal en af de få gange jeg nogensinde har været så gal. Vores søn kunne bare ikke få oprejsning på nogen måde.
Han skulle som alle andre skrive logbog og aflevere hver dag, da de var på lejrskole på Bornholm. En aften glemte han det. Okay, det er fair at han bliver kaldt hjem til vandrehjemmet for at lave hans lektie, men han fik stuearrest resten af aftenen og fik at vide, at når han afleverede sin rapport, ville der blive trukket endnu en karakter fra. Nu er vi ikke karakter ryttere herhjemme, men det var 2 straffe i en.
På samme lejrskole, var der en dreng der havde trukket bukserne ned og vist bar r..til lærerinder og et par ældre damer. Hans straf, gæt, han skulle feje værelserne. Det kunne han gøre på under en halv time.
Da vi kom hjem, og vores søn havde afleveret sin rapport om Bornholm, blev han beskyldt for at have kopieret fra nettet af. Nu var det bare så heldigt, at min mand hjalp ham med rapporten og sad ved siden af, så han kunne bevidne at det ikke var tilfældet.
Vores søn fik 00.
Nå men ikke nok med det, et af de sidste nederlag han fik på den skole var, at der var en konkurence på nabobyens bibliotek, hvor man kunne vinde biografbiletter til hele klassen. Vores søn meddelte i klassen at det ville han da gerne prøve. Han blev HÅNET af de andre, at det blev nok ikke til noget alligevel, osv. Og hans nye dansklærer sagde til ham, at så ville hun da håbe at det han leverede var noget bedre end hans Bornholmerrapport, for det var sgu da noget lort.
Nøj om jeg var gal. Og min mand ligeså.
Men ja til det møde, konfronterede vi hende med de ord. Ved i hvad hun sagde???? Jamen det var sgu noget lort. Vores søn sad lige ved siden af. Og så vidt jeg ved, er hun stadig lærer på den skole.
Det her skete en fredag sidst i september sidste efterår. Søndag var vores søn og jeg til efterskolernes dag, hvor vi fik en god snak med forstanderen. Onsdag var vores søn skrevet op på den nye skole og meldt ud på den gamle, og mandag aften startede han på den nye efterskole, som han skal fortsætte på denne sæson også, og som vi bare er så lykkelige for.
Han er vokset og groet i selvværd og selvtillid. Han stortrives og har fået mange nye kammerater og ER VÆRDSAT som det søde kærlige menneske han er. Den nye rektors ord til mig var: Den dreng kan jeg tale med i timevis, han har dybde og er meget interessant at tale med.
Hans rumbos ord var: Ham kan jeg gå gennem ild og vand for.
En anden kammerats ord var: Han er en mega god kammerat, han er der altid for os og har hjertet på rette sted.
Så til jer forældre, der starter børn i skole nu, læg godt mærke til jeres børns signaler. Lad være med at underkende eller undskylde dem. Der er noget galt, hvis noget er som det ikke bør være.
Kæmp en kamp, det er JERES BØRNS FREMTID DET GÆLDER. Jeg lover jer, at var vores søn ikke kommet på efterskole, var jeg gået hele vejen også til medierne, for vi vidste bare at noget var galt.
Mange hilsner og held og lykke med jeres børns fremtid,
Manjana
tavse-vidner.dk

hvor er det godt at se at andre også mener tæv er virkningsfuldt mod mobning. Så vidt jeg har oplevet - hørt -set ..så er det den eneste ting der kan skabe respekt i en mobbers sind. Til daglig er jeg da imod vold... (men også tilhænger af guldsmedens milde dom.)

jeg har haft et barn der blev moppet og det holdt ganske rigtigt op da hun havde mistet besindelsen og givet ham en omgang tæsk. Men det har konsekvenser - som et inspektørbesøg og seddel med hjem. Så sørg for at forbered både dig som voksen, men også barnet på at forsvare sig på to fronter, inden du opfordrer til at stoppe mobberi med tæsk!. Selvtægt..guldsmed.. joe det er samme boldgade som mobning.