Ftg.,Den føerste og den sidste

I Johs. Åbenbaring siger Jesus til menigheden i Smyrna :"Dette siger den første og den sidste, han som var død og blev levende." (Åb. 2:8)
Hvorfor siger Jesus disse ord, som Gud bruger om sig selv i Esajas 44:6 :" Dette siger Herren, Israels konge, han som løskøber det, Hærskarers Herre: Jeg er den første og den sidste, der er ingen anden Gud end mig." Ordene 'første og sidste' henviser jo til Guds evighedsværen, uden begyndelse og afslutning. Hvorfor bruger Jesus disse ord om sig selv?
Vdenlig hilsen Dirk.

"Ordene 'første og sidste' henviser jo til Guds evighedsværen, uden begyndelse og afslutning."
Netop første og sidste har en netop en begyndelse og slutning.
Den første skal være den sidste, og den sidste den første. Jeg er alfa og omega.

Ja, du har ret - rent matematisk holder udtrykket ikke. Men troens sprog indeholder jo specielle udtryk - og paradokser. I den første og den sidste ligger der også, at Gud er førsteårsagen til alt, og også herre over døden. Men igen - umiddelbart er facit på denne ligning vrøvl.
Venlig hilsen Dirk.

Jesus var den første og den sidste der blev oprejst fra de døde af Jehova. Jehova har overdraget opstandelsen af den øvrige del af menneskeheden til Jesus Kristus.
Med venlig hilsen, ftg.

Gud bruger om sig selv i Esajas, kan jeg forstå. Jeg ved ikke, hvorfor du bruger ordet om helligånden der fansager Guds dybder her - vel nok for at vise, at I er ledet af ånden. Det var bedre, hvis du ville forsøge at forklare, hvordan helligånden kan ransage Guds dybder, hvilket jeg føfrsrt spurgte om. Dette er jo ikke et svar, der er mere uddybende. For øvrigt, Guds brug af ordene den første og den sidste tilkendegiver, at han er alts årsagsgrund. Er Jesus også det?
Vdenlig hilsen Dirk

Bibelen siger:
"For hvem blandt mennesker ved hvad der er i et menneske, undtagen menneskets ånd som er i det? På samme måde har heller ingen lært at kende hvad der er i Gud, undtagen Guds ånd. Nu har vi ikke fået verdens ånd, men den ånd som er fra Gud, for at vi kan kende det som Gud i sin godhed har givet os. Og det er dette vi taler om, ikke med ord lært af menneskelig visdom, men med [ord] lært af ånd[en], idet vi forbinder åndelige [anliggender] med åndelige [ord].
Men et sjæleligt menneske tager ikke imod det der kommer fra Guds ånd, for det er tåbelighed for det; og det kan ikke fatte det, fordi det skal bedømmes åndeligt. Det åndelige menneske, derimod, bedømmer alt, men selv bedømmes det ikke af nogen. For „hvem har lært Jehovas sind at kende, så han kan belære ham?“ Men vi har Kristi sind." (1 Korinther 2:11-16)