Føler mig udenfor

Jeg er en kvinde i midt 40'erne der altid - faktisk hele mit liv - har haft følelsen af at være "anderledes" og udenfor i kvinde-grupper. Jeg er helt normalt fungerende, ok udseende, har godt job, fået to børn, været igennem skilsmisse og er nu i nyt og pragtfuld forhold til en skøn mand, der elsker mig højt. MEN det dér med veninder er jeg altså ikke særlig god til. Min venindekreds er skrumpet voldsomt ind og jeg aner virkelig ikke hvorfor. Synes altid jeg har tid og overskud til at "lytte", er glad og positiv og alligevel forsvinder veninderne stille og roligt.
På min arbejdsplads føler jeg mig ALTID udenfor fællesskabet, deltager selvfølgelig heller ikke i noget socialt, men er da altid arbejdssom og hjælpsom overfor kollegerne.
Nogen, der kender til problemet og kan komme med gode råd, eller måske en god forklaring❓😕

Nej, jeg har ingen forklaring. Mit liv ser vist ud som dit. Men måske kræver vi for meget. Jeg har lagt mærke til, at andre har "venner" bare de har hilst på folk en gang.

Den lyttende er oftest den efterspurgte, men lytter du kun? Man kan sagtens være lyttende og imødekommende og hjælpsom og alligevel så privat en person, at folk ikke føler de kender en.
Venskaber er på en eller anden måde lidt byttehandel. Du lytter til mig, jeg lytter til dig og så finder vi nogle fællesnævnere, som så bliver vores platform. Jeg kender dig ikke og kan derfor ikke sige om det er totalt skudt forbi, bare et forslag.
Arbejdsmæssigt, skal man nok være indstillet på også at deltage i sociale sammenhænge - ikke nødvendigvis hver evige eneste gang - men med jævne mellemrum, ellers vil der aldrig blive andet end et rent professionelt forhold. Men det gør du slet ikke. Er det noget nyt for dig at tænke over den følelse af at være udenfor?

har jeg en grund,har gennem hele mit liv haft det sådan som du skriver,altid udenfor,få venner,men så fik jeg den ide at kontakte en psykariater for måske han havde en ide.😕
Det havde han(adhd)det er typiske tegn sagde han,så måske er det det??[l]
På familielivet køre det godt men straks jeg er ude blant andre er følelsen der med det samme,man kan få medicin,men det har jeg fravalg.
Har levet med det i snart 40 år og har accepteret det.😉
Knus ks

Jeg har heller aldrig haft de vilde veninder, men det er så fordi de anser mig for en betydelig trussel. Åbenbart. For jeg er hende der snakker med drengene, sådan har det altid været. Jeg har en enorm vennekreds, men det er allesammen mænd, hvad jeg får at vide igennem dem om det er det ting som, at hun ikke kan måle sig med mig, at hun er bange for jeg har følelser i klemme, at hun føler sig truet af min stilling, mit liv, økonomi, selvtillid etc. Og det er selvom jeg har været i et parforhold de sidste 10 år af mit liv.

Hvis du nu brugte lidt mere tid med kvinder, så ville du vide, at "jeg følte mig truet" er noget man siger, når man manipulerer sine omgivelser til at tilgive en for dårlig, egoistisk opførsel.
Alle forstår frygt. Det er en grundlæggende menneskelig egenskab. Når man har opført sig dårligt siger man derfor enten:
a) jeg kom til at tænke på et traume fra min fortid
b) jeg var bange for at miste dig
c) jeg var nervøs for hvad I ville tænke om mig
På den måde er man ikke i ond tro men blot ramt af frygt, som fik én til at handle uhensigtsmæssigt. Det er det ældste trick i bogen. Kvindelist kunne man kalde det. Personligt kalder jeg det for en tynd undskyldning.