min mor og far

Hejsa..
jeg har et kæmpe problem, jeg mistede min mor i 1992, og er aldrig kommet over det...
april sidste år mistede jeg min far, det tog hårdt på mig..
jeg vil bare høre om det var muligt at komme i kontakt med dem, og hvis ja hvordan?
kan jeg selv?
hvis bare jeg vidste om de kom godt over den ´på den anden side..
mange hilser
Trine Pedersen
1979 3maj
Horsens
født sønderborg

hej trine

Selvfølgelig kommer de allesammen over, for
på ny at blive født igen.
Ingen mennesker på jorden kan få kontakt
med de døde. Din mor er omkring 10 år i
hendes nye liv, så hun bliver svær at
komme i kontakt med. Hvilken glæde vil
du have af det, når hun ikke længere kan
genkende dig?
Se frem og tænk positivt, og nøjes med
at tænke tilbage på de gode minder.

Dette er begyndelsen af en broshure, som jeg meget gerne vil putte i din mailbox. Må jeg det?
„Det kan ikke være rigtigt!“
EN MAND fra New York fortæller: „Min søn Jonathan var på besøg hos venner der boede nogle kilometer borte. Min kone, Valentina, kunne ikke lide at han tog derhen. Hun var altid bange for at der skulle ske ham noget i trafikken. Men han gik meget op i elektronik, og hans venner havde et værksted hvor han kunne få lidt praktisk erfaring. Jeg var hjemme på Manhattan i New York. Valentina var på besøg hos sin familie i Puerto Rico. ’Jonathan må snart være her,’ tænkte jeg. Så ringede det på døren, og jeg gik ud fra at det var ham. Men det var det ikke. Det var politiet og nogle ambulancefolk. ’Kender De dette kørekort?’ spurgte politibetjenten. ’Ja, det er min søn Jonathans.’ ’Vi har en dårlig nyhed til Dem. Der er sket en ulykke, og . . . Deres søn, . . . Deres søn er blevet dræbt.’ Min første reaktion var: ’Det kan ikke være rigtigt!’ Det sår vi har fået i hjertet er endnu ikke lægt, selv om der er gået flere år.“
En familiefader fra Barcelona i Spanien skriver: „Vi var en lykkelig familie i 1960?ernes Spanien. Der var min kone, María, og vores tre børn, David, Paquito og Isabel, som var henholdsvis 13, 11 og 9 år.
En dag i marts 1963 kom Paquito hjem fra skole og klagede over at han havde meget ondt i hovedet. Vi var helt i vildrede med hvad det kunne skyldes — men ikke ret længe. Tre timer senere var han død. En hjerneblødning havde pludselig berøvet ham livet.
Det er nu over 30 år siden Paquito døde, men vi føler stadig en dyb smerte over tabet. Forældre der mister et barn vil altid føle at de samtidig har mistet noget af sig selv — uanset hvor mange år der går eller hvor mange andre børn de har.“
Disse to beretninger om forældre der har mistet et barn, viser hvor dyb og langvarig en smerte det medfører. En læge har meget rigtigt skrevet: „Et barns død er normalt mere tragisk og vanskeligere at acceptere end et ældre menneskes død, eftersom et barn er den sidste i familien man forventer vil dø. . . . Et barns død betyder altid bristede fremtidsdrømme med hensyn til familie [søn, svigerdatter, børnebørn] og oplevelser . . . som man aldrig får.“ Også de kvinder der mister et barn ved spontan abort kan opleve det som et meget stort tab.
En enke forklarer: „Min mand, Russell, havde været i lægekorpset i Stillehavsområdet under den anden verdenskrig. Han havde oplevet nogle frygtelige slag. Han kom tilbage til De Forenede Stater og levede et roligt liv. Senere blev han en Guds ords tjener. Da han var først i tresserne begyndte han at få symptomer på hjerteproblemer. Han forsøgte at føre et aktivt liv, men en dag i juli 1988 fik han et hjerteanfald og døde. Hans død kom som et knusende slag. Jeg nåede ikke engang at få sagt farvel. Han var ikke blot min mand. Han var min bedste ven. Vi havde været gift i 40 år. Nu måtte jeg til at lære at leve med en ganske særlig ensomhedsfølelse.“
Dette er blot nogle få af de tusinder af tragedier der hver dag rammer familier overalt i verden. De fleste der har mistet et barn, en ægtemand, en hustru, forældre eller venner, giver den kristne bibelskribent Paulus ret når han kalder døden for „den sidste fjende“. Ofte vil den første naturlige reaktion på nyheden være at man nægter at tro den: „Det kan ikke være rigtigt!“ Senere vil der ofte komme andre reaktioner. — 1 Korinther 15:25, 26.
Men før vi kommer ind på de følelser sorgen udløser, vil vi besvare nogle vigtige spørgsmål. Er døden afslutningen på alt? Er der håb om at vi nogen sinde får dem vi har mistet i døden at se igen?
Der findes et pålideligt håb
Bibelskribenten Paulus gjorde opmærksom på at det er muligt at blive befriet for denne „sidste fjende“, døden. Han skrev: „Den sidste fjende der tilintetgøres, er døden.“ (1 Korinther 15:26) Hvordan kunne Paulus være så sikker på dette? Fordi han var blevet undervist af en der selv var blevet oprejst fra de døde, nemlig Jesus Kristus. (Apostelgerninger 9:3-19) Det er derfor Paulus kunne skrive: „Eftersom døden er kommet ved et menneske [Adam], er de dødes opstandelse også kommet ved et menneske [Jesus Kristus]. For ligesom alle dør i Adam, således vil alle også blive gjort levende i Messias.“ — 1 Korinther 15:21, 22.
Da Jesus mødte en enke fra Nain og så hendes døde søn, blev han dybt bedrøvet. Den bibelske beretning lyder: „Da [Jesus] nærmede sig [Nains] port, se! da blev en død båret ud, en moders enestefødte søn. Hun var desuden enke. Og en anselig folkemængde fra byen var sammen med hende. Og da Herren fik øje på hende, fik han inderligt ondt af hende, og han sagde til hende: ’Græd ikke mere.’ Så gik han hen og rørte ved ligbåren, og bærerne stod stille, og han sagde: ’Unge mand, jeg siger dig: Stå op!’ Og den døde satte sig op og begyndte at tale, og han gav ham til hans moder. Nu blev de alle grebet af frygt, og de begyndte at herliggøre Gud idet de sagde: ’En stor profet er blevet oprejst iblandt os,’ og: ’Gud har vendt sin opmærksomhed mod sit folk.’“ Læg mærke til at Jesus fik inderligt ondt af enken og derfor oprejste hendes søn. Forestil dig hvad det lover for fremtiden. — Lukas 7:12-16.
For øjnene af mange mennesker udførte Jesus et uforglemmeligt mirakel. Denne opstandelse var en forudskildring af den opstandelse som han allerede før denne hændelse havde profeteret om — genskabelse til liv på jorden under „en ny himmel“. Ved den lejlighed havde Jesus sagt: „I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre hans røst og komme ud.“ — Åbenbaringen 21:1, 3, 4; Johannes 5:28, 29; 2 Peter 3:13.
Apostelen Peter og andre af de tolv som ledsagede Jesus på hans rejser, blev også øjenvidner til en opstandelse. De hørte endog den opstandne Jesus tale til dem ved Galilæas Sø. Beretningen fortæller: „Jesus sagde til dem: ’Kom, spis jeres morgenmad.’ Ingen af disciplene turde spørge ham: ’Hvem er du?’ for de vidste at det var Herren. Jesus kom og tog brødet og gav dem det, og ligeså fisken. Dette var nu tredje gang Jesus havde vist sig for disciplene efter at han var blevet oprejst fra de døde.“ — Johannes 21:12-14.
Det er grunden til at Peter med dyb overbevisning kunne skrive: „Velsignet være vor Herre Jesu Kristi Gud og Fader, for i sin store barmhjertighed har han givet os en ny fødsel til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.“ — 1 Peter 1:3.
Apostelen Paulus gav udtryk for en lignende sikker forvisning da han sagde: „Jeg tror på alt det der står i loven og det der er skrevet hos profeterne; og jeg har håb til Gud, et håb som disse også selv nærer, at der vil finde en opstandelse sted af både retfærdige og uretfærdige.“ — Apostelgerninger 24:14, 15.
Millioner af mennesker kan derfor nære et sikkert håb om igen at komme til at se deres kære leve på jorden, men under helt andre forhold end dem vi oplever i dag. Hvilke forhold? Yderligere detaljer om dette bibelske håb vil blive behandlet i brochurens sidste afsnit, der hedder „Et sikkert håb for de døde“.
Men lad os først se på nogle af de spørgsmål der kan opstå når man mister en man holder af: Er det normalt at sørge som jeg gør? Hvordan kan jeg leve med sorgen? Hvad kan andre gøre for at hjælpe mig? Hvordan kan jeg hjælpe andre der sørger? Og vigtigst af alt: Siger Bibelen at der er et sikkert håb for de døde? Vil jeg nogen sinde få mine kære at se igen? I givet fald hvor?

hvordan kan du selv være så sikker på det?

rigtig mange tak for din hjælp, men jeg jeg tror jeg har den herhjemme, jeg har fået af min veninde som hører til Horsens menighed (syd)
jeg er ikke selv det som hun er .
men har været med hende utallige af gange og "læst" sammen med hende.

Desuden er jeg 100% sikkert på at vi bliver
født igen. For det har jeg prøvet mange
gange.

Jeg synes det er meget usmageligt at prøve at værge nye medlemmer til jeres sekt på den måde. En pige i dyb sorg er måske et let offer for dig, det er fanme usmageligt...
Jeg har ikke selv mistet, men jeg ved hvad det vil sige at være i sorg. Jeg tror det vil være godt for dig at finde nogen at tale med. Helst nogen som ikke kender din familie, en som måske selv har prøvet hvad det vil sige at blive ladt tilbage, en som bare vil lytte...
Der findes selvhjælpsgrupper rundt om i hele landet. Du kan også vælge at gå til din læge, som måske kan henvise dig til en psykolog.
MvH C

Kæreste Trine.
Jeg vil først sige, at jeg føler med dig. Det er så ufatteligt hårdt at miste en man har kær, men når først erkendelsen om, at de har det dejligt, hvor de er, trænger ind i vore hjerter, så bliver byrden lettere at bære.
Jeg forsikrer dig kæreste, at de begge har det godt. De er sammen nu og Har det dejligt, hvor de er.
Jeg ser din mor stå og læne sig imod din far. Han er meget stolt. Stolt af hende og af dig.
Hun er lys og let i energien. Meget kærligt væsen, men kunne have det svært i livet. Det er ikke noget der er svært hvor hun er nu. Kun glæde.... De snakker om en bror????
Har du en bror??? Det er som om, de er meget omkring ham og det er okay....
Du skal vide at hver eneste gang du tænker på dem, er de hos dig. Den eneste forskel som jeg oplever det er , at de ikke har nogen krop længere.
Du kan sagtens lære selv at kontakte dem kæreste. Alle kan. Det er ikke noget der er forbeholdt de få....
Send mig en mail og jeg skal hjælpe dig videre......
Mine allerkærligste tanker
Helle Nemborg
www.helle-nemborg.dk