Har virkelig brug for råd

Hej alle sammen
Håber virkelig i kan hjælpe mig, for det her holder ikke i længden.
Jeg har kommet sammen med min kæreste i snart 3 år, jeg er 18 og mødte hende på efterskole i 9. klasse. Jeg bor selv i Århus, men hun bor i Aabenraa. Det vil sige at der er et stykke mellem os, det er dog ikke det der er problemet. I starten var vi sammen næsten hver weekend, det har dog ændret sig stille og roligt hen over årene da jeg også gerne vil se mine kammerater her hjemme i Århus.
Der er nemlig det problem at jeg er meget social og har masser af venner her i Århus, mens hun er meget indadvendt og ikke rigtig har nogle veninder hun er sammen med efter skole. Jeg vil også gerne gå til fester, mens hun hellere vil ligge der hjemme og se en film eller være sammen med familien.
Det skal lige siges at det er mit første rigtigt seriøse forhold.
Vi er begyndt at skændes meget, og her på det sidste har vi heller ikke snakket så meget sammen i hverdagene som vi gjorde førhen. Jeg er nået dertil hvor jeg egentlig ikke har de samme følelser for henne som jeg havde i starten, men jeg er bange for at fortælle hende det. Jeg ved nemlig at hun stadigvæk er meget forelsket i mig, og gerne vil have at det skal være os to resten af vores dage.
Jeg har det bare sådan lidt at jeg egentlig kun gør det for hendes skyld lige nu. Det driver mig til vanvid, men jeg er bange for hvad der sker hvis jeg fortæller hende at jeg ikke rigtig har lyst mere.
Men det er jo ikke fordi jeg ikke kan fordrage hende mere, så det vil også være lidt mærkeligt at slå op med hende og være velvidende om at man egentlig aldrig nogensinde kommer til at se hende igen.
Jeg har nemlig før været lige ved at gøre det forbi mellem os, men jeg fik kolde fødder. Hun blev ekstremt hysterisk og begyndte at snakke om at vi aldrig kunne ses eller snakke sammen igen. Er det bare noget jeg må finde mig i?
Tanken om at skulle tage derned bare for at slå op med hende, er ved at tage livet af mig. Ikke fordi jeg ikke vil det, men fordi jeg ikke vil såre hende, eller have at hun skal hade mig.
Torm

Du er 18 år. Har kendt din kæreste i 3 dvs siden du var 16. Nu bor i langt fra hinanden og det er besværligt. Se at komme videre. Det er alt for tidligt at binde sig til den eneste ene.

Det er virkelig noget forbandet pis at skulle såre mennesker, man holder af, men nogle gange er der simpelt hen ingen vej udenom!
Hvis du virkelig føler sådan som du skriver, så er du sgu da nødt til at slutte jeres forhold! Og selvfølgelig kommer du til at såre hende. Det vil du helst ikke, men hvad er dit alternativ? At såre dig selv og blive i forholdet... Du kommer til at hade hende for det, hvis du fortsætter. Du vil garanteret blive rasende over at hun ikke kan se at det I har sammen ikke er det du vil.
Det er så forfærdeligt at såre andre mennesker. Hvis man så i det mindste kunne få lov til at trøste den, man har såret, men det er jo sjældent dét, de ønsker sig. De vil bare have at man gør det ugjort.
Det er en barsk ting, du skal igennem. Hvis du vil gøre det lidt nemmere for hende, så lad hende få det sidste ord. Bare lad hende sige det dér grimme om dig uden at sige noget igen. Hun mener det jo alligevel ikke. Hun er bare så såret.
I skal nok komme igennem det begge to.

Få sluttet forholdet, så I begge kan komme videre og blive forelsket igen.

set them free.
Kærlighed er også at kunne se det, du ser lige for tiden. Nemlig at det bedste for jer begge er at holde.
Og nej - måske I aldrig ses igen. Og ja - det ER mærkeligt at tænke den tanke. Men det lyder som det bedste for jer.
Livet ligger lige der ude. 🙂🙂🙂

Hej Torm,
Din historie minder mig bare saa meget om da jeg selv var 17... Jeg havde vaeret kaereste med en i 2 et halvt aar. Vi havde altid vaeret meget sammen, baade hverdag og weekender, men saa lige saa still begyndte jeg at faa andre interesser. Jeg ville ogsaa gerne vaere sammen med mine veninder og proeve andre ting. Til sidst gik det op for mig at jeg var noedt til at slaa op med ham. Det er jo heller ikke fair for den anden person at vaere sammen med dem, hvis man ikke kan give det samme igen. Han blev MEGET ked af det, og vred. Hans venner ringede til mig og sagde at jeg var fej, og at alle havde troet at det skulle vaere os for livet. Men lige som dig - Du er jo "kun" 18 aar, og skal afproeve/opleve saa mange flere ting.
Det er selvfoelgeligt op til dig, men maaske er det paa tide at komme videre. Jeg tror ikke tingene bliver bedre med tiden, hvis du har det som du har det nu. Hun bliver selvfoelgeligt ked af det, men du maa vaere staerk. Hun skal nok komme videre ogsaa. (Du skal i hvert fald ikke blive sammen med hende af "pity" - Det er jo ikke dit problem at hun ingen venner har. - Hun maa selv tage lidt ansvar ogsaa)
Jeg vil bare sige godt gaaet til jer, at I har holdt sammen i 3 aar - det er flot og laenge naar man er saa ung.
Mod og lykke til dig...
Nogen gange skal det hele vaere skidt foer det kan blive godt igen [s]