HJÆLP min sviger´familie ødelægger vores ægteskab

Hej derude
jeg har virkelig brug for at høre jeres mening om mit problem. Jeg mødte min kæreste for 4 år siden og allerede fra starten har min sviger mor og svigerfar og min svoger og svigerinde ikke kunne lide mig eller accepterer mig. Jeg har aldrig gjort dem noget men min egen familie mener at det er fordi de er jaloux på at jeg både er en pæn pige og at jeg ikke holder igen med mine meninger. Mit problem er at min kæreste altid har været bange for at sige sine forældre imod og at de har styret hans liv altid. Når mine svigerfamilie åbenlyst giover udtryk for at de ikke kan fordrage mig eller det at jeg er sammen med deres søn støtter min kæreste mig ikke han har aldrig bakket mig op i en diskussion med dem eller sat dem på plads og sagt at han elsker mig og at de må behaldle mig ordenligt. Det gør så ufattelige ondt på mig at min kæreste som jeg elsker overalt på jorden ikke engang kan bakke mig op eller støtte mig overfor hans ondskabsfulde familie, fordi han er bange for at sige sin meming til dem eller sige dem imod. Vi blev gift i sommers og har en datter på 2 og har fået en del psykolog hjælp for at min mand har ku blive bedre til at sige fra overfor dem men det hjælper bare ikke. Jeg føler ikke han elsker mig når han ikke kan støtte eller bakke mig op i noget som helst når hans familie sårer mig og når jeg gentagne gange forlader familiesammenkomster grædende . va skal jeg gøre jeg overvejer skilsmisse pga hans manglende opbagning og støtte. hva skal jeg gøre jeg ønsker jo at blive sammen med manden i mit liv men føler mig splittet fordi jeg føler han svigter mig.

... og din følelse. Men det nytter ikke noget at du sætter lighedstegn ved hans manglende sigen fra og så det om at elske dig. Jeg forstår godt at du kan føle dig svigtet når du ikke synes han "stiller op for dig". Men det du må huske, er at han jo er søn af den familie du nu får at føle for fuld udblæsning. Det betyder at han aldrig har lært bedre OG at hans famile IKKE respektere hans integritet. Man kan næsten tænke sig til hvad denne ballast eller mangel på samme betyder for hans evne til at sige fra. Både overfor sin familie - men også generelt. Det må han lære - lære at tage sig selv og sin integritet så alvorligt, at han kan sige fra og deffinere sine grænser og gøre det på en god måde. Hvis du vil hjæle ham med det - med at vokse, så gør du det bedst ved at acceptere og elske ham som han er. Og så må du selv sige fra overfor den skide familie. Klart og tydeligt. I har jo børn sammen og du er kommet for at blive, så selvfølgelig skal du deffinere dit eget forhold til dem og ikke kun igennem ham. Pisser de på dig så undgå dem, eller giv dem en skideballe eller whatever.........
sakser lige en klog lille tekst ind jeg er faldet over. Læs især sidste afsnit.:
"Fordømmelser dræber kærligheden
af Anne-Grete Hav Hermansen
Det er uhyre sjældent, at vi - både som børn og som voksne - bliver mødt med total accept og betingelsesløs kærlighed. Dette på trods af at det føles utrolig godt både at være modtager og giver af disse følelser.
Men hvorfor har vi så travlt med at fordømme såvel os selv som andre?
Vi tror ofte, det er ved at irettesætte, kritisere og bebrejde os selv eller andre, at der vil ske forandringer, at vi vil forbedre os. Det har de fleste fået ind med barneskeen, så det nærmest sidder i rygmarven. Men det eneste, der reelt forvandler noget som helst er accept.
Er der noget hos os selv - eller hos andre - vi vil lave om på, f.eks. en bestemt tilbøjelighed eller et mønster, må vi starte med at acceptere det. Derefter kan forandringen begynde at ske af sig selv indefra. Så længe vi selv eller andre fordømmer sider af os, vil en anden del af os gå i forsvar (som et lille trodsigt barn) og forsvare vores tilbøjeligheder og reaktionsmønstre, - også selv om de ikke tjener os længere.
At begynde at acceptere sider i os selv, som vi hidtil har fordømt og forkastet, er det Jung kalder at integrere vores skyggesider. (Se mere om dette i artiklen "Forstå dine drømme").
At lave om på andre er, som de fleste har erfaret, et umuligt projekt. Ønsker vi alligevel at forsøge, er den eneste farbare vej også her accept. Det giver den anden mulighed for og inspiration til at ændre sig selv. At slippe fordømmelserne og begynde at acceptere andre, som de er, betyder ikke, at vi skal affinde os med hvad som helst. Men vi skal lære at sætte grænser uden at være fordømmende. Dette gælder også vores børn og vores partner."

held og lykke til jer begge og husk en god svigermor er en død svigermor ...... så der er håb forude ;-)
kynisk mand

Da din mand er af den tybe der tier,og ikke giver igen,skal du endelig ikke tro at det bliver anderledes.Den familie æder ham op.Han er den svage i familien,og det vil bare fortsætte.Det hjælper ikke noget at du siger noget til ham,for det hele ligger i hans opdragelse.Du skal engang for alle gøre den familie opmærksom på,at det er en mand du er gift med og ikke et barn,og at du forventer respekt fra deres side.Du SKAL sige noget til dem.Hvis det var min mand,havde jeg forlængst sagt min mening til dem,men så længe du selv følger med i at tie,er det bare helt håbløs.

tusind tak for dit meget ærlige svar og ikke mindstde betydningsfulde digte til sidst. Den psykolog som vi går hos mener at hans familie er dybt manipulerende og hader at vi er sammen og elsker hinanden fordi de i bund og grund selv har et elendigt ægteskab. Men det er bare sindsygt svært at elske en mand som ikke kan støtte op om mig og vise hans familie at han elsker mig og siger fra overfor dem når de går over stregen. Det eren meget mere kompliceret sag end jeg kan få ned på papir herinde men det er dejligt at få andres syn på sagen mange tak

jeg er normal ikke en type der tier overhovedet tværtimod siger jeg altid tingene ligeud og uden at pakke det ind men jeg kan simpelthen ikke sige dem imod heller for så ved jeg bare at helvede er løs. Da vi sku have vores datter sagde min sviger mor at hun var i tvivl om mine evner som mor og min kæreste sagde ikke noget men jeg sagde at det ku hun ik tillade sig at sige og så som en trold op a en æske farer min svigerfar op og råber SÅ SKIFTER VI EMNE. Jeg blev total mundlam de fejer alting væk under gulvtæppet og har altid gjort det. Jeg kommer fra en familie hvor vi altid har talt meget om alt og vi har en solid og stærk familie og det er min svigerfamilie også jaloux over. Vores psykolog siger at vi skal holde vores datter væk fra dem fordi de ellers bare vil ødelægge hende også med deres manipuleringer så det hele er vildt kompliceret. men min mand er jo flasket op med det igennem hans opdragelse og gudske lov for at han er blevet til den han er i dag på trods af den syge opdragelse. Han er en enorm dejlig mand og er god imod alle det eneste han ikke kan er at sige fra overfor hans forældre og det gør sgu ondt på mig når de rakker ned på mig eller taler ned til mig at jeg ikke har hans opbakning. Jeg har sagt fra overfor dem nogle enkelte gange men så har helvede også bare været løs de kan ik klare at jeg siger mine meninger og så hader de mig for at deres søn ikke er deres lille nikkedukke eller lille soldat mere efter han har mødt mig . Men det er bare så skide svært at være en del af sådan en familie.Hvis vi bare siger nej tak til en dag at tage ud at spise hos dem ja så er de sure i flere mdr bagefter. og det er ikke kun det de mener at det er mig der holder deres søn væk fra dem men det er det bare overhovedet ikke. Jo mere min mand og jeg taler om det og med psykologen des mere går det op for min mand at det er en syg familie han har men det er sgu også svært for ham at indse. Men det er ligeså svært for mig at han ikke tør støtte op om mig så vi kan være sammen og stå sammen i det her.

Da jeg læste dit indlæg kunne det ligeså godt være noget jeg havde skrevet! står selv om overvejer skilsmisse pga. samme problem igennem nu 17 år. Det værste er at jeg ikke engang kan tale med min mand om hvor ked af det jeg bliver for så bliver han galg og siger at jeg bare vil skabe konfliker mellem ham og hans familie - han aldrig siger fra ligegyldigt hvor meget de har svinet mig til!. Han har kløerne fremme når noget handler om hans familie og kan slet slet ikke se nogle fejl ved dem uanset hvad de siger eller gør...Jeg elsker ham men kan bare ikke magte det mere.... da han slet ikke kan se at der er et problem ville jeg aldrig kunne lokke ham med til psyk. men det fylder simpelthen for meget for mig så jeg ikke ved om jeg orker mere.... det er nu blevet sådan efter et skænderi ml. mig og hans søster for over 1 år siden (hvor hun til min datters fødselsdag tillod sig at kommer 1 t. for sent, tog eks-kæresten og en veninde med (som ikke var inviteret) og spurgte mig om jeg ikke intr. mig for hendes sociale liv (hun er 35!) og jeg sagde nej -det ragede mig en skid og vi var midt i en fødselsdag hvortil hun svinede mig til og gik helt amok og kaldte mig diverse navne- så flippede svigerfar -- og ja min mand siger intet!!!!!!! dengang skrev jeg et laaaangt brev til ham om at nu var det nok osv. men alligevel er det som om intet er sket og han er perlevenner med sin søster og har sagt at jeg har sat ham i en klemme..... hun taler ikke til mig eller hilser når vi er til familie arrangementer ... men det er jo hendes valg... nå og svigerfar har sagt at han nok skal sørge for at vi bliver skilt---- intet press! oh jeg er sååå træt af det og min mand er så forblindet af sin egen familie at han slet ikke passer på sin egen ... hans far havde sparket sand i øjnene på vores datter på 5 år og han siger intet!!! (han var blevet sur på hende over hun havde stået og sparket i sandet da de skulle spise udenfor)... jeg har bare fået nok....

Har endeligt taget mig sammen til at fortælle min mening til min svigerfamilie, men dette faldt heller ikke i særlig god jord. Mener selv at min mening er den logiske men desværre har min kæreste to søskende som har deres mening og som er vildt langt væk fra virkeligheden.

Jeg føler med jer. Jeg er havnet i en rigtig kærlig familie, det eneste problem, er min mands bror, som er så jaloux og magtsyg overfor min mand. Min mand har haft nogle svære tider, men nu er han endelig kommet på rette spor, men det er somom min svoger konstant prøver at få ham på afveje. f.eks. så skulle min mand til eksamen idag, og min svoger ringede til ham 12 gange (bogstavelig talt) igår, for at forstyrre ham, ikke for noget vigtigt men blot for at sikre sig, at det IKKE vil gå ham godt. han sagde sågar ikke held og lykke.
min svoger vil være den bedste i familien, og han kan ikke klare hvis min mand har det bedre end ham. f.eks. invitere han også min mands eks-kæreste (som har troet mig op livet) op til ham, når vi skal komme, fordi han gerne vil skabe konflikter mellem mig og min mand, så vi til sidst vil gå fra hinanden.
jeg føler mig aldrig velkommen, idet han aldrig spørger ind til mig, (sågar ikke når jeg er på sygehuset), men han altid rakker ned på mig, og prøver på alverdens luskede måde og få mig og min mand til at skændes. Min mand siger ikke fra overfor ham, og den dag min svoger ringede til mig, for at sige jeg ikke var velkommen, fordi min mands eks var der, så var min mand helt ligeglad.
hans bror nedgøre mig på alverdens måder, men min mand kan ALDRIG mande sig op, jeg har aldrig hørt ham sige noget, som bare er en lille smule i strid med min svogers holdning.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, for det gør mig så ulykkelig, når min svoger konstant gør mig opmærksom på jeg ikke er velkommen, og min mand ikke tager mig i forsvar.
jeg har prøvet at snakke med min mand om det, men han nægter altid alting, og siger at min svoger sikkert har formuleret sig forkert. men hvor mange gange kan man lige formulere sig forkert?
Jeg er så ulykkelig idet min mand er det bedste der nogensinde er sket for mig. det der er mit største problem er at han ikke engang kan se problemet i øjnene, men bare leger Nikkedukke og griner af min svogers nedgørende vitser som er rettet mod mig.
Det er det hårdeste jeg nogensinde har prøvet. og jeg er så tæt på at gå fra ham fordi jeg ikke kan finde nogen løsning.
:(