Hvad er fundamentalisme ?
Fundamentalister skildres ofte som yderliggående og fanatiske, som konspiratorer og terrorister. Mange er foruroligede over væksten blandt grupper som den romersk-katolske Comunione e Liberazione, den jødiske Gush Emunim og den protestantiske Kristne Koalition i USA.
Hvornår opstod fundamentalismen? Det var i slutningen af det forrige århundrede efter at liberale teologer var begyndt at afstemme deres lærepunkter efter den højere bibelkritik og videnskabelige teorier som udviklingslæren. Folks tillid til Bibelen blev rokket, og konservative religiøse ledere i USA reagerede ved at opstille det de kaldte troens grundlærdomme. I begyndelsen af det 20. århundrede udgav de en redegørelse for disse fundamentale lærepunkter i en serie på flere bind med titlen The Fundamentals: A Testimony to the Truth. Begrebet „fundamentalisme“ er opkaldt efter dette værk.
I den første halvdel af det 20. århundrede vakte fundamentalismen fra tid til anden stor interesse. For eksempel bragte nogle religiøse fundamentalister i 1925 en skolelærer ved navn John Scopes fra Tennessee i USA for retten i det der blev kendt som Scopes-sagen. Hans forbrydelse? Han underviste i udviklingslæren, hvilket var i modstrid med loven i Tennessee. Dengang mente nogle at fundamentalismen blot var et forbigående fænomen. I 1926 skrev det protestantiske tidsskrift Christian Century at den var „hul og kunstig“ og „fuldstændig blottet for fremskridtsvenlige elementer og evnen til at overleve“. Men deri tog bladet grundigt fejl!
Siden 1970’erne er fundamentalismen gentagne gange blevet nævnt i nyhederne. Professor Miroslav Volf fra Fuller Præsteseminarium i Californien siger: „Fundamentalismen har ikke blot overlevet, men har også haft stor fremgang.“ I dag hæftes betegnelsen „fundamentalisme“ ikke kun på bevægelser inden for protestantismen, men også på tilsvarende fraktioner inden for andre religioner, såsom katolicismen, islam, jødedommen og hinduismen.
Hvad er årsagen til fundamentalismens udbredelse? De der forsker i emnet, mener at den til dels skyldes vor tids moralske og religiøse usikkerhed. Tidligere var de fleste samfund præget af en atmosfære af moralsk vished baseret på traditionelle trosopfattelser. Disse trosopfattelser bliver nu enten anfægtet eller forkastet. Mange intellektuelle hævder at der ikke findes en Gud, og at mennesket er alene i et meningsforladt univers. Mange forskere lærer at menneskets eksistens er et produkt af en tilfældig udviklingsproces, og ikke af en kærlig Skabers handlinger. Den herskende mentalitet er eftergivenhed. Verden er hjemsøgt af moralsk forfald i alle samfundslag. — 2 Timoteus 3:4, 5, 13.
Fundamentalisterne længes efter trygheden ved de gamle dyder, og nogle af dem forsøger at genindføre det de anser for de rette moralske og læremæssige grundregler i deres samfund og nation. De gør alt hvad der står i deres magt, for at tvinge andre til at leve i overensstemmelse med en moralnorm og et system af læresætninger som er „korrekt“ i deres øjne. En fundamentalist er stærkt overbevist om at han har ret, og at andre tager fejl. Professor James Barr skriver i sin bog Fundamentalism at fundamentalismen „er et begreb der ofte forbindes med noget fjendtligt og foragteligt, og som udtrykker snæversyn, intolerance, åndsformørkelse og sekterisme“.
Eftersom ingen bryder sig om at blive kaldt snæversynet, intolerant eller sekterisk, hersker der en del uenighed om hvem der kan kaldes en fundamentalist, og hvem der ikke kan. Der er dog nogle særlige kendetegn som præger religiøs fundamentalisme.
Religiøse fundamentalister forsøger som regel at bevare det der menes at være en kulturs oprindelige traditioner eller religiøse trosopfattelser, og at bekæmpe det der opfattes som sekularisme. Det vil dog ikke sige at fundamentalister er imod alt hvad der er nyt. Nogle gør effektiv brug af moderne kommunikationsmidler for at udbrede deres budskab. Det de kæmper imod, er sekulariseringen af samfundet.
Nogle fundamentalister er besluttede på ikke alene selv at bevare de traditionelle læresætninger eller livsmønstre, men også at påtvinge andre dem i den hensigt at ændre de sociale strukturer så de stemmer med fundamentalistens overbevisning. En katolsk fundamentalist vil derfor ikke nøjes med selv at være abortmodstander. Han vil sandsynligvis forsøge at påvirke lovgivningsmagten i sit land for at gennemtvinge forbud mod abort. Ifølge avisen La Repubblica førte den katolske kirke i Polen „en ’krig’ hvori den brugte al sin magt og indflydelse“ for at få vedtaget en lov mod abort. Kirkelederne handlede i den forbindelse meget lig fundamentalister. Den protestantiske Kristne Koalition i USA kæmper lignende „krige“.
Fundamentalister adskiller sig især ved deres dybt rodfæstede religiøse opfattelser. En protestantisk fundamentalist vil således hævde at alt hvad der står i Bibelen, skal fortolkes bogstaveligt. Et eksempel herpå er påstanden om at Jorden blev skabt på seks bogstavelige dage. En katolsk fundamentalist tvivler ikke på pavens ufejlbarlighed.
Det er derfor forståeligt at udtrykket „fundamentalisme“ giver associationer til blind fanatisme, og at de der ikke er fundamentalister, er bekymrede over at se fundamentalismen brede sig. Som enkeltpersoner kan vi være uenige med fundamentalisterne, idet vi forfærdes over deres politiske metoder samt de voldshandlinger de undertiden tyr til. Fundamentalister fra én trosretning kan endda være chokerede over de handlinger som fundamentalister fra en anden trosretning benytter. Mange tænkende mennesker er imidlertid bekymrede over de problemer der giver fundamentalismen grobund — det moderne samfunds omsiggribende moralske efterladenhed, mangel på tro og forkastelse af åndelige aspekter.
Hvornår opstod fundamentalismen? Det var i slutningen af det forrige århundrede efter at liberale teologer var begyndt at afstemme deres lærepunkter efter den højere bibelkritik og videnskabelige teorier som udviklingslæren. Folks tillid til Bibelen blev rokket, og konservative religiøse ledere i USA reagerede ved at opstille det de kaldte troens grundlærdomme. I begyndelsen af det 20. århundrede udgav de en redegørelse for disse fundamentale lærepunkter i en serie på flere bind med titlen The Fundamentals: A Testimony to the Truth. Begrebet „fundamentalisme“ er opkaldt efter dette værk.
I den første halvdel af det 20. århundrede vakte fundamentalismen fra tid til anden stor interesse. For eksempel bragte nogle religiøse fundamentalister i 1925 en skolelærer ved navn John Scopes fra Tennessee i USA for retten i det der blev kendt som Scopes-sagen. Hans forbrydelse? Han underviste i udviklingslæren, hvilket var i modstrid med loven i Tennessee. Dengang mente nogle at fundamentalismen blot var et forbigående fænomen. I 1926 skrev det protestantiske tidsskrift Christian Century at den var „hul og kunstig“ og „fuldstændig blottet for fremskridtsvenlige elementer og evnen til at overleve“. Men deri tog bladet grundigt fejl!
Siden 1970’erne er fundamentalismen gentagne gange blevet nævnt i nyhederne. Professor Miroslav Volf fra Fuller Præsteseminarium i Californien siger: „Fundamentalismen har ikke blot overlevet, men har også haft stor fremgang.“ I dag hæftes betegnelsen „fundamentalisme“ ikke kun på bevægelser inden for protestantismen, men også på tilsvarende fraktioner inden for andre religioner, såsom katolicismen, islam, jødedommen og hinduismen.
Hvad er årsagen til fundamentalismens udbredelse? De der forsker i emnet, mener at den til dels skyldes vor tids moralske og religiøse usikkerhed. Tidligere var de fleste samfund præget af en atmosfære af moralsk vished baseret på traditionelle trosopfattelser. Disse trosopfattelser bliver nu enten anfægtet eller forkastet. Mange intellektuelle hævder at der ikke findes en Gud, og at mennesket er alene i et meningsforladt univers. Mange forskere lærer at menneskets eksistens er et produkt af en tilfældig udviklingsproces, og ikke af en kærlig Skabers handlinger. Den herskende mentalitet er eftergivenhed. Verden er hjemsøgt af moralsk forfald i alle samfundslag. — 2 Timoteus 3:4, 5, 13.
Fundamentalisterne længes efter trygheden ved de gamle dyder, og nogle af dem forsøger at genindføre det de anser for de rette moralske og læremæssige grundregler i deres samfund og nation. De gør alt hvad der står i deres magt, for at tvinge andre til at leve i overensstemmelse med en moralnorm og et system af læresætninger som er „korrekt“ i deres øjne. En fundamentalist er stærkt overbevist om at han har ret, og at andre tager fejl. Professor James Barr skriver i sin bog Fundamentalism at fundamentalismen „er et begreb der ofte forbindes med noget fjendtligt og foragteligt, og som udtrykker snæversyn, intolerance, åndsformørkelse og sekterisme“.
Eftersom ingen bryder sig om at blive kaldt snæversynet, intolerant eller sekterisk, hersker der en del uenighed om hvem der kan kaldes en fundamentalist, og hvem der ikke kan. Der er dog nogle særlige kendetegn som præger religiøs fundamentalisme.
Religiøse fundamentalister forsøger som regel at bevare det der menes at være en kulturs oprindelige traditioner eller religiøse trosopfattelser, og at bekæmpe det der opfattes som sekularisme. Det vil dog ikke sige at fundamentalister er imod alt hvad der er nyt. Nogle gør effektiv brug af moderne kommunikationsmidler for at udbrede deres budskab. Det de kæmper imod, er sekulariseringen af samfundet.
Nogle fundamentalister er besluttede på ikke alene selv at bevare de traditionelle læresætninger eller livsmønstre, men også at påtvinge andre dem i den hensigt at ændre de sociale strukturer så de stemmer med fundamentalistens overbevisning. En katolsk fundamentalist vil derfor ikke nøjes med selv at være abortmodstander. Han vil sandsynligvis forsøge at påvirke lovgivningsmagten i sit land for at gennemtvinge forbud mod abort. Ifølge avisen La Repubblica førte den katolske kirke i Polen „en ’krig’ hvori den brugte al sin magt og indflydelse“ for at få vedtaget en lov mod abort. Kirkelederne handlede i den forbindelse meget lig fundamentalister. Den protestantiske Kristne Koalition i USA kæmper lignende „krige“.
Fundamentalister adskiller sig især ved deres dybt rodfæstede religiøse opfattelser. En protestantisk fundamentalist vil således hævde at alt hvad der står i Bibelen, skal fortolkes bogstaveligt. Et eksempel herpå er påstanden om at Jorden blev skabt på seks bogstavelige dage. En katolsk fundamentalist tvivler ikke på pavens ufejlbarlighed.
Det er derfor forståeligt at udtrykket „fundamentalisme“ giver associationer til blind fanatisme, og at de der ikke er fundamentalister, er bekymrede over at se fundamentalismen brede sig. Som enkeltpersoner kan vi være uenige med fundamentalisterne, idet vi forfærdes over deres politiske metoder samt de voldshandlinger de undertiden tyr til. Fundamentalister fra én trosretning kan endda være chokerede over de handlinger som fundamentalister fra en anden trosretning benytter. Mange tænkende mennesker er imidlertid bekymrede over de problemer der giver fundamentalismen grobund — det moderne samfunds omsiggribende moralske efterladenhed, mangel på tro og forkastelse af åndelige aspekter.