Hvad i alverden!! der røg min udringsfrihed
Jeg blev frataget min ytringsfrihed og dømt alene på grund af det forhold, at jeg formidlede et skrift indeholdende upopulære sandheder om islam, og jeg gjorde det ud fra den helt selvfølgelige forudsætning, at i et demokrati er en debat tilladt, også en debat om islam.
Det er jo helt grotesk at man netop i disse år, hvor man ellers offentligt kan diskutere hvad som helst, selv de mest private og intime seksuelle foreteelser hos folk, netop i disse år gennem retssystemet slår ned på ethvert forsøg på at debattere islam udfra en kritisk synsvinkel. Hvordan kan ytringsfriheden være så selektiv? Og hvordan kan noget sådant overhovedet forstås?
Går vi til anklagemyndigheden tolker man denne mærkværdige situation på den måde, at nok må man debattere islam, men man må ikke selv fremkomme med eller formidle ytringer, der er kritiske over for islam, idet en kritik uden videre tolkes som forhånende, men denne tolkning er jo i bedste fald meningsløs.
For har islam uheldige konsekvenser og virker til skade for samfundet, hvordan skal man så inden for sprogets rammer dog kunne udtrykke dette, uden at man vil kunne anklages for at forhåne islam? Det er simpelthen ikke muligt. Anklageren i Københavns Byret gik endog et skridt videre, idet han påstod, at det ingen betydning har for den foreliggende sag, om jeg har ret eller uret i de formidlede udtalelser om muhamedanerne, og jeg indrømmer gerne, at jeg aldrig nogensinde havde troet at skulle høre noget sådant ved en dansk domstol, at sandheden er irrelevant.
Jeg kan ikke tro, at anklagemyndighedens synspunkt på dette område virkelig kan repræsentere domstolenes holdning, for i så fald bliver domstolene jo meningsløse, og de reduceres til de rene undertrykkelsesinstrumenter.
I praksis betyder anklagemyndighedens holdning altså, at man vil slæbe folk for retten, hvis de udtrykker eller formidler en kritik af islam, ligegyldigt om denne kritik er berettiget eller ej. Anklagemyndigheden forlanger således entydigt en positiv holdning til islam, men hvordan i alverden kan anklagemyndigheden det? Man henviser til paragraf 266b og nogle internationale konventioner for at legitimere dette uhørte meningstyranni, men ingen jura kan legitimere en bestemt holdning til islam som den eneste tilladte.
I et stalinistisk samfund er noget sådant muligt, men er det også muligt i et demokratisk samfund? Det mener jeg ikke.
Anklagemyndighedens tolkning af tilladte ytringer angående islam kan således kun siges at være af ren politisk karakter og alene på magthavernes vegne. Men det er ikke anklagemyndighedens eller retsvæsenets opgave at være politisk formynder for folket, og holdningen til islam og muhamedanerne er borgernes egen sag. Holdningen er simpelthen en del af de politiske frihedsrettigheder, og afskaffer man folkets ret til frit at danne sig en egen holdning og at udtrykke denne, så har vort samfundssystem opsagt kontrakten med folket, og folket står frit over for systemets organer.
Ved anvendelsen af paragraf 266b som censurparagraf og undertrykkelsesparagraf bevæger man sig altså langt ud over demokratiets grænser, uanset hvordan denne paragraf evt. kan tolkes i en snæver juridisk forstand. At dømme folk, ikke for deres handlinger, men for deres meninger, det er diktaturets måde, og det kan aldrig være et demokratisk retssystems opgave.
Og samtidigt må det alvorligt betvivles, om denne racismeparagraf lovligt kan anvendes af landets domstole i sager som den foreliggende, da der i grundlovens §.77 står: Jeg citerer: "Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.”
Det er indlysende, at når man fra anklagemyndighedens side påstår, at jeg har overtrådt den såkaldte racismeparagraf 266b ved at formidle den anonyme tekst ”Bag om islam”, der angiveligt omfatter formuleringer, som ikke er lovlige, så forudsætter man uden videre, at jeg i forhold til teksten er i censors sted, nemlig således, at jeg allerede på forhånd skulle optræde som censor og fjerne de pågældende formuleringer. Men jeg er ikke censor, og censur som forebyggende forholdsregel er ikke lovlig, som citatet fra Grundloven fortæller os.
I forhold til formidlede tekster er anvendelsen af §.266b således ikke lovlig efter min opfattelse, simpelthen fordi den forudsætter en forebyggende censur.
Det er jo helt grotesk at man netop i disse år, hvor man ellers offentligt kan diskutere hvad som helst, selv de mest private og intime seksuelle foreteelser hos folk, netop i disse år gennem retssystemet slår ned på ethvert forsøg på at debattere islam udfra en kritisk synsvinkel. Hvordan kan ytringsfriheden være så selektiv? Og hvordan kan noget sådant overhovedet forstås?
Går vi til anklagemyndigheden tolker man denne mærkværdige situation på den måde, at nok må man debattere islam, men man må ikke selv fremkomme med eller formidle ytringer, der er kritiske over for islam, idet en kritik uden videre tolkes som forhånende, men denne tolkning er jo i bedste fald meningsløs.
For har islam uheldige konsekvenser og virker til skade for samfundet, hvordan skal man så inden for sprogets rammer dog kunne udtrykke dette, uden at man vil kunne anklages for at forhåne islam? Det er simpelthen ikke muligt. Anklageren i Københavns Byret gik endog et skridt videre, idet han påstod, at det ingen betydning har for den foreliggende sag, om jeg har ret eller uret i de formidlede udtalelser om muhamedanerne, og jeg indrømmer gerne, at jeg aldrig nogensinde havde troet at skulle høre noget sådant ved en dansk domstol, at sandheden er irrelevant.
Jeg kan ikke tro, at anklagemyndighedens synspunkt på dette område virkelig kan repræsentere domstolenes holdning, for i så fald bliver domstolene jo meningsløse, og de reduceres til de rene undertrykkelsesinstrumenter.
I praksis betyder anklagemyndighedens holdning altså, at man vil slæbe folk for retten, hvis de udtrykker eller formidler en kritik af islam, ligegyldigt om denne kritik er berettiget eller ej. Anklagemyndigheden forlanger således entydigt en positiv holdning til islam, men hvordan i alverden kan anklagemyndigheden det? Man henviser til paragraf 266b og nogle internationale konventioner for at legitimere dette uhørte meningstyranni, men ingen jura kan legitimere en bestemt holdning til islam som den eneste tilladte.
I et stalinistisk samfund er noget sådant muligt, men er det også muligt i et demokratisk samfund? Det mener jeg ikke.
Anklagemyndighedens tolkning af tilladte ytringer angående islam kan således kun siges at være af ren politisk karakter og alene på magthavernes vegne. Men det er ikke anklagemyndighedens eller retsvæsenets opgave at være politisk formynder for folket, og holdningen til islam og muhamedanerne er borgernes egen sag. Holdningen er simpelthen en del af de politiske frihedsrettigheder, og afskaffer man folkets ret til frit at danne sig en egen holdning og at udtrykke denne, så har vort samfundssystem opsagt kontrakten med folket, og folket står frit over for systemets organer.
Ved anvendelsen af paragraf 266b som censurparagraf og undertrykkelsesparagraf bevæger man sig altså langt ud over demokratiets grænser, uanset hvordan denne paragraf evt. kan tolkes i en snæver juridisk forstand. At dømme folk, ikke for deres handlinger, men for deres meninger, det er diktaturets måde, og det kan aldrig være et demokratisk retssystems opgave.
Og samtidigt må det alvorligt betvivles, om denne racismeparagraf lovligt kan anvendes af landets domstole i sager som den foreliggende, da der i grundlovens §.77 står: Jeg citerer: "Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.”
Det er indlysende, at når man fra anklagemyndighedens side påstår, at jeg har overtrådt den såkaldte racismeparagraf 266b ved at formidle den anonyme tekst ”Bag om islam”, der angiveligt omfatter formuleringer, som ikke er lovlige, så forudsætter man uden videre, at jeg i forhold til teksten er i censors sted, nemlig således, at jeg allerede på forhånd skulle optræde som censor og fjerne de pågældende formuleringer. Men jeg er ikke censor, og censur som forebyggende forholdsregel er ikke lovlig, som citatet fra Grundloven fortæller os.
I forhold til formidlede tekster er anvendelsen af §.266b således ikke lovlig efter min opfattelse, simpelthen fordi den forudsætter en forebyggende censur.