Hvofor er det så svært?

Har lige læst at skilmisseprocenten er på vej ned, men den ligger stadig på omkring 40%!.
Hvad er det der gør at folk er så villige til at gå fra hinanden inden for kort tid? er det fordi man ikke gider at kæmpe for et forhold og vælger den nemme løsning, eller er det fordi det ikke lever op til de forventninger man har fået igennem film, bøger og sæbeoperaer?? eller er det simpelthen fordi man ikke har valgt hinanden på grund af kærlighed, men udelukkende på grund af udseende, social status osv. osv. og at glansen så falder bort efter et stykke tid, når man læere hinanden at kende??
Eller er det noget helt andet der gør at folk bare giver op og prøver at finde en anden??
Boheme

Man finder en man vil leve sammen med. Gul og grønne skove , det er så skønt det hele. Arbejdsløshed , dårlig økonomi , man kan ikke få hverdagen til at hænge sammen , der er ikke tid til at slappe af og hygge sig , hvem skal handle ind - vaske tøj - lave mad , stres stres stres . Der er rigtig mange singler i dette land. Jeg har selv fået den indstilling til det hele , at jeg vil godt have en veninde - vi har hver vores lejlighed. Er man gift eller er i et parforhold og der sker noget , det er en meget hård oplevelse. OG - hvad med børnene , børnepenge , hustru bidrag.... Det var nok det bedste at det var som da jeg var barn , far var på arbejde , mor passede hjemmet - og mig , det var en god barndom.

kilde???

berlingeren for nogle dage siden.

for ægteskab og det er alt for nemt bare at blive skilt.

Jeg tror at det er lidt af alting. Men det er sørgeligt at se at det sker i så høj en grad.
Jeg fandt dog lige en artikel om at ægteskaber faktisk holder længere end før i tiden..
Links:
http://www.berlingske.dk/forbrug/artikel:aid=478056/
Med venlig hilsen
Anders Nielsen

- vi står jo i en stadig mere narcissistisk kultur, hvor hver især gør hvad de vil, for DERES EGEN skyld & lyst.
Det giver utroligt vanskelige vilkår for fællesskaber - altså også ægteskabet.
Det var mit bud (sføli oveni det klassiske med at kvinden i dag er så selvstændig økonomisk, at hun ikke længere er nødt til at underkaste sig en hustyran for ikke at havne i total elendighed)

Se for eksempel på Muslimerne. De bliver sjældent skilt.
Se det er det De Radikale mener med Kulturberigelse.
ERGO: Konverter. !!! til ISLAM

Jeg er overbevist om at det er penge der er skylden i en skilsmisse.
Er man et ungt menneske der bor hjemme hos de gamle, og de er naturligvis for flinke, for de unge skal da' ikke betale for kost og logi hjemme, om der bliver lavet mad osv. til en ekstra det spiller da' ingen rolle, og det er også helt fint, så finder man en kærerste, og så skal der kroner til når man flytter sammen, så nu er der ikke alle de penge til at gå i byen for, og så skrider man ellers hjem til de gamle igen.
Er man blevet gift, så kører det helt fint, frem til den første lille nye kommer til verden, nu føler manden sat sat godt og grundigt ud på et sidespor, sidesporet hedder skaffedyrssporet, for hun glemmer totalt at hun jo alså også har en mand, sex bliver meget hurtigt til en by i rusland, og så kommer den ellers med hovedpine, for træt, ingen lyst iaften skat, den lille sover, og bla bla, så fristes man til et hurtigt lille sidespring, og det opdager madammen så, og så kører løbet ellers, med et forbandet svin osv. hun er dybt såret og føler sig meget skidt behandlet, en slemme fyr mm. og kvinder hænger sammen som ærtehalm, så hun har undersøgt hvad hun kan få ifølge loven, ( DET HELE ) og så vil hun skilles, for hun har intet at miste, manden det kan da' ikke blive hendes problem, for hun har da' ikke gjort noget forkert.
Så er der alså også den mulighed at man med årerne glemmer hinanden, man tager hinanden for givet, det lille frække nummer bliver også kedeligt, man vokser fra hinanden ( Han går til sport, hun til syning )på et tidspunkt er de som fremmede for hinanden.
Hej

Endnu én af slagsen......

De kan være flere grunde, den største er nok at man ikke snakker sammen om hiandens inderste følelser og det ikke kun hvad sex angår, men alt hvad der hører til livet....
Og når alt er snakket igennem på 100% ærlighed, har man ledetråd til svaret, det hele drejer sig om... >>passer vi sammen<<

Dertil kan man jo spørge om hvor mange der endeligt har snakket med sin partner om sin egen inderste fantasi/lyst/ønsker vedrørende sex.....

JEg har læst dit indlæg.
Jeg kan selvfølgelig kun svar for mig/os, men det er vel egentlig lige så vigtigt som at tale for andre.
Efter en svær og meget tung periode, med sygdom, dødsfald, økonomiske problemer, "utroskab", mm har vi i allerhøjeste grad fået lov at opdage hvad der holder os sammen. Gennem mange lange samtaler i den sidste tid er vi er faktisk nået tilbage til det der i starten dannede basen for det hele.
En meget dyb kærlighed til hinanden, kombineret med respekt og vilje til at være loyale - trods alt.
Derudover er vi i dag klar over at vi VIL hinanden - både på grund af og på trods af.
Vi har valgt at tale mere sammen og snakke mindre sammen. Det vil sige at være meget mere lyttende og lydhøre, samt give hinanden mere luft til at have egne følelser og behov. At tage os tid til at tale til hinanden. I stedet for kun at snakke overfladisk om at man da også og man da ikke (Eller det værste jeg/vi ved - du gør/siger altid/du gør/siger aldrig) - er det meget mere jeg har tænkt over, jeg kan tænke mig, eller jeg har/har ikke lyst til...uden at partneren automatisk går i forsvar. I stedet for stiller vi mange flere spørgsmål til hvad den anden mener med et der bliver sagt, for at forstå og få indsigt.
Vi sørger også for at udveksle almindelige "kærtegn", at røre ved hinanden når vi er sammen. Det behøver ikke være andet end en hånd på en skulder, et dybt blik i øjnene (Der jo også er en form for berøring), en sms med et lille glimt af at jeg er der endnu, eller lige at spørge om den anden også vil have kaffe mv. Det vil sige at SE den anden som et vigtigt element i hverdagen, samt også at være opmærksom på de små ting, som vi gør for hinanden. Tak er kun et fattigt ord, men måske det vigtigste ord man kan bruge i parforholdet...
Det har bragt os gennem en af de kriser der ellers "normalt" medfører et brud - som oftest til begge parters fortrydelse og stor sorg for børn familie og venner.
Og vi vil stadig hinanden, både psykisk og fysisk - heldigvis.
E_F_K