hvor er han fej
min ellers så gode ven, eller er det bare mig, der er noget galt med...
Min ven har også en anden veninde, som han ser lige så ofte som jeg..
En dag i en brandert forsnakkede min ven sig og sagde, at hende den anden er hans bedste veninde - ikke lige så rart at høre, ik fordi jeg behøver være hans bedste veninde,men der er nogle ting, som jeg mener man ikke lige behøver sige højt...
Min ven har lovet mig for nogle uger siden, at han ville male mit køkken og han skulle ikke have noget for det... han skulle bare lige være færdige med at hjælpe en kammerat først...Nu er der så 1 uge siden han er blevet færdige i kammeratens hus...I den sidste uge har han hjulpet hende den anden veninde i hendes hus og have og har sørget for, at hun kunne tjene nogle penge igennem hans firma som rengøringsafløser... hvorfor vennen ik har spurgt mig, om jeg ville tjene de penge...tja, måske fordi hun er en bedre veninde og vennen ved godt, at jeg er på spanden...
Vennen har ellers givet udtryk for, at vi er så gode venner og sidste dag forærede han mig 3 liter maling, en rest han havde stående, men han sagde så, at hvis jeg manglede mere maling, så skulle jeg købe det og kunne få det biligere igennem hans firma...
jeg ved, at hans anden veninde har hjulpet vennen med at skaffe ham sort arbejde et par gange og så siger han til mig, at han også gerne vil hjælpe hende...fair nok, men jeg føler mig som et reservehjul, for nu har han for anden gang i træk hoppet fra vores aftale, at han ville gi spisen hos sig.... men han kan godt komme hjem til mig, når jeg giver spisen ik. Han ringer og kommer også oftes hejm til mig, omkring aftensmad, for så er han fri for selv af lave mad...
jeg orker are ikke og synes heller ikke, at jeg skal skal spørge hele tiden, om han snart vil male mit køkken, kan det virkelig være rigtigt, at jeg næsten skal plage ham om det...!
Som vennes far siger af og til, at vi, altså mig og vennes far gider han sgu næsten aldrig hjælpe med noget som helst, og vi er sgu så gode ved ham, men hans andre veninder hjælper han fandme i hoved og røv.... denne sætning har printet sig fast i mit sind...
jeg har for flere måneder siden lovet min ven, at vi skal i sommerhus, lejet biligt igennem mit arbejde, men jeg må sige, at jeg de sidste par uger har fortrudt...
De fleste herinde ville sikker give mig det råd, at jeg burde snakke med vennen om dette her, men åhhh nej ikke igen, det har jeg jo gjort flere gange og tingene ændrer sig ikke, så nu gider jeg ikke mere.
Havde I andre givet vennen en ordentlig opsang og skredet jeres vej, eller havde I lænet jer tilbage og tænkt, jeg tar vennen som han er, eller havde i tænkt, at det mon er mig selv, der er noget i vejen med - det er nemlig det vennen plejer at sige til mig og at det slet ikke er som jeg forestiller mig... ihh nej, jeg kan bare se på hans handling, at det ikke stemmer overens med alle hans ord...😕
Min ven har også en anden veninde, som han ser lige så ofte som jeg..
En dag i en brandert forsnakkede min ven sig og sagde, at hende den anden er hans bedste veninde - ikke lige så rart at høre, ik fordi jeg behøver være hans bedste veninde,men der er nogle ting, som jeg mener man ikke lige behøver sige højt...
Min ven har lovet mig for nogle uger siden, at han ville male mit køkken og han skulle ikke have noget for det... han skulle bare lige være færdige med at hjælpe en kammerat først...Nu er der så 1 uge siden han er blevet færdige i kammeratens hus...I den sidste uge har han hjulpet hende den anden veninde i hendes hus og have og har sørget for, at hun kunne tjene nogle penge igennem hans firma som rengøringsafløser... hvorfor vennen ik har spurgt mig, om jeg ville tjene de penge...tja, måske fordi hun er en bedre veninde og vennen ved godt, at jeg er på spanden...
Vennen har ellers givet udtryk for, at vi er så gode venner og sidste dag forærede han mig 3 liter maling, en rest han havde stående, men han sagde så, at hvis jeg manglede mere maling, så skulle jeg købe det og kunne få det biligere igennem hans firma...
jeg ved, at hans anden veninde har hjulpet vennen med at skaffe ham sort arbejde et par gange og så siger han til mig, at han også gerne vil hjælpe hende...fair nok, men jeg føler mig som et reservehjul, for nu har han for anden gang i træk hoppet fra vores aftale, at han ville gi spisen hos sig.... men han kan godt komme hjem til mig, når jeg giver spisen ik. Han ringer og kommer også oftes hejm til mig, omkring aftensmad, for så er han fri for selv af lave mad...
jeg orker are ikke og synes heller ikke, at jeg skal skal spørge hele tiden, om han snart vil male mit køkken, kan det virkelig være rigtigt, at jeg næsten skal plage ham om det...!
Som vennes far siger af og til, at vi, altså mig og vennes far gider han sgu næsten aldrig hjælpe med noget som helst, og vi er sgu så gode ved ham, men hans andre veninder hjælper han fandme i hoved og røv.... denne sætning har printet sig fast i mit sind...
jeg har for flere måneder siden lovet min ven, at vi skal i sommerhus, lejet biligt igennem mit arbejde, men jeg må sige, at jeg de sidste par uger har fortrudt...
De fleste herinde ville sikker give mig det råd, at jeg burde snakke med vennen om dette her, men åhhh nej ikke igen, det har jeg jo gjort flere gange og tingene ændrer sig ikke, så nu gider jeg ikke mere.
Havde I andre givet vennen en ordentlig opsang og skredet jeres vej, eller havde I lænet jer tilbage og tænkt, jeg tar vennen som han er, eller havde i tænkt, at det mon er mig selv, der er noget i vejen med - det er nemlig det vennen plejer at sige til mig og at det slet ikke er som jeg forestiller mig... ihh nej, jeg kan bare se på hans handling, at det ikke stemmer overens med alle hans ord...😕