Hvordan kan du hjælpe en alkoholist bedst?
Det er et hårdt liv for mange, men måske kan nogen få et godt tips om flere hjælper til med problemet.
Alfa - omega
er, at vedkommende selv erkender problemet, ellers kan man intet stille op. Ellers må man støtte hele vejen til, under og efter behandling.
Selverkendelse
En alkoholiker skal først erkende overfor sig selv, at han/hun har et problem, ellers kan man intet stille op.
Jo man kan da tvinge dem til en kold tyrker, men ligeså snart ingen holder øje, så er de tilbare i misbruget, medmindre de selv er 100% indstillet på at stoppe.
Lad mig som eksempel nævne min mor, hun har siden hun var 26 været alkoholiker, og så for 8 år siden, da hun blev truet med at få tvangsfjernet sin yngste søn, kom hun på Minnesota-kuren.
Hun fulgte den til punkt og prikke, og fik et godt sammenhold med de andre på holdet.
Samtlige deltagere på det hold var tilbage i misbruget inden der var gået et år, og faktisk var hun den der holdt længst uden misbrug.
Den dag i dag er hun på plejehjem i en alder af 57, fordi hun er stærkt dement,hendes hjerne er simpelthen skrumpet af alkoholen, og selv på plejehjemmet drikker hun i smug, på trods af at personalet holder et godt øje med hende.
Hun som så mange andre, erkendte aldrig at der var et problem.
Hilsen en datter efter misbrugere.
Jo man kan da tvinge dem til en kold tyrker, men ligeså snart ingen holder øje, så er de tilbare i misbruget, medmindre de selv er 100% indstillet på at stoppe.
Lad mig som eksempel nævne min mor, hun har siden hun var 26 været alkoholiker, og så for 8 år siden, da hun blev truet med at få tvangsfjernet sin yngste søn, kom hun på Minnesota-kuren.
Hun fulgte den til punkt og prikke, og fik et godt sammenhold med de andre på holdet.
Samtlige deltagere på det hold var tilbage i misbruget inden der var gået et år, og faktisk var hun den der holdt længst uden misbrug.
Den dag i dag er hun på plejehjem i en alder af 57, fordi hun er stærkt dement,hendes hjerne er simpelthen skrumpet af alkoholen, og selv på plejehjemmet drikker hun i smug, på trods af at personalet holder et godt øje med hende.
Hun som så mange andre, erkendte aldrig at der var et problem.
Hilsen en datter efter misbrugere.
Tak for svaret !
Det var smukt af dig at skrive om problemet. Jeg tror det kan være til nytte for mange at læse det, som du har oplevet. Så man kan lære sig at ikke ignorere "sygdommen", men virkelig tage det på alvor, når man kender nogen eller selv er på vej ud over kanten.
Er det ikke muligt ?
at man kan få behandling uden selverkendelse og siden komme til erkendelse f.eks, med Antabus eller lignende? Hvis man kan klare erkendelsen er man vel også nødt til at have viljen at ville ud af det igen for at lykkes?