Håber nogen giver sig tid

Til at give en vurdering af nedenstående. For jeg er virkelig forvirret, den ene øjeblik grædefærdig og bange og næste øjeblik rolig og sikker eller håbefuld.
Jeg har gennem nogle år været sammen med ham jeg vil beskrive som "min eneste ene". Elsker ham virkelig højt og har aldrig været i tvivl om at det er gengældt.
Dog løb vi ind i nogle problemer i vores forhold, som var noget kompliceret, dvs. det var ham der havde nogle problemer han ikke kunne tackle og finde vej ud af. Vi valgte da, efter have boet sammen lidt over at år, at flytte hver for sig. Vi fortsatte dog med at være sammen, selvom han en periode virkede meget forvirret omkring sin tilværelse - dog ingen tvivl om at vi elsker hinanden og vi ville være sammen. Hans problemer endte op med at han fik en depression.
Jeg har virkelig været tålmodig, prøvet at forstå hvad der sker i ham, hans tanker etc. Jeg har givet ham plads og rum og været her for ham, selvom det somme tider har været enormt hårdt. Har indimellem følt han var ligeglad med mig. (uden at han dog var det, men en del af hans depression).
Han er tre gange på et år "gået ned" og kan ikke overskue noget og hver gang bliver han i tvivl om vi kan overleve i vores forhold. Jeg mener vi kan, og jeg er her for at støtte ham og somme tider kan jeg slet ikke forstå, at han ser alt så sort og pessimistisk. Vi har så meget godt sammen - også trods de problemer han tumler med, men jeg vil jo hjælpe ham. Og er her for ham. Det prøver jeg virkelig at vise ham.
Han har ikke haft det godt nu et par uger igen og lukker mig ude... Jeg har i vrede og frustration over ikke at kunne forstå det og med sårede følelser spurgt ham, om vi skal droppe vores forhold, men så lukker han i og svarer ikke eller siger, at "det er ikke det han ønsker" eller siger at "det måske vil være det bedste" eller at han "ikke ved hvad han vil"... Bare den sidste uge har været forvirrende... det ene øjeblik sender han søde sms'er. Og pludselig hører jeg intet fra ham en hel dag (hvilket ikke ligner ham). Sidst aften kom han hjem til mig og vi opførte os som kærester og havde det dejligt. Ingen tvivl om vi elsker hinanden. Men jeg prøver på ikke at sige for meget "følelsladet", selvom jeg har lyst og savner det. Jeg tør ikke presse ham, for de gange jeg har gjort det lukker han i.... Jeg er virkelig large og tålmodig, og bange... bange for at miste ham. Men omvendt, så er det samme mønster som de sidste gange han var nede og da kom han "tilbage" og kunne ikke forstå, han havde opført sig sådan.
Somme tider strejfer tanken om han "leger" med mig og mine følelser - han ved jo jeg er her og elsker ham og vil gøre alt for ham... men nej, det er jeg dog sikker på han ikke gør. Så leger han også med sine egne og jeg ved vi har noget stort og særligt sammen. Jeg har aldrig haft det så godt med nogen kæreste før, som med ham. Og vi har talt om hus, barn osv. (i hans gode periode) og ved han brænder for det. Selvom han nu er i tvivl...
Er dette et "typisk" mønster for en med en depression?
Hvad skal jeg gøre?
Nogen der kender det eller har erfaringer?
Jeg er virkelig lost. Savner så meget at have ham fuldt og helt...

Hej Trine,
Det er ikke sjovt, det du gennemlever. Jeg har selv været igennem det med min eks, som jeg var sammen med i 5 år. Mit råd til dig er: Mærk efter hvor langt du vil gå uden at miste dig selv. Spørg dig selv om, hvad dine forventninger er til jeres forhold, og er det realistisk, at han med sin depression kan leve op til det? Vil du leve med en, som mentalt har det så dårligt, så han måske ikke kan indfri jeres fælles ønske om, hvordan jeres forhold burde være?
Ja, det kan være, at han får bugt med depressionen, men det kan også være han ikke gør - vil du kunne leve et liv sammen med ham på den måde? Det vigtigste er at du ikke glemmer, hvad dine ønsker og følelser er og kun lever efter hans behov, for i sidste ende bliver jeres kærlighed kvalt i det. Tro mig!
Det kan godt være, at han lukker sig inde, når du stikker/spørger til ham, men det er vigtig at du bliver ved - uden selvfølgelig at overdrive. Får han hjælp, for det skal han have hjælp til, det er alt for meget for dig at stå alene med. Jeg stod alene med det i over et år, fordi min eks ikke mente, han havde brug for hjælp - en kæmpe lettelse da han endelig tog sig sammen og fik det.
Det eneste jeg kan sige: pas på dig selv og glem ikke dig selv, for det har man tendens til, når man ser en man elsker over alt på jorden lide så meget.
Varme tanker
K

var ikke lige opmærksom på hvor jeg placerede mit svar :-)

... det kan jeg kun give harenkaren (eller var det omvendt?) helt ret i. Man har brug for at komme af med alle de frustrationer, der følger med og helst til en som ikke er en del af ens privatliv, for den person er jo også på en eller anden måde en del af din kærestes privatliv, og man kan nemt komme til at føle sig iloyal over for sin kæreste, når man lufter sine kvaler over for fx venner eller fam. Så find en som kan støtte dig og samtidig give dig råd og vejledning i, hvordan du skal håndtere ham og hans sygdom for ellers kan det nemt blive en tung og ensom vej du begiver dig ud. Jeg gjorde tildels begge dele - gik vejen alene og fik hjælp - brugte en psykolog en gang i mellem når det blev for hårdt. Held og lykke med det. Jeg føler med dig....