Håber nogen kan give mig nogle gode råd så jeg kan få min kæreste til psykolog.

Hej er i et kæmpe dilema da jeg ikke ved hvad jeg skal gøre, så håber nogen herinde kan hjælpe med nogle gode råd.Min kæreste gennem 13 år, han er far til vores to drenge, forsøgte at tage livet af sig selv sidste torsdag. Det skal siges at han tidligere har været deprimeret og har været i behandling med medicin, men har ikke indtaget dette i tre år han har virket som om alt var godt.Så det kom som et chok for mig sidste torsdag da han ringer og siger at han har fortrudt, 40 minutter forinden snakker jeg med han og aftaler jeg laver maden klar til han ville komme hjem halv seks, jeg har lige givet vores drenge mad da han ringer og siger han har taget en overdosis af kokain,men har fortrudt og om jeg vil hente ham hjem, jeg siger nej og ringer 112 falck henter ham. han bliver indlagt lægen siger han nok skal komme sig derfor udskriver de ham næste dag uden han har snakket med en psykolog, jeg siger til dem at jeg mener han har brug for det, da jeg har fået fat i hans afskeds brev, men min kæreste siger han godt ved det var dumt, og at han selvfølgelig ikke vil gøre det igen, han var helt upåvirket af han lige havde forsøgt at tage sig selv af dage, jeg siger til ham at med de ting han skriver i brevet er han nød til at få noget hjælp, men det vil han ikke der er jo ikke sket noget siger han, jeg er jo hos jer, jeg fortrød jo mit valg, nu tager vi en dag af gangen så går det nok. I dag er det en uge siden jeg er stadig meget frustreret bange for han vælger det igen sygehuset troede jo på ham. Hans egen læge har givet han medicin, men han vil ikke spise den, da han siger han bliver mere træt af dem, han vil ikke snakke om sidste torsdags, han forstår ikke hvorfor jeg stadig er ked af det, for han er her jo vores drenge ved ikke noget om det, jeg må ikke sige det til vores familie det vil han ikke have, min familie ved det, da jeg har brug for luft, de siger jeg ikke kan gøre noget for at forhindre ham i at gøre det igen, men syntes ikke jeg vil give op så let. Tror ikke at man dagen efter kan have det godt igen også glemme de ting som gjorde han traf det valg han virker stadig upåvirket og dette bekymre mig ved ikke hvad jeg skal men frygten for at miste ham det kværner rundt i mit hovedet og kan jeg gøre noget for at drengene ikke mister deres far så vil jeg det men hvad håber nogle herinde kan give mig svaret, det står måske lidt forvirende men spørg hvis der er noget i vil vide jeg har bare brug for noget at arbejde vidre med, da sundhedsvæsnet ikke vil høre på mig da han jo ikke er umøndig gjort. På forhånd tak

fra hospitalets side. Ja, man skal fandeme være godt syg for at blive taget alvorligt. Gå til jeres læge og tal med store bogstaver, som min mor plejede at sige.
Du kan også kigge efter støtte fra andre pårørende her
www.sindnet.dk
Held og lykke - stakkels dig, sikke t stygt chok

- har du ressourcer og skyklapvilje til at følge det her til dørs? Det er noget af det hårdeste kvindearbejde der findes, for du har tre fronter: Sundhedssystemet (kalder de det gudhjælpemig) inkl. psyk, og hans pp læge, beskyttelsen af dine drenge - og så HAM!!! Det sidste er det værste, men start der. Du kan lige så godt ryge i flæsket på ham med det samme og læse bål og brand for ham. Det er gas "han ikke forstår". Selvfølgelig gør han det. Man bliver ikke mongol af et selvmordsforsøg, men har man fortrudt at man har fortrudt, så lukker man af.
- I bund og grund er det jo ligegyldigt om du er ked, det handler om, hvorvidt han vil tillade sig selv, at lade det her være hans sønners virkelighed og jeg tror det skal være din indfaldsvinkel, hvis han ellers er en "normal" far. Han skal til psykolog og det kan han få en henvisning af sin læge til. Og det er hverken for hans eller din skyld det er for jeres børns skyld. Forsøg med det gode og mislykkes det, så tving ham.

det er ikke en sjov situation at komme i.
men men uanset hvor hårdt det er så blier du nød til at slå i bordet for din egen og børnenes skyld og si enten søger han behandling ellers pakker du unger osv og forlader ham.
en overdosis kokain tyder lidt på at han er misbrugeri forvejen 😕 er ikke li en metode man bare lige vælger hvis man ikke kender det i forvejen.
uanset så kan hverken du eller ungerne gå rundt på listefødder og vente på det næste opkald.hvor han er gået i sort og har forsøgt igen.
li nu skubber han bare hans dæmoner foan sig men på et tidspunkt blier læsset foran så stort at det vælter og hvad så ??????
at han har forsøgt men ikke fuldført det er jo et råb om hjælp...
men husk frem for alt du kan IKKE hjælpe en der IKKE vil hjælpes. så nægter han fortsat efter dit ultimatum er du nødt til at tænke på dig sv og ungerne og lade ham sejle sin egen sø, ellers går du også ned psykisk og så mister ungerne begge ders forældre.

hvad er det?

ret, du sidder i en kæmpe dilemma....
Jeg har prøvet at råbe op til sundhedsvæsen i rigtig lang tid og der skete ikke en skid. Min mand har prøvet mange gang at tage sit liv, og røget ind og ud af psykiatrisk afdeling. De sidste to gang var han indlagt på lukket afdeling, men blev smidt hjem næste formiddag med begrundelsen at han var ikke syge nok at være indlagt der,- og tro mig jeg har været ned på knæ at de beholder ham...
Dagen efter han blev send hjem sidste gang begået han selvmord.
Hvis jeg skal komme med et godt råd i dag, vil jeg prøve at snakke med egen læge om at henvise til en psykolog. Der er en der sagt til mig at en psykolog måske kunne har hjulpen ham bedre end en psykiater.
En ting er sikker, hvis du prøver at trænge ham i en hjørne, så opnår du ingenting. Jeg har også hørt at de mennesker der begår selvmord vil bare have fred, så lade være med at plage alt for meget.
Jeg håber at dig og dine børn skal aldrig opleve det jeg og mine børn måtte opleve. Jeg ønsker dig held og lykke...

furie, (af lat. furia raseri, pl. Furiæ hævngudinder, af furere rase), romersk hævngudinde; ubehersket, rasende kvinde.

Jeg tror på at presse ham op krogen, sætte ham stolen for døren og hvad vi har. Han skal selv tage en beslutning. Vil han ikke hjælpes skal han væk fra familien, så de ikke skal leve undre truslen. Vil han hjælpes skal det sparkes igang og der skal støttes.
Jeg tror også det er vigtigt at den psykolog eller terapeut eller hvad du vælger, skal vide noget om misbrug og misbrugsmønstre, HVIS det er en del af hans problematik. Bliver det unden om den kendsgerning er det en ørkenvandring uden formål.

Vi lever i et land hvor vi desværre ikke kan råde over retten til andres menneskers liv. Som tætteste pårørende er det svært at se på eller være i nærheden af et menneske der er så forpint i egen tilstand at de har lyst til at forlade det hele. Da jeg selv arbejder med suicedale mennesker til hverdag kender jeg udemærket billedet og ikke mindst hvor frustrerende det kan være. Dog vil jeg tilføje at os der sidder på posterne til at hjælpe disse mennesker gør alt hvad der står i vores magt, men stadig er underlagt love og regler. Dette gør at råderetten ikke er så stor og vi desværre mister nogle gode mennesker her i danmark på denne bekostning. Den eneste løsning er at være støttende og fortælle hvilke hjælpemuligheder der er, bla. de psykiatriske skadestuer der har åbent døgnet rundt til råd og vejledning til både suicedale og pårørende. . .
god vind fra en godhjertet.

Uanset hvad du vælger at gøre vil du stå som den skyldige, og han ved det.
Han må sgu til psykolog, så han kan lære selv at stå til ansvar for sit liv, sine omgivelser og sine handlinger - Det værste du kan gøre for ham er at forsøge at tage ansvaret for hans liv.

tak for jeres tilbage melding. jeg svare lige generelt til dem der har skrevet indtil nu. Jo han kom for seks år siden ud af hans misbrug ved hjælp og støtte fra mig, i den forbindelse var vi til samtale hos sind i odense. Han har været ved psykiater der blev han medicineret så meget, så han blev indlagt på p i svendborg hvor de afmedicinerede ham, da lægerne ikke mente han havde behov for medicin,han fik det så godt derefter. Det skal lige siges at han har været ved psykolog for tre år siden, men han siger at han ikke for noget ud af det, han vil ikke spise det deprisive medicin lægen gav ham nu her fordi han er bange for at han igen bliver psykotisk af det. Han er jordens bedste far for sine drenge han er godheden selv over for mig, man mærker intet på ham, at han har det dårligt, han sagde så sent som idag, at jeg skulle lade være med at spekulere på det han havde gjort, du kan jo se og mærke på mig at det er et overstået kapitel og vi skal bare vidre også tager vi en dag af gangen. Jeg vil ikke sætte ham stolen for døren, da jeg så næsten er 110 % sikker på at han tager livet af sig, han har mig og drengene og min familie der er der for ham uden os har han ingen støtte overhovedet. Jeg elsker ham af hele mit hjerte og nej han holder mig ikke fanget smiler, det er så svært at forklare det her, men han skrev i sit afskeds brev, at han ville vælge livet fra, da han ikke mener han er god nok for mig og drengene, han mener ikke at han er et forbillede for sine drenge, da han ikke kan arbejde da han har været ude for en ulykke som gør han skal have førtidspension, han skriver at han ikke kan give mig det jeg ønsker og drømmer om, han føler sig fed og kan ikke forstå jeg vil rører ved ham, jeg elsker ham som han er og dette har jeg fortalt ham,Han kan ikke holde tanken ud at han ikke kan forsørge os og at jeg skal arbejde meget for at vi kan blive i huset, for mig er det noget pjat, dette har jeg ikke sagt til ham, men har forklaret ham, at uanset om vi kan blive i huset eller ej, så er han manden for mig, drengene forguder ham min familie holder så meget af ham, han er noget af det mest hjælpsommeste af alle vi kender, men sådan ser han ikke sig selv. Han siger nu at det bare var noget han skrev, men man skriver ikke bare sådan noget, hvis ikke man har det dårligt over det. Min tanke omkring ham er at han fortrød fordi han kom i tanke om at vi skulle i sommerhus imorgen og i uge 32 skal vi med min familie til tyrkiet, så det ville jo ødelægge det hele hvis det havde lykkes for ham. Han er nemlig så upåvirket af det hele hvilket jeg ikke forstår han vil ikke have hjælp da han ikke mener han har brug for det jeg har tilbudt og tage med , har sagt jeg syntes han skal for drengenes skyld, men som han siger der er jo ikke noget at hjælpe med jeg har det fint også griner ham. Jeg syntes ikke det er sjovt, for er bange for at så snart vi kommer hjem fra ferie, at han så vælger at gøre det igen. Fordi han mener mig og drengene vil få det bedre hos en anden. Jeg ved ikke hvordan folk normalt er efter et selvmordsforsøg, men kunne bare ikke forestille mig at man slet ikke er påvirket af det det er det der driver mig til vanvidig for jeg vil helst ikke midste ham, han er midt et og alt. ved bare ikke hvad jeg skal gøre med alt det her, derfor prøvede jeg bare at oprette en debat omkring det for at få tingene ud af hovedet og måske kunne jeg bruge nogle af jeres svar. Indtil vidre har jeg besluttet at sørge for at vi i de næste tre uger bare skal have det godt og hygge os og vise ham at han betyder alt for os, også må jeg håbe og bede til at han efter ferien ikke forlader os. hilsen den bekymrede

Så tving ham, siger du. Hmm, hvordan gør man det.

Jeg vil ikke lyde alt for bitter og surt, men jeg synes ikke at personale på denne afdeling min mand var indlagt har gjort alt hvad der stå i deres magt for at hjælpe min mand eller mig.. De gad ikke engang lytte ti minutter til mig, det var der ikke tid til.
Som sagt har jeg været på knæ for at de behold ham, -og hvis det bare var 1 eller 2 dag længere så jeg kunne finde hjælp et andet sted hen. Jeg fik som svar, at hvis jeg ikke GAD have min mand hjem, så skulle jeg måske overveje at flytte ud....
De sagde at han ikke var til fare for sig selv eller andre... Han har begået selvmord mindre end 24 timer efter han blevet udskrevet. Så han var med sikkerhed en fare for sig selv. At det her har ødelagt hans 4 børn, mig, hans forældre, søskende, venner osv må sgu ses som en fare for andre. Eller er psykisk skade ikke noget der tæller?
Min mand er blevet begravet for 3 mdr siden og i går var jeg til en begravelse af en ven, der også har taget sit eget liv. Plejepersonalet skulle virkelig kom og se sådan en begravelse, i skulle se de mennesker der står tilbage med tusindvis af spørgesmål og ingen svar, med skyldfølelser, sorg, vred og knækket hjerte... og så kan i står der og fortælle hvert enkelt at i har gjort alt hvad i kunne. Ellers skulle i måske sige sandheden - at der er ikke penge nok i kassen, at i har fejlvurderet, at i ikke havde en ledig seng eller at i er pissebang for at der kunne komme en og måske klage over at i har tvangsindlagt ham/hende og at i dermed risikerer jeres karriere...
Jeg undskylder for min grovhed, men min 4 årig søn har spurgt mig for en time siden om mon hans farmand kan se Disneysjovt i himlen og så bliver man bare ked af og vred...

at slå sig selv ihjel.
Så jeg ser det mere som et råb om hjælp.
Har DU prøvet at tale med jeres egen læge? Det er trods alt dig og børnene, der lever sammen med ham, så måske du kunne gøre en forskel og få lægen til at fatte, at i alle lider under situationen.
Men jeg synes, det lyder som om, din kæreste har et misbrugsproblem - hvis det er tilfældet, skal han på afvænning.
Jeg ønsker de bedste for dig og dine...

hej nina, jeg har snakket med hans egen læge, men han kan ikke gøre noget så længe han ikke selv vil hjælpes at han ikke spiser sin medicin, og at jeg mener at han stadig har det dårligt er desværre ikke nok,han er ikke til fare for sig selv eller andre derfor kan de ikke indlægge ham, han er en så god en skuespiller så han snyder alle omkring sig. Han har ikke haft et misbrug i flere år, men havde i en periode på godt et år, for vi kæmpede med at få ham afvendt hvilket lykkes, men han ved hvor han kan få fat i stofferne hvis det er det han vil, jeg kan se på ham, hvis han er påvirket, hvilket han ikke er. Jeg tog igen en snak med ham igår og forklarede at jeg virkelig er bekymret for ham og at jeg syntes for drengenes skyld at han skulle få beabejdet de tanker han har, men han bliver sur på mig og siger at han er pisse træt af jeg skal bore i tingene hele tiden, hans ord " jeg ved sku godt det var noget lort jeg gjorde, men der er jo ikke sket noget ved det, jeg gør det ikke igen så lad vær med at bekymre dig over det, hvis jeg virkelig ikke ville være her, så var jeg her nok ikke" det er ligesom lidt svært at så fortsatte med at bore i det for vil jo heller ikke presse ham derud hvor han siger fuck det. Nu tager vi i sommerhus her over middag og jeg vil for drengenes skylde bare sørge for vi for en god ferie så vil forsøge at lukke af for mine spekulationer.

Desværre forstår jeg din mand, jeg har været i nøjagtig samme tilstand, og tro mig, man ønsker ikke den psykologhjælp man bliver tilbudt på dagen, for mit vedkommende ville jeg ikke snakke med nogen, bare hjem, det er sådan set ret pinligt, det synes jeg det var og ingen havde ret til at fortælle mig det var forkert og en dårlig beslutning. det skal siges at jeg ikke ønskede at blive fundet, men desværre havde jeg en meget opmærksom nabo... Vi er jo myndige, og træffer ikke lige gode valg, men vi må stå ved dem vi har truffet om det var godt eller skidt, derfor er der ikke meget at gøre for dig andet end støtte og snakke med din mand, på hans præmisser og selvfølgelig forklare ham mange gange at du er her og holder af ham. Men alle de ting som I ikke forstår, hvordan man kunne gøre sådan noget og forlade familie og særligt børn, det forstår jeg godt, jeg har selv et barn, men når man er derude, så er barnets bedste ikke i vores hænder, men hos jer stærke som overlever.
Jeg ved ikke om du kan bruge det til noget, men jeg kunne, jeg er glad for der findes mennesker som dig, som bekymre sig og holder af sin familie og gør sig tanker og har mod til at be om råd og hjælp!

Som jeg har forstået, bor I i Odense el i nærheden. Der liger faktisk et forebyggelsecenter for selvmord i Bjergegade... Det undrer mig, at din mand ikke er blevet henvist hertil?? Ellers en normal procedure på psykriatisk, når du bliver indlagt efter et selvmordsforsøg.
Her er der uddannet personale til at snakke med selvmordskandidaten..
Jeg må sku nok sige, at selvom jeg har en del kenskab til psykriatisk afdeling på OUH som pårørende, undre det mig sku godt nok, at han først bliver indlagt på den lukkede, og derefter udskrevet.. Var deres begrundelse til at udskrive ham , at han ikke var til fare for sig selv el andre?? Og hvorfor valgte de så ikke at indlægge ham på det åbne afsnit??? Man bliver altså ikke bare sådan indlagt på det lukkede afsnit...
Der skal godt nok meget til..
Min søn er har diagnosen skizofren, og min eks har tibageværende depressioner.. Så har været en del igennem det psykriatiske system..
For at vende tilbage til din mand, så tror jeg, at det bedste du kan gøre lige nu, er at lade være med at presse ham for at få en forklaring.. Du kan få din frustration og sorg ud ved at snakke med andre. Jeg tror også, at han har fortrudt.. Og flov over det han har gjort.. Så derfor reagerer han som han gør. Og du føler det som en afvisning??
I er alle inde i en svær periode, og I skal have hjælp...
Livslinien tlf 70201201
De rådgiver både dem der har tænkt sig at begå selvmord, eller pårørende..
Desværre lykkes det mig ikke, at finde tlf nr på det center i Bjergegade..
Men måske nogle af de andre rådgivnings indstanser kender det??? El jeres læge.
Alt er bedre, end at jeres famile går i opløsning..
Knus herfra og held og lykke..

Hejsa.
Jeg sidder i nøjagtig samme situation som din kæreste at have forsøgt selvmord, og min eneste tanke inden var, at jeg ikke kunne mere, fordi at verden bare var så dum og uoverskulig at leve i. Og fordi at jeg ikke følte mig elskede. Der er nogen gange hvor folk overregere ved bare det mindste. og det er fordi at de ikke kan magte deres egen situation. Din kæreste skal have hjælp som du også selv siger, du skal fortælle ham at det ikke er flovt, og at der er mange andre der også går til psykolog, men det er ikke bare sådan at gå til psykolog både fordi at det er et tabu at gå til psykolog fordi at man straks bliver stemplet som psykisk syg af andre mennesker der er omkring en, men også fordi at det er hammer svært at skulle åbne sig op for en psykolog, fortælle om sine inderste tanker. Dine børn har bedst af ikke at vide noget, det er for meget for dem at rende rundt med, og du risikere at de får skyldfølelse.
Du skal selvfølgelig vise din kæreste at du er der for ham, og at i sammen nok skal klare det hele. Verden ser ikke altid lyseblå ud hverken for dig, ham eller nogen andre, men det hjælper ikke at give op.
Du skriver at han har skrevet et afskeds brev prøv at læse det igen skriver han ikke om hvorfor at han giver op.
mange tanker fra
paddy

svar til jer det har skrevet Skrevet af gulligulli - Kl 19:58, 17.jul.2009

tak for jeres tilbage melding. jeg svare lige generelt til dem der har skrevet indtil nu. Jo han kom for seks år siden ud af hans misbrug ved hjælp og støtte fra mig, i den forbindelse var vi til samtale hos sind i odense.
Han har været ved psykiater der blev han medicineret så meget, så han blev indlagt på p i svendborg hvor de afmedicinerede ham, da lægerne ikke mente han havde behov for medicin,han fik det så godt derefter.
Det skal lige siges at han har været ved psykolog for tre år siden, men han siger at han ikke for noget ud af det, han vil ikke spise det deprisive medicin lægen gav ham nu her fordi han er bange for at han igen bliver psykotisk af det.
Han er jordens bedste far for sine drenge han er godheden selv over for mig, man mærker intet på ham, at han har det dårligt, han sagde så sent som idag, at jeg skulle lade være med at spekulere på det han havde gjort, du kan jo se og mærke på mig at det er et overstået kapitel og vi skal bare vidre også tager vi en dag af gangen.
Jeg vil ikke sætte ham stolen for døren, da jeg så næsten er 110 % sikker på at han tager livet af sig, han har mig og drengene og min familie der er der for ham uden os har han ingen støtte overhovedet.
Jeg elsker ham af hele mit hjerte og nej han holder mig ikke fanget smiler, det er så svært at forklare det her, men han skrev i sit afskeds brev, at han ville vælge livet fra, da han ikke mener han er god nok for mig og drengene, han mener ikke at han er et forbillede for sine drenge, da han ikke kan arbejde da han har været ude for en ulykke som gør han skal have førtidspension,
han skriver at han ikke kan give mig det jeg ønsker og drømmer om, han føler sig fed og kan ikke forstå jeg vil rører ved ham, jeg elsker ham som han er og dette har jeg fortalt ham,Han kan ikke holde tanken ud at han ikke kan forsørge os og at jeg skal arbejde meget for at vi kan blive i huset,
for mig er det noget pjat, dette har jeg ikke sagt til ham, men har forklaret ham, at uanset om vi kan blive i huset eller ej, så er han manden for mig, drengene forguder ham min familie holder så meget af ham, han er noget af det mest hjælpsommeste af alle vi kender, men sådan ser han ikke sig selv.
Han siger nu at det bare var noget han skrev, men man skriver ikke bare sådan noget, hvis ikke man har det dårligt over det. Min tanke omkring ham er at han fortrød fordi han kom i tanke om at vi skulle i sommerhus imorgen og i uge 32 skal vi med min familie til tyrkiet, så det ville jo ødelægge det hele hvis det havde lykkes for ham.
Han er nemlig så upåvirket af det hele hvilket jeg ikke forstår han vil ikke have hjælp da han ikke mener han har brug for det jeg har tilbudt og tage med , har sagt jeg syntes han skal for drengenes skyld, men som han siger der er jo ikke noget at hjælpe med jeg har det fint også griner ham.
Jeg syntes ikke det er sjovt, for er bange for at så snart vi kommer hjem fra ferie, at han så vælger at gøre det igen. Fordi han mener mig og drengene vil få det bedre hos en anden. Jeg ved ikke hvordan folk normalt er efter et selvmordsforsøg, men kunne bare ikke forestille mig at man slet ikke er påvirket af det det er det der driver mig til vanvidig for jeg vil helst ikke midste ham, han er midt et og alt.
ved bare ikke hvad jeg skal gøre med alt det her, derfor prøvede jeg bare at oprette en debat omkring det for at få tingene ud af hovedet og måske kunne jeg bruge nogle af jeres svar. Indtil vidre har jeg besluttet at sørge for at vi i de næste tre uger bare skal have det godt og hygge os og vise ham at han betyder alt for os, også må jeg håbe og bede til at han efter ferien ikke forlader os. hilsen den bekymrede

Hej Gulligulli,
Jeg ved at den eneste som kan hjælpe dig i danmark er Evangelist. Det offentlige system parkerer kun mennesker ved hjælp af piller, og forskellige ydre symptom-behandlinger. Ligesom din mand havde skrevet, at han blev træt af de piller. Det er rigtigt nok. Han har ikke brug for pillerne, for problemet er et andet sted end pillerne.
Lad mig selv forklare. Jeg selv er 35 år, været gift i 7 år, vi har 3 dejlige børn, men før det havde jeg en last. Jeg var så opslugt af pornografi faktisk siden jeg var 10 år gl. Det gik så galt at da jeg var 23 år, stadigvæk jomfru, gik til en prostitueret, og jeg var bare hooket. Det var ligesom en narkoman. Jeg måtte til en prostitueret mindst en gang hver 2 .uge, siden blev det flere gange om ugen og til sidst var jeg oppe på to gange om dagen. Du kan godt forestille dig min økonomi gik ned. Fuldstændig. Jeg prøvede forskellige diverse kurser og psykoterapi, og endda en psykiater, men jeg blev var vist hvor min navle var, og det hjalp mig overhovedet ikke. Fik mig bare til at kigge indad.
Det som gjorde forskellen var faktisk at nogle fra Evangelist, efter et foredrag jeg havde været til med Christian Hedegaard, bad for mig. De bad simpelt om at det som "var" i mig måtte komme ud. De kaldte det urenhed. Det var ligesom at trykke på en knap kan jeg godt fortælle dig.
Det var ligesom om noget nede fra min mave bare ville ud. Mærkelig følelse, og det varede et par timer. Men bagefter kunne jeg øjeblikkelig mærke en forskel. Og hvilken forskel! Jeg var helt anderledes indeni. Jeg havde lige pludselig den energi eller kraft til at vælge om jeg ville have med pornografi og prostituerede at gøre. Sikke en forskel. Jeg var ligesom et helt nyt menneske indeni. Jeg kunne bare vende det gamle liv ryggen sådan!
Det der skete var en "udfrielse". Fordi jeg havde beskræftiget mig så meget med alt det skidt, blev jeg mere og mere bundet af det. Det der skete var at jeg blev fri, fri til at vælge. Fantastisk kan jeg godt fortælle dig. DET fortjener din mand! 🙂
Folk fra Evangelist er kristne, dvs. at de valgt at give deres liv til Jesus. Det har jeg også og jeg har ikke fortrudt det! Mit liv er ikke død og ødelæggelse, men liv og udfordringer og gode ting og opmuntringer. Det er ikke uden problemer, men jeg har LIVET indeni mig. DET er det værd! Og ikke mindst af alt. Jeg elsker at hjælpe andre mennesker, for DET gør mig glad indeni. Skægt ik. Jeg er et forvandlet menneske!

Evangelist de hjælper mennesker og folk bliver helt frie af deres gamle liv. Din mand har selvmords tanker, ikke bare den dag det gik galt, men det er tanker som dukker op og nu efter selvmordsforsøget, vil det ske tiere og tiere. JEG VED at de vil komme igen. Sådan er det. Det bliver værrere og værrere indtil det bliver brudt i Jesu navn. DER bliver forskellen i hans liv, for udvendige problemløsninger kan ikke hjælpe på det, kun "dække" det over, så det ser ud som om det er væk. Det er det ikke. Det er der stadigvæk.
Han har brug for at hans liv indvendigt, bliver ændret radikalt, ellers er jeg bange for at han går mod en sværrere og sværrere tid. Evangelist har en chat på deres hjemmeside www.evangelist.dk. Du kan få hjælp der.
Du må også meget gerne skrive til mig peterjepsen@sol.dk
Så vil jeg finde nogle som kan hjælpe dig. I har brug for seriøs hjælp i jeres familie. Du skal ikke miste din mand. Som du kæmper for det, så har du fortjent noget meget meget bedre.
Jeg vil be' Jesus om at hjælpe dig uanset hvilken måde du rækker ud på.
Med venlig hilsen
Peter Jepsen

1. Jeg kan ikke forstå at han bliver udskrevet den følgende dag. Hvis han har taget en ordentlig overdosis, får man lov at blive mindst et par dage til observation, specielt når det er noget der går i blodet. Der kan ske meget hurtige ændringer, og organerne kan tage skade, hvis der ikke bliver holdt opsyn med en.
2. Jeg kan ikke lade være med at tænke hvor han kom ind... Hillerød måske?
Jeg var selv der inde for en del år siden, godt nok "kun" på grund af panodiler. Jeg fik snakket lidt med en psykolog, blev henvist til psykriatisk skadestue efterfølgende, men blev på ingen måde taget seriøst.
Det blev set som et forsøg på at få opmærksomhed, hvilket det bestemt ikke var... Så nogle gange er man bare skide uheldig, og må selv gøre en ekstra indsats.
Hvis din kæreste virkelig har det så dårligt som du påstår, så bliver du nødt til at tage ansvaret, og gøre noget. Han er formentlig ikke selv i stand til det.
Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på risikoen ved jeres dreng. Når man er så langt ude, at man overvejer selvmord, må man anses for at være utilregnelig.
3. At sige at "der ikke er noget at gøre ved det", får mig desværre til at tro, at der er noget du ikke fortæller.
Hvis man hiver fat i f.eks. en psykologisk skadestue, egen læge e.l. og siger a man har en frygt for at en man kender, vil tage livet af sig selv, og man har et reelt grundlag, så bliver det taget meget seriøst.
Det er i Danmark ulovligt at tage sit eget liv, og derfor kan man også tvangsindlægge folk, man har mistanke om der vil gøre skade på sig selv.

Evangelist gør mennesker syge!
De aner ikke hvad piller reelt gør, men nægter dem bare!
De går ind og hjælper på ubalance af signalstoffer i hjernen.
I milde til middel tilfælde kan motion og samtale gøre det alene, men i den højere kategori, er der BRUG for pillerne, fordi det er hjernen der er noget galt med!
Jeg lider selv af et eller andet, jeg ikke har fået sat diagnose på, men der er ingen tvivl om at det er nedarvet, og den kan bøn sq ikke komme til livs.
Det er ikke os alle sammen der bare kan tænke os ud af tingene, fordi det er en reel sygdom, hvor der som sagt er noget der ikke virker.
Har du brækket en arm, lader du den jo heller ikke bare være, og beder for at den heler, uden at gå til læge, og få undersøgt om den sidder som den skal.

Hej Chinchi,
Evangelist gør ikke mennesker syge, de hjælper dem. Prøv at checke hjemmesiden ud. Der er et sted hvor der er vidnesbyrd, det er rene mirakler! Det er Gud som gør det, ikke mennesker, deri ligger forskellen.
Mennesket har BRUG for Gud. Hvis du vedkender dig Gud, vil Gud forvandle dit liv! Det er der hvor hele forvandlinger ligger. Indeni.
Jeg skal forøvrigt ikke undervurdere effekten af pillerne, men det er tit ikke dem som gør forskellen. Der står i biblen "for Gud er ingenting umuligt" Det hele ligger i vedkendelsen, eller hvor man lægger sit hjerte henne, hvis du forstår. Hvis du ikke forstår så skriv...🙂

sætter ham stolen for døren. Hvis han ikke vil åbne op kan han ikke længere være en del af børnenes hverdag.
Jeg er meget enig i det indlæg du svarer på og formoder at det er det debattøren mener med at "tvinge".

Jeg må så bedrøve dig med, at det er meget, meget svært at få tvangsindlagt folk.
Min kæreste gennem 8 år fik pludselig galoperende knald i låget. Gik nøgen rundt på gaden, hørte stemmer i gasrørene, kommunikerede med radioen, indåndede giftige dampe fra engangsemballage og mente sågar, at han var prins Henrik.
Der var intet at gøre, fordi vi ikke var gift eller på anden måde i familie.
Vi var på psykiatrisk skadestue et par gange, men manden syntes jo selv , at det hele gik fint, så det var bare hjem igen. Ikke så fedt, når politiet for 7. gang afleverer en spritnøgen mand på trappestenen. Nu var det heldigvis sommer, men alligevel....
Det er snart 10 år siden og han er desværre aldrig blevet rask, men jeg kunne da godt have ønsket en mere værdig behandling af ham. Og måske lidt hjælp til at håndtere en så aparte situation.
Men livet er ikke for de knækkede...
Vh
NinaO

for diverse religiøse fanatismer.
At du har brug for din Gud, betyder ikke nødvendigvis, at alle andre har brug for lige dén slags krykkestok.
Her spammes rigeligt, så find venligst et andet sted at udbrede dit glade budskab.
Vh
NinaO

Spørg ham direkte hvilke garantier, han vil give dig for, han ikke forsøger sig igen og forklar ham så, det er den tryghed du mangler, og den tror du, kan opnås hvis han går til psykolog, og at det er derfor du vil have ham afsted. Kan han selv uden ydre indblanding garantere dig, han ikke gentager forsøget, så vil du måske holde op med at presse på, men i stedet for at blive sur, er det altså det han skal overbevise dig om.

Mon ikke det er blevet bedre siden...
Idag er det ved at være accepteret, at psykiske problemer faktisk er sygdomme.
Men det har da helt klart også noget at gøre med, hvor man hører til. Nogle steder er ganske enkelt helt forfærdelige, og tager ikke noget seriøst, mens andre tager det dybt seriøst.
Det kan sågar svinge fra psykriater til psykriater der hvor man befinder sig.

Hej min ven, jeg er en kvinde på 54 år og er udaftil altid i godt humør,men indaf,altid været trist og ked af livet,og har prøvet selvmord 8 gange,det er dog mange år siden nu. Jeg er ikke blevet hjulpet af systemet til at kunne klare mig i hverdagen, det har jeg selv måttet sørge for.Sidste år læste læste jeg en masse bøger omkring clairvayce og en del om Rudolf Steiners Teorier, omkring stjerne børn, indiko børn og nu de nye børn, som kaldes krystal børn. Måske er din mand en af dem.Det lyder fulmommen skørt i alm. menneskers ører, men det er virkelig rart at få en bekræftigelse på hvorfor man er som man er, og ikke kan gøre ret meget ved det, der hjælper ingen psygolog,osv,man må bare acceptere at man er sådan og så leve med det.Din Mand mangler selvtillid,ja, men også en forståelse, for hvorfor han er som han er,for han han har åbenbart haft problemer hele sit liv, og det kan man ikke sige stammer fra forældrene, man må selv finde ud af det.Prøv at bede ham om at starte med at skrive dagbog så langt han kan huske tilbage,det ville være godt hvis du må få lov at læse det, det vil give dig en større forståelse,men rekspektere hvis du ikke må.Lad ham læse nogle bøger af dem som jeg ovenfor har beskrevet,og måske kan han lære at meditere,han kan gå i nogle cirkelgrupper inden for det alternative,og det er ikke ret dyrt. Hvis det er svært for dig, at finde nogle grupper,eller læse stof,så vil jeg gerne hjælpe dig, du skal bare skrive igen.
Du vil få det bedre, når han får det bedre,men ved gud det er et helvede du er igennem,og hvor må du havde et stort hjerte,at du kan holde alt dette ud,og samtidig ikke tale med hans familie,og støtte dine børn, du er sandelig en Mother Theresa, men pas på dig selv også, min pige, du skal jo også have et godt liv,du skal have nogen der også støtter og hjælper dig. Håber i får en god ferie alle sammen,du trænger til det.

synd for dig og jeres drenge! Sikken en tosse-far at have! Han holder dig som gidsel og nu får han den opmærksomhed han har tigget om,ved at lave denne stunt mod dig og jeres drenge.Hvis du tillader at han forsætter -fordi du jo elsker ham,ja,så blir du,hvis ikke må du slå hårdt i bordet og fortælle ham en ting eller to.Han leger med dine og drengenes følelser,han er egoistisk,umoden og barnlig!

Min oplevelse er, at psykisk syge og pårørende ikke altid tages alvorligt. Man står totalt magtesløs og frustret og bange.
Jeg har oplevet, at min 19 årige søn begik selvmord, efter at han i en periode havde det meget dårligt. Han var yderst depressiv, og fik medicin, havde haft 3 selvmordsforsøg tidligere.
2 dage før selvmordet, kontaktede jeg egen læge, og fortalte ham, hvor dårligt min søn havde det. Lægens kommentar var "jamen, det dør man ikke af". Men det gjorde min søn 2 dage senere.
Jeg ved desværre ikke, hvordan man kan forhindre selvmord, så havde jeg gjort det. Jeg synes selv, at vi alle i familien forsøgte at hjælpe og støtte, men det har ikke været nok. Det er så stor en belastning - både for den syge og omgivelserne, det er meget slemt.
Selvmordet kommer jeg aldrig over. Jeg vil altid i resten af mine dage savne min søn, og altid tænke over, om vi kunne have gjort noget anderledes. Nu bagefter, er det særligt slemt med omgivelsernes manglende forståelse, men det er jo en helt anden side.
Mange bekymrede tanker til alle - patienter og pårørende.
Hilsen en mor, der for altid mangler sin elskede søn.