I samtale med Gud
God morgen.
Kan du forestille dig selv tale med Gud? Alene tanken virker overvældende — at universets suveræne Herre skulle sige noget til dig! Du tøver først lidt, men prøver så at fremstamme et svar. Han lytter. Han svarer, og får dig endda til at føle at du frit kan spørge ham om hvad som helst. Hvad ville du i så fald spørge ham om?
For længe siden var der en mand som befandt sig i netop den situation. Det var Moses. Og måske vil det overraske dig at høre hvad han spurgte Gud om. Han spurgte ikke om noget vedrørende sig selv, sin fremtid eller menneskers forhold i almindelighed. Han spurgte derimod om Guds navn. Det undrer dig måske, for Moses kendte allerede Guds personlige navn. Hans spørgsmål må derfor have haft en dybere mening. Faktisk kunne Moses ikke have stillet noget vigtigere spørgsmål. Svaret på det spørgsmål har nemlig betydning for os alle. Det kan hjælpe os hver især til at tage et vigtigt skridt i forbindelse med at få et nært forhold til Gud. Hvordan det? Lad os se nærmere på den bemærkelsesværdige samtale Moses havde med Gud.
Moses var 80 år gammel og havde været i udlændighed i 40 år, adskilt fra sit folk, israelitterne, som var i trældom i Ægypten. En dag mens han vogtede sin svigerfars hjorde, fik han øje på noget usædvanligt. Han så en tornebusk der brændte uden at blive fortæret af ilden. Den blev ved med at brænde og lyse op på bjergskråningen. Moses trådte nærmere for at betragte fænomenet. Forbløffet hørte han en stemme der talte til ham ud fra ilden. Gennem en engel havde Gud derefter en længere samtale med Moses. Og som du måske ved, gav Gud ved den lejlighed Moses besked på at forlade sin fredelige tilværelse og vende tilbage til Ægypten for at udfri sit folk fra trældom. — 2 Mosebog 3:1-12.
Moses kunne have spurgt Gud om hvad som helst. Men læg mærke til hvad han spurgte om: „Sæt jeg nu kommer til Israels sønner og siger til dem: ’Jeres forfædres Gud har sendt mig til jer,’ og de så siger til mig: ’Hvad er hans navn?’ hvad skal jeg da sige til dem?“ — 2 Mosebog 3:13.
Dette spørgsmål lærer os først og fremmest at Gud har et navn. Det er en enkel sandhed som man ikke må tage let på. Det er der imidlertid mange der har gjort, for Guds personlige navn er blevet fjernet fra utallige bibeloversættelser og erstattet med titler som „Herren“ og „Gud“. Det er noget af det mest sørgelige og forkastelige der er sket i religionens navn. Det første man normalt gør når man møder nogen, er jo netop at spørge om vedkommendes navn. Det samme gælder når man skal lære Gud at kende. Han er ikke et navnløst, utilnærmeligt væsen som man ikke kan lære at kende eller forstå. Selv om han er usynlig, er han en person, og han har et navn — Jehova.
Der ligger noget stort og betagende i at Gud åbenbarer sit personlige navn. Han indbyder os til at lære ham at kende. Han ønsker at vi skal træffe det bedst mulige valg i livet — at få et nært forhold til ham. Men Jehova har ikke alene fortalt os hvad han hedder. Han har også forklaret hvad hans navn betyder. Hør mere i morgen.
Hej.
Kan du forestille dig selv tale med Gud? Alene tanken virker overvældende — at universets suveræne Herre skulle sige noget til dig! Du tøver først lidt, men prøver så at fremstamme et svar. Han lytter. Han svarer, og får dig endda til at føle at du frit kan spørge ham om hvad som helst. Hvad ville du i så fald spørge ham om?
For længe siden var der en mand som befandt sig i netop den situation. Det var Moses. Og måske vil det overraske dig at høre hvad han spurgte Gud om. Han spurgte ikke om noget vedrørende sig selv, sin fremtid eller menneskers forhold i almindelighed. Han spurgte derimod om Guds navn. Det undrer dig måske, for Moses kendte allerede Guds personlige navn. Hans spørgsmål må derfor have haft en dybere mening. Faktisk kunne Moses ikke have stillet noget vigtigere spørgsmål. Svaret på det spørgsmål har nemlig betydning for os alle. Det kan hjælpe os hver især til at tage et vigtigt skridt i forbindelse med at få et nært forhold til Gud. Hvordan det? Lad os se nærmere på den bemærkelsesværdige samtale Moses havde med Gud.
Moses var 80 år gammel og havde været i udlændighed i 40 år, adskilt fra sit folk, israelitterne, som var i trældom i Ægypten. En dag mens han vogtede sin svigerfars hjorde, fik han øje på noget usædvanligt. Han så en tornebusk der brændte uden at blive fortæret af ilden. Den blev ved med at brænde og lyse op på bjergskråningen. Moses trådte nærmere for at betragte fænomenet. Forbløffet hørte han en stemme der talte til ham ud fra ilden. Gennem en engel havde Gud derefter en længere samtale med Moses. Og som du måske ved, gav Gud ved den lejlighed Moses besked på at forlade sin fredelige tilværelse og vende tilbage til Ægypten for at udfri sit folk fra trældom. — 2 Mosebog 3:1-12.
Moses kunne have spurgt Gud om hvad som helst. Men læg mærke til hvad han spurgte om: „Sæt jeg nu kommer til Israels sønner og siger til dem: ’Jeres forfædres Gud har sendt mig til jer,’ og de så siger til mig: ’Hvad er hans navn?’ hvad skal jeg da sige til dem?“ — 2 Mosebog 3:13.
Dette spørgsmål lærer os først og fremmest at Gud har et navn. Det er en enkel sandhed som man ikke må tage let på. Det er der imidlertid mange der har gjort, for Guds personlige navn er blevet fjernet fra utallige bibeloversættelser og erstattet med titler som „Herren“ og „Gud“. Det er noget af det mest sørgelige og forkastelige der er sket i religionens navn. Det første man normalt gør når man møder nogen, er jo netop at spørge om vedkommendes navn. Det samme gælder når man skal lære Gud at kende. Han er ikke et navnløst, utilnærmeligt væsen som man ikke kan lære at kende eller forstå. Selv om han er usynlig, er han en person, og han har et navn — Jehova.
Der ligger noget stort og betagende i at Gud åbenbarer sit personlige navn. Han indbyder os til at lære ham at kende. Han ønsker at vi skal træffe det bedst mulige valg i livet — at få et nært forhold til ham. Men Jehova har ikke alene fortalt os hvad han hedder. Han har også forklaret hvad hans navn betyder. Hør mere i morgen.
Hej.