Irriteret på min mand og svigermor

For nogle år siden arvede jeg nogle penge efter min far. Dem "invisterede" jeg i en forestående barnedåb, en større reparation af huset, nogle penge på vores barns opsparing og en cykel til min mand. Altså jeg delte dem med min familie.
Fra min mands og svigermors side var der ingen ende på, hvor godt jeg havde investeret pengene.
Jeg var/er selv meget glad for at have brugt pengene på den måde.
Nu er min svigermor godt oppe i alderen (Næsten 80 år) og hun har nok ikke så mange år tilbage og af den grund er hun jo begyndt at tænke på livets ende.
Nu hører jeg ofte både fra hende og min mand at når hun dør så er det jo min mand der arver det hele. (Han er enebarn)
Ikke os, men kun ham. Sådan siger han også selv.
Det der irriterer mig er at jeg ikke hørte noget sådan, da jeg arvede efter min far. Da var det helt ok at jeg delte med min mand.
Jeg ved bare ikke hvor han vil gøre af de ting og penge der måtte være, han arver efter sin mor, når det ene og alene er ham der arver det. Når det er hans og kun hans ting, kan ham jo næppe bringe dem ind i vores hjem.
Jeg har helt ærlig bestemt mig for at den dag min svigermor dør, så må han selv rode med at rydde op efter hende. Jeg vil ikke blande mig.
Nå, skulle vist bare lige af med noget damp.
Ha`en god dag.

Nej, nej, man er stadig ung. Min svigermor er 93 år. Hun passer selv sit hus, slår græs o.s.v. Hendes forstand er fin. Så sig det ikke, jeg bliver bange. Din svigermor kan jo kun være 79 år, højst.
At din svigermor mener det er din mands penge kan jeg sagtens følge hende i. Tænk dog ikke på det. Det er hendes søn, og selv om man holder af svigerdatteren er der intet som ens egen barn. Selv vores svigerdøtre mener det samme i dag, hvor deres børn er næsten voksne. Og min svigermor taler da heller ikke om, jeg skal arve, men hendes børn. Det forstår jeg godt. Sådan noget bliver jeg ikke sur over.
Ja, naturligvis er det hans penge, det er ham der arver lige som du arvede og selv bestemte, hvad du brugte pengene til.
Men det, at han fortæller dig det kan jeg ikke lide. Man deler da den slags.
Det er ham du med rette kan bebrejde. Jeg ville også blive sur/vred, hvis min mand talte på den måde. Jeg delte min arv med ham. Så forventer jeg også han deler med mig, hvis der er noget at arve. Og det ved jeg han gør.
Men han bestemmer selv over sin arv. Men bliver I skilt skal I dele, medmindre der er lavet særeje på hans arv fra moderen.
Vi har lavet særeje til vores børn. For hvis de bliver skilt, og har arvet, skal vores børn naturligvis have arven for sig selv. Bliver de ikke skilt ved jeg de ikke bruger arven alene på dem selv. Så ser jeg gerne vores svigerbørn får del i det.
Det er naturligvis ikke beløbets størrelse, men fællesskabet, følelsen af vi er sammen, der er det afgørende.
Jeg kan godt forstå du skulle have luft. Det er et mindre pænt karaktertræk fra din mands side.

Det lyder vel nok hyggeligt, at I sådan går og afventer en ældre kvindes død og allerede har kørt kanonerne i stilling til den efterfølgende krig om arven.
Kunne man forestille sig, at du optrådte som et menneske og tænkte mere på at værdsætte dit barns farmor, mens hun er her, end at føle dig trådt over tæerne ved tanken om, hvad der måske skal ske, når hun ikke er mere?

Det er min mand og svigermor der selv begynder på det.
Min svigermor fortæller MIG hvem der skal have hvad af hendes smykker og ting og det er helt fint med mig at hun giver det væk. Jeg kan ikke bruge dem alligevel. (Hun har så siden selv givet smykkerne og tingene til dem hun synes skal have dem og det er godt, for det kan jeg nok ikke huske alligevel til den tid).
Jeg er helt ærlig så hammer ligeglad med hendes ting og penge. Det jeg bliver så irriteret over er at få smidt i hovedet af både min mand og svigermor at det er ham der skal arve, men samtidig forventer de begge at JEG rydder op en anden dag.
Jeg kan jo helt ærlig ikke rydde noget op når det er min mand der arver efter hende.
Det jeg også tænker på....hvis de virkelig ikke vil have jeg skal være "medejer" af det hele en anden dag (det bliver jeg jo automatisk fordi vi er gift) så kan min mand jo ikke bringe det ind i vores hjem.
Jeg har ikke diskurteret tingene med ham overhovedet for det gider jeg ikke.
Men lige for at pointere igen....Det er min svigermor og mand der selv starter det hele.

Det er jo kun ord! Og du bruger i øvrigt de selv samme ord - ved det at du starter dit indlæg med at fortælle at DU arvede - hvilket er juridisk korrekt - du arvede, din mand står som arving efter hans mor .... det er ikke ensbetydende med, at man ikke naturligt deler med sin familie 😉

at læse svarene til dig igen og tænkt så lidt over det. Du har, efter min mening, en lidt forkert opfattelse af det hele.
Nu hører vi også din svigermor giver ting væk. Det har min svigermor også gjort, til sin datter. Det er bestemt ikke noget, jeg skænker en tanke.
Hvis min mand ikke bryder sig om hendes gave til datteren, må han selv sige det til sin mor.
Og jeg hjælper gerne den dag hun ikke er mere. Hvis ellers ikke, jeg dør først, det kan ingen vide. Jeg har stået op midt om natten, alene , og kørt 50 km for at hjælpe min svigermor. Og jeg gør det gerne igen, hvis der er brug for det. Også uden at være arving. For det er min mand, sammen med sin søster. Og vores børn arver os, ikke vores svigerbørn.

Jamen det er da i bund og grund noget mærkeligt noget at smide mig i hovedet, når jeg slet ikke har snakket med dem om hvad der skal ske med hendes ting når hun engang dør.

Hun kan sgu leve mange år endnu hvis hun ellers er rask, men hun tænker for meget på døden hvad der ikke er unormalt for folk i den alder hvor de ser folk i samme aldersgruppe dratte om i stimer.
Jeg kan se af Dit indlæg at Du allerede ser for Dig noget af hendes bohave "fylde op", men her synes jeg at Du skal stole på Din mands dømmekraft når boet skal ryddes, så længe hun lever kan han jo ikke sige nej til noget, og hvorfor skulle han også det (chance for splittelse)
Han kan jo ændre indstilling og få andre planer i den tid der går fra hun dør til boet er frigivet af skifteretten, derfor synes jeg at Du skulle sige til ham at Du ikke gider at høre på noget før hun er ude af billedet.....bogstaveligt talt.

Sidder de over kaffen og siger: "Ja, det er jo ikke dig, der arver, men vi regner med, du rydder op!"???
Og hvad er det for noget vrøvl om, at din mand ikke vil have, du skal være medejer? Fordi der bliver sagt, at HAN arver, får du det til, at de siger, du IKKE skal have noget? Jeg tror virkelig, du har et problem - paranoia?
Jeg kan da godt forstå, din svigermor forærer smykker og lign. væk til andre, for du har uden tvivl tydeligt vist hende, at du ikke "kan bruge dem alligevel". Du lyder ikke særlig rar.