Jeg er usikker.

Pige på 28 møder sin drømmefyr på 43 - og alt burde være godt. Fyren elsker mig næsten højere end sit eget liv, jeg føler mig tryg hos ham, men alligevel er jeg usikker, lider af lavt selvværd og "er jeg nu god nok-tanker"... det driver mig til vanvid! I mine tidligere forhold var jeg ret uheldig, har været sammen med tre voldelige, flere utro og en psykisk syg. Derfor undrer det mig nu, at jeg endelig har været så heldig at finde "the big L"... min kæreste og jeg funker ret godt sammen; jeg har aldrig haft det så godt før!
Kender nogen til den der grimme usikkerhedsfølelse og hvad har I evt. gjort for at komme den til livs? :-)
LL

Kære usikre.
Nu har du endelig fundet den eneste ene, grib dog chancen denne gang,vis og fortæl din omverden, at her jeg altså og det er altså MIG , også i forholdet til din nye drømmeven.
Lær at stå op og sige tag mig som jeg er, jeg er MIG.
Kan du praktisere dette, så tror jeg det vil være lettere for dig, at slippe af med denne forbandede mindreværdsfølelse.
Det kan være, at det koster dig nogle venskaber, men er det ikke bedre med et liv uden mindreværd??
Held og lykke.
Mæ sjelv.

Hej..
Jeg har haft det på præcis samme måde inden jeg mødte min nuværende kæreste..
Jeg har altid været den lille, stille, generte, usikker type, som aldrig sagde hvad jeg virkelig følte og mente.. Været en lille irriterende "efterløber"..
Det resulterede så også i at når jeg havde en kæreste, så kunne de snog mig om deres lillefinger, og jeg gjorde alt hvad de ønskede..
Den kæreste jeg havde inden jeg fik ham jeg har nu, var virkelig langt ude.. Stoffer, stjal, bander, slagsmål og den slags..
Heldigvis var jeg blevet lidt mere selvsikker, så han fik mig ikke med ind i det, tværtimod kom han længere ud af det i de 4 måneder vi var sammen..
Men, som altid, så da det begyndte og gå godt, ved jeg ikke hvad der skete.. Han blev meget magtsyg, og hvis jeg ikke makkede ret, så slog han mig.. Hver gang, hvor han før ville ha taget en smøg, drukket, stoffer, eller hvad ved jeg, så gik det udover mig..
På det tidspunkt var jeg 16 år..
Da jeg begyndte på min nye uddannelse, fik jeg selv en masse nye venner, det kunne han ikke tolorere..
Heldigvis kom jeg til og gå i klasse med denne her dreng..
Efter meget kort tid, fandt vi sammen, og jeg måtte tage tyren ved hornene og slå op med ham.. Det var nok det værste jeg kunne ha gjort..
Han slog mig, som han plejede og gøre når han ikke fik sin vilje, men alligevel kunne jeg godt se og mærke på ham at han også var ked af det...
Nu har mig og min kæreste været sammen i 3½ år, og vi er lige flyttet sammen..
I de her år, har jeg dag efter dag, været bange for at der ville ske det samme.. Heldigvis er der intet sket endnu - og det kommer der heller ikke til..
Han har lært mig så meget om mig selv, og hvad jeg kan/skal gøre når jeg bliver udsat for nogle forskellige situationer..
Jeg er ikke længere genert, usikker.. Jeg tør godt sige hvad jeg mener nu, være ærlig omkring mine følelser..
Jeg kan kun takke ham for det.. Hvis jeg ikke havde mødt ham, så havde jeg helt sikkert ikke siddet her mere.. I hvert fald ikke ligeså velfungerende, som jeg da selv synes jeg er..

Den rette, den eneste ene, Mr. Perfect, "the big L", kald det hvad du vil...... - han findes derude, og der er en til os alle sammen..
Lev i nuet, og vær glad for alle de dage i kan få sammen!
Snak med ham om dine følelser, hvad du har været udsat for før hen, så han ved hvorfor du måske reagere specielt i nogle situationer....
Held og lykke med kærligheden [l]

Hmm altså det handler om tillid. Jeg kan sagtens genkende mistroen som du beskriver (ikke fordi mit ligner dit men jeg har også oplevet svigt) .... du skal tænke på at livet er en proces. Ja din fortid betyder noget men mennesker udvikler sig gennem livet så der er ikke noget mærkeligt i at du nu har fundet en ok mand nu.
Det lader til med de forhold du har haft (både mht. indhold og antal) at du har taget kampe og kommet ud af situationerne. Jeg tror mange af dem der oplever det hele deres liv igen og igen måske er blevet for længe i ydmygelserne. Det handler om hvor lang tiden man bliver pillet ned i og hvor meget der skal til førend man bliver ødelagt for livet. Dette er individuelt og derfor kan du sagtens tro på at ham du nu har mødt er fin nok.
Men det er klart som jeg skriver i starten at fortiden har betydning og at tilliden til mænd skal opbygges over tid. Det er altså din "nye" kamp og der er ikke andet at gøre end fortsætte den.
Det handler om at kommunikere dine tanker og følelser ud til din nye partner. Vær helt åben omkring din mistillid og frygt. De fleste vil kunne forstå dine reaktionsmønstre hvis du er åben omkring det. Der hvor det kanj give problemer er hvis du ikke forklare dig .... så er der risiko for misforståelser og uhensigtsmæssige reaktion fra din partner og imellem jer.
Captain

Mit problem er, at jeg nok tænker "om lidt dropper han mig", "mon han virkelig holder så meget af mig som han siger"... selvom han rent faktisk behandler mig som en prinsesse og hver dag fortæller, hvor meget han holder af mig, og at han håber at jeg vil bruge mit liv sammen med ham!
Det sværeste er at komme ud af det gamle mønster, når usikkerheden overskygger næsten alt.

Rolig du ... du kan være sikker på at så længe han behandler dig sådan så er det iorden.
Men intet er givet husk det ... nyd det men pas på med drømmene. Altså det er fint at have men ingen ved hvordan fremtiden bliver. Så forhåbentlig bliver i sammen :-D ... men ja altså tag det med ro.
Ligegyldigt hvordan tingene udvikler sig mellem jer ... så se på det som en udvikling. Skulle det en dag blive forbi mellem jer så har du da trodsalt et forhold i baggagen uden vold og ydmygelser. Altså et nyt ståsted ... en ny udvikling .. er du med ?
Jeg håber da virkelig at det bare går godt mellem jer .. du fortjener selvfølgelig som alle andre at finde lykken.
*S*
Captain