Jeg fandt en kostelig skat
WOODSTOCKFESTIVALEN i 1969 var højdepunktet på min musikkarriere. Det var betagende at skue ud over dette menneskehav der strakte sig så langt øjet rakte!
Jeg var basguitarist og sanger i gruppen „Sly and the Family Stone“, en af tidens berømteste musikgrupper. Et øredøvende råb på ekstranummer lød fra den halve million tilhørere.
Det var virkelig et betagende øjeblik, men alligevel ikke det mest uforglemmelige i mit liv. For jeg har siden fundet en kostelig skat. Men inden jeg fortæller hvori den består, vil jeg berette om den første del af mit liv.
Jeg er enebarn, og født i Texas i 1946. Min familie var meget musikalsk; mor var pianist for kirkekoret, og far var jazzguitarist. Kort tid efter flyttede vi til Oakland i Californien, hvor jeg som femårig begyndte at gå til stepdans. To år senere lærte jeg at spille klaver af min bedstemoder, som passede mig i mine tidlige drengeår.
Da jeg var 11 år forærede far mig sin el-guitar og forstærker, og jeg gik ivrigt i gang med at lære at spille. Senere lærte jeg også at spille på trommer, klarinet og saxofon. Allerede som 13-årig havde jeg mit eget professionelle rock’n’roll-band kaldet The Five Riffs. Og som 15-årig begyndte jeg at spille på natklubber i Dell Graham Trioen, som bestod af min mor på klaver, mig på guitar, samt en trommeslager.
Senere dannede mor og jeg en duo. For at opveje tabet af trommerne udviklede jeg en helt speciel spillestil hvor jeg anslog rytmen ved hjælp af guitarens basstrenge. En af vores faste tilhørere var så begejstret for min spillestil at hun ringede til discjockeyen Sly Stone og overtalte ham til at komme og høre mig. Som følge heraf fik jeg i 1966 tilbud om at være basguitarist i syvmandsgruppen Sly and the Family Stone.
Pladen „Dance to the Music“ blev et internationalt hit, og gjorde os til tidens populæreste gruppe af sorte musikere. I kølvandet fulgte andre kassesucceser, deriblandt „Hot Fun in the Summertime“, „Everyday People“ og „Thank You for Letting Me Be Myself Again“. Derefter optrådte vi som nævnt ved Woodstockfestivalen sammen med andre internationalt kendte musikere. Senere spillede vi for 300.000 mennesker på Isle of Wight i Storbritannien og for 350.000 ved en musikfestival i Vesttyskland.
I 1971 modtog jeg en trussel på livet. Jeg fik at vide at jeg ville blive skudt under en koncert på et stadion i Los Angeles når musikken og stemningen blandt publikum nåede et klimaks. Jeg var rædselsslagen. Heldigvis virkede det elektroniske udstyr ikke, så arrangøren måtte aflyse koncerten. Jeg følte at Gud havde grebet ind og reddet mit liv. Panikslagen løb jeg fra stadionnet tilbage til mit hotelværelse, hvor jeg pakkede i al hast og forlod byen.
Denne forfærdende oplevelse blev ved at plage mig, selv efter at jeg havde dannet min egen gruppe kaldet Graham Central Station. Det andet album jeg indspillede med denne gruppe bar på pladeomslaget ordene „Produced by God“ (Fremstillet af Gud). Det var ikke for at være blasfemisk at jeg havde ladet disse ord trykke, men fordi jeg virkelig følte at Gud havde reddet mig.
I 1973 mødte jeg Tina, der var stewardesse. Når hun satte mit hår inden mine koncerter fortalte jeg hende ofte om min tro på Gud. Omtrent samtidig begyndte Tinas mor at studere Bibelen med Jehovas Vidner.
En dag fandt Tina sin mor grædende. Hun var bedrøvet over at ingen af hendes børn ville overvære hendes dåb ved Jehovas Vidners områdestævne i Oakland. Tina lovede at komme til hendes dåb om fredagen, når det betød så meget for hende at familien var der.
Tina blev så forbløffet over det hun oplevede denne julidag i 1974 at hun bagefter ringede til mig og forsøgte at overtale mig til at overvære lørdagens program. Men jeg var for udkørt oven på optagelserne aftenen før. Om søndagen ringede Tina imidlertid igen og tilskyndede mig til at komme. Da jeg var nysgerrig efter at se hvad det var der havde gjort så stort et indtryk på hende, tog jeg af sted.
En betjent fortalte mig at jeg ikke kunne få adgang til parkeringspladsen eftersom jeg ingen stævneparkeringsseddel havde, og tilføjede: „Du gider vel heller ikke lytte til sådan noget!“ Jeg opgav derfor mit forehavende og kørte min vej. Men efter nøjere overvejelser vendte jeg alligevel om og kørte tilbage. Jeg nåede dog kun at høre de sidste få minutter af det afsluttende foredrag.
Eftersom jeg havde optrådt det meste af mit liv, var jeg vant til at have med store menneskemængder at gøre. Jeg havde adskillige gange før været på dette stadion, men aldrig oplevet et lignende publikum — 60.000 mennesker af forskellig race og social baggrund var forsamlet i fred og harmoni. Stemningen alene var nok til at overbevise mig om at dette var noget helt enestående!
Da jeg var på vej ud af stadion kom en teenagepige, der på grund af mit udseende tydeligt kunne se at jeg ikke var et Jehovas vidne, hen og stak mig bogen Er dette liv alt? i hånden. Det var lige hvad jeg manglede! Da jeg kom ud til min bil slog jeg op på side 24 og så en illustration med en svane, en skildpadde, et træ og nogle mennesker. Efter at have oplyst at en svane kan leve 80 år, en skildpadde 150 og et træ tusinder af år, spurgte bogen: „Er menneskets korte levetid rimelig?“ Denne illustration gjorde et dybt indtryk på mig.
Senere stillede jeg Tina en række spørgsmål, men hun vidste ikke mere om Bibelen end jeg selv. Vi besluttede derfor at besøge den dame som havde studeret med Tinas moder. Da vi forlod hendes hjem sagde jeg til Tina: „Jeg tror hun fupper os. Ingen kan blive ved med at være så flink som hun er! Bare vent og se. I næste uge vil hun være anderledes.“ Men uge efter uge forblev hun præcis den samme og besvarede altid roligt vore spørgsmål ved at henvise til Bibelen.
Tina og jeg fik et regelmæssigt bibelstudium ved hjælp af bogen Sandheden der fører til evigt liv. Kort tid efter skulle jeg imidlertid på turné med min gruppe. Jeg blev opfordret til at kontakte de lokale menigheder i de byer jeg kom til og bede dem sende en der kunne fortsætte studiet af ’Sandhedsbogen’ med mig.
Jeg besøgte menigheder helt fra vestkysten til østkysten og fra nordstaterne og midtvesten ned til Texas og sydstaterne. De der studerede med mig var af vidt forskellig etnisk og social baggrund. Men overalt hvor jeg kom, var budskabet det samme. Det var betagende for mig at opdage at der ikke bare var tale om et lokalt fænomen men om en landsdækkende organisation som virkelig var forenet i et åndeligt fællesskab.
Efter vores turné i USA tog vi til Europa, og dér studerede jeg også med de lokale Jehovas vidner. Fra Paris ringede jeg til Tina og tilbød hende ægteskab. Nogle få uger efter, i februar 1975, blev vi gift i Nevada. Kun et par dage efter brylluppet tog jeg ud på endnu en turné i De Forenede Stater, men denne gang rejste Tina med.
I New York besøgte vi Jehovas Vidners internationale hovedkontor. Vi var noget aparte klædt, i sort tøj med glitrende røde og sølvfarvede drager på buksebenene og bag på vores jakker, hvilket stadig kan gøre os helt flove når vi tænker på det. Men vi blev behandlet venligt, og ingen kritiserede os for vores påklædning.
Tina og jeg blev døbt ved områdestævnet i Oakland i juli 1975, præcis et år efter at vi havde overværet vort første stævne samme sted. Og det hele blev endnu mere glædeligt af at min moder og Tinas to søstre, Denise og Shelia, som alle tre var begyndt at studere kort tid efter os, blev døbt ved samme lejlighed. Et par år senere blev også min bedstemoder døbt i en alder af 82.
Det jeg lærte fremgik af pladeomslaget på nogle af de album vores gruppe producerede. I 1976 kom vi med et album der hed Mirror og som på pladeomslaget havde et foto af mig og de andre i gruppen. På den ene side havde vi langt hår, solbriller og outreret tøj, mens vi i et spejlbillede på den anden side kunne ses velsoignerede, kortklippede og pænt klædt.
En af sangene på pladen hed „Forever“. Den beskrev mit håb om at gense min far i opstandelsen, når det evige liv ligger foran os. Teksten til en anden sang afspejlede mine følelser som et nydøbt Jehovas vidne.
Vi har haft mange lejligheder til at fortælle andre om vores tro. En elorgelspiller og en trommeslager var lydhøre og indviede deres liv til Jehova. Trommeslageren er nu pioner og ældste i en menighed i Hollywood.
Under en turné i 1975 havde jeg vores elorgelspiller med ude i forkyndelsen for første gang. Vi gik fra hus til hus i et velhaverkvarter i Atlanta i Georgia hvor der udelukkende boede hvide. Pludselig kom der nogle politibiler farende. Betjentene sprang ud og spurgte os hvad vi bestilte. Samtidig svævede der en politihelikopter kun nogle få meter over os. Politiet havde åbenbart fået meldinger om at der luskede „mistænkelige personer“ rundt i kvarteret; men da vi forklarede at vi var Jehovas vidner, lod de os være. Sikke en forkynderdebut for vores elorgelspiller!
På denne turné, der var den første efter at Tina og jeg var blevet døbt, viste vi et lysbilledshow på 4,6 meter høje skærme. Det var koncertens trækplaster. Det krævede to store sættevogne og to busser. Lysbillederne viste de forfærdelige verdensforhold og pegede på løsningen ved Guds rige. Der var også billeder af områdestævnet og af vores egen dåb. Lysbillederne blev ledsaget af musik, og jeg kommenterede dem mellem sangene.
Under en turné gik jeg engang fra dør til dør i Florida. Pludselig kunne jeg høre at en af mine plader blev spillet i et hus i nærheden. Jeg bankede på døren. De tre unge mænd derinde, som var godt høje af stoffer, blev helt lamslåede over pludselig at se den sanger de lyttede til stå ved deres dør! Jeg har hørt at to af dem siden er blevet Jehovas vidner.
I 1979 flyttede vi til Los Angeles, hvor vi havde købt et stort hus med swimmingpool, en flot anlagt have og udsigt over byen. Ved siden af indrettede jeg mit eget 24-spors lydstudie. Min første indspilning her hed „One in a Million You“, og blev solgt i over en million eksemplarer. Kort tid efter fik jeg det privilegium at blive menighedstjener, og i 1982 blev jeg udnævnt til ældste, en uge før vores datter Latia blev født.
En søndag mens jeg ledede vagttårnsstudiet kom en ung hawaiianer ind i rigssalen. Da han opdagede mig var han lige ved at tabe både næse og mund af forbløffelse. Han havde set mig som langhåret popmusiker ved en koncert på Hawaii i 1975, og nu stod jeg nobelt klædt og ledede vagttårnsstudiet! Selv om han var flyttet til Los Angeles for at gøre karriere inden for musikverdenen, indvilligede han i at vi studerede sammen. Han tjener nu som almindelig pioner i vores menighed.
Tina og jeg kan oprigtigt sige at vi har oplevet vores lykkeligste tid efter at vi i 1982 begyndte som pionerer. Desuden har en forenkling af vores tilværelse yderligere fremmet vores åndelige vækst. Før tilbragte vi faktisk 90 procent af den tid vi var hjemme, i kun to værelser af vort kæmpemæssige hus, som krævede både gartnere og tjenestepiger for at blive holdt ved lige. Vi kunne heller ikke nå at bruge alle vore køretøjer: Lincoln, Thunderbird årgang 1955, Cord, Mercedes-Benz, beboelsesvogn på 7,6 meter, varevogn og adskillige motorcykler. Efter områdestævnet i 1985 solgte vi derfor huset og de fleste af køretøjerne.
I dag bor vi i et ganske almindeligt hus, som det er lettere for Tina at holde når hun er pioner. Selv om jeg stadig har lidt arbejde som musiker, finder jeg størst glæde ved at tjene som pioner og ved at se vores lille datter gøre åndelige fremskridt. Trods sin unge alder er hun målbevidst og taler meget om at hun engang skal døbes.
Jeg glæder mig til at gense min moder i opstandelsen og fortælle hende om de begivenheder der har fundet sted siden hun døde trofast som pioner i april 1987. Ja, i stedet for at finde tilfredsstillelse ved at underholde hundredtusinder af musikfans, erfarer jeg nu en sand glæde ved at gøre mit bedste for at efterleve salmistens ord: „I skal lovsynge Jah! Syng en ny sang for Jehova, hans pris i de loyales menighed.“ (Sl. 149:1)
*** Larry Graham ***
Min profil -> http://en.wikipedia.org/wiki/Larry_Graham
Jeg var basguitarist og sanger i gruppen „Sly and the Family Stone“, en af tidens berømteste musikgrupper. Et øredøvende råb på ekstranummer lød fra den halve million tilhørere.
Det var virkelig et betagende øjeblik, men alligevel ikke det mest uforglemmelige i mit liv. For jeg har siden fundet en kostelig skat. Men inden jeg fortæller hvori den består, vil jeg berette om den første del af mit liv.
Jeg er enebarn, og født i Texas i 1946. Min familie var meget musikalsk; mor var pianist for kirkekoret, og far var jazzguitarist. Kort tid efter flyttede vi til Oakland i Californien, hvor jeg som femårig begyndte at gå til stepdans. To år senere lærte jeg at spille klaver af min bedstemoder, som passede mig i mine tidlige drengeår.
Da jeg var 11 år forærede far mig sin el-guitar og forstærker, og jeg gik ivrigt i gang med at lære at spille. Senere lærte jeg også at spille på trommer, klarinet og saxofon. Allerede som 13-årig havde jeg mit eget professionelle rock’n’roll-band kaldet The Five Riffs. Og som 15-årig begyndte jeg at spille på natklubber i Dell Graham Trioen, som bestod af min mor på klaver, mig på guitar, samt en trommeslager.
Senere dannede mor og jeg en duo. For at opveje tabet af trommerne udviklede jeg en helt speciel spillestil hvor jeg anslog rytmen ved hjælp af guitarens basstrenge. En af vores faste tilhørere var så begejstret for min spillestil at hun ringede til discjockeyen Sly Stone og overtalte ham til at komme og høre mig. Som følge heraf fik jeg i 1966 tilbud om at være basguitarist i syvmandsgruppen Sly and the Family Stone.
Pladen „Dance to the Music“ blev et internationalt hit, og gjorde os til tidens populæreste gruppe af sorte musikere. I kølvandet fulgte andre kassesucceser, deriblandt „Hot Fun in the Summertime“, „Everyday People“ og „Thank You for Letting Me Be Myself Again“. Derefter optrådte vi som nævnt ved Woodstockfestivalen sammen med andre internationalt kendte musikere. Senere spillede vi for 300.000 mennesker på Isle of Wight i Storbritannien og for 350.000 ved en musikfestival i Vesttyskland.
I 1971 modtog jeg en trussel på livet. Jeg fik at vide at jeg ville blive skudt under en koncert på et stadion i Los Angeles når musikken og stemningen blandt publikum nåede et klimaks. Jeg var rædselsslagen. Heldigvis virkede det elektroniske udstyr ikke, så arrangøren måtte aflyse koncerten. Jeg følte at Gud havde grebet ind og reddet mit liv. Panikslagen løb jeg fra stadionnet tilbage til mit hotelværelse, hvor jeg pakkede i al hast og forlod byen.
Denne forfærdende oplevelse blev ved at plage mig, selv efter at jeg havde dannet min egen gruppe kaldet Graham Central Station. Det andet album jeg indspillede med denne gruppe bar på pladeomslaget ordene „Produced by God“ (Fremstillet af Gud). Det var ikke for at være blasfemisk at jeg havde ladet disse ord trykke, men fordi jeg virkelig følte at Gud havde reddet mig.
I 1973 mødte jeg Tina, der var stewardesse. Når hun satte mit hår inden mine koncerter fortalte jeg hende ofte om min tro på Gud. Omtrent samtidig begyndte Tinas mor at studere Bibelen med Jehovas Vidner.
En dag fandt Tina sin mor grædende. Hun var bedrøvet over at ingen af hendes børn ville overvære hendes dåb ved Jehovas Vidners områdestævne i Oakland. Tina lovede at komme til hendes dåb om fredagen, når det betød så meget for hende at familien var der.
Tina blev så forbløffet over det hun oplevede denne julidag i 1974 at hun bagefter ringede til mig og forsøgte at overtale mig til at overvære lørdagens program. Men jeg var for udkørt oven på optagelserne aftenen før. Om søndagen ringede Tina imidlertid igen og tilskyndede mig til at komme. Da jeg var nysgerrig efter at se hvad det var der havde gjort så stort et indtryk på hende, tog jeg af sted.
En betjent fortalte mig at jeg ikke kunne få adgang til parkeringspladsen eftersom jeg ingen stævneparkeringsseddel havde, og tilføjede: „Du gider vel heller ikke lytte til sådan noget!“ Jeg opgav derfor mit forehavende og kørte min vej. Men efter nøjere overvejelser vendte jeg alligevel om og kørte tilbage. Jeg nåede dog kun at høre de sidste få minutter af det afsluttende foredrag.
Eftersom jeg havde optrådt det meste af mit liv, var jeg vant til at have med store menneskemængder at gøre. Jeg havde adskillige gange før været på dette stadion, men aldrig oplevet et lignende publikum — 60.000 mennesker af forskellig race og social baggrund var forsamlet i fred og harmoni. Stemningen alene var nok til at overbevise mig om at dette var noget helt enestående!
Da jeg var på vej ud af stadion kom en teenagepige, der på grund af mit udseende tydeligt kunne se at jeg ikke var et Jehovas vidne, hen og stak mig bogen Er dette liv alt? i hånden. Det var lige hvad jeg manglede! Da jeg kom ud til min bil slog jeg op på side 24 og så en illustration med en svane, en skildpadde, et træ og nogle mennesker. Efter at have oplyst at en svane kan leve 80 år, en skildpadde 150 og et træ tusinder af år, spurgte bogen: „Er menneskets korte levetid rimelig?“ Denne illustration gjorde et dybt indtryk på mig.
Senere stillede jeg Tina en række spørgsmål, men hun vidste ikke mere om Bibelen end jeg selv. Vi besluttede derfor at besøge den dame som havde studeret med Tinas moder. Da vi forlod hendes hjem sagde jeg til Tina: „Jeg tror hun fupper os. Ingen kan blive ved med at være så flink som hun er! Bare vent og se. I næste uge vil hun være anderledes.“ Men uge efter uge forblev hun præcis den samme og besvarede altid roligt vore spørgsmål ved at henvise til Bibelen.
Tina og jeg fik et regelmæssigt bibelstudium ved hjælp af bogen Sandheden der fører til evigt liv. Kort tid efter skulle jeg imidlertid på turné med min gruppe. Jeg blev opfordret til at kontakte de lokale menigheder i de byer jeg kom til og bede dem sende en der kunne fortsætte studiet af ’Sandhedsbogen’ med mig.
Jeg besøgte menigheder helt fra vestkysten til østkysten og fra nordstaterne og midtvesten ned til Texas og sydstaterne. De der studerede med mig var af vidt forskellig etnisk og social baggrund. Men overalt hvor jeg kom, var budskabet det samme. Det var betagende for mig at opdage at der ikke bare var tale om et lokalt fænomen men om en landsdækkende organisation som virkelig var forenet i et åndeligt fællesskab.
Efter vores turné i USA tog vi til Europa, og dér studerede jeg også med de lokale Jehovas vidner. Fra Paris ringede jeg til Tina og tilbød hende ægteskab. Nogle få uger efter, i februar 1975, blev vi gift i Nevada. Kun et par dage efter brylluppet tog jeg ud på endnu en turné i De Forenede Stater, men denne gang rejste Tina med.
I New York besøgte vi Jehovas Vidners internationale hovedkontor. Vi var noget aparte klædt, i sort tøj med glitrende røde og sølvfarvede drager på buksebenene og bag på vores jakker, hvilket stadig kan gøre os helt flove når vi tænker på det. Men vi blev behandlet venligt, og ingen kritiserede os for vores påklædning.
Tina og jeg blev døbt ved områdestævnet i Oakland i juli 1975, præcis et år efter at vi havde overværet vort første stævne samme sted. Og det hele blev endnu mere glædeligt af at min moder og Tinas to søstre, Denise og Shelia, som alle tre var begyndt at studere kort tid efter os, blev døbt ved samme lejlighed. Et par år senere blev også min bedstemoder døbt i en alder af 82.
Det jeg lærte fremgik af pladeomslaget på nogle af de album vores gruppe producerede. I 1976 kom vi med et album der hed Mirror og som på pladeomslaget havde et foto af mig og de andre i gruppen. På den ene side havde vi langt hår, solbriller og outreret tøj, mens vi i et spejlbillede på den anden side kunne ses velsoignerede, kortklippede og pænt klædt.
En af sangene på pladen hed „Forever“. Den beskrev mit håb om at gense min far i opstandelsen, når det evige liv ligger foran os. Teksten til en anden sang afspejlede mine følelser som et nydøbt Jehovas vidne.
Vi har haft mange lejligheder til at fortælle andre om vores tro. En elorgelspiller og en trommeslager var lydhøre og indviede deres liv til Jehova. Trommeslageren er nu pioner og ældste i en menighed i Hollywood.
Under en turné i 1975 havde jeg vores elorgelspiller med ude i forkyndelsen for første gang. Vi gik fra hus til hus i et velhaverkvarter i Atlanta i Georgia hvor der udelukkende boede hvide. Pludselig kom der nogle politibiler farende. Betjentene sprang ud og spurgte os hvad vi bestilte. Samtidig svævede der en politihelikopter kun nogle få meter over os. Politiet havde åbenbart fået meldinger om at der luskede „mistænkelige personer“ rundt i kvarteret; men da vi forklarede at vi var Jehovas vidner, lod de os være. Sikke en forkynderdebut for vores elorgelspiller!
På denne turné, der var den første efter at Tina og jeg var blevet døbt, viste vi et lysbilledshow på 4,6 meter høje skærme. Det var koncertens trækplaster. Det krævede to store sættevogne og to busser. Lysbillederne viste de forfærdelige verdensforhold og pegede på løsningen ved Guds rige. Der var også billeder af områdestævnet og af vores egen dåb. Lysbillederne blev ledsaget af musik, og jeg kommenterede dem mellem sangene.
Under en turné gik jeg engang fra dør til dør i Florida. Pludselig kunne jeg høre at en af mine plader blev spillet i et hus i nærheden. Jeg bankede på døren. De tre unge mænd derinde, som var godt høje af stoffer, blev helt lamslåede over pludselig at se den sanger de lyttede til stå ved deres dør! Jeg har hørt at to af dem siden er blevet Jehovas vidner.
I 1979 flyttede vi til Los Angeles, hvor vi havde købt et stort hus med swimmingpool, en flot anlagt have og udsigt over byen. Ved siden af indrettede jeg mit eget 24-spors lydstudie. Min første indspilning her hed „One in a Million You“, og blev solgt i over en million eksemplarer. Kort tid efter fik jeg det privilegium at blive menighedstjener, og i 1982 blev jeg udnævnt til ældste, en uge før vores datter Latia blev født.
En søndag mens jeg ledede vagttårnsstudiet kom en ung hawaiianer ind i rigssalen. Da han opdagede mig var han lige ved at tabe både næse og mund af forbløffelse. Han havde set mig som langhåret popmusiker ved en koncert på Hawaii i 1975, og nu stod jeg nobelt klædt og ledede vagttårnsstudiet! Selv om han var flyttet til Los Angeles for at gøre karriere inden for musikverdenen, indvilligede han i at vi studerede sammen. Han tjener nu som almindelig pioner i vores menighed.
Tina og jeg kan oprigtigt sige at vi har oplevet vores lykkeligste tid efter at vi i 1982 begyndte som pionerer. Desuden har en forenkling af vores tilværelse yderligere fremmet vores åndelige vækst. Før tilbragte vi faktisk 90 procent af den tid vi var hjemme, i kun to værelser af vort kæmpemæssige hus, som krævede både gartnere og tjenestepiger for at blive holdt ved lige. Vi kunne heller ikke nå at bruge alle vore køretøjer: Lincoln, Thunderbird årgang 1955, Cord, Mercedes-Benz, beboelsesvogn på 7,6 meter, varevogn og adskillige motorcykler. Efter områdestævnet i 1985 solgte vi derfor huset og de fleste af køretøjerne.
I dag bor vi i et ganske almindeligt hus, som det er lettere for Tina at holde når hun er pioner. Selv om jeg stadig har lidt arbejde som musiker, finder jeg størst glæde ved at tjene som pioner og ved at se vores lille datter gøre åndelige fremskridt. Trods sin unge alder er hun målbevidst og taler meget om at hun engang skal døbes.
Jeg glæder mig til at gense min moder i opstandelsen og fortælle hende om de begivenheder der har fundet sted siden hun døde trofast som pioner i april 1987. Ja, i stedet for at finde tilfredsstillelse ved at underholde hundredtusinder af musikfans, erfarer jeg nu en sand glæde ved at gøre mit bedste for at efterleve salmistens ord: „I skal lovsynge Jah! Syng en ny sang for Jehova, hans pris i de loyales menighed.“ (Sl. 149:1)
*** Larry Graham ***
Min profil -> http://en.wikipedia.org/wiki/Larry_Graham