jeg kan ikke lide at blive rørt.

jeg er 21 og jeg har et stort problem med at blive rørt af min kæreste og af folk jeg ikke kender rigtig godt.
f.eks. jeg har fået et forhold med en dejlig fyr men kan ikke holde ud at blive rørt. jeg synes det er vildt ubehageligt og jeg bliver vred indeni. jeg har aldrig kunne lide at blive berørt af mine kærester men det bliver værre og værre. selv et knus er noget der skal overståes. jeg har det rigtig dårligt med at afvise min kæreste hele tiden men det er simpelthen så ubehageligt for mig. ved ikke hvad jeg skal gøre. det ender med at gøre en ende på vores forhold og han betyder så meget for mig. forstår slet ikke mig selv på det punkt her. nogen råd eller noget? ved ikke hvad jeg skal stille op [:*(]

Tror dit problem er af sådan en kaliber at du nok skal tilkalde professionel hjælp, det er min vurdering.
Håber det hjælper.

Hej med dig
Der er en grund til det. F.eks at du har været ude for at dine grænser er blevet overskredet da du var barn. Du bør få noget hjælp til, at få løst op for de traumer, men er ikke helt klar over hvor du kan finde det....måske en psykolog kan hjælpe, og du kan helt sikkert blive henvist af din læge, når du forklarer ham/hende situationen.
Jeg har før hjulpet en med den slags uforklarlige reaktioner, og det viste sig at hans grænser var blevet overskredet gentagne gange i barndommen.
Det er ikke sikkert det er det samme med dig, men der er helt sikkert en grund, og den bør du finde, så du kan få et godt liv......og det vil være godt for dig at tage hul på det nu, hvor du har en kæreste som kan hjælpe dig.
Held og lykke
Sanne

Helt rigtigt riseofthemoon, du skal arbejde med dig selv og bruge den hjælp du kan finde. Og det kan kun gå for langsomt med at komme igang. Ikke for din kærestes skyld, men for din egen skyld, og dit liv.
Og bare rolig, der er lys for enden af tunnelen når du går igang.

Jeg var kæreste med en i 10 år ( jeg er så "hannen" ).
I starten var det jo sådan meget forsigtigt - vi var meget unge - dvs 16-17 år, så man var da lidt usikker på om man overskred den andens grænse.
Men det skred frem og efter et lille års tid havde vi ingen problemer med at snakke åbent om hvad vi fx kunne lide seksuelt og ikke brød sig om. Det respekterede vi så hver i sær, og holdt os inden for "rammerne" - selvom det da kunne gå vildt for sig hvis vi begge var vildt - ja - liderlige.
Det kom "så vidt" at der til sidst kom verden sødeste lille pige ud af det.
En noget ældre ven af mig sagde da jeg fortalte ham om min kærestes graviditet "Nå der endte dit liv sgu hahaha".
Jeg slog den hen og "troede" han mente det som en joke. Han have jo 2 større piger, og et meget større hus end mig. Men han er så også en tusindkunstner i at skaffe penge.
Det skulle vise sig at han havde ret. I starten var det jo skønt med sådan en lille lykkelig ung familie, ja på det tidst punkt var vi så 22-23 næsten lige som dig.
Men det gik da stadig "på skinner", eller gjorde det?
Stille og roligt gik det nedaf bakke. Der blev længere og længere imellem sex, enten fordi jeg ikke "gad" eller fordi hun ikke "gad".
Men vi kunne da stadig sove i samme seng og kysse, og det man nu gør.
Til sidst var der ingen sex. Så forsvandt kyssende. Så forsvandt krammene.
Til sidst sad vi i hver sin ende af hjørnesofaen med vores barn i midten og så tv - nærmest kun bofæller.
Til sidst endte et simpelt lille skænderi med at vi gik fra hinanden.
Idag har jeg stadig en slags berørings-angst ligesom dig. Og det ligger mig virkeligt fjernt på ny at skulle "berøre" en kvinde.
Jeg kan ikke give dig et svar på hvorfor man kan have det sådan, men jeg vil foreslå at du først og fremmest taler med din kæreste om at det slet ikke er fordi du ikke kan lide ham, for sådan kan det nemt forstås. Derefter ville jeg evt gå til læge for at tjekke om det kan være en form for angst eller noget i den dur.
Jeg - og HENDE tror jeg - forstod slet ikke at et kærtegn på låret, eller hygge under et tæppe sammen til en film, eller blev til noget ubehageligt for os begge. Og jo som du skriver til sidst så endte vi med at gå fra hinanden...

Jeg (er dog mand) forstår ikke det der med - det kan være "noget fra man var barn".
Jeg var selv udsat for ja det man nok kan kalde en seksuel krænkelse fra min storebror, og han "lærte" mig at ryge da jeg var blot 8, og min mor var alkoholiker, og... mobning, ja mange problemer.
Dertil skal det lige nævnes at så vidt jeg ved er psykolog -hjælpen ikke lige så nem at komme til medmindre man selv betaler. Ligesom med tandlæger. Og begge tager gerne 1000 kr eller mere i timen. - Bare fordi mange fejlagtigt tror at psykologer er gratis - det er de kun for dem som er under 18, lige som med tandlæger.
Men det jeg ville sige var, at trods jeg havde en "svær" barndom så anså jeg den jo som "normal".
Men jeg havde ingen problemer med berøring med piger, hverken som kram eller kys eller det der er værre ;)
Idag har jeg af en uforklarlig grund helt mistet lysten til piger. jeg kan faktisk end ikke give min eks et kram, eller andre.
Det der med "noget i barndommen" - kan det virkeligt komme sig til udtryk fx 20 år senere, selvom man ikke har mærket noget til det i 10-15 år?

Ja...det er ikke altid lige nemt, og det her er en af de svære. Ja, det kan komme frem mange år efter. Det så jeg med ham jeg hjalp. Og har hørt det samme fra andre.
Jeg kan ikke huske om psykolog-hjælpen bliver helt gratis eller væsentligt billigere når man bliver henvist af egen læge. Men jeg er helt sikker på at trådstarter vil kunne få al den hjælp hun har brug for, hvis hun forklarer sin læge situationen. Jeg ved det, for jeg har selv haft brug for hjælp et par gange. Det er jo når vi er ude på dybt vand, at vi lærer at svømme - og jeg er blevet meget god til det - og så er det, vi får nogle redskaber som vi bl.a. kan bruge til at hjælpe andre med.
Og til trådstarter, hvis du har svært ved at snakke med lægen om det, så tag én med til at bakke dig op....evt din kæreste. Eller skriv det hele ned, og giv lægen papiret når du er der.....det er meget vigtigt du får hjælp.
Klaus, jeg vil gerne skrive mere med dig.....og måske kan jeg hjælpe dig, men så skriv til min mail.
Mange hilsner
Sanne

faktisk skal man ikke undervuder det psykike det har meget større effte på os end du regner med....
ma kan godt få tilskud til en psykolog normal pris er 800 kr. hvis lægen henviser så koster det ca. 300 og så hvis man er i danmakr kan man yderligere få 100 kr. de første 12 behandlinger
fordi du har haft en svær barndom betyder ikke at du behøver at havde problemer for det er forkselligte for hvordan vi oplever tingere.....
nu ved jeg f.eks mange af mine problemer ligger fra mere end 7 år tilbage...
alt hvad vi oplever ser og ser påvirker os i på den enn eller anden måde

da jeg læste dit svar omkring grænser der måske var blever overskredet, tænkte jeg på min barndom, jeg mindes det ikke og mindes heller ikke at jeg havde problemer med at blive rørt. men så tænkte jeg på min første gang med en fyr. jeg bad ham stoppe men han blev ved. da var jeg 14 og tror faktisk jeg har haft det sådan her siden. det hænger faktisk meget godt sammen med at jeg fæler jeg mister kontrollen og at han ligesom "ejer" mig når min kæreste rører ved mig. måske skulle jeg gå til lægen med det. det er bare et stort skridt at tage. føler også det er lidt pinligt. jeg er en voksen kvinde og burde kunne tackle det. men kunne det ikke være det, det bunder i?

jeg takker mange gange for det pæne svar. man ved aldrig hvilken respons man får på nettet, så tak for det venlige svar.

sætter stor pris på dit venlige svar:) jeg skal bare lige tage mig sammen til at tage til lægen..hehe det er ikke så nemt

Hej igen....🙂
Det er ikke altid nemt at huske den slags ubehagelige oplevelser, og det kan der være flere grunde til...
- Måske er du ikke klar til at huske, og dermed mener jeg mentalt klar. For du skal være psykisk i balance, og klar til at "se" det ubehagelige. Hjernen er jo sådan indrettet at hvis du ikke kan klare det, så gemmer den det bare væk.
- Måske kan du ikke gøre det selv. Nogle mennesker kan ikke klare at gøre det selv, og må have hjælp. Og det er der f.eks. en psykolog kan vejlede og hjælpe dig.
Når det er sagt, så synes jeg den oplevelse fra da du var 14 lyder som et godt bud. Det kan virke meget, meget stærkt på en 14-årig, at få overskredet sine seksuelle grænser. For du, eller andre, kan måske tænke at "det er da ikke noget at reagere så kraftigt på", men i skal huske at vi alle er forskellige og dermed reagerer forskelligt, der er ikke nogen reaktion der er forkert. Din måde at reagere på er lige så rigtig som en anden. Samtidig skal du også huske, at du kan have været svag eller ude af balance den dag det gik galt,og så kan det netop gå galt, som det gjorde i dit tilfælde.
Hvis du vidste hvor mange voksne mennesker der går rundt med forskellige problemer fordi de ikke tør gøre noget ved det, så ville du bliver forskrækket...😉...😉
Jeg kan love dig for at det hverken er flovt eller pinligt...tværtimod....du reagerer meget voksent og ansvarligt når du tager ansvar og gør noget ved din situation, i dette tilfælde dit berøringsproblem. Og jeg kan næsten love dig at en psykolog vil sige nogenlunde det samme...at du er meget modig. For det er svært at tage hul på den slags, det gør ondt og man har bare lyst til at grave sig ned i det nærmeste musehul. Men det gør du jo ikke, du erkender at du har et problem, og prøver at løse det....godt gået 🙂
Ja, der kommer meget ofte nogle ubehagelige svar, og jeg synes det kan være utroligt ubehageligt. Kan ikke forstå folk har brug for at sende den slags ud, hvis de ikke har noget fornuftigt at sige, kan de jo bare lade være.....men sådan er der så meget.....
Håber at høre hvordan det går...🙂
Mange hilsner og held og lykke
Sanne

det er virkelig pænt af dig at svare så godt/pænt som du gør:)
man skulle næsten tro du arbejder inden for det på en eller anden måde??:)
anyway, jeg har tænkt over det og hele tanken om at søge hjælp er bare lidt for mærkelig. jeg kan ikke engang få mig selv til at snakke med min kæreste om det...
det ender bare med vi ikke siger noget til hinanden og jeg kan mærke han er irriteret. og så bliver jeg irriteret. ville virkelig gerne snakke med ham om det men kan bare ikke få mig selv til det...
ja det kan være rigtig ubehageligt. ja nemlig, de skal i hvert fald ikke lade det gå ud over andre. ja det er jo det. det er den chance man tager når man skriver på nettet.
mange tak:) og tak for hjælpen, det er virkelig pænt af dig;)

Ja, det er meget svært...og meget mærkeligt. Men jeg er bange for at du kommer til at stå i den situation, at hvis du ikke søger hjælp og bare lever videre på bedste beskub, at du vil fortryde det. Prøv at forestille dig at stå i den situation om nogle år, og sige til dig selv "...hvorfor gjorde jeg det ikke..."
Ikke godt,du er så ung og har hele livet foran dig, men jeg fornemmer ikke det er godt så længe du har den tunge byrde at slæbe på. Og du kan forholdsvis nemt slippe af med den.
Hvis du ikke kan snakke med kæresten om det....så lad være. Men snak med din læge, for det er ham/hende der skal henvise dig til en psykolog.
Jeg har vist skrevet tidligere i tråden at jeg har arbejdet med det, og hjulpet en. Og jeg vil også gerne hjælpe dig videre, men hvis vi skal skrive mere synes jeg det er bedst hvis du skriver til min mail, så vi kan komme ordentligt til bunds i det.
Mange hilsner
Sanne

det kan jeg godt se...burde virkelig få arbejdet med det.
det er i øvrigt utroligt pænt af dig at ville bruge tid på det her.
jeg tænker lige lidt over det...vil skrive til dig hvis det er og så kan du altid sige fra hvis du skulle ombestemme dig, med hensyn til at bruge din private tid på det. ville forstå det fuldt ud hvis du skulle melde fra hvis det er:)
venlig hilsen
riseofthemoon

...det er ok, jeg ville ikke tilbyde det, hvis jeg ikke mente det. Skriv endelig hvis vi skal gå videre med det.
Og du skal ikke føle dig i vejen eller noget lignende....vi skal hjælpe hinanden. Med fare for at lyde "højtflyvende" vil jeg bare sige, at jeg har fået hjælp nogle gange, og til at begynde med syntes jeg ikke jeg kunne tage imod det. Men de sagde til mig at min "betaling" skulle være, at når jeg "stødte på" nogen som havde brug for hjælp skulle jeg give dem det, hvis jeg havde tid og overskud, og det har jeg nu......så jeg giver hjælpen videre, det er lidt ligesom en staffet. Men denneher staffet kan deles over i mindre bidder. Det samme vil være tilfældet med dig, du kommer også til at give det videre....når du har tiden og overskuddet.
Iøvrigt.....der er ikke noget helligt eller religiøst i det....overhovedet ikke. Og heller ingen penge...bare almindelig med-menneskelighed.
Mange hilsner
Sanne.

Hej
Du skal gøre noget ved det, ikke vente flere år eller tøve med om det er et reelt problem eller ej.
Jeg havde selv samme problem over for min mor i en årrække, pludseligt uden grund.
Det kom da jeg var 24 år, men er nogenlunde gået væk igen?
Min mor har altid været grænseoverskidende og ville være alt for tæt på mig hvor jeg altid har ønsket fx at gå alene på toilet, i bad osv, men hvor hun altid skal sidde med åben dør på toilettet og komme ud til mig og snakke når jeg er i bad - jeg låser dog døren.
Hun taler også i detaljer om sex og min far har det med at blande mig ind i div. problemer som jeg mener er for private til at dele med sine børn.
De kærester jeg tidl. har haft, har ikke været respektfulde, men også grænseoverskridende og egoistiske.
Da jeg gik i børnehave pillede en pædagod ved mig.
Jeg har gået til forskellige psykologer og talt alle mine oplevelser igennem da jeg aldrig har følt at det var mig den var gal med, men mine omgivelser som jeg ville væk fra. Men har haft et rigtig skidt selvværd som behøvede opbakning.
I dag har jeg en rigtig sød kæreste som passer på mig og er respektfuld.
Det jeg vil sige er, at du skal opsøge din læge og tale om det selv om det er svært.
For at få tilskud til en psykolog gennem lægen skal man have været ude for noget grimt inden for det sidste halve års tid. Fx kan man få tilskud hvis man har en psykisk syg forælder eller hvis du har været ude for et uheld. Søge evt. efter reglerne på nettet.
Jeg selv går gratis til psykolog i dag hos TUBA fordi min far er alkoholiker, jeg har meget ud af at gå der. Til andre der er i en relation til alkoholikere, i kan søge efter TUBA på nettet :-)
I dag har jeg en god nærhed med min kæreste. Men hvis man har levet under dysfunktionelle forhold længe, kan man enten selv søge alt for meget nærhed med nærmest fremmede og knytte sig for meget for hurtigt eller modsat være den der trækker sig.
Det må være et udtryk for at man er utryg og har brug for at afskærme sig eller for at søge nogen som kan passe på en...
Tal evt. med din kæreste om det...man tror altid at det er pinligt at tale om problemer, men alle har et eller andet problem og for det meste bliver problemer meget mindre når man har fortalt andre om dem. Altså det jeg mener, er at de vokser i hovedet når man går alene med dem.
Måske skal du også finde ud af hvor din vrede kommer fra...
v.h.

Hej monkey
Ved ikke om du kommer til at læse dette, men jeg er helt enig i det du skriver. Man kan have oplevet ting tidligere, som kan "trigges" af helt bestemte situationer man kommer ud for. Til gengæld kan man også leve et helt liv uden de bliver "trigget".
På et tidspunkt begyndte det at blive for meget for mig at jeg reagerede helt overdrevet på bestemte lyde. Der brød koldsved ud på min pande når jeg sad ved siden af en som gnavede i en gulerod, eller agurk. Den der knasende lyd kunne jeg simpelthen ikke abstrahere fra. Jeg følte mig selv ligeså hysterisk som mine omgivelser gjorde, og jeg var ved at blive godt træt af mig selv.
Helt tilfældigt kom jeg i kontakt med en kvinde, på Interettet, som var narkoselæge. Vi drøftede mit dilemma, og hun stillede mig nogle spørgsmål. Da jeg så fortalte at jeg havde haft et motorcykel uheld hvor jeg var tæt på at tage billetten, da jeg fik et kompliceret kraniebrud, mente hun at forklaringen lå deri.
Når man får et kraniebrud, så oplever man ubevidste noget der ligger meget mege tæt på den lyd der opstår når man knaser en gulerod eller en agurk. Smaskende lyde kunne jeg heller ikke klare, også det mente hun kunne henføres til mit uheld.
Det havde jeg aldrig i livet selv fundet ud af. Så, det at man fortæller det rundt omkring er bestemt noget jeg kan råde folk til.
Mvh Lagermann