Jeg var SÅ tæt på at miste mit barn
Hvorfor jeg skriver dette nu, ved jeg faktisk ikke. Nok mest for at få lettet en masse tanker og følelser - et forsøg på lindring. Så bær over med mig 🙂
Igennem de seneste 10 år har jeg mistet meget i mit liv - først min far, derefter min svigermor, så min familie, mit hjem og min tryghed i det jeg blev skilt efter min mands utroskab, efterfulgt af min svigerfars og min morfars bortgang.
I den proces har jeg bildt mig selv ind, at jeg i det mindste har fundet MIG - at jeg har vist mig stærk (og svag) og endeligt langt om længe har fundet min egen indre kerne.
Min 18-årige datter fik pludseligt diverse sygdomme, og måtte igennem en del operationer, som til sidst udmundede i at hun skulle have fjernet et organ.
Efter nogen tid med "ro" ift. hendes helbredstilstand, skete det forfærdelige - hun falder om, ramt af en pludseligt opstået dødelig sygdom, bliver akut indlagt, og jeg får beskeden at hun har mellem 5 og 10 % chance for overlevelse. Hun bliver "stabiliseret", får morfin indtil operationsholdet er samlet, og bliver kørt afsted til den livsfarlige operation, der muligvis kan redde hendes liv. På 5 minutter er hele livet ændret - pludseligt står man der som mor - og hele ens indre smerter, samtidig med at man kæmper for at være stærk og kunne udøse af en ro, som man ikke selv føler!
Efter 10 timers operation kommer hun tilbage på intensiv - operationen er gået godt, selvom de var ved at miste hende under operationen! Nu står vi foran 1 måned, hvor hun ikke er stabil - hvor hver time er endnu en kamp for overlevelse - hvor hun starter livet forfra helt fra baby-stadiet med hallucinationer,bleer, babymos, sprog der ikke kan forståes og det hele. Efter 3 døgn på hospitalet får man besked på at tage hjem - dette bliver en lang kamp og selv en mor har brug for søvn for at kæmpe. Hver dag går man hjem som mor med tungt hjerte - ligger med mobiltelefonen ved siden af sengen - bange for det næste opkald. Et konstant tumult af at det går bedre den ene time, og meget værre den næste.
Endelig oprinder dagen, hun bliver flyttet fra intensiv afdeling og til en almindelig afdeling. Jeg kan næsten ikke få armene ned - indtil jeg indser at hendes reaktion ikke er positiv - men snarere total ulykke - Hun bliver utrøstelig og har samtidig ikke helt talens eller kroppens brug.
Næste morgen beder hospitalspersonalet mig flytte ind hos hende på hospitalet - jeg er den eneste, der kan trænge igennem til hende.
Den næste måned bor jeg hos hende - er hendes hjælper og samtidig den hun hader mest i verden.
Efter den måned begynder jeg at arbejde igen - får lov at gå på deltid, så jeg stadig kan tilbringe det meste tid hos hende. Hende der samtidig siger, at det hele er min skyld, hende der bander mig langt væk og konstant stiller krav.
2 måneder efter er hun så "rask" at hun kan kome hjem, bo hos sig selv og klare en hverdag rimeligt. Hun genoptrænes til stadighed og ikke alt er som det var før - Jeg begræder tabet af hendes empati, for den er gået fløjten i dette forløb, hvilket afføder, at hun gerne træder på alle andre, for selv at komme "tørskoet over åen"- selv dem der elsker hende og som jeg ved at hun elsker.
Vi er endnu ikke færdige - hun er endnu ikke sig selv - og selvom jeg er helt ubeskriveligt taknemmelig for, at vi fik lov at beholde hende, er jeg også vred - vred over at det skulle ramme os, vred over at hun er uden empati og krævende, vred over følelsen af ikke at slå til - bare vred over uretfærdigheden - uden at kunne rette det nogensteder hen.
Men selv gennem mine skjulte tårer er jeg stadig
hende der smiler
Igennem de seneste 10 år har jeg mistet meget i mit liv - først min far, derefter min svigermor, så min familie, mit hjem og min tryghed i det jeg blev skilt efter min mands utroskab, efterfulgt af min svigerfars og min morfars bortgang.
I den proces har jeg bildt mig selv ind, at jeg i det mindste har fundet MIG - at jeg har vist mig stærk (og svag) og endeligt langt om længe har fundet min egen indre kerne.
Min 18-årige datter fik pludseligt diverse sygdomme, og måtte igennem en del operationer, som til sidst udmundede i at hun skulle have fjernet et organ.
Efter nogen tid med "ro" ift. hendes helbredstilstand, skete det forfærdelige - hun falder om, ramt af en pludseligt opstået dødelig sygdom, bliver akut indlagt, og jeg får beskeden at hun har mellem 5 og 10 % chance for overlevelse. Hun bliver "stabiliseret", får morfin indtil operationsholdet er samlet, og bliver kørt afsted til den livsfarlige operation, der muligvis kan redde hendes liv. På 5 minutter er hele livet ændret - pludseligt står man der som mor - og hele ens indre smerter, samtidig med at man kæmper for at være stærk og kunne udøse af en ro, som man ikke selv føler!
Efter 10 timers operation kommer hun tilbage på intensiv - operationen er gået godt, selvom de var ved at miste hende under operationen! Nu står vi foran 1 måned, hvor hun ikke er stabil - hvor hver time er endnu en kamp for overlevelse - hvor hun starter livet forfra helt fra baby-stadiet med hallucinationer,bleer, babymos, sprog der ikke kan forståes og det hele. Efter 3 døgn på hospitalet får man besked på at tage hjem - dette bliver en lang kamp og selv en mor har brug for søvn for at kæmpe. Hver dag går man hjem som mor med tungt hjerte - ligger med mobiltelefonen ved siden af sengen - bange for det næste opkald. Et konstant tumult af at det går bedre den ene time, og meget værre den næste.
Endelig oprinder dagen, hun bliver flyttet fra intensiv afdeling og til en almindelig afdeling. Jeg kan næsten ikke få armene ned - indtil jeg indser at hendes reaktion ikke er positiv - men snarere total ulykke - Hun bliver utrøstelig og har samtidig ikke helt talens eller kroppens brug.
Næste morgen beder hospitalspersonalet mig flytte ind hos hende på hospitalet - jeg er den eneste, der kan trænge igennem til hende.
Den næste måned bor jeg hos hende - er hendes hjælper og samtidig den hun hader mest i verden.
Efter den måned begynder jeg at arbejde igen - får lov at gå på deltid, så jeg stadig kan tilbringe det meste tid hos hende. Hende der samtidig siger, at det hele er min skyld, hende der bander mig langt væk og konstant stiller krav.
2 måneder efter er hun så "rask" at hun kan kome hjem, bo hos sig selv og klare en hverdag rimeligt. Hun genoptrænes til stadighed og ikke alt er som det var før - Jeg begræder tabet af hendes empati, for den er gået fløjten i dette forløb, hvilket afføder, at hun gerne træder på alle andre, for selv at komme "tørskoet over åen"- selv dem der elsker hende og som jeg ved at hun elsker.
Vi er endnu ikke færdige - hun er endnu ikke sig selv - og selvom jeg er helt ubeskriveligt taknemmelig for, at vi fik lov at beholde hende, er jeg også vred - vred over at det skulle ramme os, vred over at hun er uden empati og krævende, vred over følelsen af ikke at slå til - bare vred over uretfærdigheden - uden at kunne rette det nogensteder hen.
Men selv gennem mine skjulte tårer er jeg stadig
hende der smiler