Jeg var SÅ tæt på at miste mit barn

Hvorfor jeg skriver dette nu, ved jeg faktisk ikke. Nok mest for at få lettet en masse tanker og følelser - et forsøg på lindring. Så bær over med mig 🙂
Igennem de seneste 10 år har jeg mistet meget i mit liv - først min far, derefter min svigermor, så min familie, mit hjem og min tryghed i det jeg blev skilt efter min mands utroskab, efterfulgt af min svigerfars og min morfars bortgang.
I den proces har jeg bildt mig selv ind, at jeg i det mindste har fundet MIG - at jeg har vist mig stærk (og svag) og endeligt langt om længe har fundet min egen indre kerne.
Min 18-årige datter fik pludseligt diverse sygdomme, og måtte igennem en del operationer, som til sidst udmundede i at hun skulle have fjernet et organ.
Efter nogen tid med "ro" ift. hendes helbredstilstand, skete det forfærdelige - hun falder om, ramt af en pludseligt opstået dødelig sygdom, bliver akut indlagt, og jeg får beskeden at hun har mellem 5 og 10 % chance for overlevelse. Hun bliver "stabiliseret", får morfin indtil operationsholdet er samlet, og bliver kørt afsted til den livsfarlige operation, der muligvis kan redde hendes liv. På 5 minutter er hele livet ændret - pludseligt står man der som mor - og hele ens indre smerter, samtidig med at man kæmper for at være stærk og kunne udøse af en ro, som man ikke selv føler!
Efter 10 timers operation kommer hun tilbage på intensiv - operationen er gået godt, selvom de var ved at miste hende under operationen! Nu står vi foran 1 måned, hvor hun ikke er stabil - hvor hver time er endnu en kamp for overlevelse - hvor hun starter livet forfra helt fra baby-stadiet med hallucinationer,bleer, babymos, sprog der ikke kan forståes og det hele. Efter 3 døgn på hospitalet får man besked på at tage hjem - dette bliver en lang kamp og selv en mor har brug for søvn for at kæmpe. Hver dag går man hjem som mor med tungt hjerte - ligger med mobiltelefonen ved siden af sengen - bange for det næste opkald. Et konstant tumult af at det går bedre den ene time, og meget værre den næste.
Endelig oprinder dagen, hun bliver flyttet fra intensiv afdeling og til en almindelig afdeling. Jeg kan næsten ikke få armene ned - indtil jeg indser at hendes reaktion ikke er positiv - men snarere total ulykke - Hun bliver utrøstelig og har samtidig ikke helt talens eller kroppens brug.
Næste morgen beder hospitalspersonalet mig flytte ind hos hende på hospitalet - jeg er den eneste, der kan trænge igennem til hende.
Den næste måned bor jeg hos hende - er hendes hjælper og samtidig den hun hader mest i verden.
Efter den måned begynder jeg at arbejde igen - får lov at gå på deltid, så jeg stadig kan tilbringe det meste tid hos hende. Hende der samtidig siger, at det hele er min skyld, hende der bander mig langt væk og konstant stiller krav.
2 måneder efter er hun så "rask" at hun kan kome hjem, bo hos sig selv og klare en hverdag rimeligt. Hun genoptrænes til stadighed og ikke alt er som det var før - Jeg begræder tabet af hendes empati, for den er gået fløjten i dette forløb, hvilket afføder, at hun gerne træder på alle andre, for selv at komme "tørskoet over åen"- selv dem der elsker hende og som jeg ved at hun elsker.
Vi er endnu ikke færdige - hun er endnu ikke sig selv - og selvom jeg er helt ubeskriveligt taknemmelig for, at vi fik lov at beholde hende, er jeg også vred - vred over at det skulle ramme os, vred over at hun er uden empati og krævende, vred over følelsen af ikke at slå til - bare vred over uretfærdigheden - uden at kunne rette det nogensteder hen.
Men selv gennem mine skjulte tårer er jeg stadig
hende der smiler

Fy for den lede da for en oplevelse.
JA, man undres over HVOR meget et menneske kan bære. Men jeg håber og ønsker dig og din datter alt det bedste [l][l]

hvad hedder sådan en pludselig opstået dødelig sygdom

1000 tak [l]
Der er nogle, der påstår, at man ikke får lagt mere på ens skuldre end man kan bære.
Jeg vælger at vende den om - man bærer alt hvad man kan, for hvad er alternativet? 🙂

Man siger så meget...
Jeg ved ikke helt, hvor den kommer fra, den med at man "ikke bliver pålagt mere, end man kan bære", - og jeg tror ikke på den.
Derimod tror jeg meget dybt på, at der er en grund til alt, der sker.
Men hvorfor er hun dog så vred på dig? Hvor mener hun, du har fejlet?
Selvfølgelig ved jeg godt, at noget af det, der kan gøre mennesker helt urimelige, er - afhængighed. Især hvis man bliver afhængig af nogen, man ABSOLUT ikke vil være afhængig af!
Til at begynde med tror vi alle sammen, at livet vil være lutter lagkage. At alting - mere eller mindre - vil flaske sig for os. Men det går også snart op for os, at det ikke er medgang, der "skaber mennesker"... - Det gør modgang.
Du har ret i det med din "kerne". Nogle gange føler man, når man ser tilbage, at ens liv er et stort maleri, hvor man har malet sig selv... Det ser SLET ikke ud, som man ville have troet fra starten; men vi lærer også at sætte pris på de strøg, der ikke strøg os med håret; - men formede os, - eller rettere - kaldte os frem?
Selv tror jeg på, at vi har en meget længere historie sammen med vore nærmeste, end vi har begreb om. Og - hvad der er sket tidligere - skal forløses. Der er lektier, der skal læres. Og så tror jeg bare, man kan være uheldig, at mange af disse lektier falder sammen - tidsmæssigt. Så er det VIRKELIG PAYBACK-TIME! 😮
Og nej, - jeg tror ikke på, at der er nogen universel automatsikring, der hedder, at man ikke må overbelastes. I stedet tror jeg, det handler meget om at se det smukke i livet - midt i al "grimheden". At leve i øjeblikket, - glæde sig over de minutter, timer, dage, man får.
Det er faktisk endnu værre med dem, der er selvmorderiske, - hvor alting er sort-i-sort.
Men der er en parallel, for et eller andet sted handler det om at vælge at se meningen - frem for meningsløsheden. Det er svært at overbevise en selvmorder om... Men nogle gange er det kun det bevidste valg, som kan bringe én videre.
Og hvis det lykkes for én, så har man jo fundet en "kraft" inden i en selv, som er stærkere end al modgangen. Den er der; men statistikkerne fortæller os, at det ikke er alle, der finder den... 😖
Også jeg håber det bedste for jer begge!

Du er sød. 🙂
"Jeg har også gennem de sidste 10 år stillet mig selv det spørgsmål, og hver gang har jeg svaret, at dette formentligt er bedre end alternativet." - Ja, - det kan jeg tænke mig.
Jeg synes, det er tankevækkende, at når man er derude, hvor selvmord er et alternativ, så er ALTING da bedre! - Jeg mener: Det er som regel folks eget valg af præmis, som får det hele til at stå sort-i-sort? Og hvis alternativet er en slags "intethed", kan man da ligeså godt blive og få det bedste ud af det? Hvis det hele er ligegyldigt, giver det heller ikke mening at dømme os på vore fejltagelser.
Men det er mange gange svært at få folk til at forstå, at de KUN kan gøre en positiv forskel...
However, - i mange tilfælde er det nok simpelthen et spørgsmål om at få "slukket" for smerten?
"Hvis den karma-tankegang skal følges, har vi været nogle uhyggeligt stygge mennesker i tidligere eksistenser!" - Nej, - det er jeg ikke så sikker på.
Nogen siger, at "ondskab" ikke er noget i sig selv; men blot udtryk for fraværet af kærlighed? - Eller visdom? - kunne man fristes til at sige? Men det er vel et eller andet sted et synonym?
"kan intet godtgøre at så ungt et menneske rammes så hårdt! Men man bliver nødt til at acceptere tingenes tilstand!"
- Det var også dér, jeg startede. Nogle fødes som åndssvage. Nogle fødes med andre alvorlige handicaps. Nogle rammes i en tidlig alder af sklerose. Andre kommer ud for - helt - meningsløse ulykker. Nogle af os oplever ældre familiemedlemmer, som p.gr.a. alder går helt i fisk...
Det giver ganske enkelt ingen mening.
Det bliver hurtigt et spørgsmål om tro. Hvis man ikke tror på en dybere mening, er det jo bare ubærligt!
Min mor siger tit "Hvordan kunne jeg dog være så DUM?"... Og, - ja, - den er også sød. For det vidner jo om, at man er kommet videre, - at man har lært noget.
Vi begår hele tiden fejl. - Det værste er næsten de gange, hvor vi godt fornemmer, at det er det, vi er i gang med; men alligevel ikke kan afværge det? 😉
Jeg er ikke så sikker på, at vi har været så "slemme" - tidligere. Måske handler det mere om, at det ser sådan ud, fordi vi er blevet klogere, - har lært noget?
Men er det alligevel ikke godt, at din datters tilstand er selv-fremkaldt? Det flytter jo i hvert fald fokus, kan man sige?
Der er sikkert også en hel del skyldfølelse i din datters reaktion? Kan I tale sammen? Kan hun sætte ord på?
Det er jo ikke kun hende, der er blevet "invalideret", - du er jo på mange måder også blevet det... Men der er altid noget formildende over det, når man er bevidst om, at det er ens eget valg? (Jeg mener, det er jo rent faktisk et bevidst valg, at du har valgt at stå det igennem, - at være der.)
Man kan gøre sig mange tanker om de ting, der sker for dig. Virker det ikke lidt som en demonstration af, hvor stærk du er i dig selv?
Livet viser sig, - som jeg skrev tidligere, - ofte at være noget ganske andet, end vi forestillede os fra starten af... Men jeg synes da klart, at det viser sig at være både større - og dybere? - Selv om glansen godt nok går en hel del af "glansbilledet" 😉
Om der er en mening med livet og de ting, der sker, - må være op til den enkelte at vurdere; men man kan da i hvert fald sige, at du er i stand til at SKABE mening - i kraft af dine valg?
Det er ikke så ringe endda! 😃
Jeg tror nu ikke, døden er så farlig! Den er blot en afslutning på det her kapitel. - En "overgang", - ligesom fødslen er en overgang... 😉 Et skift i bevidsthed.
Dine indlæg får os til at tænke tanker, - hvilket jeg synes, er værdifuldt. Men det er vel indlysende? 🙂 Det bringer os videre, - og måske lidt tættere på at forstå, hvad dette underlige mirakel - livet - er? 🙂

Livet er som matematik - det skal ikke forstås, det skal leves 😉
Hendes sygdom er ikke som sådan "selv-fremkaldt" - hun har intet at bebrejde sig selv eller nogen anden. Nogle gange foretager kroppen et forrædderi - og det er det hun har været udsat for. Som ungt menneske føles dette måke dobbelt så uretfærdigt - på den anden side er det hendes unge alder, der har reddet hendes liv!
Hvis det havde været mig, der var blevet ramt af det samme, havde der ikke været noget håb! Men det giver hende ingen glæde - snarere irritation- at få besked på, at hun faktisk skal prise sig lykkelig for at være rimeligt "normal" efter det hun har været udsat for - at sandsynligheden for at hun døde, eler skulle leve resten af sit liv med lammelser, var mere sandsynlige end de "små-gener" hun oplever - Det er bare mere end hun kan "tage ind".
Men ja - vi er alle blevet invaliderede på en eller anden vis. Og vi må alle finde en måde at leve med frygten som opfylder vore kroppe og sind - blot en almindelig hovedpine hos hende kan udløse den altopslugende frygt for at skulle igennem endnu et helvede.
Til gengæld har det gjort mig endnu mere opmærksom på, at jeg VIL leve mit liv positivt - at jeg VIL se på mig selv med blide øjne og klappe mig selv på ryggen for alt hvad jeg gør godt 😉
Jeg har ikke behov for tro på en større mening med livet - eller tro på at ting sker af en årsag - Jeg har behov for at leve - og leve med så megen glæde som det er muligt 🙂
Kh
Hende der smiler

læste dit indlæg og kan genkende situationen.
Mit barn var 4 dengang og jeg husker udmærket.... nej rettelse: jeg glemmer aldrig følelsen af afmagt og fortvivlelse blandet med håb man ikke turde håbe...vrede, angst og udmattethed...
For mig kom verden aldrig til at se ud som den gjorde før.. på godt og ondt... Godt fordi man i sådanne situationer lære at sætte pris på nu'et...ondt fordi smerten sidder der for altid, og man vil altid være en smule ræd for hvad livet ellers bringer af ulykker.
3 mdr.s liv på intensiv, 10 års ud og ind på sygehuset sætter sit præg... havde det så bare været mig i stedet for mit barn...
Så jeg kan følge dig og føler med dig.. det tærer på kræfterne