Jesu disciple har omsorg for de fattige
Efter Jesu død viste apostlene og de andre disciple fortsat omsorg for de fattige de havde iblandt sig. I omkring år 49 mødtes Paulus med Jakob, Peter og Johannes, og sammen drøftede de den befaling Paulus havde fået af Jesus Kristus til at forkynde den gode nyhed. De blev enige om at Paulus og Barnabas skulle gå til "nationerne" og først og fremmest forkynde for hedningerne. Men Jakob og de andre apostle tilskyndede Paulus og Barnabas til at "huske de fattige". Og 'netop dét bestræbte Paulus sig på at gøre'. (Galaterne 2:7-10)
I Kejser Claudius' regeringstid udbrød der en alvorlig hungersnød flere steder i Romerriget. Derfor "besluttede [de kristne i Antiochia] at de, alt efter som de hver især havde råd til det, ville sende noget til hjælp for brødrene som boede i judæa; og dette gjorde de, idet de sendte det til de ældste ved Barnabas' og Saulus' hånd". (Apostelgerninger 11:28-30)
I dag forstår sande kristne også at Jesu disciple må vise omsorg for de fattige og nødlidende, især blandt deres trosfæller. (Galaterne 6:10) Derfor er de oprigtigt interesseret i at yde materiel hjælp til dem der er i nød. I 1998 hærgede der for eksempel en streng tørke i store dele af det nordøstlige Brasilien. Tørken ødelagde høsten af både ris, bønner og majs, og det førte til udbredt hungersnød, den værste i 15 år. Nogle steder var der endda knapt med drikkevand. Jehovas vidner i andre dele af Brasilien nedsatte straks nødhjælpskommitéer, og i løbet af kort tid havde man indsamlet tonsvis af mad og betalt for transport af forsyningerne.
Nogle af de Jehovas vidner der var med til at støtte nødhjælpen, skrev: "Vi er meget glade for at kunne hjælpe vore brødre, især fordi vi ved at det glæder Jehovas hjerte. Vi vil aldrig glemme ordene i Jakob 2:15-16." Her står der: "Hvis en broder eller søster er nøgen og mangler den daglige føde, og en af jer siger til dem: 'Gå bort i fred, hold jer varme og mætte,' men I ikke giver dem det fornødne til legemet, hvad gavner det så?"
I en af Jehovas vidners menigheder i São Paulo er der en beskeden og nidkær forkynder som ofte må slide i det for at klare dagen og vejen. Hun siger: "Selvom jeg har levet i fattigdom, har Bibelens budskab givet mit liv mening. Jeg ved ikke hvordan det ville være gået hvis ikke mine trosfæller havde hjulpet mig." For nogen tid siden blev det nødvendigt for denne hårdtarbejdende søster at få en operation, men hun havde ikke råd til at betale hospitalsregningen. Det havde imidlertid nogle af hendes kristne brødre og søstre i menigheden. Ja, når som helst det er muligt, yder sande kristne i hele verden hjælp til deres trosfæller.
Men uanset hvor hjertevarmende det er at høre om den slags oplevelser, er sådanne bestræbelser naturligvis ikke nok til at fjerne fattigdommen. End ikke magtfulde regeringer og store internationale hjælpeorganisationer, som ellers udretter meget, har kunnet fjerne det ældgamle problem fattigdom. Derfor er det nærliggende at spørge: Hvordan kan man finde en endelig løsning på fattigdomsproblemet og de andre problemer der plager menneskeheden? Hør om dette i morgen.
I Kejser Claudius' regeringstid udbrød der en alvorlig hungersnød flere steder i Romerriget. Derfor "besluttede [de kristne i Antiochia] at de, alt efter som de hver især havde råd til det, ville sende noget til hjælp for brødrene som boede i judæa; og dette gjorde de, idet de sendte det til de ældste ved Barnabas' og Saulus' hånd". (Apostelgerninger 11:28-30)
I dag forstår sande kristne også at Jesu disciple må vise omsorg for de fattige og nødlidende, især blandt deres trosfæller. (Galaterne 6:10) Derfor er de oprigtigt interesseret i at yde materiel hjælp til dem der er i nød. I 1998 hærgede der for eksempel en streng tørke i store dele af det nordøstlige Brasilien. Tørken ødelagde høsten af både ris, bønner og majs, og det førte til udbredt hungersnød, den værste i 15 år. Nogle steder var der endda knapt med drikkevand. Jehovas vidner i andre dele af Brasilien nedsatte straks nødhjælpskommitéer, og i løbet af kort tid havde man indsamlet tonsvis af mad og betalt for transport af forsyningerne.
Nogle af de Jehovas vidner der var med til at støtte nødhjælpen, skrev: "Vi er meget glade for at kunne hjælpe vore brødre, især fordi vi ved at det glæder Jehovas hjerte. Vi vil aldrig glemme ordene i Jakob 2:15-16." Her står der: "Hvis en broder eller søster er nøgen og mangler den daglige føde, og en af jer siger til dem: 'Gå bort i fred, hold jer varme og mætte,' men I ikke giver dem det fornødne til legemet, hvad gavner det så?"
I en af Jehovas vidners menigheder i São Paulo er der en beskeden og nidkær forkynder som ofte må slide i det for at klare dagen og vejen. Hun siger: "Selvom jeg har levet i fattigdom, har Bibelens budskab givet mit liv mening. Jeg ved ikke hvordan det ville være gået hvis ikke mine trosfæller havde hjulpet mig." For nogen tid siden blev det nødvendigt for denne hårdtarbejdende søster at få en operation, men hun havde ikke råd til at betale hospitalsregningen. Det havde imidlertid nogle af hendes kristne brødre og søstre i menigheden. Ja, når som helst det er muligt, yder sande kristne i hele verden hjælp til deres trosfæller.
Men uanset hvor hjertevarmende det er at høre om den slags oplevelser, er sådanne bestræbelser naturligvis ikke nok til at fjerne fattigdommen. End ikke magtfulde regeringer og store internationale hjælpeorganisationer, som ellers udretter meget, har kunnet fjerne det ældgamle problem fattigdom. Derfor er det nærliggende at spørge: Hvordan kan man finde en endelig løsning på fattigdomsproblemet og de andre problemer der plager menneskeheden? Hør om dette i morgen.