JV - Familie eller overbevisning?

"Men er det ikke en urimelig situation at stille et ungt menneske i - at vælge mellem sin familie og sin overbevisning?"
Dette spørgsmål omkring JV's praksis med udelukkelse blev stillet af Politikens journalist til Erik Jørgensen, talsmanden for Jehovas Vidners Organisation.
Hans svar var:
"Jeg syntes nærmere, det er en urimelig situation, de stiller ders forældre i. Alle er jo kede af det, når en trosfælle kommer på afveje. Det er dem, der vælger fællesskabet fra ved ikke at følge Jehovas budskab."

Hvis vi står overfor dette valg, skal vi så lade os styre af, om vi skuffer vores families og venners forventninger?
Skal vi skamme os og være kede af at have såret vores forældre, fordi vi har valgt et liv uden Jehovas Vidners tro og overbevisning?
Skal vi undlade at udtrykke vores mening, skjule vores liv og holdninger, for ikke at risikere at støde familien fra os?

mvh
Billen76

Det du lægger op til her er en umulig diskussion der ikke burde være så umulig.
Det indtryk jeg har af Jehovas vidner, er at de lægger megen vægt på holdninger som bygger på ærlighed og integritet. Derfor burde det accepteres, hvis nogle valgte fællesskabet fra pga. et holdningsskift som gjorde det umuligt for en person at fortsætte som vidne.
Når det alligevel ikke er så let, skyldes det efter min mening at vidnerne betragter deres tro som mere end en tro. De betragter det som en sandhed, og hvem ved sine fulde fem vælger sandheden fra?

Det handler om kontrol.
Dvs. at sålænge man frygter hvad Organisationen kan pålægge en af sanktioner, sålænge vil de dominere ens følelses,- og tankeliv.
Man vil ganke enkelt fortsætte med at være bange for at være ærlig omkring sig selv og sit eget liv i alle sammenhænge, da det kan blive farligt for en, hvis et eller andet "fjols" nu skulle bringe det videre til de ældste. Herved kan de så miste den sidste kontakt de har til den familie som de jo alligevel holder af.
Men det vil være en selv der sidder med den frygt. Det vil ikke nødvendigvist ske, men man vil så absolut sidde med frygten, indtil man foretager valget mellem at insisterer på at familien må acceptere en for den man er eller indrette sig efter hvad jv-familien forventer af en og kan acceptere.
Så det bliver et valg mellem ens overbevisning og ens familie. Et forceret valg, hvor rammerne er sat af Organisationen, ikke de enkelte jv'er.
I længden lægger man i processen ikke spor vægt på spørgsmål om ærlighed og integritet. Det handler alene om man kommer tilbage i folden, og umiddelbart indretter sig efter hvad Organisationen forventer af en. Eller som det mindste holder sin mund om hvad JV kunne opfatte som "kontroversielt".
F.eks. så en af mine gamle bekndte fra jv ud som en der havde stået til kø ved toilettet ½ time, da jeg fortalte jeg deltog i bestyrelsesarbejdet i min lokale skakklub og deltog i div. turneringer. Jeg ved ikke om dette har nogetsomhelst at gøre med "ærlighed og integritet", men det var tilsyneladende meget kontroversielt.
Jeg mener ikke det er mig der har et problem i den sammenhæng, men skal jeg nu skjule mig selv i sådanne sammenhænge, i frygt for at min familie pludseligt cutter mig? Cutter mig, fordi jeg f.eks. støtter min skakklub i det praktiske klubarbejde? Skal jeg så også lade være med at engagere mig i foreningslivet i andre sammenhænge? Skal jeg lade være med at søge ind på en længerevarende videregående uddannelse i frygt for min fars skuffede blik og de ældstes mulige indblanding?
Sådan kan jeg ikke leve!
Jeg elsker min familie, men de må acceptere mig for den jeg er hvis det skal fungere.

mvh
Billen76

og kan ikke se ud over deres egen næse.
og tror at når de udstøder andre, så er det offeret egen skyld!
men det er jo sekten selv, der pårlægger de ungen mennesker, de godt inderst inde ved, at det kan de unge mennesker ikke overholde.
og det ender da også med at ca. 2 ud af 3 vælger en anden religion, som voksne, og det har hovedsageligt intet med religionen at gøre, men ren og skær fordi at de regler de skal følge er for hårde.
at der så ikke er noget bibelsk grundlag for disse hårde regler, og at de hovedsageligt at menneskebud.
er så en anden sag.
og det ender med at være en luder kærlighed, jehovas vidner giver videre til deres egen børn, syndes jeg bare gør det hele endnu værrer :(
og i dag, ser vi utroligt mange børn, der må klare sig selv uden deres forældre.
vi burde, hjælpe disse unge mennesker, med at finde nogle forældre der er opgave moden, i stedet for at de spilder deres ungdom, på at vente på nogle forældre, der er mentalt er hjernendøde. og er allerede i en en anden drømmeverden, der aldrig kommer.

Jo jo, sveland. Men her taler vi om folk der er i jv stadigvæk. Hvad med bagefter? For mit vedkommende er det slut med jv, og både min familie og de ældste har fået det at vide.
Jeg mener, jeg er jo ikke begyndt at sælge narko, banke min kæreste, svindle på børsen eller andet i den retning. Vi taler om jeg har valgt et andet liv end jv's slagne sti. At jeg opfatter tilværelsen på en anden måde, at jeg mener nogle andre ting end jv gør.
Skal jeg nu stadigvæk indrette mit liv efter, hvad jeg frygter vil være for kontroversielt for jv'erne, i frygt for de kan fratage mig den sidste kontakt til min familie i jv? Det tror jeg ikke jeg kan.

mvh
Billen76

Det er jo en utroligt vigtig ting, det har du ret i, og nej det er jo ikke fordi, du gør noget skadeligt, som man skulde tro, på den måde jv behandler folk, der ikke følger sektens regler.
men som amerikanerne, siger om jv, det bryder familien op, og der i må man give dem ret.
og det sjove er jo at det er lige det modsatte af det jesus, ville frem til igennem sin lære.
da han holdte utrligt meget af familiens bånd.

JV'erne skal være ens familie i jv.
Jeg vil lige påpege, jeg ikke skoser dem der vælger at indrette sig umiddelbart, for at bevare den for en værdifulde kontakt til familien. Da jeg kender dilemmaet, forstår jeg dem godt. Blot mener jeg, det er urimeligt at stille nogen overfor at skulle vælge mellem familie og overbevisning.
Faktisk opfordrer det jo nærmest folk til at være uærlige omkring sig selv, for man er jo ikke ligeglad, og vil heller ikke stå om en der er ligeglad, med sin familie. Men man vil heller ikke være uærlig omkring sig selv og sit liv.
Derfor, hvis man bliver bevidst om jv's lære ikke kan være "Sandheden", står man i et urimeligt dilemma. Oven i købet bliver det lagt som, det er en SELV der vælger familien fra, hvis man mener noget andet end jv.
Blot vil jeg påpege, at vælger man at skjule sit liv og sine meninger og holdninger, så vil frygten for Organisationens magt aldrig forsvinde fra ens liv. Man vil blive ved med at være bange for, hvis nogen skulle "afsløre" en overfor de ældste. Den del mener jeg dog, hænger på en selv, hvis man altså vælger at "skjule" sig efter man har forladt jv.

mvh
Billen76

Jeg skrev at det var en umulig situation. Det skal forstås sådan at jeg godt ved at den er umulig. Derfor kan jeg alligevel godt undre mig over tingene og lede efter en forklaring. At henvise til kontrol er ikke hele forklaringen.
Men du skal selvfølgelig blive ved med at gøre det du har lyst til og forklare dine synspunkter og handlinger, hvis nogen spørger (kun hvis de spørger) Tænk på Jesus der skulle forklare at han gjorde mirakler på en sabbat. Der var ikke noget at forklare. Du har heller ikke noget forklaringsproblem i forhold til skakklubben. Du ønsker at det skal være sådan, og så er det sådan.

Nu er der forskel på "systemet jv" og "personen jv".
Selv var som jv jeg meget overbevist om, at jeg burde leve op til de erklæringer, Selskabet fremsatte på "vores" vegne. Det var Jehova der styrede foretagenet, og det skulle jeg kun forsvare, ikke stille spørgsmål til. Selskabet fremstillede gerne de valg man havde som jv til at være, at hvis man valgte de anbefalede valg var man ærlig og oprigtig, hvis man valgte andet end de anbefalede valg var man uærlig og oprørsk.
Det er "logikken" og den er baseret på, man agerer indenfor den forestillingsverden man har som jv.
Nu bagefter virker tingene, som de foregår reelt, meget bagvendt på mig, men det er nok først og fremmest fordi jeg ikke længere befindr mig i den forestillingsverden jv lever i.

En del af det at være fri er at kunne udtrykke sig frit. Snakke om hvad man laver, hvordan man ser på de forskellige ting, hvad man oplever osv. Skal man til at skjule sig selv og konstant tænke over om man nu også skal fortælle den eller den historie, så er det jo ikke til at have et nogenlunde intimt forhold til f.eks. familien. Selvfølgeligt kan almindeligt hensyn være anbefalelsesværdigt, men det skal helst ikke være sådan at man er bange for at vise sig selv. Ellers bliver stemningen meget trykket og tavs.
Respekt må være gensidig. Ellers går det ikke.
F.eks. min far vil gerne fortælle om hans tjenesteture og det foredrag han nu er igang med. Omvendt kan jeg sidde og overveje om jeg skal fortælle om mine engagementer i foreningslivet og om jeg skal fortælle om den gode juleaften jeg havde hos min tante.
Det er ikke lige. Jeg kan ikke udtrykke mig frit overfor ham, som han føler han skal gøre overfor mig.

Når det angår organisationen, så er det en jalous organisation, der ikke ønsker vidnerne skal være optaget af andet end organisationens interesser. Hele politiken i organisationen er indrettet efter det forhold, og dermed også de argumenter og synspunkter jv'erne får plantet i hoved og hjerte. Organisationen stoler heller ikke på vidnerne, så der er omfattende kontrolsystemer, mentale og praktiske, som skal regulere vidnernes adfærd og tilhørsforhold til organisationen.
Kort sagt: Logikken udspringer af den jalous organisations ønske om kontrol.

mvh
Billen76

når man først har været jver så er det slut med trosfrihed
på trods af at specielt jehovas vidner påberåber sig friheden til at tro det de vil så nægter de tidligere medlemmer den samme frihed
moral er godt men d.....................

det er et urimeligt valg de unge mennesker står over for :(

Som sådan har vi stadigt vores trosfrihed. JV har som sådan ret i, at vi blot kan gå ud af jv hvis vi ikke vil mere. Prisen for det har de blot gjort meget høj.
Man kan snarere sige, de ikke RESPEKTERER den individets trosfrihed, hvis det individ på et tidspunkt har været involveret i JV.

mvh
Billen76

jehovas vidner giver ikke tidligere medlemmer den frihed som de selv forlanger af andre og hvis jverne ikke får det så himler de op om forfølgelse
man kan vel kalde det omvendt forfølgelse

der hiver sine unger ind i et religiøst foretagende, hvor anden overbevisning straffes meget hårdt. Dette er ikke barnets skyld men dets uforstandige forældres. DE kunne jo frit vælge troen til, men de under ikke barnet samme frihed, vel?
MalteFnalte

Da jeg skrev det, tænkte jeg ikke kun på familien, men også andre bekendte. Men jeg kan godt se, at du har vel ikke andre JV-bekendte end din familie.
Når det gælder familien, er der jo nok noget med at tingene ændrer sig lidt hen ad vejen, så din far med tiden vænner sig til den nye tilstand.
Jul, runde fødselsdage og politik er svære emner. Det med skakklubben forstår jeg ikke. Der er sikkert nogle regler omkring konkurrence som jeg ikke er stødt på. Er der ikke noget med at Venus Williams er JV?
Prøver han aldrig aktivt at få dig tilbage og tilbyder dig blade?

rart at høre dig igen (tidligere VH L )

men jeg er ikke så nem at slippe for i længden😉
MalteFnalte