Kan vi ikke få Nyrup tilbage?
Der var fint blus på kartoflerne i Aalborg Kongres- og Kulturcenter i den forløbne weekend.
I hvert fald de varme politiske af slagsen. Dem man helst ikke vil tale om på den forkerte måde.
Pudsigt nok blev det manden med weekendens suverænt bedste tale, ja måske den bedste socialdemokratiske tale i flere år, forhenværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der fyrede op under de varmeste. Først fik han åbnet den glohede dagpenge-debat og tirret Thorning og partitoppen med en opfordring til at kigge på kravene for at optjene dagpengeret. Og i samme tale et skub til en lidt mindre glohed, men stadig kontroversiel tanke om at arbejde for en skat på finansielle transaktioner. Et forslag, der faktisk blev stemt igennem søndag, men straks med ivrige meldinger fra partitoppen om, at det ikke var i den farlige variant.
På de indre linjer – der hvor kongres-medlemmer og presse sniksnakker – kom Nyrups ifølge S-toppen lidt for ivrige ideer til at fylde meget. Men for de, der havde fornøjelsen af bare at se og høre Nyrups tale, var det også et vidnesbyrd om mange af de ting, som Helle Thorning-Schmidt mangler i dag.
Nyrup var i den grad selv med til at forme samfundet i 90erne med selvstændige, centrum-venstre tanker og dermed sætte kraftige socialdemokratiske præg på det samfund, han efterlod. At hans regering så også i eftertiden blev anerkendt for at føre en mere ansvarlig økonomisk politik end VK-regeringen under især Anders Fogh Rasmussen er så bare en yderligere dimension.
Nyrup talte lørdag længe om de mange klø, som hans regering fik i starten. Og at han blev den længst siddende socialdemokrat siden Stauning. Som en parallel til, at tingene nok skal rette sig for Thorning.
Men forskellen er, at Nyrups regering fik klø for sine egne politiske ideer, hvor Thorning får klø for de ting, de ikke gør.
Thornings regering får klø for ikke at føre en signifikant centrum-venstre-politik og for at være styret af økonomernes anbefalinger i en grad, så tidligere finansminister Mogens Lykketoft på et tidspunkt uforvarende kom til at opfordre Bjarne Corydon til at gøre op med regnemetoderne i finansministeriet.
I dag får S især kritik for det, de ikke gør, og derfor var det spændende at se og høre debatten om partiets politik frem mod 2032. Men det er kendetegnende, at både S og SF i disse år har meget svært ved at udvikle ny, signifikant politik og må forlade sig på det værdi-baserede og så det simple, effektive slagnummer på de grønne områder.
Så der synes stadig at være et vakuum af de virkeligt gode 2012-argumenter på, hvorfor Socialdemokratiet også i nutiden skal være den faktor, der samler Danmark og formulerer de værdier, vores samfund bygger på. Kort sagt: De gode grunde til, at vi også i den nære fremtid skal sætte krydset i nærheden af liste A.
Og nej, overskriften dækker ikke over, at Helle Thorning skal erstattes af Poul Nyrup. Ligesom min respekt for Mogens Lykketoft heller ikke dækker over, at han skal erstatte Bjarne Corydon. Men folk af denne kaliber har noget at byde på, som er mere end erfaring. Mere end irriterende koryfæer, der fri af alle bånd bare kan tale frit. Mere end bare irriterende forgængere, der skaber rav i gaden med deres meldinger.
Der var altså en del af SFs medlemmer, der mente, at man skulle lytte til Aage Frandsen, da han skrev sin kritiske kronik i sommer. Det var mange, der mente at Lykketoft ramte noget med sin holdning, som han ikke ønskede offentliggjort. Og Marianne Jelved agerer ofte med samme tyngde, men hun er åbenlyst tættere på sin efterfølger, Margrethe Vestager, i det daglige. Og det giver – set herfra – De Radikale en fordel.
Så lyt til de erfarne. Og brug dem.
Skrevet af Peter Brüchmann
I hvert fald de varme politiske af slagsen. Dem man helst ikke vil tale om på den forkerte måde.
Pudsigt nok blev det manden med weekendens suverænt bedste tale, ja måske den bedste socialdemokratiske tale i flere år, forhenværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der fyrede op under de varmeste. Først fik han åbnet den glohede dagpenge-debat og tirret Thorning og partitoppen med en opfordring til at kigge på kravene for at optjene dagpengeret. Og i samme tale et skub til en lidt mindre glohed, men stadig kontroversiel tanke om at arbejde for en skat på finansielle transaktioner. Et forslag, der faktisk blev stemt igennem søndag, men straks med ivrige meldinger fra partitoppen om, at det ikke var i den farlige variant.
På de indre linjer – der hvor kongres-medlemmer og presse sniksnakker – kom Nyrups ifølge S-toppen lidt for ivrige ideer til at fylde meget. Men for de, der havde fornøjelsen af bare at se og høre Nyrups tale, var det også et vidnesbyrd om mange af de ting, som Helle Thorning-Schmidt mangler i dag.
Nyrup var i den grad selv med til at forme samfundet i 90erne med selvstændige, centrum-venstre tanker og dermed sætte kraftige socialdemokratiske præg på det samfund, han efterlod. At hans regering så også i eftertiden blev anerkendt for at føre en mere ansvarlig økonomisk politik end VK-regeringen under især Anders Fogh Rasmussen er så bare en yderligere dimension.
Nyrup talte lørdag længe om de mange klø, som hans regering fik i starten. Og at han blev den længst siddende socialdemokrat siden Stauning. Som en parallel til, at tingene nok skal rette sig for Thorning.
Men forskellen er, at Nyrups regering fik klø for sine egne politiske ideer, hvor Thorning får klø for de ting, de ikke gør.
Thornings regering får klø for ikke at føre en signifikant centrum-venstre-politik og for at være styret af økonomernes anbefalinger i en grad, så tidligere finansminister Mogens Lykketoft på et tidspunkt uforvarende kom til at opfordre Bjarne Corydon til at gøre op med regnemetoderne i finansministeriet.
I dag får S især kritik for det, de ikke gør, og derfor var det spændende at se og høre debatten om partiets politik frem mod 2032. Men det er kendetegnende, at både S og SF i disse år har meget svært ved at udvikle ny, signifikant politik og må forlade sig på det værdi-baserede og så det simple, effektive slagnummer på de grønne områder.
Så der synes stadig at være et vakuum af de virkeligt gode 2012-argumenter på, hvorfor Socialdemokratiet også i nutiden skal være den faktor, der samler Danmark og formulerer de værdier, vores samfund bygger på. Kort sagt: De gode grunde til, at vi også i den nære fremtid skal sætte krydset i nærheden af liste A.
Og nej, overskriften dækker ikke over, at Helle Thorning skal erstattes af Poul Nyrup. Ligesom min respekt for Mogens Lykketoft heller ikke dækker over, at han skal erstatte Bjarne Corydon. Men folk af denne kaliber har noget at byde på, som er mere end erfaring. Mere end irriterende koryfæer, der fri af alle bånd bare kan tale frit. Mere end bare irriterende forgængere, der skaber rav i gaden med deres meldinger.
Der var altså en del af SFs medlemmer, der mente, at man skulle lytte til Aage Frandsen, da han skrev sin kritiske kronik i sommer. Det var mange, der mente at Lykketoft ramte noget med sin holdning, som han ikke ønskede offentliggjort. Og Marianne Jelved agerer ofte med samme tyngde, men hun er åbenlyst tættere på sin efterfølger, Margrethe Vestager, i det daglige. Og det giver – set herfra – De Radikale en fordel.
Så lyt til de erfarne. Og brug dem.
Skrevet af Peter Brüchmann