Ked af det skilsmissemor

Jeg er kæreste til en meget ked af det skilsmissemor, og vil lige på at ridse vores historie op her!
Jeg har kendt min kæreste i mange år, vidst hvem hun var siden vi var 5 år gamle. For ca 9 år siden mødtes vi til en fest hvor vi bare snakkede sammen hele aftenen. År efter år mødtes vi til en årlig fest hvor vi dansede og snakkede enormt godt sammen hele aftenen.
Det lå lidt i baghovedet at vi begge var fascineret af hinanden men hun var gift, havde 2 børn og jeg var forlovede så ingen af os tog initiativ til noget. Dvs. for nu 2,5 år siden, sagde hun til mig til den årlige fest at hun siden den 1. fest for 9 år siden havde været vild med mig. Jeg kunne kun sige at den var gengældt!
Jeg gik øjeblikkeligt fra min forlovede, hun kunne ikke gå fra sin mand pga børnene (hun er mor med meget stort M), vi så hinanden ved siden af hendes ægteskab i 13 mdr, hvorefter hun til sidst gav efter og forlod ham og flyttede direkte ind hos mig med de 2 børn! Børnene tog enormt godt imod mig og der har ikke været en eneste episode af negativitet overfor mig fra deres side!
Min kæreste har siden den dag hun flyttede ind her brugt alle sine kræfter på børnene og på at have dårlig samvittighed overfor børnene.
Børnene startede med at være en uge hvert sted men det indså alle rimmeligt hurtigt at det ikke var godt for dem så nu er de her og hver anden weekend hos deres far! Dvs det er der ikke nogen fast aftale om det da faderen hele tiden siger at han vil have dem længere tid. Så hver anden søndag når de er hos ham er der usikkerhed om hvad han gør, beholder dem længere eller kommer med dem!
Der er ingen af de to (min kæreste og hendes eks) der vil snakke om følsomme ting. Feks samværd, ferier, jul, nytår osv. Det er sjældnent at vi ved hvad der skal ske om en uge!
Hendes eks vil gore alt for at få hende tilbage, selvom han ved at hun ikke elsker ham og ikke har gjort det I mange år.
Hun har efterhånden gravet sig selv ned I så dybt et sort hul, at den eneste løsning hun kan se ud af sin sorg (depression) er at flytte tilbage til sin eks. Vi har prøvet at gå fra hinanden et hav af gange men det ender altid ved at vi elsker hinanden ALT ALT for højt til at kunne gøre det! Hun vil ikke modtage nogen form for terapi, hun snakker ikke rigtig med nogen om at hun har det rigtig skidt! Hun “lever” ikke I nuet og nyder mig og at børnene faktisk har det enormt godt men “lever” mere I tanken om at om 10 dage skal hun undvære dem I 2!
Hun er gået fuldstændig I stå, og gør intet ved feks faste aftaler omkring børnene, hun har ikke flyttet alle sine ting, hun ejer stadig halvdelen af deres hus, hun læner sig bare tilbage og siger, jeg tror ikke jeg kan det her længere!
Ved ikke hvad jeg skal stille op, troede jeg på at løsningen var at hun flyttede sammen med hendes eks igen, så værsgo´! Jeg frygter (ved) bare at hun finder ud af at det ikke var løsningen og så star hun her igen om et år eller to og så kan vi starte forfra!
Elsker hende enormt højt og er ikke i tvivl om at det er mit livs kærlighed!
Håber der er nogen herinde der kan hjælpe!!!

i sin sind - når hun vender tilbage til sin ex. - hun vil ikke indrømme over for dig at hun rent faktisk har fortrudt at hun er flyttet ind til dig - men inderst inde elsker hun børnenes far og ønsker at genoptage forholdet igen. Knus ingrid

Men så behandler hun ham ikke som hun gør, og så var hun flyttet for længst! Det er jo den lette udvej at flytte tilbage.....
Det er ikke fordi jeg ikke vil indse det, men tror ikke på det! Det ville også være det letteste for mig så kunne jeg komme videre, det var jeg jo nødt til hvis jeg vidste at hun ikke elsker mig så højt som hun gør !

Når man i livet synes at man har problemer og hele ens tilværelse synes alt for betinget skal man sætte sig ned med et stykke papir og blyant og i stedet for at prøve at gennemskue hver eneste ting i sit liv "hænger sammen" og hvordan det "kunne hænge sammen", hellere kort beskrive:

1. Hvor vil jeg gerne være om 10 år.
2. Hvad skal jeg gøre nu og her, for at jeg kan være der om 10 år.

Det betyder ikke at man ikke skal leve i nuet, for uanset hvad vi nogen sinde havde tænkt på i vores liv har vi altid KUN haft de tanker i nuet. Der findes ikke andet end NU.

PS.
Når vi gør vores bedste i nuet former vi automatisk vores bedst tænkelige fortid & fremtid.

Den ´kvinde her får da ingen fred i sit sind nogensinde, og da slet ikke hvis hun flytter tilbage til eksmanden.😮
"Inderst inde" ..hvad kan du eller jeg dog vide hvad denne kvinde føler inderst inde ud fra en så kort beskrivelse på et debatforum. Pas nu på ikke at forveksle hvad DU inderst inde ville føle og gøre med hvad en vildt fremmed kvinde måske føler og gør.
Jeg tror desværre at hun hører til den type kvinder, der altid vil kunne finde et eller andet hun er utilfreds med. Hvis det ikke var dette, så var der noget andet. Mit gæt er at hun dybest set er utilfreds med sig selv, og ikke kan tage sit liv og sine valg på sig som en voksen kvinde. 😖
Når hun prøver at dække sig ind under at det er for børnenes skyld, er det jo noget sludder, sålænge hun pleaser sin egen overfølsomhed fremfor børnenes ve og vel. Hvis denne mor virkelig ønsker/har overskud til at gøre noget for sine børns skyld alene, så havde hun sørget for de fik RO i deres tilværelse og at hun selv som deres mor udstrålede ro og stabilitet. De børn er da lykkeligst sammen med en lykkelig mor, og det er hun åbenbart mest med sin nuværende mand fremfor deres far. Derfor skal hun da blive hvor hun er og være mere end lykkelig over hendes børn har fået en ekstra far som elsker dem - og omvendt.
Pusser

Jeg har meget ondt af børnenes far. Han elsker jo også sine børn. Hvor ville jeg ønske du ikke havde blandet dig i deres ægteskab. Hvem har det været lykken for.
Jeg kan ikke sige, hvad du skal gøre. Jeg har da også ondt af dig, som elsker hende.
Du skriver, du gik øjeblikkelig fra din kæreste, stakkels hende.
Det bedste var da, at hun fandt sammen med børnenes far. Du kommer over det, lige som din ekskæreste vel er kommet over det.
Det er også synd for børnene. De ville også have det bedre, hvis far og mor fandt sammen. Men ingen, der ikke kender jer kan jo sige, hvad der er det rigtige.

Hun flyttede efter kærligheden, men hun glemte bare at følge sit eget valg til dørs. Hvis hun ønskede at genoptage det forhold havde hun nok pakket sydfrugterne. 😖
Hendes crab med det er synd for børnene, ville jeg holde hende op på. Hun skal sørge for de børns hverdag fungerer og det gør den ikke når hun ikke ordner de nødvendige ting omkring dem.
Hun skal have afsluttet bagud. En simpel to-do-liste ville gøre underværker her, og så må de mennesker finde ud af at tale sammen, så¨alle implicerede ved, hvad der sker søndag aften. Bl.a. Det er også rart nok at vide hvad der sker i næste måned. 😃

Hun er en dårlig mor. Jeg fatter ikke, du kan sige hun er mor med et stort M. Det hele går ud over børnene. Hun må da se at finde ud af hvad hun vil. Der er da ingen tvivl om, at børnene mærker al den ståhej.

"Hun er gået fuldstændig I stå, og gør intet ved feks faste aftaler omkring børnene, hun har ikke flyttet alle sine ting, hun ejer stadig halvdelen af deres hus, hun læner sig bare tilbage og siger, jeg tror ikke jeg kan det her længere!"
Nej det er der da ingen der kan.😮 Spørg hende, hvad der skal til for at hun får fingeren ud.
Hvor lang tid har den flytning taget nu? 1½ år? - Det må da være et mareridt for alle implicerede. Det er vist ved den tid, hun er nødt til at få det "praktiske-mus-anfald" og få noget rykket. Hun holder 5 menneskers liv på stand-by. Vil du finde dig i det?
- Har hun altid levet så ustruktureret? Eller var det eksen, der fik hjulene i sving?