Lundsangeren hjælper Darwin
Darwin drømte ofte om, at han en dag ville finde et eksempel på evolutionen i aktion hos små fugle. Det blev dog ikke fuglearten finker, men den lille sangfugl "lundsangeren" der leverede den til dato mest overbevisende dokumentation af, hvordan evolutionen foregår i praksis.
Lundsangeren lever i Asien og Østeuropa, som det ses på dette enkle oversigtskort http://www.sfgate.com/cgi-bin/object.cgi?object=/chronicle/pictures/2001/03/26/mn_birdevolution.jpg&paper=chronicle&file=MN172778.DTL&directory=/chronicle/archive/2001/03/26&type=news
Bemærk, at der ikke lever nogle lundsangere i ørkenen i det Tibetanske plateau (der er ingen træer). Det følgende forstås lettest ved at antage, at lundsangeren oprindeligt opstod ved det sydlige Himmalaya (vist ved punktet 1 på billedet). Da lundsangeren ikke kunne indtage plateauet bag bjergene, var den nødt til at bosætte sig rundt om dette.
Lundsangeren bredte sig derfor i to retninger- den ene rundt om plateauet gennem Kina og Sibirien. Den anden rundt om plateauet den anden vej til Sibirien og Østeuropa.
Men undervejs udviklede arterne sig naturligvis, pga. de tilfældige mutationer. Så der hvor de to grene mødes i Sibirien (hvor det røde og det blå område mødes) er der tale om to arter. DNA tests viser at det er forskellige arter, deres fjerdragt er forskellig, og hannernes sans er så forskellig, at hverken hunner eller hanner fra den anden "art" reagerer på den. Lundsangerne er her blevet til to forskellige arter, der ikke kan krydses.
Men undervejs kan de hele tiden krydse sig med hinanden, ligesom de forstår hinandens sang (dog med stadig større vanskelighed, jo længere væk "sangeren" kommer fra). Det vi ser er altså en gradvis ændring af en art, som bliver til to arter.
DNA prøver bekræfter, hvad farvetegninger, sang og adfærd viser: Der er tale om en art, der gradvist har udviklet sig til to forskellige arter. DNA'et bliver gradvist mere forskelligt i samme takt som deres sang og farvetegning.
DNA prøverne viser forøvrigt, at de to arter begyndte at adskilles for kun 10.000 år siden, hvilket kraftigt antyder, at evolutionære ændringer ofte forløber hurtigt. Det er jo så nok den virkelige forklaring på, at det er så svært at finde en masse mellemformer i fossilerne, da det naturligvis kun er en brøkdel af de dyr der har levet, som vi i dag kan finde som fossiler. Derfor må vi ikke forvente at kunne finde alle mellemformer i artsudviklingen.
Darwin må fryde sig i sin grav ved at se, hvor frugtbar hans teori har vist sig at være. I dag kan vi se evolutionen over tid ved ganske enkelt at rejse rundt om Himmalayas plateau, samt studere forskernes DNA undersøgelser af de lundsangere fra deres forskellige levesteder!
Lundsangeren lever i Asien og Østeuropa, som det ses på dette enkle oversigtskort http://www.sfgate.com/cgi-bin/object.cgi?object=/chronicle/pictures/2001/03/26/mn_birdevolution.jpg&paper=chronicle&file=MN172778.DTL&directory=/chronicle/archive/2001/03/26&type=news
Bemærk, at der ikke lever nogle lundsangere i ørkenen i det Tibetanske plateau (der er ingen træer). Det følgende forstås lettest ved at antage, at lundsangeren oprindeligt opstod ved det sydlige Himmalaya (vist ved punktet 1 på billedet). Da lundsangeren ikke kunne indtage plateauet bag bjergene, var den nødt til at bosætte sig rundt om dette.
Lundsangeren bredte sig derfor i to retninger- den ene rundt om plateauet gennem Kina og Sibirien. Den anden rundt om plateauet den anden vej til Sibirien og Østeuropa.
Men undervejs udviklede arterne sig naturligvis, pga. de tilfældige mutationer. Så der hvor de to grene mødes i Sibirien (hvor det røde og det blå område mødes) er der tale om to arter. DNA tests viser at det er forskellige arter, deres fjerdragt er forskellig, og hannernes sans er så forskellig, at hverken hunner eller hanner fra den anden "art" reagerer på den. Lundsangerne er her blevet til to forskellige arter, der ikke kan krydses.
Men undervejs kan de hele tiden krydse sig med hinanden, ligesom de forstår hinandens sang (dog med stadig større vanskelighed, jo længere væk "sangeren" kommer fra). Det vi ser er altså en gradvis ændring af en art, som bliver til to arter.
DNA prøver bekræfter, hvad farvetegninger, sang og adfærd viser: Der er tale om en art, der gradvist har udviklet sig til to forskellige arter. DNA'et bliver gradvist mere forskelligt i samme takt som deres sang og farvetegning.
DNA prøverne viser forøvrigt, at de to arter begyndte at adskilles for kun 10.000 år siden, hvilket kraftigt antyder, at evolutionære ændringer ofte forløber hurtigt. Det er jo så nok den virkelige forklaring på, at det er så svært at finde en masse mellemformer i fossilerne, da det naturligvis kun er en brøkdel af de dyr der har levet, som vi i dag kan finde som fossiler. Derfor må vi ikke forvente at kunne finde alle mellemformer i artsudviklingen.
Darwin må fryde sig i sin grav ved at se, hvor frugtbar hans teori har vist sig at være. I dag kan vi se evolutionen over tid ved ganske enkelt at rejse rundt om Himmalayas plateau, samt studere forskernes DNA undersøgelser af de lundsangere fra deres forskellige levesteder!