Mi casa es su casa
Hej Solveigh...
Jeg skriver til dig og håber at du kan hjælpe mig...
Jeg er 22 har været sammen med min kæreste på 25 i 3 år, elsker ham og ved at han er rigtig god for mig, han er så dejlig og ligetil at når jeg ind imellem er lidt nede går og tænker at han måske er for god til mig (jeg har lidt dårlig bagage i rygsækken, med en voldelig far, og alkoholisk stedfar som ikke har gjort min barndom lettere) Men altså... Min min mor er stærk og kom ud af alt dette da jeg var 14-15 år.
Min kæreste har givet udtryk for hvor meget han elsker mig på mange måder, og er slet ikke i tvivl om at jeg er hans et og alt, og han er også alt det jeg drømmer om 🙂 Jeg kan forestille mig at vi får børn, hus og alt det der skal til for at starte en rigtig kernefamilie, alt det jeg ikke selv fik... Han har lidt af de samme idealer som jeg 🙂 Han er udlært og har fast arbejde, hvor jeg før skal starte på universitetet til næste år og har kun deltidsarbejde og har derfor ikke så mange penge. Han har en stor 3 værelses lejlighed og jeg betale mit eget vand, varme osv. og han så betaler huslejen. Maden er mest mig, men ellers deler vi her lige over... Nu kommer mit problem... Min kæreste vil så gerne, at hvad der er hans, er også mit, hvilket i og for sig burde lyde rigtig skønt men... det er det jo ikke? Han gør meget ud af at vi tager beslutningerne sammen for at jeg kan føle at det også er mit hjem hvilket jeg også gør på en måde... Føler mig hjemme i min kærestes lejlighed 🙂 og har da også bidraget med noget inventar, men alle mine ting står hjemme hos min mor, og der er ikke plads her til meget mere.
Jeg tænker bare "hvad hvis vi går fra hinanden på et tidspunkt" hvilket jeg også sagde til ham... Jeg har bare svært ved at indstille mig psykisk på at hvad der er hans, er mit, hvis det så senere skulle gå hen og blive "taget fra mig" igen 😖
Er også bare bare for at denne frygt kommer og bider mig bagi, for når jeg nu går og fokuserer så meget på at vi går fra hinanden, kommer det meget vel også til at ske...
Min mor satte det hele i gang... Hun prøvede at beskytte mig, da jeg en jul sagde at "Vi øsnker os en.." da hun afbrød og sagde at det ville være bedst hvis vi ønskede os noget hver for sig i tilfælde af at vi gik fra hinanden... Så når vi har købt nogle få ting til lejligheden har min kæreste bare lagt ud, og jeg har så betalt halvdelen. Men efter det mig mor sagde, kan jeg ikke gøre det uden at være opmærksom på at vi gemmer bonnerne, så vi kann se hvor meget vi hver især betalte...
Selvfølgelig kan vi gå fra hinanden, der er jo ingen garantier her i livet, men man kan jo håbe på det bedste 🙂
Skal jeg melde helt klart ud med, det er hans og ikke mine ting, eller flyde med strømmen og muligvis senere blive ekstra ked af det senere? Hvad er din erfaring?
Kh Den stadig forelskede
Jeg skriver til dig og håber at du kan hjælpe mig...
Jeg er 22 har været sammen med min kæreste på 25 i 3 år, elsker ham og ved at han er rigtig god for mig, han er så dejlig og ligetil at når jeg ind imellem er lidt nede går og tænker at han måske er for god til mig (jeg har lidt dårlig bagage i rygsækken, med en voldelig far, og alkoholisk stedfar som ikke har gjort min barndom lettere) Men altså... Min min mor er stærk og kom ud af alt dette da jeg var 14-15 år.
Min kæreste har givet udtryk for hvor meget han elsker mig på mange måder, og er slet ikke i tvivl om at jeg er hans et og alt, og han er også alt det jeg drømmer om 🙂 Jeg kan forestille mig at vi får børn, hus og alt det der skal til for at starte en rigtig kernefamilie, alt det jeg ikke selv fik... Han har lidt af de samme idealer som jeg 🙂 Han er udlært og har fast arbejde, hvor jeg før skal starte på universitetet til næste år og har kun deltidsarbejde og har derfor ikke så mange penge. Han har en stor 3 værelses lejlighed og jeg betale mit eget vand, varme osv. og han så betaler huslejen. Maden er mest mig, men ellers deler vi her lige over... Nu kommer mit problem... Min kæreste vil så gerne, at hvad der er hans, er også mit, hvilket i og for sig burde lyde rigtig skønt men... det er det jo ikke? Han gør meget ud af at vi tager beslutningerne sammen for at jeg kan føle at det også er mit hjem hvilket jeg også gør på en måde... Føler mig hjemme i min kærestes lejlighed 🙂 og har da også bidraget med noget inventar, men alle mine ting står hjemme hos min mor, og der er ikke plads her til meget mere.
Jeg tænker bare "hvad hvis vi går fra hinanden på et tidspunkt" hvilket jeg også sagde til ham... Jeg har bare svært ved at indstille mig psykisk på at hvad der er hans, er mit, hvis det så senere skulle gå hen og blive "taget fra mig" igen 😖
Er også bare bare for at denne frygt kommer og bider mig bagi, for når jeg nu går og fokuserer så meget på at vi går fra hinanden, kommer det meget vel også til at ske...
Min mor satte det hele i gang... Hun prøvede at beskytte mig, da jeg en jul sagde at "Vi øsnker os en.." da hun afbrød og sagde at det ville være bedst hvis vi ønskede os noget hver for sig i tilfælde af at vi gik fra hinanden... Så når vi har købt nogle få ting til lejligheden har min kæreste bare lagt ud, og jeg har så betalt halvdelen. Men efter det mig mor sagde, kan jeg ikke gøre det uden at være opmærksom på at vi gemmer bonnerne, så vi kann se hvor meget vi hver især betalte...
Selvfølgelig kan vi gå fra hinanden, der er jo ingen garantier her i livet, men man kan jo håbe på det bedste 🙂
Skal jeg melde helt klart ud med, det er hans og ikke mine ting, eller flyde med strømmen og muligvis senere blive ekstra ked af det senere? Hvad er din erfaring?
Kh Den stadig forelskede